Rapport fra Myndighedsudvalget

5. Virksomhedsreguleringen fra 1. januar 2005.

Som led i miljøreformen underskrev miljøministeren d. 16. september 2004 en ny godkendelsesbekendtgørelse, der træder i kraft den 1. januar 2005. I bekendtgørelsen er op mod 80 % af listevirksomhederne overført til en liste over virksomheder, for hvilke der gælder en forenklet godkendelsesprocedure.

Bekendtgørelsen udmønter det lovforslag, som miljøministeren fremsatte i november 2003 om forenkling af det gældende godkendelsessystem. Lovforslaget blev vedtaget den 16. marts 2004.

Forud for lovforslaget lå det såkaldte Virksomhedsudvalg, som afgav rapport i oktober 2003.

Godkendelsessystemet indrettes fremover således, at størstedelen - godt 5200 - af de godkendelsespligtige virksomheder med virkning fra 1. januar 2005 overføres til et nyt, forenklet godkendelsessystem, hvor kravene til ansøgningernes indhold og til forhåndsdokumentationen reduceres i forhold til i dag, og hvor indsatsen samtidigt målrettes mod de væsentlige miljøproblemer. Det nuværende godkendelsessystem opretholdes kun for en mindre del af virksomhederne - ca. 1400 - og omfatter de listevirksomheder, der er omfattet af henholdsvis IPPC-direktivet og VVM-direktivets bilag 1 samt enkelte andre virksomheder med et betydeligt forureningspotentiale.

Virksomheder, der fortsat er omfattet af det nuværende godkendelsessystem, kaldes fremover bilag 1-virksomheder, mens virksomheder, der er overført til det forenklede godkendelsessystem, kaldes bilag 2-virksomheder.

Omdrejningspunktet for det forenklede system ligger i, at der for en lang række af de virksomheder, der bliver overført til det forenklede godkendelsessystem, udarbejdes såkaldte branchebilag med standardvilkår for den enkelte branche, som godkendelsesmyndigheden forpligtes til at indsætte i godkendelsen. Standardvilkårene udarbejdes, således at de er repræsentative for den samlede viden om en given branche på et givet tidspunkt og baseret på den bedste tilgængelige teknik for branchen.

Der er ikke tale om et fundamentalt brud på det nuværende godkendelsessystem. Virksomhederne skal fortsat have en godkendelse, før de etablerer sig eller foretager væsentlige ændringer, og miljøkravene bliver der heller ikke slækket på.

Virksomhedsudvalget anbefalede også, at man afskaffede den såkaldte "anmeldepligt" for virksomheder, der ikke er omfattet af godkendelsespligten. Baggrunden for det var, at ordningen ikke fungerer i praksis. Denne anmeldepligt er derfor ophævet med virkning fra 1. januar 2005. Anmeldepligten omfattede de virksomhedstyper, som blev taget ud af godkendelsesordningen i 1990.

Med den nye godkendelsesbekendtgørelse er den nuværende kompetencefordeling mellem amter og kommuner fastholdt. De virksomheder, der er underlagt amternes godkendelses- og tilsynskompetence, er mærket med a på listerne i bilag 1 og 2 til godkendelsesbekendtgørelsen (a-mærkningen).

 



Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.