Udarbejdelse af praktiske retningslinier for forebyggelse af forurening af små vandforsyninger i forbindelse med håndtering af pesticider i landbruget

Bilag 3

Bilag til Planteavlsorientering Nr. 09-604
Landskontoret for Planteavl Den 18. marts 2003

Vejledning om håndtering af bekæmpelsesmidler ved anvendelse af støbt vaskeplads med opsamling af vaskevand til gyllebeholder. Skyllevejledning og byggeblad for vaskeplads til landbrugsmaskiner

Denne vejledning bør følges, når en støbt vaskeplads med opsamling af vaskevand til gyllebeholder anvendes til påfyldning og vask af marksprøjte. En forudsætning for at kunne følge vejledningen er, at marksprøjten er udstyret med en tilpas stor skyllevandstank og indbygget spuledyse (se også skyllevejledningen).

Overordnet
Brug af bekæmpelsesmidler skal planlægges, så uheldige påvirkninger af sprøjtemandskab og miljø undgås. Det er vigtigt, at medarbejdere kender instrukser og arbejdsgange. Det vil være hensigtsmæssigt med jævne mellemrum at gennemgå hele forløbet.

Ved indretning af en vaskeplads med opsamling skal indhentes myndighedernes tilladelser. Pladsen skal indrettes i sikkert afstand fra eventuelle brønde eller boringer.

Indretning:
Det er hensigtsmæssigt, at indrette vandforsyning og kemikalieopbevaringen i nærheden af vaske/fyldepladsen. Der skal være sugende materiale i nærheden til opsugning af større spild i tilfælde af uheld.

Forholdsregler

Ved påfyldning af vand:

Fyldning skal altid overvåges, efterlad aldrig sprøjten uden opsyn under fyldningsprocessen.

Lav eventuel overfyldningssikringer.

Ved påfyldning af bekæmpelsesmiddel:

Vask straks den ”tomme” emballage rundigt og brug skyllevandet i sprøjtevæsken.

Lad ikke ”tomme” emballager ligge på jorden eller pladsen og sæt låg på dunke.

Restsprøjtevæske:

Beregn forbruget, så sprøjtevæsken går til og slår til.

Restsprøjtevæske i den ”tomme” marksprøjte skal fortyndes mindst halvtreds gange (50x) og anvendes på marken. (se også skyllevejledningen)

Fortyndet restsprøjtevæske kan udtømmes på vaskeplads.

Tøm aldrig ufortyndet restsprøjtevæske ud.

Indvendig vask:

Efter skylning og fortynding i marken kan indvendig vask af sprøjten ske på vaskepladsen.

Udvendig vask:

Sprøjterester udvendig på sprøjte og traktor ophober sig hver gang der sprøjtes. Der opnås således ikke mindre totalmængder afvasket aktivstof med mindre hyppig vask.

Udvendig vask af sprøjteredskaber kan forgår på vaskepladsen eller marken.

Husk også at vaske traktoren på sikre steder (vaskeplads med opsamling eller marken).

1
Uheld:
Mindre spild opsamles og afleveres på modtagepladsen. Ved større spild kontaktes myndighederne.

Skyllevejledning
Der findes bekæmpelsesmiddelrester forskellige steder i marksprøjten (se figur). De største mængder af bekæmpelsesmiddel findes i restsprøjtevæsken der ligger i slanger, pumpen og ”sumpen”. Der vil i de fleste sprøjter forblive en samlet rest på op til 50 liter, hvoraf ca. 40 liter ligger i slanger og ca. 10 liter i sumpen. Med anvendelse af 1000 gram aktivt stof pr. ha og 150 liter sprøjtevæske pr. ha, fører det til 6,7 gram aktivt stof pr. liter restsprøjtevæske. Samlet vil der restere op til 300 - 350 gram aktivstof i den ”tomme” sprøjte.

Klik her for at se figur

Skyllerutine (100 x fortynding)
Eksempel: En 2.500 liters sprøjte med 250 liters skyllevandstank.

  1. Skyl alle slanger med ca. 100 liter rent vand
    - dette resulterer i rene slanger og ca. 110 liter restsprøjtevæske med den halve koncentration af den oprindelige (50 %, 2 gange fortyndet)
  2. Restsprøjtevæske udsprøjtes på afgrøden
  3. Tanken spules med 100 liter rent vand
    - dette resulterer i 110 liter restsprøjtevæske der har mindre end en tyvendedel af den oprindelige koncentration (4,5 %, 22 gange fortyndet)
  4. Restsprøjtevæske udsprøjtes på afgrøden
  5. Tanken spules med 50 liter rent vand
    - dette resulterer i 60 liter restsprøjtevæske der er mere en 100 gange fortyndet til i forholdt til den oprindelige væske (0,8 %)
  6. Restsprøjtevæske udsprøjtes på afgrøden

Hvis ”sumpen” (10 l) tømmes, svarer dette til mindre end 0,7 gram aktivstof.

Skyllerutine ( 50 x fortynding)
Eksempel: En 2.500 liters sprøjte med 300 liters skyllevandstank.

  1. Skyl alle slanger med ca. 150 liter rent vand
    - dette resulterer i rene slanger og ca. 160 liter restsprøjtevæske med mindre end en tredjedel koncentration af den oprindelige (31 %, >3 gange fortyndet)
  2. Restsprøjtevæske udsprøjtes på afgrøden
  3. Tanken spules med 150 liter rent vand
    - dette resulterer i 160 liter restsprøjtevæske der har mindre end 1/50 af den oprindelige koncentration (2 %, 50 gange fortyndet)
  4. Restsprøjtevæske udsprøjtes på afgrøden

Hvis ”sumpen” (10 l) tømmes, svarer dette til ca. 1,4 gram aktivstof.

Eksemplerne viser, at der skal monteres en skylletank med en volumen der er mindst 10% af sprøjtens tankvolumen, for at opnå en 50 gange fortynding ved to gange skylning.

Udenomsfaciliteter

Klik her for at se figuren alternativ vaskeplads med afløbsgrav

Lovgrundlag
Bortskaffelse af spildevand fra støbte vaskepladser ved tilledning til gylle- eller opsamlingstank

med efterfølgende udbringning på landbrugsjord er omfattet af Bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

Ifølge bekendtgørelsen forudsætter disse løsninger en tilladelse fra amtet. Ansøgning om tilladelse til udbringning indsendes til kommunalbestyrelsen.

Inden der etableres en vaskeplads skal der i henhold til bygningsreglement BR 95 indsendes en byggeanmeldelse til kommunalbestyrelsen. Afløbsinstallationer skal opfylde kravene i DS 432, Norm for afløbsinstallationer, og vandinstallationer skal opfylde kravene i DS 439, Norm for vandinstallationer.

Arbejdet med vand- og afløbsinstallationer skal desuden udføres af autoriserede mestre.

Anvendelse af vaskeplads
Hvis vaskepladsen anvendes til rengøring af traktorer og markredskaber, herunder marksprøjter og gødningsredskaber bør vaskevandet ledes til gylletank eller opsamlingstank.

Vaskepladsen bør etableres med sandfang og olieudskiller.

Såfremt vaskepladsen udelukkende anvendes til rengøring af traktorer og markredskaber, bortset fra marksprøjter og gødningsredskaber, kan det være en mulighed at aflede spildevandet til vandløb eller dræn.

Vaskepladsen bør i dette tilfælde etableres med sandfang og koalescensudskiller.

Opbygning af vaskeplads
Før anlæg af vaskepladsen fjernes muldjorden under hele pladsen og i en afstand af 1-2 m fra vaskepladsens ydergrænser. Herefter kan den nøjagtige afsætning af anlægget finde sted, og udgravningen til afløb og fundamenter udføres.

Afløb for spildevand placeres som vist på tegningen og føres via sandfang med indbygget filter,

olie/benzinudskillere og pumpebrønd til gylletank eller opsamlingstank.

  • Afløbsbrønd udføres af Ø 315 mm VA mærket PVC brønd.
  • Sandfangsbrønd udføres af Ø 1250 mm DS mærket betonbrønd.
  • Udløbsrøret skal være dykket ca. 200 mm og monteres med en ristefunktion.
  • Olie/benzinudskillere udføres af Ø 1250 mm VA mærket betonbrønd.
  • Pumpebrønd udføres af Ø 1000 mm DS mærket betonbrønd.
  • Afløbsledningen udføres af Ø 110 mm VA mærket PVC rør med 15 å fald.

Betonstøbning
Vaskepladsen udføres med 150 mm beton 35 MPa, aggressiv miljøklasse. Vaskepladsen armeres med 150x150x6 mm svejst armeringsnet (karakteristisk trækbrudstyrke 550 MPa.). Stødlængderne skal mindst være 300 mm. Stødene skal forskydes.

Feltinddeling

Store betonflader vil revne som følge af svind, når betonen udtørrer. Man kan formindske disse revnedannelser, hvis der i gulvet indlægges fuger (se svindfuger), der inddeler gulvet i felter i passende størrelser. Feltstørrelser bør ikke overstige ca. 35 m², og den største sidelinie ikke over 6 m.

Svindfuger
Fugerne kan fremstilles ved at presse et formstykke, f.eks. et T-jern, ned i betonen, medens denne

endnu er frisk, men dog tilstrækkelig afbundet til, at fugesiderne bliver stående.

Udstøbning
Gulvet støbes mellem såkaldte ledere eller allerede støbte kanter og afrettes efter disses overkant, der angiver den færdige gulvoverflades højde. Man udstøber hvert andet felt (bane), og når disse felter (baner) er tilstrækkeligt afhærdede, fungerer deres kanter som ledere ved udstøbning af de mellemliggende felter.

Betonen komprimeres og trækkes af med retholt (f.eks. med bjælkevibrator). Efter afhærdningen af betonen udfyldes fugerne med asfalt.

Efterbehandling
Efter støbningen skal betonen beskyttes effektivt mod udtørring ved afdækning med plastfolie eller tilsvarende. Afdækningen skal udføres senest 2 timer efter udstøbningen er foretaget. Plastfolien skal vedligeholdes og være effektiv i minimum. 8 dage.

Der kan alternativt anvendes en voksbaseret curingsmembran, som skal have en effektivitet på mindst 75 %. Curingsmidlet må ikke have skadelig eller retarderende virkning på betonens hærdning i overfladen. Der må ikke anvendes curingsmembran på støbeskel.

Høring
Byggebladet har været forelagt Miljøstyrelsen, som ikke har haft bemærkninger til denne løsning, forudsat at:
- Vejledning om håndtering af bekæmpelsesmidler ved anvendelse af støbt vaskeplads med opsamling af vaskevand til gyllebeholder følges.

Henvisninger

  • Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Planteavl
    - Vejledning om håndtering af bekæmpelsesmidler ved anvendelse af støbt vaskeplads med opsamling af vaskevand til gyllebeholder (pdf).
    - Anbefaling vedrørende opsamling af pesticidholdigt vaskevand i gyllebeholder (pdf).
  • Bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.
  • Bygningsreglementet af 1995 (BR95) med ændringer
  • DS normer kan købes ved henvendelse til Dansk Standard.

 



Version 1.0 April 2005, © Miljøstyrelsen.