Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 3/2005 – Energieffektivitet i miljøgodkendelser

Energieffektivitet i miljøgodkendelser

4 Tema 3: Kompetenceopbygning

4.1 Status og problemstillinger
     4.1.1 Generelt
     4.1.2 Energifaglige kompetencer hos miljømyndigheden
     4.1.3 Miljøfaglige kompetencer hos energimyndigheden
4.2 Identificerede potentialer og løsningsmuligheder
4.3 Barrierer for at udnytte potentialerne

4.1 Status og problemstillinger

4.1.1 Generelt

Generelt er der observeret begrænset viden blandt myndighederne om hinandens fagområder. Omvendt er der ofte stor viden i virksomhederne om administrationspraksis i myndighedsbehandlingen på henholdsvis energi- og miljøområdet.

Dette bliver som regel fremhævet som en af grundene til, at miljømyndighederne ikke føler sig i stand til at stille krav på energiområdet, ligesom man hos miljømyndighederne ikke har tilstrækkelig indsigt i de ikke-tekniske fagområder som energiledelse og energiaftaler.

Både amterne og Energistyrelsen føler på den anden side ikke noget behov for at kende til hinandens fagområder, idet de har tillid til, at den anden myndighed klarer det fint uden hjælp eller indblanding.

4.1.2 Energifaglige kompetencer hos miljømyndigheden

Miljømedarbejderne i miljømyndigheden har som regel ingen eller kun lille viden om energieffektivisering og energiledelse, og de ser det selv som en svaghed, der netop gør, at det kan kræve en større indsats at forberede sig på at gå i dialog om evt. vilkår på energiområdet.

Når virksomheden har en energiaftale er det også både bekvemt og relevant at henvise til den frem for selv at gå i dialog om energiforhold på virksomheden. Dette gælder dog kun de ca. 300 virksomheder som har en energiaftale. For dialogen om energi med andre (IPPC-) virksomheder er der tydeligvis et større behov for at opbygge energifaglige kompetencer hos miljømyndigheder.

4.1.3 Miljøfaglige kompetencer hos energimyndigheden

Den omvendte situation hos Energistyrelsen gør sig endnu tydeligere gældende, men de har på den anden side ikke nogen myndighedsrolle for andre miljøforhold end energiforsyning og -forbrug. Når Energistyrelsen indgår en energiaftale med en virksomhed, har de ingen krav til miljøområdet, udover at de aftalte energiforbedringer ikke samtidig må forringe miljø- og arbejdsmiljøforhold.

Der stilles som led i energiaftalen krav om, at virksomheden har indført energiledelse, men det er i aftalesammenhæng ligegyldigt, om det sker i sammenhæng med andre ledelsessystemer eller som et selvstændigt system. Energistyrelsen opfordrer dog til, at virksomhederne integrerer energiledelse i eksisterende ledelsessystemer.

4.2 Identificerede potentialer og løsningsmuligheder

Der kan opbygges erfaringer fra konkrete ”cases”, hvor miljømyndigheden og Energistyrelsen samarbejder om en virksomhed, og på den måde opbygge konkret erfaring med, hvordan og på hvilke områder, der kan samarbejdes.

Temamøder for virksomheder om energibesparelser og andre tiltag, er en mulighed, der bør overvejes.

Miljømyndigheden kan som en del af deres kontakt med virksomhederne synliggøre de muligheder, der er for at undersøge energibesparelser.

Miljømedarbejderne hos miljømyndighederne kan efteruddannes vedrørende energibesparelser og energiledelse.

Bedre energifaglig viden hos miljømyndighederne vil fremme energidialogen.

4.3 Barrierer for at udnytte potentialerne

Tid er en alvorlig barriere. Både myndigheder og virksomheder oplever et øget krav om reduktion af forbruget af personressourcer, som alt andet lige betyder, at der bliver mindre tid til den enkelte sag. Derfor er det afgørende, at der er fokus på, hvordan det konkret kan medvirke til forbedringer på energi og miljøområdet.