Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 6/2005 – Formidling af miljøinformationer for elektronikprodukter

Formidling af miljøinformationer for elektronikprodukter

3 Produktinformationer om miljøforhold

3.1 Generelle forhold
3.2 Konsensus om sammenligning af produktinformation
3.3 Internetbaserede produktinformationer
3.4 Produktdynamik

Information om elektronikprodukters konkrete miljøkarakteristika håndteres i dag vidt forskelligt afhængig af producent og produkt. For at indkredse de konkrete konkurrenceforhold for elektronikproducenter på det danske marked og detaljer ved produktinformationerne eller mangel på samme, er der i projektet gennemført en screening af markedssituationen.

Screeningen er baseret på samtaler med et udvalg af betydende mærkevareproducenter inden for fem udvalgte produktområder: Computere, mobiltelefoner, DVD, Hi-fi og fjernsyn. I screeningen er undersøgt følgende:

- hvilke perspektiver, interesser og begrænsninger har den konkrete producent i at anprise miljøkvaliteter på deres produkter

- hvordan kan konkrete miljøtekniske produktoplysninger tilvejebringes

- oplever producenten en efterspørgsel på de mere miljøvenlige produkter, hvis producenten har sådan produkter i sortimentet

- hvilke synspunkter har producenten til at etablere en miljødatabase for elektronik produkter i Danmark

Der har i forskelligt omfang været dialog med følgende producenter – enten på individuelle møder eller på udvalgsmøder med andre producenter: B&O, Fujitsu-Siemens, Grundig, Nokia, Panasonic, Phillips, Sony Ericsson, Siemens mobil. Samtalerne har været med markedsføringsansvarlige på chef/direktør niveau eller med teknisk ansvarlige

De væsentligste synspunkter og holdninger gengives i det følgende.

3.1 Generelle forhold

De fleste mærkevareproducenter af elektronikprodukter på det danske marked er europæiske, amerikanske eller japanske koncerner der leverer til et globalt marked. Generelt har koncernerne overordnede politikker på bl.a. miljø- og kommunikationsområdet, og flere af dem angiver på deres officielle hjemmesider, at de har certificeret miljøstyring i produktionen. Dog er det kun en mindre del som satser på at udvikle miljøkvaliteter i produkterne.

Danmark anses for at være et moderat interessant og ubetydeligt marked for koncernerne. Derfor mødes særlige danske krav om f.eks. produktspecifikke miljøinformationer med skepsis og modstand. Koncernernes danske repræsentanter finder det vanskeligt at fremskaffe produktinformationer på et niveau, der kan anvendes i en miljødatabase ^[2].

Producenter af elektronikprodukter anvender komponenter fra en lang række underleverandører. Information om materialesammensætning og om materialernes beskaffenhed er sjældent medsendt, hvorfor sådanne ønsker kræver en dialog – og i princippet en forhandling – med den pågældende komponentleverandør. For nogle komponenter sker det at der ofte er udskiftning af leverandører. I forbindelse med implementeringen af RoHS direktivet har producenterne igangsat undersøgelser af, om de seks stoffer der forbydes (kadmium, bly, kviksølv, krom samt to brommerede flammehæmmere) forekommer i deres produkter. Producenterne har selv i denne relativt begrænsede øvelse erfaret, at det er endog meget vanskeligt at indhente data fra underleverandørerne.

Alle adspurgte koncerner angiver at der let kan være et uforholdsmæssigt stort tidsforbrug forbundet med en indrapportering af produktspecifikke miljøoplysninger til en database – nogle mener, at der vil være tale om ekstra årsværk for koncernen.

En dokumenteret reel efterspørgsel fra markedet og mulighed for øget salg er nødvendig for at producenterne vil arbejde for at fremskaffe de miljørelaterede produktinformationer. Desuden vil en efterspørgsel efter disse data på europæisk niveau naturligvis have langt bedre chancer for at råbe producenterne op end specielle danske datakrav.

3.2 Konsensus om sammenligning af produktinformation

En produktdatabase med miljøinformationer, der klassificerer produkterne i kategorier alt efter produktets miljøpræstation, kan bruges til at sammenligne produkter ud fra ensartede kriterier. Da klassificeringen tilgodeser produkter med en god miljøpræstation, er producenternes interesse delt i to lejre – dem der har produkter der klassificeres i de bedste kategorier og dem der ikke har.

Der kan i øjeblikket ikke opnås konsensus i producent-regi om en miljødatabase der gør det muligt at sammenligne produkterne. Dertil er producenternes interesser for forskellige og efterspørgslen i markedet på miljøvenlige elektronikprodukter ikke så tydelig, at det står mål med den nødvendige indsats fra producenterne for at fremskaffe miljøoplysninger om produkter.

Det vurderes at det eneste, der kan få producenterne til at gå sammen om en fælles miljødatabase er, hvis det bliver et nødvendigt konkurrenceparameter som nogle af de store mærkevare producenter finder sammen om at introducere. Det forventes at detailhandlen i de kommende år i stigende grad vil afkræve producenterne miljøoplysninger om produkter og produktion i forbindelse med, at der indgås centrale indkøbsaftaler. Denne udvikling forventes på grund af RoHS og WEEE direktiverne samt stigende opmærksomhed hos kunderne på miljøemnet. I så fald kan en fælles miljødatabase gå hen og blive en aflastning for producenterne, frem for at de selv skal anvende ressourcer på udvikling og vedligeholdelse.

Modstanden imod et sådan system kan have flere årsager, vi ikke kender til. Den lovpligtige europæiske energimærkningsordning for hårde hvidevarer har jo været en succes, og de overordnede principper er de samme som dem, der er benyttet i det scoringssystem, der er udviklet i dette projekt. Men hvor energimærkningsordningen er enkelt og entydigt i kraft af at der kun indgår én parameter, og denne parameter desuden hænger tæt sammen med besparelser i drift hos forbrugeren, så vil et miljøscoringssystem være langt mere komplekst og ikke umiddelbart give rene fordele hos forbrugeren.

Udviklingen af en miljødatabase med produktinformationer vil derfor sandsynligvis ikke ske, med mindre der kommer forbrugerpres på producenterne til at leverer de ønskede oplysninger, evt. indirekte via store detailhandelskæder der kræver informationer ved indgåelse af indkøbsaftaler. Eller hvis lovgivning, som f.eks. det kommende EuP-direktiv, tvinger producenterne til at dokumentere og præsentere miljøinformationer om deres produkter.

Der synes dog at være enighed for, at BFEs (Brancheorganisationen for forbrugerelektronik) eksisterende servicedatabase vil være den rette platform at videreudvikle, hvis der skal etableres et system for produktspecifikke miljøoplysninger.

Nogen af de adspurgte producenter angiver at produktinformationerne bør konstrueres så generelt som muligt så inddatering kan forenkles, f.eks. ved at dække hele produktkategorier i stedet for enkelt produkter. Fordelen vil være en lettere inddatering, men modsat risikeres det, at informationerne bliver så generelle at der ikke kan ske en differentiering mellem de enkelte produkter.

Når RoHS direktivet er implementeret, vil detailhandlen og formodentlig også virksomheder, der genanvender elektronikskrot, have behov for specificerede produktoplysninger om de seks stoffer, som RoHS direktivet omfatter (Cd, Pb, Hg, Cr (VI), PBB og PBDE). RoHS direktivet kan muligvis give fornyet interesse hos producenterne for en central produktdatabase, med miljøoplysninger.

3.3 Internetbaserede produktinformationer

Koncerners informationsprocedurer for Internet er ofte globale. Der er således eksempler på, at nogle producenter, der på nationalt niveau bakker op om tanken, ikke umiddelbart kan deltage i et internetbaseret informationssystem på nationalt niveau, idet moderselskabets politikker strider imod dette.

Problemstillingen med at videregive produktinformation til Internet brug er bl.a., at producenten ikke har kontrol over, hvordan informationen anvendes, f.eks. hvordan produktet præsenteres og placeres sammen med andre produkter. Af samme grund har flere producenter f.eks. ikke online salg i koncern-regi. Det lægges ud til detailhandlen.

3.4 Produktdynamik

Markedet for mobiltelefoner og computere er i en rivende udvikling, nye produkter introduceres løbende og "ældre" modeller tages af markedet igen. Det er ikke usædvanligt, at en model kun forbliver tre måneder på markedet, før den erstattes med en nyere.

Dette betyder, at et miljøinformationssystem om elektronikprodukter kræver konstant opdatering af produktinformationen. ^[3].

Producenterne er grundlæggende i stand til at fremskaffe de informationer der efterspørges i miljødatabasen men ingen af de adspurgte producenter har umiddelbart alle informationerne og det påpeges at der i de fleste tilfælde vil være behov for at indføre informationsprocedurer i organisationerne, hvis informationerne skal fremskaffes regelmæssigt i tilknytning til introduktion af nye produkter.

På den anden side viser erfaringerne fra IT-branchens miljøvaredeklarationsformat at når den første miljøvurdering på et produkt er gennemført, så vil de miljømæssige ændringer som følge af løbende produktudvikling typisk være ganske små. Så i praksis er der tale om, at producenterne skal tage et strategisk valg om at begynde at arbejde produktorienteret med miljø, hvorefter den løbende opdatering ikke vil være mere krævende end så mange andre miljødokumentationsopgaver.

I forhold til relevante miljøoplysninger for de fem produktgrupper er der hos de adspurgte producenter kun erfaring med specifikationer i forhold til energiforbrug i standby og drift (alle grupper) og specifikationer af stråling fra mobiltelefoner

På grund af den videnskabelige usikkerhed om strålingens sundhedsmæssige konsekvenser opfatter producenterne ikke SAR-værdien som et emne, det er centralt at informere om. Tværtom er der usikkerhed om, hvordan eventuelle oplysninger om SAR-værdier opfattes af forbrugeren: Hvordan tolker kunden SAR 1,82 og SAR 1,34, er det en stor eller lille forskel? Producenterne ser en risiko for, at decimaler i SAR-værdien kan blive et konkurrenceparameter uden et egentlig reelt sundhedsmæssigt indhold.

Nogle producenter oplyser om SAR-værdien på deres hjemmesider, men ingen vedlægger produktet information om SAR-værdien.

Information om SAR bør, efter producenters opfattelse tage hensyn til denne problemstilling, eventuelt ved at referere til internationalt accepterede grænseværdier som f.eks. den vedtagne EU grænseværdi (SAR 2,0). På den måde eksponerer man ikke forskelligheder, hvis effekt der ikke er videnskabelig klarhed over.

I forhold til energiforbruget i standby og drift er GEEA kriterierne velkendt bland producenterne og specifikationerne er i reglen oplyst i produkternes tekniske specifikationer. Dog bruges der ingen nævneværdig indsats på at informere detailhandlen om energirigtige radio/tv produkter. Producenternes fokus på dette parameter er væsentligt mere markant ved IT produkter. Eksempelvis er der i efteråret 2004 iværksat en kampagne af 6 IT producenter i samarbejde med Elsparefonden, hvor forbrugerne kan finde oplysninger om de mest energieffektive computere på det danske marked.

Hos fagfolk med elektroteknisk indsigt er der en mistillid til de standby og driftsenergidata der oplyses om i de tekniske specifikationer. Blandt andet har Radiohandlerskolen erfaringer med misvisende tekniske specifikationer når de foretager kontrol målinger i undervisningsregi.

Oplysninger vedrørende kemiske indholdsstoffer, herunder de fire tungmetaller og to brommerede flammehæmmere der er i fokus i RoHS direktivet, findes der generelt kun sparsomme oplysninger om. Og de er ikke en naturlig del af de produkttekniske specifikationer fra producenten. I forhold til mobiltelefoner er det dog specificeret om batterierne indeholder tungmetaller, f.eks. NiMH eller NiCd.

Fodnoter

[2] En repræsentant nævner som eksempel, at det ikke er muligt at fremskaffe alle oplysninger om indhold af brommerede flammehæmmere i konkrete produkter. Det er muligt at indhente oplysningerne for de komponenter, der produceres i regi af koncernerne, men længere ud i varekæden (til delkomponenter til transistorer etc.) er det ikke muligt at få fuldstændige oplysninger og det er genstand for forhandling mellem producent og komponentleverandør, at få oplysningerne.

[3] Den hurtige udvikling af produktporteføljen kræver et hurtigt review af produktinformation i forbindelse med fx certificering til miljømærke. Et eksternt review tager typisk tre måneder, hvilket er for langsomt, da produktet vil være teknologisk forældet inden miljømærket er indhentet.