| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Formidling af miljøinformationer for elektronikprodukter

5 Miljødatabase og scoringssystem

• 5.1 Udvikling og implementering af systemet
• 5.2 Baggrund og rationale for et scoringssystem
• 5.3 Miljømærkning
• 5.4 Energimærkning
• 5.5 Forslag til løsning for et scoringssystem hos BFE
• 5.6 Screening af eksisterende kriterier
• 5.7 Scoringskriterier
• 5.8 Nedarvning ved producenternes indtastning i miljøscoringssystemet
• 5.9 Brug af miljøscoringssystemet i praksis

Ved projektets start var det intentionen at indsamle miljø-livscyklusdata for fem produktgrupper, som skulle kunne danne grundlag for formidling af troværdig og veldokumenteret information om disse produkters miljøforhold. Projektkonsortiet havde kunnet fremskaffe disse data forholdsvis enkelt ved en søgning på livscyklus case-studier udført over de sidste 5-10 år.

Det gik imidlertid op for konsortiet at sådanne data ville blive komplicerede og svære at formidle, samt at konklusionerne nok var 90% givet på forhånd for elektronikprodukter over én kam: energiforbruget i standby og drift ville være dominerende, suppleret af aspekter omkring flammehæmmere, nogle tungmetaller og få andre parametre. Med andre ord; produktgruppen er så velundersøgt, at samling af livscyklusdata ikke ville tilføre debatten noget nyt.

Derfor valgte vi at foreslå en ændring af denne del af projektet til i stedet at udvikle et scoringssystem, som på grundlag af enkle data om de væsentlige parametre skulle kunne bruges af sælger og kunde i butikken. Systemet skulle baseres på de væsentlige anerkendte parametre, som bruges i andre systemer som fx miljø- og energimærker samt miljødeklarationer og knyttes tæt op på eksisterende systemer i branchen for at sikre størst mulig tilslutning og mindst mulig ekstraarbejde for alle implicerede parter. Miljøstyrelsen og Følgegruppen bifaldt denne drejning af projektet.

Dette afsnit i rapporten omhandler denne aktivitet, såvel det tekniske omkring udviklingen af det, som forløbet omkring samarbejdet med brancheorganisationen BFE og en række producenter. Først gennemgås forløbet, dernæst gås i detaljer omkring, hvad et scoringssystem er, hvordan kriterier blev identificeret, udvalgt og formuleret, og endelig beskrives det udviklede system i detaljer.

5.1 Udvikling og implementering af systemet

Efter beslutningen om at udvikle et scoringssystem var taget, iværksatte konsortiet en undersøgelse af, hvilke miljøparametre der for øjeblikket er i spil indenfor miljø- og energimærkning. To studerende (se forordet) gennemgik en lang række kriterier brugt af såvel anerkendte ordninger som Svanen, Blomsten og Energipilen som private anprisninger og deklarationer, som fx Fujitsu-Siemens' miljødeklarationer for udvalgte produkter. Undersøgelsen viste at forholdsvis få parametre går igen alle steder, men at der er stor forskel på, hvordan krav eller egenskaber præsenteres og hvor niveauerne lægges.

På baggrund af disse grove resultater valgte konsortiet at foreslå et scoringssystem, som skulle være baseret på få parametre, dækkende forskellige miljøaspekter ved produktet, producentens miljøprofil samt miljømærker separat. Desuden foreslog konsortiet, at systemet skulle kobles direkte på BFEs servicedatabase, som bruges af de danske leverandører til at håndtere service af fejlbehæftede apparater. Endelig foreslog konsortiet, at apparaterne skulle klassificeres i tre miljøklasser (A, B og C) for hver parameter, og at denne klassificering skulle være dynamisk, så fordelingen i A, B eller C blev beregnet ud fra normalfordelingen af de til enhver tid indtastede data i systemet. Følgegruppen (hvor både BFE og SONY var medlem) var yderst positiv overfor denne model, og samarbejdet med BFE gik straks i gang på det helt konkrete niveau; servicedatabasens struktur blev udleveret sammen med et test-datasæt af leverandører og apparater, og konsortiet gik i gang med at udvikle systemet, såvel på det miljøtekniske som på det datastrukturmæssige plan.

Da det færdige koncept forelå som rammerne for en scoringsmodel, koblingen til servicedatabasen og den dynamiske tildeling af klasser, blev systemet diskuteret igennem og der var konsensus i projektets Følgegruppe om at koble systemet op på BFEs servicedatabase, samt at opdelingen i fem miljøemner og scoring i A, B og C var fornuftig. Den dynamiske tildeling af scoringsværdier mødte kritik i Følgegruppen, og man blev enige om at gå væk fra den dynamiske tildeling. Den primære årsag var, at det ville blive meget svært at håndtere for leverandørerne, hvis deres produkters klassificering skiftede på en uforudsigelig måde, når databasen blev tilføjet flere data. Hvis fx en leverandør én dag indtastede 8 nye DVD-afspillere, alle med en høj score på energiforbrug, så ville det resultere i en stramning af kriterierne for at komme i en klasse A for DVD-afspillere, og en række produkter ville så dagen efter kunne findes nedgraderet fra en klasse A til B eller fra B til C.

Problemstillingen omkring åbenhed og ansvar for data og præcision førte til den konklusion at en egentlig registrering af værdier for parametrene ikke ville være den mest effektive måde at bygge systemet op på. Der var enighed i Følgegruppen om, at der ikke skulle ligge tredjepartskontrol i systemet, altså at troværdigheden skulle bygge på leverandørernes egen moral om at indmelde korrekte data for deres apparater. På denne baggrund foreslog konsortiet efterfølgende at hele systemet blev bygget op omkring erklæringer om opfyldelse af en række krav, som så blev håndplukket fra anerkendte ordninger, men især den nordiske IT-branches miljødeklaration (NITO), som er mest anerkendt blandt virksomhederne i Norden. Fordelen ved denne model er, at systemet kun indeholder værdierne ja/nej i forhold til en række præcist definerede krav og derfor ikke kræver beregninger, præcision og andre komplicerende og fejlintroducerende funktioner. Desuden giver det en langt lettere indtastning for leverandørerne, i det de ikke skal finde værdier for alle apparater, men typisk kan afkrydse lister på et mere overordnet niveau. F.eks. vil de ofte være sådan, at en leverandør vælger én gang for alle at udfase et tungmetal eller en flammehæmmer; hun vil så i systemet kunne afkrydse dette for alle TV-apparater eller sågar for alle virksomhedens produkter over én kam.

På grundlag af ovenstående overvejelser fortsatte konsortiet udviklingen af et system, der var knyttet an til BFEs servicedatabase, opdelt i fem miljøemner, med scoringsværdierne A, B og C samt med erklæringer om opfyldelse af kriterier i stedet for egentlige værdier i systemet. Konsortiet fandt en underleverandør, som kunne programmere en database og enkle brugergrænseflader til såvel inputsiden for leverandører via BFEs servicesystem som til outputsiden, hvor kunde og sælger skal kunne arbejde med de klassificerede produkter. I løbet af dette udviklingsarbejde var konsortiet i dialog med BFE om at skabe størst mulig sammenhæng til servicedatabasen.

I løbet af denne udviklingsperiode afholdt BFE et miljøgruppemøde, hvor leverandørerne gav klart udtryk for at de ikke mente, systemet var en god idé og at de ikke ville levere miljødata til systemet. BFE var derfor nødsaget til at trække sig ud af samarbejdet og efterlade et næsten færdigt system til et selvstændigt og uafhængigt liv. Denne beslutning var naturligvis en væsentlig forringelse af systemets muligheder for at slå igennem, både fordi, det uden BFEs servicedatabase ville blive endnu sværere at få nogen til at bruge ressourcer på at levere data til systemet, men også fordi meldingen var et udtryk for, at en stor del af leverandørerne på det danske marked ikke var interesseret i at deltage i projektet.

Konsortiet valgte alligevel at færdigudvikle systemet samt at forsøge, at få enkelte, positivt indstillede leverandører til at levere nogle få datasæt, som skulle kunne bruges i en pilotafprøvning af systemet i 2-3 detailkæder. Desværre blev den endelige udgang, at selv de positivt indstillede leverandører ikke i deres organisationer kunne finde vilje eller ressourcer til at levere de erklæringer, der skulle indtastes for at systemet kunne fungere. Afprøvningen af systemet måtte derfor også skrinlægges og pilotafprøvningen kom til at omhandle andre værktøjer til formidling af miljødata, som beskrevet i rapportens andre afsnit.

Tilbage findes i dag et dokumenteret scoringssystem, som bygger på vel- og anerkendte miljøparametre med enkle og velfungerende brugerflader til såvel leverandørers indtastning af data, inkl. adgangskontrol, så alle kun kan manipulere egne data, som til understøttelse af dialogen imellem kunde og sælger i forretningen.

Systemet er i sin nuværende form konstrueret i et format og en struktur, som er kompatibelt med BFEs produktdatabase. Hvis der på længere sigt viser sig at være konsensus blandt BFEs medlemmer om at adaptere og videreudvikle systemet, vil dette således være relativt enkelt.

Det er naturligvis et stående ønske hos projektgruppen, at man en dag integrerer systemet med BFEs servicedatabase. Dette vil sikre en kontinuert vedligeholdelse af miljødata i systemet, da producenterne i forvejen indtaster deres apparatdata i servicedatabasen, og grunddata derfor er tilgængelige.

Scoringssystemet er udviklet i Microsoft Access og kører med et web-interface på en minimal, standardinstalleret Microsoft web-server. Applikationsmæssigt er det ikke den store opgave for en softwareudvikler at overføre det færdige system fra Microsoft Access-platformen til den platform, BFE på et givent tidspunkt har til sin servicedatabase. Muligvis ville BFE endda være interesseret i at trække på erfaringerne fra brugerfladen på scoringssystemet, de denne er yderst velfungerende. Systemet er nærmere beskrevet i de følgende underafsnit og dokumenteret i Bilag 2.

5.2 Baggrund og rationale for et scoringssystem

Hvad er så et scoringssystem og hvorfor er det en god idé at udvikle og implementere sådan et til denne situation?

Forbrugeren, der i dag efterspørger miljøinformation om elektronikprodukter i butikken vil blive mødt med sporadiske påstande om energiforbrug og evt. andre emner. Hverken sælger eller kunde er klædt på til at indgå i en dialog om, hvilke produkter, der vil være bedre eller dårligere miljøvalg end andre. Én af måderne at støtte denne situation er ved at give kunde og sælger en database, der kan opstille de konkrete produkter på en liste med de miljømæssigt bedste først og de mindre miljørigtige længere nede på listen. En sådan liste på en webside vil kunne studeres af kunden hjemmefra inden købet og vil også kunne bruges i butikken i en dialog med sælgeren.

Det miljøfaglige grundlag for et sådan system kaldes et scoringssystem og består af en produktdatabase, en række kriterier og beregningsrutiner samt et brugerinterface. Der er flere måder at opbygge sådanne systemer på som alle har fordele og ulemper i forhold til hinanden.

5.2.1 Scoringssystemer

Scoringssystemer er en samling af parametre, f.eks. "energiforbrug ved standby", og formler, f.eks. "5 x standby-forbruget + 2 x drifts-forbruget", der tilsammen gør det muligt at sammenligne forskellige produkter på en enkel måde.

Scoringssystemer har et blakket ry hos mange miljøfagfolk, især fordi der ikke findes én sandhed, og der derfor altid skal tages nogle valg og skæres igennem for at det færdige system kan fungere i praksis. Et scoringssystem er altid en yderst simplificeret model af virkeligheden. Det er det fordi det primære formål med at udvikle en scoringsmodel altid vil være at beskrive en række komplicerede sammenhænge på en enkel måde, der gør det forståeligt for en bred skare – i vores tilfælde, forbrugere, der køber elektronikprodukter; der vil altså altid skulle skæres en masse information væk – eller "hugges en hæl og klippes en tå".

Det siger sig selv, at når der skal hugges med den store økse, kan der let opstå uenighed om, hvordan og hvor meget – især i blandt dem, som berøres direkte; i vores tilfælde leverandører, der alle ønsker, at netop deres produkt tager sig bedre ud på markedet end konkurrentens. Kan den fornødne enighed ikke opnås, kan hele scoringssystemet og deraf følgende kommunikation slet ikke etableres. Det er derfor lige så meget en forhandlingsopgave som en rent teknisk opgave at lave et scoringssystem, og vi har i dette projekt derfor været yderst afhængige af, at BFE og medlemmerne er med på, at der skal findes et kompromis, der virker i praksis.

For at skære igennem en masse diskussion, er det en fordel at lægge sig så tæt som muligt op ad andre scoringsmodeller, som allerede er anerkendte i beslægtede sammenhænge. Sådanne finder vi f.eks. i kriterierne for miljømærker, energimærker og andre offentlige ordninger samt i kommende miljølovkrav.

Scoringssystemer kan udvikles ud fra forskellige principper; i det følgende opdelt 4 niveauer på følgende måde:

5.2.1.1 Niveau 0

Ufordøjet information a la navne på kemikalier, der indgår i produkterne, energiforbrug ved forskellige situationer osv. kan kaldes niveau 0. Det er grundlæggende teknisk information, som producenten kan indlægge og som aflæses af forbruger og sælger uden omsvøb. For den meget teknisk orienterede forbruger kan dette niveau være delvist brugbart, men det vil for langt de fleste forbrugere skabe mere forvirring end klarhed.

5.2.1.2 Niveau 1

Den tekniske information fra niveau 0 kan fordøjes og evt. slås sammen i nogle grupper, således at f.eks. alle typer af stand-by-forbrug ender i ét tal, driftsforbrug i et andet og kemikalier i et tredje. Dette niveau giver et langt bedre overblik; det er dog stadig tal-orienteret, hvilket kobler en meget stor gruppe af forbrugere fra.

5.2.1.3 Niveau 2

Den grupperede tekniske information fra niveau 1 kan så fordøjes yderligere ved at indbygge et scoringssystem, som omsætter talstørrelser til klasser, f.eks. grøn, gul og rød eller A, B og C. Fordelen ved et sådan scoringssystem er, at det er langt enklere for forbrugeren at forstå. Det er f.eks. velkendt fra den lovbefalede energimærkning af hårde hvidevarer, som netop benytter klasserne A-G. Ulempen ved et scoringssystem er primært at det kan være vanskeligt at nå til enighed om, hvilke kriterier, der skal ligge til grund for de forskellige klasser for hver type af produkt. Der er også den ulempe, at det jo er minimale forskelle, der adskiller et produkt, der ligger i bunden af klasse A fra ét, der ligger i toppen af klasse B, hvilket kan virke uretfærdigt; men det er prisen for forenkling.

5.2.1.4 Niveau 3

På niveau 3 vil man desuden score de forskellige miljøparametre i forhold til hinanden, og altså sammenfatte det hele til én værdi. Det giver en stor fordel for modtageren af informationen, at der kun er én værdi, som det f.eks. er tilfældet for energimærkningens A-G. For en sådan ren energibetragtning kan det være acceptabelt f.eks. at slå standby og drift sammen ved hjælp af en faktor, der udtrykker hvor væsentlig standby-forbruget er i forhold til driftsforbruget. Men allerede her vil der skulle gøres antagelser omkring, hvordan den gennemsnitlige forbruger f.eks. bruger sit TV: Hvor mange timer i døgnet ses TV? Slukkes der helt, når der ikke ses TV, eller sættes TV i standby? For en forbruger, der har TV'et kørende hele tiden vil det være en pointe at gå efter et lavt forbrug i driftsfasen, hvorimod en forbruger, der kun ser nyhederne en gang om dagen vil skulle fokusere på lavt standby-forbrug.

Tager man imidlertid konsekvensen af niveau 3 og forsøger at slå energiforbrug sammen med kemikalier og bortskaffelse, så skal der virkelig mange antagelser til, og dermed langt flere synspunkter hos aktørerne omkring produktet om, hvordan dette bør gøres. På det metodemæssige niveau har der været arbejdet med denne type af vægtning i mange år f.eks. i UMIP-metoden, men det er et yderst kontroversielt skridt at tage og vil desuden ofte skabe en række spørgsmål om, hvad der ligger bag.

For dette projekt og scoringssystem har vi valgt at stoppe ved niveau 2 for at give en vis valgmulighed for i købs-situationen at vælge tema og vise mere åbent, hvad de væsentlige problemstillinger handler om. Vi har desuden vurderet, at niveau 3 nok ville skabe mere diskussion end afklaring. F.eks. vil sælgeren typisk blive spurgt om, hvad der ligger bag dette ene tal og hvordan energi f.eks. bliver afvejet i forhold til kemikalier. At svare fornuftigt på dette vil kræve indgående kendskab til miljøvurderingsmetoder på et langt højere niveau, end sælgeren har mulighed for at lære – endsige at bruge – i salgssituationen.

5.3 Miljømærkning

Miljømærkning er primært et kommunikationsværktøj, som virksomheder kan vælge at bruge i markedsføringen af deres produkter. Kort fortalt er et miljømærke et symbol og/eller en tekst, påtrykt varen eller dennes emballage, som signalerer at dette produkt er mere miljøvenligt end andre lignende produkter. Der findes endnu ingen obligatoriske ordninger for miljømærkning, som der gør for energi. Det er altså helt op til virksomheden selv at vurdere, om man ønsker at profilere sig på markedet ved at bruge miljømærker.

Miljømærkning opdeles i standarden DS/EN ISO 14020 i typerne I, II og III. Type I-miljømærker er tredjepartskontrollerede mærker, i Danmark Blomsten og Svanen. Type II-miljømærker kaldes også "miljøanprisninger" og er påstande om produkterne, som virksomhederne selv udformer helt frit og tager ansvaret for. Type III-miljømærker kaldes også "miljøvaredeklarationer"; disse er livscyklusbaserede deklarationer om produkternes miljøprofil, som skal tredjepartkontrolleres, hvis de skal benyttes eksternt.

For især type I og III findes der en række officielle systemer, hvori der er opstillet kriterier for forskellige typer af produkter. For type II er der i højere grad tale om retningslinier og systemer, som virksomhederne selv har udviklet og bruger mere eller mindre åbent, f.eks. via deres miljørapportering, herunder i forbindelse med grønne regnskaber.

I det følgende gennemgås disse tre typer af miljømærkning. Senere i rapporten gennemgås en række kriterier indenfor de forskellige typer med henblik på at anvende allerede eksisterende viden i projektet.

5.3.1 Type I – Tredjepartskontrollerede mærker

Miljømærkerne Svanen og Blomsten er begge statsanerkendte, tredjepartskontrollerede miljømærker i Danmark. Begge ordninger administreres af Miljøstyrelsen via Miljømærkesekretariatet. Svanen er et fællesnordisk mærke, som hører hjemme under Nordisk Ministerråd og udvikles af det Nordiske Miljømærkenævn. Blomsten er EUs miljømærke, som EU-kommissionen har ansvaret for, og som udvikles af det Europæiske Miljømærkenævn (EU Eco-labelling Board, EUEB). I begge ordninger er der en stærk tradition for at høre alle parter under udviklingen af de kriterier, som ligger til grund for tildelingen af licenser. Via høringer og mere direkte samarbejde forsøger man i begge ordninger at lande kriterierne der, hvor få produkter allerede kan opfylde kriterierne, men hvor en rimelig del af branchens produkter vil kunne komme til at opfylde kriterierne, hvis virksomhederne arbejder lidt for sagen.

Der findes andre mærkeordninger i andre lande, som også opfylder kriterierne for at være Type I-ordninger, især fremhæves her den tyske Blå Engel.

Et eksempel på kriterierne for energiforbrug i driftsfasen for TV under Svanen er givet herunder:

Ud over disse energikrav for TV er der under Svanen en række krav til andre egenskaber, og kriteriesættene er ofte på 10-30 sider. Kriteriesæt for miljømærkerne giver et udmærket billede af, hvor produkterne står i dag i forhold til miljøegenskaber. Det er derfor naturligt for et scoringssystem for elektronikprodukter at tage udgangspunkt i disse kriterier.

Andre miljømærkeordninger som dækker elektronikprodukter findes i Tyskland, Østrig, Spanien, Canada, Korea, Japan, Kina m.fl. Disse ordninger er ikke officielt anerkendte i Danmark, men dog stadig miljømærkeordninger, og kriterier fra Den Blå Engel er derfor i oversigten ovenfor. Et overblik over alverdens miljømærkeordninger kan findes på webstedet for Global Eco-labelling Network: www.gen.gr.jp.

5.3.2 Type II – Miljøanprisninger eller virksomhedernes miljørapportering

Som nævnt ovenfor er Type II-mærkerne at finde hos virksomhederne selv. Mange større virksomheder arbejder i dag seriøst med miljøegenskaber ved deres produkter. Der, hvor Type II skiller sig ud er ved at der ikke er krav til trejdepartskontrol og at der ofte kun formidles en enkelt parameter, f.eks. "Produktet indeholder ikke bly". Type II kan dog godt have flere parametre med, så miljøvaredeklarationer, der ikke er tredjepartskontrollerede vil kunne kaldes Type II-deklarationer. Man vil også kunne opfatte forskellige typer af miljørapportering for Type II eller Type III, hvis de knytter sig til et produkt eller en ydelse, og afhængigt af, om rapporten er tredjepartskontrolleret eller ej.

De nærmere rammer for, hvad der er tilladt for Type II-anprisninger, er overordnet givet i markedsføringsloven, i det der skal være belæg for de påstande, producenter benytter for at sælge deres produkt. Anprisninger som "Produktet er miljøvenligt" er derfor problematiske og har været genstand for diskussion og henstilling fra Forbrugerombudsmanden i 1990'erne. En sådan påstand kræver jo at producenten kan dokumentere at produktet i et livscyklusperspektiv er mindre miljøbelastende en markedets gennemsnit af lignende produkter, hvilket er meget omfattende.

5.3.3 Type III – Miljøvaredeklarationer (MVD)

Der findes en håndfuld rimeligt udbyggede Type III-ordninger, som kører med varierende succes. Den mest udviklede af slagsen er nok det svenske system, som findes på www.environdec.com, som også huser den globale MVD-database under Global Type III Environmental Products Declarations Network (GEDnet) (www.environdec.com/GEDnet/). Der udvikles for øjeblikket en dansk MVD-ordning, som skal kunne dække alle produktgrupper; udviklingen kan følges på www.mvd.dk.

Også den danske elektronikbranche har arbejdet med konceptet, se f.eks. IT-brancheforeningen i Danmark (www.itb.dk), som har etableret en miljødeklarationsordning for IT-produkter (altså kontorudstyr) i samarbejde med de tilsvarende svenske og norske brancheforeninger (regi af "Nordic Information Technology Organisations", NITO). Ordningen, som har sit eget websted på adressen www.itecodeclaration.org, er ikke en ægte type III-miljøvaredeklaration, da der ikke findes tredjepartskontrol indbygget. I stedet skal ordningens troværdighed bæres af brancheforeningernes etiske regelsæt, og der loves "bål og brand" hvis snyd opdages; der er dog af det norske certificeringsfirma NEMKO én gang i 1999-2000 gennemført en granskning af visse parametre. Ordningen er desuden i forhandlinger om koordinering med ECMA (www.ecma-international.org/) og EICTA (www.eicta.org) om at harmonisere kriterier.

Da NITO-deklarationen er udviklet for kontorprodukter – og ikke forbrugerprodukter – er der især på det organisatoriske plan visse forskelle til BFEs produktområde. Disse forskelle vil især gøre sig gældende omkring parametre som holdbarhed, opgraderbarhed, bortskaffelse og brugsmønstre, hvor produkter i professionel brug i kontorer har bedre muligheder for at blive samlet ind ved bortskaffelse, blive opgraderet, blive sikret fornuftige brugsmønstre osv. Derimod vil der være stort overlap imellem kontorelektronik og forbrugerelektronik på det tekniske plan, hvorfor parametre som kemikalier, energiforbrug, materialevalg, miljømærker og producenters miljøprofil i deklarationen kan bruges mere direkte i scoringssystemet. Forskellene vil i øvrigt blive mindre når der i 2006 skal indføres genanvendelsesordninger, der lever op til WEEE-direktivet.

5.4 Energimærkning

5.4.1 EUs lovpligtige energimærkning

Den lovpligtige energimærkning (lov nr. 450 af 2000) danner rammen for en række bekendtgørelser, som hver især specificerer kriterier for elforbrugende apparater. I eksemplet: "Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende elovne til husholdningsbrug" (nr. 1096 af 09/12/2002) er kriterierne for mellemstore ovne specificeret på følgende måde:

Ovnrum med mellemstort volumen (351-651 liter)

En sådan inddeling er simpel, fordi der kun er én parameter og denne er lineært relateret til miljøbelastningen fra apparatet i dets driftsperiode. Bemærk at værdierne er fastlagt i selve bekendtgørelsen; dette gør det til en politisk opgave at stramme op på kravene når teknologien udvikler sig, hvilket kan være lidt tungt. For kølemøbler er ordningen i dag udvidet med klasserne A+ og A++, da de fleste produkter kunne opfylde klasse A.

En lidt mere kompliceret udgave af energimærkningskriterier findes netop for kølemøbler (bekendtgørelse nr. 317 fra 2002), hvor der udregnes et energieffektivitetsindeks ud fra data om kølemøblets indretning i rum, temperaturer i hvert rum og forholdet til et referenceenergiforbrug for et gennemsnitligt lignende møbel. Denne klassificeringsberegning er langt mere kompliceret men indeholder endda stadig kun energi som parametre i beregningerne – der er intet om kemikalier eller f.eks. holdbarhed eller bortskaffelse.

5.4.2 Energy Star

Den nok mest velkendte og udbredte ordning for energibesparelse i elektronikprodukter er det amerikanske Energy Star, der blev etableret i 1992 og varetages af den amerikanske miljøstyrelse, se www.energystar.gov. Ordningen er udbredt over hele verden, men kriterierne har aldrig været specielt skrappe i forhold til, hvad der er teknisk muligt på et givent tidspunkt.

5.4.3 GEEA – Group for Energy Efficient Appliances

En anden harmoniseret ordning, som fungerer med deltagelse af en række lande er GEEA, se http://www.efficient-appliances.org/. GEEA startede på initiativ i 1996 og har i dag følgende medlemslande: Schweiz, Danmark, Sverige, Østrig, Tyskland, Holland, Finland og Frankrig. Det er medlemslandenes energimyndigheder, som varetager medlemsskaberne, så GEEA har en vis officiel status i de lande, som er medlemmer. GEEA har et tæt samarbejde med den europæiske erhvervssammenslutning for IT, tele og forbrugerelektronik (EICTA), som bl.a. deltager i den årlige opdatering af kriterierne for tildeling af mærket. Målet for ordningen er at kriterierne skal dække 25% af markedets produkter; ordningen er frivillig og har ingen finansielle konsekvenser for erhvervspartnerne.

GEEA er længere med at inddrage især energiforbrug ved drift (on-mode) end den lovpligtige ordning og opdaterer kriterierne årligt, hvilket yderligere gør den interessant for projektet.

Lever et produkt op til kriterierne og er producenten tilmeldt ordningen, kan GEEAs logo påføres produktet, og produktet oplistes i GEEAs database over produkter, der opfylder kriterierne. Der er tale om en type II-ordning (selvdeklarering), dog med stikprøvetest af udvalgte produkter. Logoet, som i Danmark går under navnet "Energipilen", er følgende:

En søgning i GEEAs produktliste den 26. maj 2003 gav en liste på i alt 480 produkter på det danske marked (heraf 180 TV som den dominerende gruppe) som lever op til GEEA-kriterierne. Der er således rimelig bred opbakning hos producenterne til ordningen.

Følgende produktgrupper findes der i dag GEEA-kriterier for (liste på engelsk taget fra webstedet den 26/5-2003):

• Television Sets
  (digital and analogue broadcasting)
• Video equipment - with playback function only
  (DVD-player, Video Cassette Player)
• Video recording equipment
  (VCR, TV/VCR Combi, DVD-recordable)
• Set Top Box (STB/IRD)
• Audio systems
• Audio separates
• Battery chargers
• Wall packs
• Energy saving devices
• PCs
• Monitors
• Scanners
• Printers
• Printer and printer/fax combination
• Fax machines
• Multifunctional devices
• Mailing machines
• Copiers
• Copiers (large format)
• Cordless and mobile telephones

De anvendte parametre under GEEA er energiforbrug i:

• on-mode,
• standby passiv,
• standby aktiv,
• sleep mode,
• low-power mode og
• off-mode.

Desuden stilles for visse produkttyper krav til at produktet skifter automatisk til et lavere energiforbrug (f.eks. en standby-tilstand) efter et angivet tidsrum. For de fleste produkttyper består kriterierne altså blot af et antal specifikke maksimumværdier for energiforbrug (een for hver af de typiske tilstande for apparatet).

For TV sættes parametrene i forhold til nogle tekniske specifikationer, f.eks. så et 32" digitalt TV med indbygget dekoder ikke skal leve op til de samme krav som et 20" analogt TV. For TV er alle parametre desuden samlet i et "energieffektivitetsindeks", som er = 1 for det gennemsnitlige apparat på markedet, og hvor kravet i 2003 er at indekset for et TV skal være < 0,75 før det må bære GEEAs logo. Denne løsning kan ses som et alternativ til at opdele TV i en lang række underkategorier, og antallet af relevante parametre er ikke større – blot regnet sammen til ét tal.

5.5 Forslag til løsning for et scoringssystem hos BFE

5.5.1 Grundlag

IPU foreslog, at der udvikledes et enkelt scoringssystem på niveau 2 i en prototype under de fem typer af produkter, der indgår i projektet. Som fagligt grundlag for scoringssystemet benyttes erfaringer fra miljømærkning, energimærkning, miljøvaredeklarationer og eksisterende studier af miljøbelastningen ved elektronikprodukter.

IPU udarbejdede et overblik over, hvilke instanser der benytter hvilke parametre til at stille krav til miljø. Overblikket dækker bredt fra statsanerkendte miljømærkers kriterier til krav i private virksomheders frivillige miljørapportering. Denne oversigt dannede grundlag for at vurdere, hvilke parametre der er relevante – også i praksis, samt hvor eventuelle værdier ligger i dag i andre scoringssystemer.

To ordninger anses for at være helt centrale for scoringssystemet hos BFE; dette vurderet ud fra den konsensus, de afspejler – og i mindre grad ud fra en vurdering af det faglige indhold. Det drejer sig om GEEA for energiparametre samt den fællesnordiske miljødeklaration fra NITO. GEEA møder i dag bred tilslutning fra en række landes energimyndigheder samt fra en stor del af industrien. Kriterierne opdateres årligt i et bredt samarbejde og dækker såvel drift som standby af apparaterne. NITOs miljødeklaration er resultatet af et fælles nordisk samarbejde og dækker en lang række parametre af relevans. Også her må man forvente en bred opbakning på trods af, at ordningen er målrettet kontorelektronik. Endelig har vi valgt at benytte kriterierne fra Energy Star visse steder i systemet.

Hvor GEEA og EUs energimærkning har etablerede, veldefinerede kriterier, som det er valgt i projektet at adoptere direkte og uden ændringer, så er miljødeklarationen løsere defineret på en lang række parametre. Desuden er deklarationen jo målrettet kontorelektronik, hvilket kræver en vurdering af de enkelte kriteriers relevans for forbrugerelektronik. Derfor tager scoringssystemet blot udgangspunkt i deklarationen – adopterer den ikke direkte – og indbygger nogle mere specifikke kriterier for visse parametre.

Endelig har vi valgt at inddrage kriterierne fra RoHS-direktivet, som skal træde i kraft i 2006. Dette direktiv forbyder indholdet af nogle tungmetaller og flammehæmmere i elektronikprodukter, og kriterierne indsættes nu, hvor det endnu ikke er lovkrav, men anerkendte problemstoffer, da direktivet jo er politisk vedtaget. Når direktivet træder i kraft skal kravene herfra naturligvis ud af scoringssystemet igen, da de så vil være lovpligtige minimumskrav, som alle produkter skal opfylde.

5.5.2 Fem miljøparametre

Vi har valgt at samle scoringssystemet om fem miljøparametre, som hver især klassificeres i tre niveauer, A, B og C. De tre første handler om selve produktets egenskaber, hvorimod den fjerde handler om producenten og den femte om miljømærkelicenser.

De fem miljøparametre er følgende:

1. Energiforbrug

2. Kemikalier

3. Holdbarhed og bortskaffelse

4. Producentens miljøprofil

5. Miljømærker

Miljøparameter nr. 1 er den enkleste og måske også den mest betydende for produkterne, i det energiforbruget er den væsentligste parameter for produktgruppen. Denne parameter vil især hente krav fra GEEA og Energy Star.

Miljøparameter nr. 2 omhandler kemikalier og er derfor ret teknisk. Krav hentes fra RoHS-direktivet og fra NITO-deklarationen.

Miljøparameter nr. 3 omhandler aspekter, der kan forlænge levetiden og på anden måde minimere bortskaffelsen. Krav er her hentet fra NITO-deklarationen.

Miljøparameter nr. 4 omhandler oplysninger om producentens miljøprofil, f.eks. om denne har indført certificeret miljøledelse, har en offentliggjort miljøpolitik, arbejder med bæredygtighedsprincipper og lignende. Disse oplysninger indgår som den fjerde miljøparameter i scoringssystemet og vil være ens for alle produkter fra samme producent. Krav relaterer sig til EMAS, ISO 14001 og bæredygtighed.

Miljøparameter nr. 5 omhandler miljømærkelicenser. I dag findes miljømærkekriterier for en række af de produkter, som indgår i systemet; det er for computere, TV og andet audio/video-udstyr, og det må forventes, at der kommer flere kriterier til over de næste år. Da en miljømærkelicens til Blomsten eller Svanen jo er et statsanerkendt scoringssystem i sig selv, har vi valgt at fremhæve dette separat som en femte parameter på niveau A. Samtidigt gradbøjer vi miljømærkelicenserne og inddrager andre udvalgte mærker end Blomsten og Svanen på niveau B.

5.5.3 Datakvalitet og pålidelighed

Der findes en række niveauer for kontrol med datakvalitet, af den slags, vi har brug for i dette projekt. Det højeste niveau er en tredjepartskontrol, hvor den tredje part er statsakkrediteret. Et sådan system er yderst tungt, såvel i etablering som i drift, men har den store fordel, at der inddrages en helt uvildig part, som gives et veldefineret ansvar. En blødere version af dette princip er at tredjepartens kontrolydelser betales af dataleverandøren. Dette princip kendes fra finansielle regnskaber og har den ulempe i forhold til troværdigheden, at tredjeparten jo har en interesse i at fortælle en pæn historie for at blive hyret til opgaven også næste gang.

Nederst i hierarkiet ligger den model, som bruges oftest, hvor dataleverandøren tager det fulde ansvar for egne data uden yderligere kontrol. Drivkraften for at levere en høj datakvalitet i sådan et system er, at dataleverandøren ønsker at fremstå troværdig – også i tilfælde af, at medierne eller andre skulle få lyst til at grave lidt i påstandene. Det er derfor nødvendigt at data i et sådan system er gennemskuelige for forbrugeren, således at denne føler, at der ikke holdes noget skjult under gulvtæppet. Som antydet, vil sådanne systemer typisk blive "kontrolleret" af og til alligevel, f.eks. når interesseorganisationer for forbrugere eller miljø vælger emnet ud for en kampagne. Vælger man at holde sådan et system lukket, så kun overordnede data er tilgængelige, vil man typisk opnå at disse organisationer fra starten af stiller spørgsmålstegn ved systemet – til ulempe for forbrugerens tillid og dermed den generelle accept af systemet fra starten af.

Projektteamet har lagt op til, at der til det udviklede miljøscoringssystem anvendes den sidste model. Denne er i tråd med organisationen omkring den eksisterende database hos BFE og kræver således ikke organisatoriske forandringer. Til gengæld er det yderst vigtigt for leverandørerne at forstå, at der ligger et stort ansvar på deres skuldre for at give korrekte erklæringer til systemet. Endelig er dette valg også i tråd med retningslinierne for såvel GEEA som NITOs miljødeklaration.

5.5.4 Datamangel

I mange tilfælde vil leverandørerne opleve datamangel i forhold til de parametre, der skal indtastes i systemet. Dette skyldes at miljøparametre er noget nyt, som det ikke er lovbefalet at melde ud om. Der er imidlertid en voldsom udvikling imod en større åbenhed omkring miljøforhold ved virksomheder og produkter i disse år, og en lang række af de multinationale producenter vil være åbne og villige til at give denne type af information, simpelthen fordi det er en del af virksomhedens image og markedsstrategi at være åbne om disse emner.

Der er en tradition for i scoringssystemer at håndtere datamangel på den måde, at hvis data mangler, så svarer det til en dårlig scoring. Derved skabes både et kraftigt incitament til at data fremskaffes (for de giver jo nok en bedre scoring) og der opnås en højere tillid til systemet, fordi der ikke er nogen nem måde at skaffe sig en høj score på. Ulempen ved denne model er jo at man giver et forvrænget billede af de produkter, der mangler data for, men for at det ikke skal få betydning for dynamisk fastlæggelse af grænser (se næste afsnit), kan man i databasemodellen sikre at disse auto-scoringer ikke tælles med i billedet af databasens indhold af produkter. I starten ville dette betyde, at der vil være et meget usikkert grundlag for den dynamiske fastlæggelse af grænser, og man kunne i praksis vælge at først når data for f.eks. 20% af produkterne foreligger, kan scoringssystemet aktiveres.

5.5.5 Dynamisk fastlæggelse af grænser i scoringsmodellen

Ofte vil man i en scoringsmodel lægge sig fast på skilleværdier for hver parameter, og f.eks. fastsætte at almindelige TV på mere end 28" scores til "A" hvis driftsforbruget er <90W, til "B" hvis det er imellem 90-150W og til "C" hvis det er >150W; dette er f.eks. tilfældet for energimærkningen som beskrevet ovenfor. Fordelen ved dette er, at det er den enkelte værdi, man forholder sig til, ikke resultatet af en udregning – det giver større gennemsigtighed og accept. Ulempen ved dette er, at når markedet udvikler sig, skal man hele tiden justere på alle disse værdier, så de er opdaterede og altså til enhver tid spreder markedets produkter pænt ud over alle tre klasser: A, B og C.

I dette projekt er vi heldige at have en database med mere end 5000 specifikke produkters data, som dækker en dominerende del af markedet. Dette giver os muligheden for i stedet at lade de aktuelle grænser for visse parametre udregnes dynamisk som følge af den statistiske fordeling af data for de mange produkter i databasen.

I praksis gøres dette ved at fastlægge to punkter på den normalfordelingskurve, der repræsenterer de produktdata, der til enhver tid findes i databasen; man skal så blot én gang for alle blive enige om, hvilke to procentsatser på normalfordelingskurven, man skal skære ved. Herved bliver systemet dynamisk over tid, i det grænserne vil forrykkes hver gang, der ændres i data i tabellen "Modeller", og man behøver ikke aktivt at vurdere den løbende udvikling på markedet af de enkelte værdier.

Hvis man ønsker en træghed i hvilke produkter, der er klassificeret i hvilke klasser (A, B eller C) kan man vælge at gennemføre opdateringen af normalfordelingskurven f.eks. hvert kvartal eller med et andet interval.

I modelopbygningen defineres hvilke størrelser, der skal inkluderes i de forskellige miljøparametre og hvordan disse skal vægtes. Da elektronikområdet jo udvikler sig hurtigt, vil der desuden være behov for at man forholder sig til nye typer af værdier og nye kategorier af modeller ad hoc.

5.5.6 Brugerflade på BFEs websted

Oplæget var, at systemet skal være åbent for alle og søgbart via BFEs websted, således at brugeren f.eks. kan bede om at se en liste over kategorien "AB01: DVD-afspillere", sorteret efter "Miljøparameter 1". Når man har valgt produktkategori og miljøparameter (for sortering) og klikker på en knap, vises en liste over alle produkter i kategorien, sorteret (A først) på den ønskede Miljøparameter 1. De andre parametre vises også, så tabellen bliver nogenlunde således:

Overskrifterne for hver miljøparameter er et hyperlink, som i et nyt vindue giver en kort forklaring på, hvad parameteren indeholder for den valgte produktkategori. Ved klik på produktnavnet vises de bagved liggende data for produktet, hvilket vil være at sammenligne med en standardiseret miljøanprisning (efter ISO Type II-princippet, da der ikke er tredjepartskontrol på baggrundsdata).

5.5.7 Kobling til BFE Servicedatabase

BFEs Servicedatabase indeholder i dag de tabeller, som vil være relevante for dette projekt at udbygge. Det drejer sig om tabellerne "Leverandør", "Modeller" og "Kategori". Disse tre tabeller forventes udbygget på følgende måder:

"Leverandør"

Tabellen indeholder data, knyttet til den enkelte leverandør.

Denne tabel forventes udbygget med nogle felter, der beskriver virksomhedens miljøpolitik på udvalgte punkter. Det kunne være certificering efter ISO 14001 eller EMAS-registreringer.

På dette niveau er det desuden muligt for den enkelte leverandør at indtaste data for alle sine produkter samlet eller via tabellen "kategori" at indtaste data for alle sine produkter indenfor en kategori. Dette vil lette arbejdet med indtastningen en del, da mange leverandører typisk vil skifte teknologi på en hel produktserie samtidigt. I praksis vil data indtastet på dette niveau blive nedarvet (kopieret til alle underlæggende poster i tabellen "modeller").

"Modeller"

Tabellen indeholder data, knyttet til det enkelte produkt.

Denne tabel forventes udbygget med nogle felter, der beskriver produktets miljøprofil i følge scoringssystemet. Det vil være felter med energiforbrug, udvalgte kemikalier, mærkning, bortskaffelsesordninger og lignende.

"Kategori"

Tabellen indeholder data, knyttet til den enkelte kategori af produkter, f.eks. "DVD-afspillere". Da kategorierne i denne tabel er for smalle til at opstille specifikke kriterier for hver for sig, skal der laves en tabel, som definerer nogle bredere produktgrupper, som kategorierne bliver grupperet i. Denne nye tabel forventes så udbygget med scoringstildelingerne A, B og C og de kriterier, der fører til disse for hver kategori. I projektet er der indlagt kriterier for fem produktgrupper: TV, Video/DVD, Hi-fi, computere og mobiltelefoner.

I et system i drift skal der desuden udarbejdes en procedure for, hvordan data fra disse tre tabeller i den lukkede Servicedatabase med faste intervaller – f.eks. hver weekend eller hvert kvartal – kopieres til det åbne system, som forbrugeren og sælgeren kan søge og bladre i via BFEs websted. Der vil ikke være behov for at tage alle eksisterende felter med over i det åbne system; blot basisinformation som f.eks. mærkenavn, modelnavn, kategorikode for modeller og navn, telefon og e-postadresse for leverandører. Disse udvalgte eksisterende felter suppleres så med de nye felter, som defineres i dette projekt, og disse føres også med over i det åbne system.

Der er ingen risiko for at data i Servicedatabasen bliver mindre sikker; den åbne del er et "read-only"-udtræk, som opdateres efter en fastlagt procedure uden mulighed for adgang tilbage i Servicedatabasen.

5.6 Screening af eksisterende kriterier

Der er gennemført en screening af 31 relevante dokumenter for kriterier for elektronikprodukter i juni og juli 2003. Screeningen er udført bredt i en række dokumenter fra statsanerkendte miljømærkekriterier til virksomheders frivillige miljø- og bæredygtighedsrapportering og type II-erklæringer på producenternes websteder. Databasens struktur er i to niveauer: dokumenter og kriterier; så for hvert identificeret dokument er en række parametre identificeret, og kriterierne for hver af disse er registreret. Der er i alt registreret 593 parametre fordelt på de 31 dokumenter.

Data er opsamlet i en relationel database (Microsoft Access 2002-format), hvis indhold gengives som en struktureret rapport i Bilag 2. Databasen er desuden leveret til Miljøstyrelsen som Access-databasefil og som PDF-fil ved projektafslutning.

I bilag 2 er data fra gennemgangen struktureret efter emne for kriteriet og sekundært efter dokumenttype. Der er i gennemgangen opereret med ti emner og fem dokumenttyper. Dokumenttyperne er ikke helt entydige, da især miljøanprisninger jo kan stå på mange former og i mange sammenhænge, f.eks. som en del af en miljørapport eller et grønt regnskab.

Da scoringssystemet jo skulle opnå en vis anerkendelse, så er der i gennemgangen lagt mest vægt på at få et overblik over de type I- og type III-mærker, der findes. Derfor udgør disse to dokumenttyper mere end 2/3 af undersøgelsen:

Også emnerne kan være svære at klassificere helt entydigt; er krav til bortskaffelse af kemikalier et kemi-emne eller et bortskaffelses-emne? Undersøgelsen viste i grove træk, at de dominerende emner var indenfor kemi og bortskaffelse, og til dels også energiforbrug, se tabellen nedenfor. Inden for kemi var der et overraskende stort antal kriterier for andre kemikalier end RoHS-stofferne, især flammehæmmere, drivhusgasser, tungmetaller, plasttyper osv.

Oversigten giver et ikke-vægtet overblik over dokumenter og kriterier. Den giver altså et overblik over, hvilke kriterier, der ved en bred søgning på elektronikproducenters websteder og etablerede mærkningsordningers kriteriesæt var de mest udbredte på tidspunktet for gennemgangen, og er således ikke udtryk for nogen form for vurdering af, hvilke kriterier, der er bedst eller vigtigst. Undersøgelsen skal heller ikke ses som dækkende for alle kriterier opstillet for elektronikprodukter på det pågældende tidspunkt; den giver blot et billede af det "rum" der blev arbejdet indenfor på dette tidspunkt.

Til den endelige opbygning af scoringssystemet er enkelte dokumenter udvalgt og har fået en dominerende betydning for scoringssystemets udformning. Dette skyldes, som tidligere nævnt, at netop disse dokumenter har repræsenteret en dominerende konsensus i elektronikbranchen; det drejer sig om RoHS-kravene, GEEA-kriterierne og om NITO-miljødeklarationen.

5.7 Scoringskriterier

Der har i projektforløbet været tydelige meldinger om, at branchen ikke ser et omfattende og detaljeret system som levedygtigt. Der har derimod været en generel stemning for, at systemet bør basere sig på helt enkle parametre, som der i forvejen er kraftig fokus på i branchen, herunder især det nye RoHS-direktiv, NITO-miljødeklarationen og til dels anerkendte miljømærkekriterier.

I det følgende gennemgås de foreslåede kriterier for hver af de fem miljøparametre. Der kan generelt scores A, B eller C, hvor C dækker alle de produkter, der ikke kan opfylde kriterierne til enten A eller B. Da mange af kriterierne kommer fra NITO-deklarationen, er der en sammenligning til NITO-kriterierne ud for hvert kriterium.

Denne første gennemgang er et generelt kriteriesæt for elektronikprodukter; i bilag 1 gennemgås de præcise kriterier for de fem produktgrupper: TV, video/DVD, hifi-udstyr, computere og mobiltelefoner. Da C dækker restgruppen – altså den som alle produkter kan være med i, er der kun listet kriterier for klasserne A og B.

5.7.1 Energiforbrug

5.7.2 Kemikalier

5.7.3 Holdbarhed og bortskaffelse

5.7.4 Producentens miljøprofil

5.7.5 Miljømærkning

I bilag 1 fremgår projektets endelige, detaljerede forslag til kriterier for de 5 case-produkttyper

5.8 Nedarvning ved producenternes indtastning i miljøscoringssystemet

Der har været udtrykt ønske om, at BFEs servicedatabase, som jo danner grundlag for scoringssystemet, bliver enklere at benytte, specielt omkring miljødata, da inddateringen af disse ses som en ren udgift, der i første omgang ikke betaler sig tilbage i form af øget omsætning, bedre markedspositionering eller andre fordele.

En måde at forenkle inddateringen på er at give mulighed for at data kan indtastes på et aggregeret niveau, enten for alle leverandørens produkter eller for alle leverandørens produkter under en produktkategori. Det er nemlig ofte sådan, at hvis f.eks. producenten tager et valg om at udfase kadmium, så sker det samtidigt for en lang række produkter – og i mange tilfælde for alle produkter eller f.eks. for alle TV-apparater.

Derfor er der udviklet et inddateringshierarki for miljøoplysningerne på tre niveauer: Leverandør-niveau, leverandør/produktkategori-niveau og modelniveau. Se Bilag 2 for skærmbilleder af indtastningsinterface for systemet.

5.9 Brug af miljøscoringssystemet i praksis

Miljøscoringssystemet som er udviklet i dette projekt er tænkt brugt af såvel forbrugeren via Internettet som af sælger/kunde i salgssituationen. I salgssituationen vil systemet fungere således, at den indledende snak sporer sælgeren ind på kundens interesser med relevans for miljøet – handler det om:

1. el-regningen og al den spildte el ved apparater eller

2. kemikalier og sundhed eller

3. affaldsbjergene og den hurtige udskiftning af elektronikgrej

Disse tre fokusområder udgør hver sin miljøparameter i scoringssystemet, men det kunne også handle om:

4. producentens kultur og etik eller

5. miljømærker

De sidste to mere overordnede emner dækkes af systemets to sidste parametre. Sælgeren skal nu vejlede den miljøinteresserede kunde til at vælge et produkt med så mange A'er som muligt og uden C'er i blandt de tre første produktemner. Hvis der så tillige er gode data på producentens miljøprofil er det fint. Miljømærke-emnet bør bruges for sig, da det overlapper med de andre parametre. Det kan bruges som indgang for de kunder, der har hørt om miljømærker, eller det kan bruges som "prikken-over-i'et", når der næsten er valgt produkt på grundlag af de andre parametre.

I Bilag 3 er systemet dokumenteret i form af tabel-strukturer og skærmbilleder

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2005, © Miljøstyrelsen.