Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2004

3 Giftkontrol

3.1 Tilsynsbesøg

Salg og opbevaring mv. af kemiske stoffer og produkter – herunder bekæmpelsesmidler – der er klassificerede og mærkede som giftig eller meget giftig er udførligt reguleret. Reglerne herom findes i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler samt bekendtgørelse om klassificering, mærkning mv. af kemiske stoffer og produkter.

Kemikalieinspektionen prioriterer kontrollen af reglerne vedrørende giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter.

Hvert år foretager Kemikalieinspektionen tilsynsbesøg hos forhandlere for at kontrollere om reglerne overholdes. Firmaer, der har givet meddelelse om, at de ikke længere forhandler giftige eller meget giftige kemiske stoffer og produkter, aflægges også et kontrolbesøg.

Overordnet kontrollerer Kemikalieinspektionen følgende:

  • at virksomheder, der sælger giftige eller meget giftige kemiske produkter til privatpersoner har tilladelse hertil.
  • at virksomheder, der importerer eller sælger giftige eller meget giftige kemiske produkter en gros, har meddelt dette til Miljøstyrelsen.
  • at virksomheder, der importerer eller sælger giftige eller meget giftige bekæmpelsesmidler har tilladelse hertil, og at bekæmpelsesmidlerne er godkendt i Danmark.
  • at giftige og meget giftige kemikalier opbevares korrekt.
  • at pligten til at bogføre salg af giftige og meget giftige kemikalier overholdes.

I 2004 har Kemikalieinspektionen foretaget 146 tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol.

Ved tilrettelæggelsen af tilsynsbesøgene har Inspektionen blandt andet lagt vægt på, hvornår virksomhederne sidst blev besøgt, og om der verserer – eller har verseret – sager om manglende overholdelse af reglerne.

Tabel 1: Antal tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol, geografisk fordeling 2004-2000

År/landsdel 2004 2003 2002 2001 2000
Fyn 11 37 - 24 -
Jylland 51 85 63 42 72
Sjælland 84 64 71 103 83
I alt 146 186 134 169 155

Der er i gennemsnit gennemført godt 150 besøg om året i de seneste 5 år.

3.2 Håndhævelse i forbindelse med giftkontrol

Kemikalieinspektionen giver vejledning om reglerne, hvis der under tilsynsbesøget konstateres mindre forseelser. En vejledning kan f.eks. være en opfordring til at bortskaffe gamle produkter på lovlig vis, eller opsætning af gifttrekant/lås på døren.

Tabel 2: Vejledninger givet ved tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol, geografisk fordeling 2004-2000

År/landsdel 2004 2003 2002 2001 2000
Fyn - - - 1 -
Jylland 4 5 3 1 1
Sjælland 3 2 4 6 1
I alt 7 7 7 8 2

Ved kun knap 5% af besøgene var det nødvendigt at give vejledning. Antallet af givne vejledninger, hvor overtrædelserne lovliggøres på stedet, har været stabilt de senere år.

Kemikalieinspektionen har efterfølgende udstedt påbud eller forbud, hvis der under tilsynsbesøget blev konstateret overtrædelser af grovere karakter.

Tabel 3: Påbud/forbud givet ved tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol, geografisk fordeling 2004-2000

År/landsdel 2004 2003 2002 2001 2000
Fyn 3 10 - 5 -
Jylland 5 21 3 3 11
Sjælland 5 10 1 12 4
I alt 13 41 4 20 15

Påbudene i 2004 skyldes primært, at mange forhandlere fortsat ikke var opmærksomme på, at bekæmpelsesmidlet Reglone er klassificeret som giftig og dermed kræver gifttilladelse og opbevaring efter reglerne om giftige produkter. Dette var også den primære årsag til de forholdsvis mange påbud i 2003.

Der blev udstedt påbud eller forbud i forlængelse af knap 9 % af besøgene mod 22 % af besøgene i 2003.

 



Version 1.0 Maj 2005, © Miljøstyrelsen.