Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter, 55 – Kortlægning af læbeplejeprodukter med duft, smag m.v.

6 Analyser

6.1 Parfumestoffer

Ved udvælgelse af indkøbte produkter til analyse for de 26 parfumestoffer blev der lagt vægt på, at både dyre og billige produkter samt at produkter til børn og voksne blev omfattet. Der blev udvalgt 20 produkter til analyse for de 26 parfumestoffer, og af disse 20 blev de tre, der ifølge deres indholdsdeklaration indeholdt rosenolie, også udvalgt til analyse for methyleugenol. Produkterne indeholdende rosenolie er alle i deres markedsføring vurderet at have voksne som målgruppe. Af de 20 udvalgte produkter til analyse er 3 vurderet som havende voksne som målgruppe, 7 som havende unge som målgruppe og 10 som havende børn som målgruppe.

Følgende produkter blev udvalgt til analyse: 2 med jordbærduft, 2 med appelsinduft, 2 med hindbærduft, 2 med melonduft, 1 med bananduft, 1 med ananasduft, 1 med papayaduft, 1 med "tropisk" duft angivet på emballagen. De resterende otte produkter udvalgt til analyse havde ikke en defineret duft (jf. 4.1.3) angivet på emballagen eller på deres ingrediensliste. Der var dog nogle af disse produkter, der havde en karakteristisk duft som for eksempel pebermynte eller appelsin, mens andre blot duftede sødt eller blomsteragtigt.

6.2 Analysemetoder

6.2.1 Methyleugenol

En delprøve af produktet ekstraheres med dichlormethan i to timer på rystebord efterfulgt af en times ultralyd behandling. En delprøve af ekstraktet udtages og analyseres direkte ved kombineret gaschromatografi og massespektrometri (GC/MS). Indholdet beregnes kvantitativt.

Analyseusikkerheden er 10-15% RSD. Analyserne er udført som ægte dobbeltbestemmelser. Detektionsgrænsen er 10 mg/kg.

6.2.2 Parfumestoffer

En delprøve af produktet udtages og ekstraheres med vand og tert-butylmethylether vha. udrystning, opvarmning, afkøling og henstand i løbet af ca. 16 timer. En delprøve af ekstraktet udtages og analyseres direkte ved kombineret gaskromatografi og massespektrometri (GC/MS). Analyserne udføres som ægte dobbeltbestemmelser. Detektionsgrænsen er 1-10 mg/kg, og analyseusikkerheden er 10-15% RSD.

6.3 Resultater

6.3.1 Methyleugenol

Tre produkter blev analyseret for methyleugenol, og resultatet af analyserne er angivet i tabel 5.1. Der er foretaget dobbeltbestemmelse, der er derfor angivet to resultater (A og B) i tabellen. Enheden er mg/kg, og detektionsgrænsen er 10 mg/kg.

Tabel 5.1 Resultater af analyse for methyleugenol. Resultaterne er angivet i mg/kg.

 Produkt nr. 53 Produkt nr. 80 Produkt nr. 93
A B A B A B
Methyleugenol < 10 < 10 12 12 36 36

<.: betyder mindre end den angivne detektionsgrænse

Det højest tilladte indhold i denne type af kosmetiske produkter er 2 mg/kg (0,0002 %). Produkt 80 og produkt 93 indeholder dermed ulovlige mængder af methyleugenol og disse overtrædelser er behandlet af Kemikalieinspektionen. Producenterne har efterfølgende ændret sammensætningen i produkterne, således at de nu overholder lovgivningen.

6.3.2 Parfumestoffer

Alle 20 produkter blev analyseret for 26 duftstoffer. Kun i ét produkt kunne der ikke påvises mindst én af de 26 komponenter. Det totale indhold af alle 26 parfumestoffer er angivet nederst i tabellen. Det totale indhold varierer fra 6 til 26.000 mg/kg.

De to største indhold blev fundet i mængder fra 15.000 til 26.000 mg/kg svarende til 1,5-2,6 vægt%. I begge tilfælde skyldes dette et stort indhold af D-limonen i forhold til de øvrige komponenter.

En oversigt over resultater af analysen kan ses i tabel 5.2.

Tabel 5.2. Resultater fra analysen for duftstoffer. Enheden er mg/kg. Resultatet angiver gennemsnit af dobbeltbestemmelserne.

Klik her for at se tabellen

6.4 Sammenfatning af analyseresultater

Elleve af de 26 parfumestoffer blev ikke fundet i nogle af de 20 analyserede læbeplejeprodukter. Summen af forekomsten af parfumestoffer i de 20 analyserede læbeplejeprodukter er 84, det vil sige et gennemsnit på 4,2 parfumestoffer per produkt. Der forekom ét eller flere af de testede parfumestoffer i 19 af de 20 analyserede produkter.

Forekomsten af parfumestoffer fordelte sig således:

a-Isomethylionon, coumarin og cinnamal blev fundet i 1 produkt, isoeugenol, farnesol og benzyl salicylat blev fundet i 2 produkter, benzyl cinnamat blev fundet i 3 produkter, citral i 4 produkter, citronellol i 5 produkter, eugenol i 6 produkter, benzyl benzoat og geraniol i 8 produkter, benzyl alkohol i 10 produkter, linalool i 12 produkter og d-limonen i 19 produkter.

Anisyl alkohol, amyl cinnamal, amylcinnamal alkohol, cinnamyl alkohol, hexylcinnamaldehyd, hydroxycitronellal, lillial, lyral, methyl hoptin carbonal, oakmoss og treemoss blev ikke fundet i nogle af de analyserede produkter.

I tabel 5.3 ses, hvor mange parfumestoffer der blev fundet i produkterne, samt hvilken målgruppe produktet havde.

Tabel 5.3. Antal parfumestoffer fundet per produkt samt produkternes målgruppe.

Antal parfumestoffer Antal produkter Målgruppe
0 parfumestoffer 1 produkt unge
1 parfumestof 2 produkter børn, børn
2 parfumestoffer 3 produkter børn, børn, børn
3 parfumestoffer 2 produkter unge, børn
4 parfumestoffer 4 produkter unge, unge, børn, børn
5 parfumestoffer 3 produkter unge, voksne, unge
6 parfumestoffer 1 produkt børn
7 parfumestoffer 2 produkter børn, unge
8 parfumestoffer 0 produkter -
9 parfumestoffer 1 produkt voksne
10 parfumestoffer 1 produkt voksne

For både forekomsten af enkeltstoffer og det totale indhold af de 26 parfumestoffer i produkterne ses en stor spredning på koncentrationerne. Det ses dog i mange af tilfældene, at et højt indhold af D-limonen også er skyld i det høje totale indhold af parfume.

Det totale parfumeindhold i vægt% fordelte sig fra ét produkt med 0%, 11 produkter med et parfumeindhold mellem 0 og 0,1%, 6 produkter med et parfumeindhold mellem 0,1og1% og 2 produkter med et parfumeindhold > 1% (1,55 og 2,45 vægt%).

De tre produkter udtaget til analyse for de 26 duftstoffer + methyleugenol var de eneste tre udtagne produkter, der havde voksne som anslået målgruppe. Af de resterende 17 produkter var 10 produkter anslået at have børn som målgruppe og 7 produkter som havende unge som målgruppe. De tre produkter havde voksne som målgruppe baseret på produkternes pris, udseende og placering i butikken. Disse produkter vist sig at have et totalt parfumeindhold på henholdsvis 15.500, 1400 og 420 mg/kg, repræsenteret ved tilstedeværelse af henholdsvis 5, 9 og 10 forskellige parfumestoffer. Dermed repræsenterer "voksenprodukterne" de to produkter i analysen, hvori der blev identificeret flest forskellige af de 26 allergene parfumestoffer samt det næsthøjeste totale parfumeindhold målt. De resterende indhold på 1400 og 420 mg/kg ligger nogenlunde på niveau med produkterne til børn og unge. "Voksenprodukter" er samtidig de produkter, hvori der typisk indgår planteekstrakter.

I tabel 5.4 er vist en opsummering af analyseresultaterne med forekomst i antal produkter, minimum og maksimum målte værdier og maksimumværdien som parfumestoffets vægt-% i produktet.

Tabel 5.4. Summering af analyseresultater.

  Forekomst i
produkterne
Indhold i produkterne
(mg/kg)
vægt-%
(max. indhold)*
Antal % Min. Max.
Anisyl alkohol 0 0      
Amyl cinnamal 0 0      
Amylcinnamyl alkohol 0 0      
Benzyl alkohol 10 50 5 1800 0,18
Benzyl benzoat 8 40 6,5 6650 0,67
Benzylcinnamat 3 15 3 55 0,0055
Benzyl salicylat 2 10 6 6,5 0,00065
Cinnamyl alkohol 0 0      
Cinnamal 1 5 1,5 1,5 0,00015
Citral 4 20 23 1200 0,12
Citronellol 5 25 45 745 0,075
Coumarin 1 5 5,5 5,5 0,00055
Eugenol 6 30 15 86,5 0,0087
Farnesol 2 10 5,5 10,5 0,0011
Geraniol 8 40 3 725 0,073
Hexylcinnamaldehyd 0 0      
Hydroxycitronellal 0 0      
α-Isomethylionon 1 5 68,5 68,5 0,0069
Lillial 0 0      
D-limonen 19 95 3 22500 2,25
Linalool 12 60 5 845 0,085
Lyral 0 0      
Isoeugenol 2 10 3 145 0,015
Methyl heptin carbonat
Oakmoss
0 0      
0 0      
Treemoss 0 0      
Sum 84 -      
Methyleugenol 2 67 12 36 0,0036

*På nær for stoffet D-limonen er vægt-% angivet med to betydende cifre.

Selv de produkter, hvor der ikke er fundet allergifremkaldende stoffer, eller disse indgår i meget lav koncentration, kan godt have en kraftig duft. Det er ikke umiddelbart muligt at bedømme koncentrationen og indholdet af de enkelte allergifremkaldende parfumestoffer i et produkt, heller ikke ved at lugte til det.

Produkt nr. 7, der har det højest målte indhold af D-limonen, er også angivet på produktet at have en appelsinduft eller -smag. For de resterende produkter har der ikke været en klar sammenhæng mellem indhold af parfumestoffer og smags/duftangivelsen på produktet.

Methyleugenol er ikke omfattet på listen over de 26 allergene parfumestoffer. Stoffet er taget med i analysen på baggrund af stoffets carcinogene effekt og fordi der er fastsat grænser for i hvor store mængder det må forekomme i kosmetiske produkter (se 7.5 Sundhedsmæssig vurdering af Methyleugenol). Det er en naturlige forekomst i rosenolier, der ifølge produkternes INCI-indholdsdeklarationer forekommer i tre forskellige produkter.

6.5 Udvælgelse af stoffer til sundhedsmæssig vurdering

Ved udvælgelsen af de parfumestoffer, der skulle indgå i den sundhedsmæssige vurdering, blev der valgt ud fra forekomst i produkterne. De parfumestoffer, der var indeholdt i de fleste produkter, blev udvalgt til sundhedsmæssig vurdering. D-limonen og Benzyl alkohol er tidligere vurderet i forbindelse med Miljøstyrelsens kortlægningsprojekter, og de 4 parfumestoffer, der forekom mest hyppigst ud over disse to, blev udvalgt til at omfattes af den sundhedsmæssige vurdering. Methyleugenol, der var analyseret specifikt for i 3 produkter er også omfattet af den sundhedsmæssige vurdering.

De 5 udvalgte stoffer er: Linalool, Benzyl Benzoat, Geraniol, Eugenol og Methyleugenol.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.