Kortlægning og vurdering af kemiske stoffer i glas- og porcelænsfarver

2 Sammensætning af og typiske indholdsstoffer i hobbyfarver

2.1 Pigmenter
2.2 Bindemiddel
2.3 Bæremateriale
2.4 Tilsætningsstoffer

Farver og maling indeholder fire grundkomponenter. Der vil være stor forskel på de valgte grundkomponenter afhængig af farvens funktion og krav til udseende og holdbarhed. De fire grundkomponenter er:

  • Pigmenter
  • Bindemidler
  • Væske/bæremateriale
  • Tilsætningsstoffer

I det følgende gives en kort beskrivelse af de fire typer af indholdsstoffer.

2.1 Pigmenter

Primære pigmenter giver hvidhed og farve til produktet. TiO2, titandioxid er typisk anvendt som hvidt pigment. Farvepigmenter giver farve ved selektiv absorption af lys. Der benyttes organiske farvepigmenter (klare/funklende farver) og uorganiske farvepigmenter (jordfarver). Af organiske pigmenter kan nævnes phthaloblå. Uorganiske pigmenter kan f.eks. være metaloxider (jernoxid). Selve pigmenterne er normalt i pulverform. De opløses i et bæremateriale hvorved selve farven opnås.

2.2 Bindemiddel

Bindemidlet bruges til at binde pigment og virker som klæbestof. Der findes oliebaserede og latexbaserede bindemidler. Den oliebaserede tørrer/oxiderer ved eksponering for luft. Oliebaserede bindere kan bestå af linolie eller soyaolie. Også alkyder kan anvendes i oliebaseret bindemiddel.

Latexbaserede bindemidler anvendes i vandbaserede malinger. Binderen er et fast, plastiklignende materiale. Partiklerne er mikroskopiske og findes opslæmmet i malingen. Latexbaserede bindere kan bestå af akryl eller vinylakryl (polyvinyl acetat, PVA), eller styreneret akryl. Endvidere kan polyurethanpolymerer indgå som bindemiddel.

2.3 Bæremateriale

Til oliebaseret maling og alkydmaling anvendes fortynder, typisk et organisk opløsningsmiddel og til latexbaseret maling anvendes vand som bæremateriale.

2.4 Tilsætningsstoffer

Tilsætningsstoffer er f.eks.:

  • fortykningsmidler
  • overfladeaktive stoffer
  • biocider
  • antiskumningsmidler
  • opløsningsmidler (co-solventer)

Fortykningsmiddel anvendes for at give malingen den rette konsistens under anvendelse. Overfladeaktive stoffer stabiliserer malingen så den ikke deler sig, og giver forhøjet dispersion af pigmenter. Konserveringsmidler forhindrer uønsket bakterievækst i selve malingen under opbevaring eller efter den er påført. Antiskumningsmidler forhindrer skumdannelse ved blanding og påføring. Co-solventer anvendes til ikke-vandbaseret maling, og er typisk et organisk opløsningsmiddel, som forbedrer opløsningen af en eller flere af komponenterne.

 



Version 1.0 Juli 2005, © Miljøstyrelsen.