Miljøprojekt, 1036 - Krav om forebyggelse af affald

Bilag C

BAT notat (Træ- og møbelindustrien)

Dette notat indeholder oplysninger om bedste tilgængelige teknologi med henblik på affaldsforebyggelse i træ- og møbelindustrien. I afsnittene for de enkelte teknikker er angivet de i litteraturen fundne oplysninger om potentialer for affaldsforebyggelse. En forudsætning for affaldsforebyggelse er et godt kendskab til de konkrete produktionsforhold. Det foreslås derfor, at myndigheden anmoder virksomheden om at forholde sig til de angivne

muligheder i sin redegørelse.

1.1 Generelt om affaldsforebyggelse i træ- og møbelindustrien

Affald fra træ- og møbelindustrien kan overordnet opdeles i tre grupper:

  • Træaffald
  • Metalaffald
  • Lak- og limaffald (kemisk affald)

Træaffald omfatter den absolut største mængde affald fra træ- og møbelindustrien. Træaffald anvendes i dag til henholdsvis cellulose/papir industrien, til fremstilling af spånplader eller udnyttes termisk internt eller eksternt.

Metalaffald består primært af stål, som i dag genanvendes til fremstilling af nyt stål.

Lakaffald består af syrehærdende lak, celluloselak, polyurethanlak og UV-hærdende lak, vandbaseret lak og fortyndere.

Limaffald består af polymerdispersioner og emulsioner, hotmelt og reaktiv systemer.

De væsentligste miljøproblemer i træ- og møbelbranchen er:

  • Emissionen af opløsningsmidler
  • Emission af træstøv
  • Støj

1.2 Lakering

I Miljøstyrelsens Arbejdsrapport om renere teknologi i træ- og møbelindustrien [Ref. 2 s. 97] er beskrevet en mulighed for at affaldsforebygge ved lakeringsprocessen. Ved at skifte fra airless-sprøjtning (højtryksforstøvning) til airmix-sprøjtning (hybrid mellem airless-sprøjtning og luftforstøvning) har en dansk virksomhed reduceret sit lakspild fra 50-80% af lakforbruget til 50% af lakforbruget.

UV-lak systemer har kun et begrænset materialespild, når det foregår i lukkede systemer. Det er væsentligt, at UV-lakering foregår i lukkede systemer, da UV-lakering kan medføre allergi.

1.2.1 Industriel lakering af massivmøbler og form- spændte emner i træ

I Miljøprojekt nr. 529 fra 2000 [Ref. 1] er følgende beskrevet:

  • At et skifte til en påføringsmetode med elektrostatisk opladning vil betyde mindre spild af lakmaterialet og derved mindre affald
  • At faste opstillinger for elektrostatisk sprøjtning er bedst egnet til plane emner og emner, der egner sig for rotation under påføringen
  • At anvendelse af laktæppemaskiner til påføring af SH- og vandlige lakker, grundere og toplakker medfører næsten 100% procent udnyttelse af malematerialet

1.3 Limning

Miljøprojekt nr. 233 fra 1993 [Ref. 5 s. 22] angiver nogle muligheder for affaldsforebyggelse af limaffald:

Affaldsforebyggelsen kan ske gennem:

  • Optimering af renseproces
  • Genbrug af rensevand
  • Optimering af procesudstyr
  • Skift til et tostrenget limblandeudstyr

1.4 Affaldsforebyggelse af træ

Miljøprojekt nr. 233 fra 1993 [Ref. 5 s. 24] angiver nogle muligheder for affaldsforebyggelse af træaffald:

Såfremt virksomheden har et stort træspild, kan affaldsforebyggelse ske gennem:

  • Optimering af udskæring
  • Ved at foretage laminering efter emneform
  • Specificering af trækvalitet

Såfremt virksomheden har et stort pudsebehov, kan affaldsforebyggelse ske gennem:

  • Optimering af opskæring
  • Optimering af lameloplægning
  • Udskiftning af lamineringspresse

Såfremt virksomheden har en lav spildudnyttelse, kan affaldsforebyggelse ske gennem:

  • Anvendelse af spild til drejede emner
  • Forlængelse af stumper ved hjælp af finkersinker
  • Anvendelse af spild til emballagetræ
  • Opskæring til lister

Såfremt virksomheden har et højt imprægneringsvæskeforbrug, kan affaldsforebyggelse ske gennem:

  • Et skifte til grantræ
  • En forøgelse af væskekoncentration
  • En optimering af trætørring

1.5 Referencer

1. Reduktion af emissionen af VOC. Miljøprojekt nr. 529 2000. Miljøstyrelsen.

2. Spredning af renere teknologi i træ- og møbelindustrien. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 24 1995. Miljøstyrelsen.

3. Miljøredegørelse 2001. Junckers.

4. Brancheanalyse af miljømæssige forhold i træ- og møbelindustrien. Miljøprojekt nr. 561 2000. Miljøstyrelsen.

5. Renere teknologi i træ- og møbelbranchen i Nordjylland. Miljøprojekt nr. 233 1993. Miljøstyrelsen

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.