Etablering af en kvalitetsstyringsordning på natur- og miljøområdet

Bilag 2 Miljøministeriets, Finansministeriets samt Indenrigs- og Sundhedsministeriets Kommissorium for udvalg i forbindelse med etablering af en kvalitetsstyringsordning på natur- og miljøområdet (Kvalitetsstyringsudvalget)

Baggrund

Kommunalreformen indebærer en væsentlig decentralisering af opgavevaretagelsen på natur- og miljøområdet. Ansvaret for de fleste borger- og virksomhedsrettede myndighedsopgaver vil fremover være samlet i kommunerne. Kommunernes faglige bæredygtighed styrkes dels gennem de større enheder, som følger af reformen, og dels ved at kommunerne overtager størstedelen af de nuværende amtslige medarbejdere på miljø- og naturområdet.

For yderligere at understøtte en hurtig opbygning af ekspertise og sikring af et højt kvalitetsniveau ønsker regeringen, at kommunerne etablerer en kvalitetsstyringsordning.

Ordningen skal styrke de decentrale natur- og miljøadministrationer og dermed bidrage til at sikre borgere og virksomheder en effektiv og ensartet administration. Ordningen skal tillige sikre en koordination af de faglige spørgsmål, der forudsætter en indsats på tværs af kommunegrænser.

Kvalitetsstyringsordningen omfatter ikke planlægningsområdet, idet det lægges til grund, at der med ændringerne i planloven om de fremtidige regionale udviklingsplaner, ikke tillægges regionerne kompetence til en detailstyring af kommunernes planlægning.

Formål m.v.

udvalgets opgave er at opstille anbefalinger til, hvordan en kvalitetsstyringsordning på natur- og miljøområdet bør udformes – både med hensyn til indhold og form. I udformningen af ordningen skal der lægges vægt på opbygning af kompetencer og decentral kvalitetssikring

udvalget skal i sit arbejde overveje hensigtsmæssigheden af forskellige metoder i forhold til følgende elementer i en kvalitetsstyringsordning fx:

  • Sikring af de fornødne faglige kompetencer, som skal være til rådighed for kommunerne til at løse de nye opgaver
     
  • Opstilling af kvalitetsmål for løsning af væsentlige lovbestemte opgaver
     
  • Sikring af koordination på tværs af kommunegrænser
     
  • Dokumentation af indsatsen i kommunerne.

Udvalget skal i denne sammenhæng overveje, på hvilke opgavetyper de enkelte elementer vil være anvendelige, og efter hvilke principper, der efterfølgende kan udarbejdes en udmøntning af udvalgets forslag. udvalget skal herunder komme med anbefalinger til, hvorledes de enkelte elementer i en kvalitetsstyringsordning bør udmøntes fra statens side.

Udvalget skal vurdere de miljømæssige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af udvalgets anbefalinger. Et væsentligt hensyn i udvalgets arbejde er at sikre, at ordningen ikke medfører øgede administrative byrder. Ordningen skal som udgangspunkt ikke medføre offentlige merudgifter.

Kvalitetsstyringsudvalget kan nedsætte underudvalg for afgrænsede emner i forbindelse med udvalgsarbejdet. udvalget kan beslutte, at underudvalget udover medlemmer fra Kvalitetsstyringsudvalget kan suppleres med medlemmer udefra.

Medlemmer

Følgende tilbydes at deltage i udvalget: Amtsrådsforeningen, KL, Københavns Kommune, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Dansk Landbrug, Danmarks Naturfredningsforening, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen, Kort & Matrikelstyrelsen og Miljøstyrelsen). Formandskabet varetages af Miljøstyrelsen, og sekretariatet varetages af Miljøstyrelsen med bidrag fra Skov- og Naturstyrelsen.

Medlemmerne kan deltage i udvalgsarbejdet med en repræsentant og en suppleant.

Tidsplan

Udvalgsarbejdet skal afsluttes ultimo april 2005 med en rapport, som kan danne grundlag for eventuel udarbejdelse af lovforslag med henblik på: fremsættelse i Folketingssamlingen 2005/06.

 



Version 1.0 November 2005, © Miljøstyrelsen.