Etablering af en kvalitetsstyringsordning på natur- og miljøområdet

Bilag 1 Kommunale opgaver på natur- og miljøområdet, der foreslås omfattet af en kvalitetsstyringsordning

Indledning

Dette afsnit redegør kort for de kommunale opgaver, der vil være omfattet af en kvalitetsstyringsordning på natur- og miljøområdet. Der er dels tale om opgaver, kommunerne hidtil har varetaget, dels opgaver, der overføres fra amterne.

Efter kommunalreformen samles de konkrete myndighedsopgaver og borgerrettede opgaver så vidt muligt i kommunerne. De opgaver, hvortil der knytter sig væsentlige nationale og internationale natur- og miljøinteresser, eller som forudsætter specialviden og kun forekommer relativt sjældent, varetages af staten.

Regionerne varetager visse koordinerende opgaver i forhold til miljømålsloven og vandforsyningsloven. Herudover varetager regionerne enkelte sammenhængende opgaver på jordforureningsområdet og råstofområdet.

Miljøopgaverne har hidtil været delt mellem kommuner og amter (og enkelte i staten). Kommunerne har således i forvejen erfaringer med varetagelsen af miljøopgaver. Naturopgaverne har i hovedsagen været varetaget af amterne, og kun enkelte har været varetaget af kommunerne (og enkelte af staten). Kommunernes har således ikke i dag erfaringer med varetagelse af naturopgaver.

Oversigt over kommunernes fremtidige opgaver på natur- og miljølovgivningen

  1. Kommunernes opgaver i henhold til miljøbeskyttelsesloven, hvilket bl.a. omfatter opgaver vedrørende beskyttelse af jord og grundvand, spildevandsbortskaffelse, affaldsbortskaffelse, godkendelse af visse særligt forurenende virksomheder (dem som staten ikke bliver myndighed for), påbudsudstedelse for alle andre virksomheder, godkendelse af visse virksomheder efter risikobekendtgørelsen samt tilsyn med de nævnte aktiviteter.
     
  2. Kommunernes opgaver i henhold til vandforsyningsloven, hvilket bl.a. omfatter opgaver vedrørende indsatsplanlægning, vandforsyningsplanlægning, vandindvinding og vandindvindingsanlæg, anden indvinding og bortledning af vand, ændring i og bortfald af retten til vandindvinding, forholdet mellem et vandforsyningsanlæg og forbrugerne samt tilsynsopgaver.
     
  3. Kommunernes opgaver i henhold til jordforureningsloven, hvilket navnlig omfatter meddelelse af påbud om undersøgelser og afværgeforanstaltninger, behandling af anmeldelser om flytning af jord samt udstedelse af tilladelser til byggeri og anlægsarbejde på arealer kortlagt som forurenede. Desuden er en række tilsynsopgaver omfattet.
     
  4. Kommunernes opgaver i henhold havmiljøloven, hvilket navnlig omfatter opgaver vedrørende sanering og bekæmpelse af olie- eller kemikalieforurening i havne og på kyststrækninger samt opgaver vedrørende udarbejdelse af beredskabsplaner, herunder underretning af miljøministeren og forsvaret om beredskabsplanerne.
     
  5. Kommunernes opgaver i henhold til lov om kemiske stoffer og produkter, hvilket omfatter enkelte opgaver vedrørende tilsyn med bekæmpelsesmidler.
     
  6. Kommunernes opgaver i henhold til lov om betalingsregler for spildevand m.v., hvilket navnlig omfatter opkrævning af tilslutningsbidrag samt fastsættelse af vandafledningsbidrag for tilslutning til det offentlige spildevandsanlæg samt fordeling af udgifter til udførelse, drift og vedligeholdelse ved private spildevandsanlæg, såfremt de hertil tilsluttede ejendomme ikke kan blive enige om fordelingen.
     
  7. Kommunernes opgaver i henhold til lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer vedrørende navnlig anmeldelse fra virksomheder, der afleverer akkumulatorer i kommunen.
     
  8. Kommunernes opgaver i henhold til råstofloven. Kommunalreformen indebærer, at kompetence til at give tilladelse til råstofindvinding efter lovens kapitel 3 og dermed forbundne tilsynsopgaver flyttes fra amtskommunerne til kommunerne.
     
  9. Kommunernes opgaver efter Tøndermarskloven. Kommunalreformen indebærer, at Sønderjyllands Amtsråds opgaver efter loven overføres til den eller de kommuner, som dækker områder, der er omfattet af loven – i dag Højer Kommune og Tønder Kommune. Opgaverne omfatter myndighedsudøvelse og tilsyns-, pleje-, og formidlingsopgaver.
     
  10. Kommunernes opgaver efter okkerloven. Ved kommunalreformen overtager kommunerne amtskommunernes beføjelser til at godkende udgrøftning og dræning i okkerlovens område, når dette kan ske, uden at der kræves etablering af okkerrensningsanlæg. Hvis okkerrensningsanlæg er påkrævet, vil godkendelsen fortsat ligge på statsligt niveau. Ligeledes overføres tilsynet med lovens overholdelse til kommunerne.
     
  11. Kommunernes opgaver efter lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven). Efter kommunalreformen overføres opgaven med udarbejdelsen af vand- og Natura 2000-planer fra amtskommunerne til staten. I overensstemmelse med strukturaftalen sikres det lokale indspil ved at kommunerne efter miljømålsloven får mulighed for at komme med ideer/forslag/oplæg forud for udarbejdelsen af planerne. Kommunernes høringsret bevares ved offentliggørelsen af forslag til de statslige planer. Derudover skal kommunerne udarbejde kommunale handleplaner, som skal sikre den konkrete gennemførelse af de statslige planer. For selve vedtagelsen af handleplanerne gælder lovforslagets § 3.
     
  12. Kommunernes opgaver efter naturbeskyttelsesloven. Ved gennemførelsen af kommunalreformen overfører ændringen af naturbeskyttelsesloven følgende opgaver fra amtskommunerne til kommunerne: Administrationen af de generelt beskyttede naturtyper, bygge- og beskyttelseslinjer, dvs. sø- og åbeskyttelseslinjen, om skovbyggelinjen, fortidsmindelinjen og kirkebyggelinjen, administrationen af kapitel 2a om internationale naturbeskyttelsesområder, afgørelse om visse offentlige anlæg (vejanlæg, visse elanlæg og rørledningsanlæg) i det åbne land, afgørelser om tilladelse til opsætning af reklamer på idrætsanlæg, administration af reglerne om offentlighedens adgang, retten til at pleje ikke statsejede, fredede arealer, ret til at nedlægge et foreløbigt forbud mod anvendelse af en ejendom, der strider imod en påtænkt fredning. Det betyder samtidig, at bl.a. afgørelser om dispensation og om tilsyn og håndhævelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1, overgår til kommunerne.
     
  13. Kommunernes opgaver efter vandløbsloven. Som led i kommunalreformen ophæver lovforslaget om ændring af vandløbsloven inddelingen af de offentlige vandløb i amtsvandløb og kommunevandløb. Endvidere overføres amtskommunernes opgaver vedrørende tilsyn med og vedligeholdelse, regulering og restaurering af amtsvandløb samt opgaver vedrørende offentlige pumpelag til kommunerne. Kommunerne varetager i dag for så vidt angår kommunevandløb, private vandløb og private pumpelag helt de samme opgaver som amtskommunerne varetager for amtsvandløbene.
     
  14. Kommunernes opgaver efter regler udstedt i medfør af lov om sommerhuse og campering m.v. (campingreglementet). Bestemmelsen i sommerhusloven om, at ministeren kan bemyndige et amtsråd til at meddele tilladelser til sådan ferieboligudlejning, som kræver miljøministerens tilladelse i henhold til lovens § 1, ændres, så det i stedet bliver kommunerne, ministeren kan delegere denne kompetence til. I praksis er der tale om, at amtskommunerne hidtil har været bemyndiget til at træffe afgørelser i henhold til campingreglementet (bekendtgørelse nr. 68 af 26. januar 2000). Det er endnu ikke endelig fastlagt, i hvilken udstrækning kompetence vil blive delegeret til kommunerne.

 



Version 1.0 November 2005, © Miljøstyrelsen.