Styr på kemikalier

1. Introduktion og formål

Regeringen vil have mere kontrol, større fokus på produkter til forbrugere og bedre kommunikation med virksomhederne.

Intet moderne samfund i dag kan fungere uden en omfattende brug af kemikalier.

Kemikalier spiller en vigtig rolle, når virksomhederne producerer, når personer og varer transporteres rundt, når landbruget dyrker jorden, når der bygges huse og ikke mindst i dagligdagen i de enkelte hjem.

Men kemikalier indebærer også en risiko for miljø og sundhed. Det hverken kan eller skal man ignorere.

Regeringen vil med denne handlingsplan styrke indsatsen, så mennesker og miljø beskyttes bedre mod negative påvirkninger fra kemikalier.

Den danske kemikalieindsats i dag

Danmark har i dag en omfattende indsats på kemikalieområdet. Formålet er at reducere de miljø- og sundhedsrisici, der er forbundet med anvendelsen af kemikalier.

Det sker særligt gennem et stærkt internationalt samarbejde, særlig dansk regulering, kontrolsanktioner og ved at give borgerne, virksomhederne og landbruget større viden om kemikalierne.

Regeringen har som mål, at der i 2020 ikke længere må være produkter eller varer på markedet, som indeholder kemikalier med særligt problematiske effekter for sundhed og miljø – dette er en vigtig del af Generationsmålet om at reducere udledninger, udslip til luften og tab af miljøfarlige stoffer indenfor en generation (25 år).

En international indsats på kemikalieområdet er vigtig og nødvendig, fordi kemikalier spredes på tværs af landegrænser – ikke blot gennem handel med varer, men også via miljøet.

Derfor arbejdes på tre niveauer: I Danmark, i EU og på globalt niveau.

EU-reguleringen af kemikalier er stort set udelukkende totalharmoniseret. Det betyder, at alle medlemslande skal indføre præcist de regler, som EU har vedtaget.

Danmark supplerer i særlige tilfælde med nationale virkemidler. Det kan være særlige nationale forbud, regler om begrænsninger i anvendelsen, frivillige aftaler, substitution af farlige kemikalier, listen over farlige stoffer, listen over uønskede stoffer og information til alle aktører.

Helt konkret indeholder den danske indsats på kemikalieområdet i dag i hovedtræk følgende initiativer:

figur

Kemikaliehandlingsplanen sætter fokus på tre områder

Særligt på tre områder har regeringen valgt at opprioritere indsatsen i perioden 2006- 2009. Det er områder, der tilsammen vil kunne sikre, at danskerne og det danske miljø bliver bedre beskyttet. Kemikaliehandlingsplanen fokuserer på følgende overordnede målsætninger:

1. Regeringen vil have mere kontrol

2. Regeringen vil have større fokus på produkter til forbrugerne

3. Regeringen vil have bedre kommunikation med virksomhederne

1. Regeringen vil have mere kontrol
Regler er kun gode, hvis borgere og virksomheder kan være sikre på, at de overholdes. På nogle områder er der mange overtrædelser af reglerne, og det skal vi have stoppet. Derfor skal kontrol og tilsyn øges.

Regeringen vil blandt andet sikre, at overholdelsen af alle nye bekendtgørelser fremover kontrolleres inden for to år efter ikrafttrædelsen. I Danmark skal der også følges mere intensivt op på overtrædelser. Dette vil ske ved stikprøvekontrol af hele produktområder, hvis en kontrolanalyse af et enkelt produkt viser et indhold af ulovlige kemiske stoffer. Myndighederne vil også tage flere sager op, når de har mistanke om, at der er en overtrædelse. Et andet initiativ er, at de årlige kontrolbesøg hos landbrug, gartnerier og frugtavlere, hvor det kontrolleres om der findes ikke godkendte pesticider, øges fra 120 til 600.

2. Regeringen vil have større fokus på produkter til forbrugere
Forbrugeren skal kunne være tryg ved, at legetøj, kosmetik, smykker og andre produkter ikke indeholder kemikalier, der kan udgøre en risiko. Derfor skal der være stort fokus på forbrugerprodukter. Det gælder indsamling af viden, kommunikation, kontrol og regulering.

Reguleringen sker primært gennem EU, og derfor vil vi bruge flere ressourcer på at påvirke EU. Blandt andet vil Danmark fremover systematisk orientere EU om problematiske stoffer i forbrugerprodukter. Der skal også laves en ny videnbank om kemikalier i forbrugerprodukter, så importører, indkøbere og detailhandel kan undgå problematiske stoffer.

3. Regeringen vil have bedre kommunikation med virksomhederne
Alt for mange virksomheder har et alt for dårligt kendskab til kemikaliereglerne. Reglerne er ofte komplicerede, og det er forståeligt, at det kan være vanskeligt for små virksomheder at forstå reglerne. Men det er ikke acceptabelt. Derfor skal det sikres, at der kommunikeres bedre til og med virksomhederne – ikke mindst de virksomheder, der står uden for organisationerne og derfor ofte er klædt for dårligt på.

Blandt andet skal myndighederne fremover arbejde på at komme i direkte kontakt med importører og producenter af f.eks. legetøj, kosmetik, maling og imprægneret træ. For eksempel skal der hvert år gennemføres mindst fire dialogmøder med relevante bran- cher samt udsendes nyhedsbreve om aktuelle emner. Der skal også laves en ny help desk, hvor virksomhederne kan hente information om eksisterende regler og om EU's kommende kemikalieregler – REACH.

Brug for tryghed

Der er flere grunde til, at det er vigtigt at styrke indsatsen. Særligt skal peges på fire grunde:

  • Der er mange situationer, hvor kemikaliereglerne ikke overholdes. Det sker oftest på grund af uvidenhed og giver en unødvendig risiko for miljø og sundhed.
  • Vi lever i en mere og mere internationaliseret verden, hvor vi omgiver os med mange produkter, der er produceret langt fra Danmark og under forhold, som ikke er lette at kontrollere.
  • På mange områder mangler vi viden om kemikaliernes eventuelle skadelige virkninger, og derfor er det fornuftigt at være forsigtige.
  • Vi ved, at børn, gravide og ældre ofte kan være sårbare, og derfor er der god grund til at give dem en særlig beskyttelse.

Målet er klart: Når forbrugerne står i butikken og skal vælge et produkt, skal de ikke være bekymrede for, om produktet nu også er farligt.

Dette mål når vi kun ved at tænke langsigtet og ved at skabe holdbare og effektive løsninger. Som det fremgår af denne handlingsplan ønsker regeringen derfor at styrke indsatsen på en række felter såvel nationalt som internationalt. Handlingsplanen skal både give en bedre beskyttelse her og nu og samtidig forberede virksomhederne på REACH – EU's kommende kemikalieregler.

Handlingsplanens formål

Denne handlingsplan tjener to formål:

  1. For det første styrker vi umiddelbart beskyttelsen af mennesker og miljø.
  2. For det andet forbereder vi producenter, virksomheder der anvender kemikalier, forhandlere og myndigheder til de nye og betydelige opgaver, som de forventes at blive pålagt med EU's kommende kemikalieregulering.

Handlingsplanen vil dermed udgøre en væsentlig del af fundamentet for gennemførelsen af REACH.

Ti initiativer i handlingsplanen

Med afsæt i de tre centrale prioriteringer indeholder denne handlingsplan ti initiativer, der på forskellig vis støtter op om de tre prioriteringer – og dermed om regeringens helt overordnede mål: En bedre beskyttelse af sundhed og miljø.

Regeringens tre centrale prioriteringer
1. Regeringen vil have mere kontrol
2. Regeringen vil have større fokus på produkter til forbrugere
3. Regeringen vil have bedre kommunikation med virksomhederne

Handlingsplanens ti initiativer
1. Mere kontrol – flere tilsynskampagner 6. Ny videnbank om kemiske stoffer i forbrugerprodukter
2. Hurtigere behandling af indberetninger 7. Hurtigere vurdering af pesticider i landbruget, gartnerierne og frugtplantagerne
3. Bedre oversigt over regler 8. Enstrenget pesticidkontrol i landbruget, gartnerierne og frugtplantagerne
4. Styrket indsats i EU 9. Mere målrettet kommunikation til virksomhederne
5. Viden om forbrugerprodukter skal udnyttes bedre 10. Forberede virksomhederne på REACH

Den øvrige kemikalieindsats fortsætter uden svækkelser

Handlingsplanen styrker indsatsen på tre områder, og parallelt fortsætter den øvrige kemikalieindsats med uforandret styrke. Dermed fastholdes nødvendige og værdifulde aktiviteter samtidig med, at der sker en opprioritering på områder, som er særligt vigtige at tage hånd om.

Med EU's kemikaliestrategi og REACH skal der bl.a. fremskaffes mere viden om kemikalier og virksomhederne skal gøres ansvarlige i forhold til kemikaliereguleringen. Denne handlingsplan understøtter dette – og uafhængig af hvad der sker med REACH i den politiske proces, er der tale om initiativer, som er både nødvendige og nyttige nationalt som internationalt.

Regeringens strategi "Miljø og sundhed hænger sammen" fastsætter en række mål og initiativer for at forebygge og begrænse de negative miljøpåvirkninger af vores sundhed. Denne handlingsplan er et initiativ under regeringens strategi for miljø og sundhed.

 



Version 1.0 November 2005, © Miljøstyrelsen.