| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Rapport fra Jordforureningsgruppen

1. Diffus jordforurening

1.1 Indledende bemærkninger

Den diffuse jordforurening er opstået gennem længere tids spredning, opblanding eller fortynding af forureningsbidrag, som typisk stammer fra flere forureningskilder.

De diffust forurenede områder er typisk ældre boligområder samt områder, der er påvirket af mange års trafik og industriel aktivitet. Bly og tjærestoffer er de mest udbredte forureningsstoffer i disse områder, men også andre lav-mobile stoffer kan forekomme i den diffuse forurening.

Jordforureningsgruppen foreslår, at man overvejer, om forekomster af oliestoffer i lave koncentrationer, som skyldes overfladisk oliespild af ældre dato, og som ikke kan henføres til nogen tydelig kilde, kan henregnes til de lav-mobile stoffer. Baggrunden for forslaget er, at disse lave olieforekomster hyppigt påtræffes i jordprøver fra de diffust forurenede områder i byområder. Der er tale om rester af oliestoffer i lave koncentrationer, som er bundet til jorden, og som ikke har mobile egenskaber som den friske olie. Der skal arbejdes videre med at definere de lavmobile oliestoffer og med, om der kan fastsættes afskæringskriterier for disse oliestoffer.

1.2 Områdeklassificeringen

Områdeklassificeringen er et redskab til at indkredse de områder, som med høj sandsynlighed er diffust forurenede.

Et af hovedformålet med områdeklassificeringen er at tilvejebringe et grundlag for en forenkling af bestemmelserne i forhold til de nuværende regler, hvor hver enkelt ejendom med diffus jordforurening skal indlægges i matrikelregister. En forudsætning for, at en sådan forenklingen kan ske uden en svækkelse af det sundhedsmæssige beskyttelsesniveau, er, at de områder, som områdeklassificeres, er lettere forurenede.

Det er således en forudsætning for jordforureningsgruppens forslag, at der er en høj grad af sammenfald mellem de arealer, som ikke længere skal kortlægges, og de områder, som områdeklassificeres. Dette er ikke altid tilfældet, der kan f.eks. være lettere forurenede punktkilder, og der kan være stærkere diffus forurening. Disse særlige tilfælde har jordforureningsgruppen drøftet specielt, hvilket vil fremgå flere steder i rapporten.

Udgangspunkt for områdeklassificering af diffus jordforurening er, at Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier for meget følsom arealanvendelse er overskredet. For lavmobile stoffer med kronisk effekt – som bly og tjærestoffer – siger man normalt, at jordkvalitetskriteriet er overskredet i et forventeligt ensartet forurenet areal, hvis gennemsnittet af målingerne er højere end kriterieværdien. I nogle tilfælde anvendes dog medianværdier i stedet for gennemsnitsværdier. At medianværdien er lig med jordkvalitetskriteriet, betyder, at halvdelen af målepunkterne er større end kriterieværdien.

Den diffuse jordforurening er med stor sandsynlighed kun en lettere forurening, forudsat at indsatskriteriet for tjære hæves som foreslået fra 1 mg/kg til 3 mg/kg benz(a)pyren. Det er således en af konklusionerne i kriteriegruppens rapport, at en fastlæggelse af jordkvalitetskriteriet for benzo(a)pyren på 0,3 mg/kg (og dermed indsatskriteriet på 3 mg/kg) vil betyde, at der ikke er behov for detailkortlægning og kun i særlige tilfælde oprydning af den diffuse forurening.

I de særlige tilfælde, hvor den diffuse jordforurening er stærkere, kortlægges arealet, som om det var en punktkildeforurening. Arealet kortlægges også, hvis den lettere forurening i særlige tilfælde kan medføre risiko for forurening af grundvandet eller for indeklima.

1.3 Jordforureningsgruppens valg af model for områdeklassificering

Jordforureningsgruppen har valgt, at man som udgangspunkt områdeklassificerer alle byzoneområder. Dette valg er begrundet i, at

• byzonen er sammenhængende områder, og det forventes, at eventuelle værditabsproblemer vil være begrænset til randområderne (dette er belyst i rapportens afsnit 5)
• byzonegrænsen er et objektivt og let forståeligt kriterium
• det kræver som udgangspunkt meget få ressourcer at udpege området.

Det er en forudsætning for modellen, at retsvirkningerne for borgerne kun er beskedne. Jordforureningsgruppen foreslår, at eneste direkte retsvirkning for borgerne, som følger af områdeklassificeringen, skal være anmeldepligten ved flytning af jord.

Jordforureningsgruppen foreslår videre, at der skabes hjemmel til, at kommunerne i regulativer skal kunne udtage større, sammenhængende områder, som de ved er uforurenede. Det skal desuden være muligt i regulativer at tilføje eventuelle større, sammenhængende områder uden for byzone, som vides at være diffust forurenede, typisk som følge af industri- og trafikpåvirkning. Det kan også være større, sammenhængende områder med lettere forurenet fyldjord.

Dermed målrettes og prioriteres indsatsen, så den tager udgangspunkt i den konkrete risiko for sundhed og miljø.

I forvejen udarbejder kommunerne affaldsregulativer, og dette kan kombineres med regulativer på jordforureningsområdet, som får virkning i forbindelse med anmeldelse af jordflytninger. De nye regulativer, som foreslås af jordforureningsgruppen, kan således sidestilles med, at der i affaldsregulativer foreskrives særlige bortskaffelsesordninger i delområder af en kommune. Størstedelen af den jord, der flyttes, kan kategoriseres som affald, og de foreslåede jordflytningsregulativer skaber bl.a. et grundlag for, at jord kan anvises som affald.

Kommunerne er desuden byggemyndigheder, og jordflytning vil ofte foregå i forbindelse med byggesager, således at der er mulighed for, at kommunen kan koordinere jordforureningsområdet med byggesagsområdet.

Jordforureningsgruppen forudsætter, at kommunerne kun skal anvende eksisterende data ved udpegningen af områderne. Der skal ikke udtage nye jordprøver for at gennemføre områdeklassificeringen. Dog kan allerede eksisterende jordprøver anvendes som retningsgivende.

Med sit valg af en model, som ikke forudsætter ny jordprøvetagning, har jordforureningsgruppen accepteret, at områdeklassificeringen ikke er en helt præcis afgrænsning af lettere forurenede områder, men en udpegning af områder, som ud fra generel viden kan forventes at være lettere forurenede. Det overordnede sigte med områdeklassificeringen som alternativ til kortlægningen er at undgå udpegning af enkeltgrunde.

Amterne har i dag valgt at nedprioritere kortlægningen af de diffust forurenede arealer, indtil man er færdig med kortlægningen af de mere forurenede punktkilder. Områdeklassificeringen kan gennemføres hurtigere end den kortlægning af diffust forurenede arealer, som ville skulle ske, hvis loven ikke blev ændret. Dermed kan reglerne om flytning af jord få hurtigere virkning på disse arealer.

1.4 Regulativernes betydning i forhold til det klassificerede område

Det er jordforureningsgruppens opfattelse, at kommunerne vil være motiverede til at vedtage regulativer, som reducerer det område, hvor der er anmeldepligt, idet dette vil spare dem for et stort antal konkrete sager, uden at det får betydning for miljøet. Jordforureningsgruppen foreslår, at kommunerne i løbet af 2007 skal udfærdige et regulativ til håndtering af jordflytninger i de lettere forurenede områder med ikrafttrædelse 1. januar 2008, samme dato som ikrafttrædelse af udpegningen af byzoneområderne. Jordforureningsgruppen foreslår, at der udarbejdes en standardskabelon for regulativer, som kan gøre det lettere for den enkelte kommuner at udarbejde regulativerne.

Forslaget om at give kommunerne mulighed for at udtage eller tilføje områder må ses på baggrund af, at der er store delområder inden for byzonen, især nyere udstykninger, som er uforurenede, eller hvor forureningsniveauet ligger lavere end de forebyggende kriterier. Det samlede byzoneområde i Danmark er ca. 2.500 km². Ifølge et skøn fra Amternes Videncenter for Jordforurening var der 700 km² byzone, som var udbygget, eller stort set udbygget i 1940. Der er målinger, som tyder på, at arealer fra før 1940 er et godt skøn for de diffust forurenede områder (Dette er uddybet senere i rapporten). Hvis hele byområdet områdeklassificeres uden undtagelse, vil der således som udgangspunkt være tale om et areal, som er ca. 3,5 gange så stort som det faktisk diffust forurenede areal.

Hvis hele byzonen udpeges på én gang, vil kommunerne på én gang få en mærkbar forøgelse af sagsantallet, idet antallet af anmeldepligtige jordflytninger vil stige fra de nuværende ca. 12.000 årlige anmeldelser til ca. 30.000 årlige anmeldelser. Jordforureningsgruppen forudsætter, at et års overgangsperiode (2007) til kommunernes udarbejdelse af regulativer vil betyde, at udviklingen i antallet af årlige anmeldelsespligtige jordflytninger vil være uændret i forhold til en situation uden lovændring.

Der er mulighed for yderligere reduktion i antallet af anmeldelser i de regulativmuligheder, der har tilknytning til selve anmeldepligten. Dette er nærmere beskrevet i afsnit 4.

1.5 Det tekniske grundlag for områdeklassificeringen

Ved afgrænsningen af delområder i regulativerne anbefaler jordforureningsgruppen, at kommunerne tager udgangspunkt i følgende:

• Bebyggelsestidspunkt (før ca. 1940)
• Arealanvendelsesintensitet
• Trafikbelastning
• Industriel belastning
• Opvarmningsformer
• Bebyggelsestæthed
• Kendte forureningsdata
• Byudvikling
• Fyldjordsområder

Jordforureningsgruppen foreslår, at Miljøstyrelsen udarbejder vejledende retningslinjer for udpegning af større sammenhængende områder i regulativerne.

1.6 Administrativ procedure ved udpegningen

Det er jordforureningsgruppens opfattelse, at der ikke skal ske individuel underretning af ejerne i de udpegede områder. Der skal ske en generel offentliggørelse af regulativerne med mulighed for, at borgerne kan komme med indsigelser inden ikrafttrædelse.

1.7 Alternative modeller, som har været drøftet i jordforureningsgruppen

Jordforureningsgruppen har diskuteret 4 forskellige alternative modeller til afgrænsning af de områder, der skal områdeklassificeres. De 4 modeller kan opstilles i en principiel rangfølge, hvor man starter med den, der er mindst ressourcekrævende for myndighederne, og slutter med den, der er mest ressourcekrævende. For at fuldende billedet, er den nuværende kortlægningsmodel inddraget som den mest ressourcekrævende model, her betegnet model 0:

1. Alle byzoneområder udpeges
2. Alle byzoneområder, som er ældre end 1940, udpeges
3. Områderne udpeges efter data om arealernes historik, suppleret med enkelte vejledende jordprøver
4. Områderne udpeges ved hjælp af geostatistiske metoder, som indbefatter jordprøver

0. Områderne udpeges som man i dag kortlægger arealer på vidensniveau 2.

Når man går fra model 1 til 4 og videre til 0, får man større og større sikkerhed for, at de udpegede områder faktisk er forurenede. Kun med model 0 kan man få en maksimal sikkerhed for, at den enkelte ejendom er forurenet. Samtidig bliver udpegningen mere og mere ressourcekrævende for myndighederne.

Model 1-4 kan som udgangspunkt alle opfylde kriteriegruppens forslag om, at den diffuse forurening ikke længere skal kortlægges i matrikelregisteret, men i stedet områdeklassificeres.

Model 1 er som udgangspunkt så enkel, at den ikke vil kræve detaljeret vejledningsmateriale for den udpegende myndighed. Model 2 kan – afhængigt af hvilken metode man anvender – gøres mere eller mindre enkel (se herom nedenfor). Model 3 og 4 vil kræve en mere detaljeret vejledning.

De områder, som udpeges med model 1, vil være større end de områder, som udpeges med model 2, 3 og 4. Hvis man sammenligner model 2, 3 og 4, kan man ikke sige, om den ene model udpeger større områder end den anden. Alle 3 modeller er forsøg på at udpege det faktisk diffust forurenede areal med de usikkerhedsmomenter, som ligger i modellerne.

Jordforureningsgruppen har desuden diskuteret en udvidet model 2, betegnet model 2b, hvor der er mulighed for at udtage uforurenede områder og at inddrage lettere forurenede områder, typisk områder påvirket af industri og trafik.

Tabel 1.1 viser Miljøstyrelsens foreløbige skøn over, hvad modellerne koster.

Tabel 1.1: Miljøstyrelsens foreløbige økonomiske skøn (størrelsesordener) for alternative udpegningsmodeller

Jordforureningsgruppen besluttede tidligt i forløbet at forkaste alternativ 3 og 4 og arbejde videre med alternativ 1, 2 og 2b. For de alternativer, der skulle arbejdes videre med, forudsatte jordforureningsgruppen, at myndighederne kun skal anvende eksisterende data ved udpegningen af områderne. Med andre ord: Myndighederne skal ikke udtage nye jordprøver for at gennemføre områdeklassificeringen.

1.8 Beskrivelse af de 2 modeller, som blev forkastet tidligt i forløbet

Alternativ 3, ”ud fra enkle, saglige data, bl.a. historik og jordprøver”, kræver tekniske kriterier i form af bl.a. grænseværdier, idet det må forudsættes, at overskridelse af jordkvalitetskriterierne udløser områdeklassificering. En metode med jordprøver vil lide under, at jordprøvetagningen kan skabe en illusion om, at der er tale om en objektiv og entydig klassificering af byområderne. Metoden er i virkeligheden ikke mere entydig, end at der vil kunne opstå diskussioner, om bestemte ejendomme er med eller ej. Dette kan kun undgås ved grundig prøvetagning på hver ejendom (alternativ 0).

Alternativ 4 bygger på den undersøgelsesstrategi ved hjælp af geostatistik, som er opstillet i projektet ”Kortlægning af diffust forurenede arealer” (Miljøprojekt 911-914). Ligesom i model 3 vil områdeklassificeringen være bestemt af, at jordkvalitetskriterierne er overskredet. Med denne strategi, som er beskrevet i miljøprojekt 911, kan man med et minimum af prøvetagning forudsige et areals forureningsgrad med en vis sandsynlighed. Metoden kan bruges til at beregne sandsynligheden for, at et givet areal er forurenet over jordkvalitetskriterieniveau. Alternativ 4 er således en afprøvet metode, og resultaterne vil i høj grad være entydige. Det er ikke tanken med denne metode, at der skal udtages jordprøver på hver enkelt ejendom, så der er, heller ikke med denne metode, fuld sikkerhed for, at hver enkelt ejendom i det klassificerede område er forurenet. Til gengæld er det muligt ret præcist at angive, hvad sandsynligheden er, for at jordkvalitetskriteriet er overskredet i et område. Det er muligt på forhånd at vælge, hvilken sandsynlighed, der ønskes. Jo højere sandsynlighed, der ønskes, desto flere jordprøver skal der udtages, og desto dyrere bliver metoden. Det vil variere fra område til område – afhængigt af forureningsmønsteret – hvor mange prøver, der skal til for at opnå en bestemt sandsynlighed.

1.9 Beskrivelse af alternativ 2, byzoneområder udbygget før 1940

Alternativ 2 bygger på resultater fra projektet ”Diffus jordforurening og kulturlag” (Miljøprojekt 912 fra 2004). Resultaterne viser, at forureningsniveauerne for bly og tjærestoffer (som er de mest udbredte og afgørende lavmobile stoffer) er signifikant højere for områder af højere alder og med en større udnyttelsesgrad. Målingerne tyder på, at byzoneområdeer, som er udbygget før 1940, ligger med et forureningsniveau over jordkvalitetskriterie-niveau, vurderet på medianværdien. Jordforureningsgruppen har vurderet 3 forskellige metoder til udpegning af byområdeer fra før 1940. I tabel 1.2 afvejes fordele og ulemper ved de 3 metoder.

Mens metode a og b som udgangspunkt hviler på et objektivt grundlag, vil metode c bygge på en række forudsætninger af såvel objektiv som subjektiv karakter.

Grænseproblematikken, som især optræder i metode a og b, men som også kan optræde med metode c, opstår, fordi opførelsesåret ikke nødvendigvis introducerer en simpel afgrænsning af de klassificerede områder (som f.eks. veje, rette linier, kvarterer osv.). Grænsezonen mellem de klassificerede områder vil kunne springe frem og tilbage afhængigt af opførelsesår, da boligerne typisk ikke nødvendigvis er opført i de samme årstal indenfor det enkelte område. Der vil kunne opstå problemet med boliger på den ene eller den anden side af grænsen, hvor det kan virke uforståeligt, at den ene bolig er med i områdeklassificeringen, mens den anden ikke er. Hvis man bor inden for et klassificeret område, men langt fra grænsen, vil der – som beskrevet i afsnit 5 - formentlig ikke være nogen målbar økonomisk effekt for boligejeren. Det betyder, at boligejer i de små byer vil kunne opleve en større effekt end boligejere i de store byer.

Tabel 1.2: Fordele og ulemper ved forskellige metoder til udpegning af byområder fra før 1940

De tre metoder må som udgangspunkt anses for at være nogenlunde lige gode mht. at ”ramme rigtigt”, dvs. med høj grad af sandsynlighed at definere de arealer, som er diffust forurenede. Dog er der i den tredje metode mulighed for at tilføje parametre, som medfører en mere præcis afgrænsning af de diffust forurenede arealer.

Det samlede areal, som udpeges, vil i princippet være det samme i alle 3 metoder, dog vil der i praksis være forskelle som følge af lidt forskellig udpegningsmetode. Det samlede udpegede areal – inklusiv trafik- og industribelastede arealer – vil være den bedst mulige tilnærmelse til det samlede diffust forurenede areal.

Tanken er, at både boliger og erhvervsbyggeri fra før 1940 skal med i områdeklassificeringen. Konsekvenserne skønnet for boliger alene er: Ca. 800.000 boliger blive omfattet af førstegangsklassificeringen med en metode, som bygger på udpegning af områder udbygget før 1940, svarende til 1/3 af samtlige boliger. Hvis der anvendes flyfotos fra 1945, vil antallet dog være lidt større, ca. 850.000.

Hvis man i stedet vælger årstallet 1930, vil antallet være ca. 600.000, svarende til 1/4 af samtlige boliger. Omkostningerne vil være tilsvarende mindre. Ønskes der en stor sikkerhed for, at der på de klassificerede områder er få falske positive lokaliteter (dvs. uforurenede grunde), skal der som udvælgelseskriterium vælges byområder, der er udbygget tidligere end før 1940, f.eks. 1930 eller 1920. Et sådan valg medfører desværre samtidig en stigning i antallet af lokaliteter udenfor det klassificerede område, der er diffust forurenet (falske negative).

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.