Rapport fra Jordforureningsgruppen

7. Valg af samlet løsning

Jordforureningsgruppen har valgt en samlet løsning, som er indarbejdet i vedlagte udkast til lovforslag (bilag 9).

7.1 Forslag, som er indarbejdet i udkastet

Ikrafttrædelsestidspunkt:

1. januar 2007

Kortlægning:

Ændring af kortlægningskriteriet

Arealer, hvor der kun er lettere forurenet jord, kortlægges ikke.

Udtagning af allerede kortlagte ejendomme

Regionen skal inden for 18 måneder gennemgå allerede kortlagte arealer med henblik på udtagning af lettere forurenede arealer.

2 års-regel frem til vidensniveau 1

Når regionsrådet har tilstrækkelig viden om et bestemt areal, der anvendes til bolig, til at kunne påbegynde en vurdering af, om betingelserne for kortlægning er opfyldt, skal en afgørelse træffes inden for 2 år.

Regionsrådet meddeler ejeren af arealet, at den tilstrækkelige viden foreligger.

1 års-regel frem til vidensniveau 2

Den eksisterende 2 års-regel frem til vidensniveau 2 ændres til en 1 års-regel efter et års overgangsperiode.

Nuancering af kortlægningen

I forbindelse med beslutning om kortlægning på vidensniveau 2 af en boligejendom skal regionsrådet nuancere ejendommen efter, hvilken risiko, forureningen udgør for anvendelsen til bolig. En tilsvarende nuancering skal ske efter anmodning, hvis en kortlagt ejendom overgår fra anden anvendelse til boliganvendelse.

Regionsrådet skal, når der foreligger videregående undersøgelser eller nye relevant oplysninger, revidere nuanceringen.

Boligejendomme, som ved lovens ikrafttrædelse er kortlagt på vidensniveau 2, skal nuanceres efter anmodning fra ejeren.

Ret til erklæring om ejendommes forureningstilstand

Regionsrådet skal efter anmodning fra en ejer, der selv har foretaget en forurenings-undersøgelse, afgive en erklæring om ejendommens forureningstilstand i det omfang som for-ureningsundersøgelsen giver mulighed herfor.

Rådgivning af borgerne om forureningstilstanden:

Regionsrådet skal offentliggøre generel rådgivning om betydningen for borgerne af arealer med jord, der er lettere forurenet.

Krav til nybyggeri af bolig m.v.

Hvis anvendelsen af et areal ændres til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads, skal ejeren eller brugeren sørge for, at de øverste 50 cm jord er uforurenet eller etableret med varig, fast belægning. Det samme gælder ved bygge- og anlægsarbejder på et areal, der anvendes til et af de nævnte formål, dog ikke bygge- og anlægsarbejder, som en parcelhusejer udfører eller lader udføre på sin ejendom. Det uforurenede lag eller belægningen skal være til stede, inden arealet tages i brug til de nævnte formål.

Det uforurenede lag skal opretholdes, så længe arealet anvendes til de nævnte formål. Forpligtelsen påhviler den til enhver til værende ejer eller bruger af arealet.

Jordflytning:

Områdeklassificeringen

Hvor anmeldepligten for flytning af jord i dag gælder for ”forurenet jord og jord fra en kortlagt ejendom, en kortlagt del af en ejendom eller et areal, som anvendes til offentlig vej" skal den med forslaget også gælde inden for de arealer, som områdeklassificeres.

Som udgangspunkt områdeklassificeres alle arealer i byzone. Kommunalbestyrelsen kan dog i regulativer fjerne anmeldepligten i større, sammenhængende delområder, når der er en velbegrundet formodning om, at jorden i delområderne er uforurenet. Kommunalbestyrelsen kan endvidere i regulativer indføre anmeldepligt i større, sammenhængende områder uden for byzone, når der er en velbegrundet formodning om, at jorden i områderne er forurenet over niveauet for forebyggelse. Det vil typisk være områder påvirket af industri og trafik, men også fyldjordsområder kan inddrages.

Kommunerne får en frist på et år efter lovens ikrafttræden til at udarbejde regulativerne.

Regler om anmeldepligt i relation til godkendte modtageanlæg for jord

Der indføres anmeldepligt ved fraførsel af jord fra godkendte modtageanlæg for jord. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at anmeldelse kan ske samtidig med aflevering af jorden til et godkendt modtageanlæg for jord.

Regler om, hvorledes anmeldepligten kan forenkles i regulativer

Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af kommunale regulativer samt om offentliggørelse og høringsprocedure i forbindelse med udarbejdelsen af kommunale regulativer. Herunder:

  • at der i nærmere definerede delarealer ikke skal udtages analyse af jorden,
  • at ved flytning af mange små jordmængder fra samme ensartet forurenede areal, kan anmeldelse ske én gang for alle for en samtidig angiven begrænset tidsperiode,
  • at små jordmængder, under en fastsat bagatelgrænse er undtaget fra kravet om anmeldelse, og
  • at der skal være mulighed for at anmelde samtidig med, at jorden flyttes.
  • at 4 ugers fristen under nærmere betingelser ophæves
  • at jord fra vejarealer kan få en særlig anmeldeordning

7.2 Forslag, som er en nødvendige for at lovforslaget kan få virkning

  • Ændring af bekendtgørelsen om anmeldelse af jordflytninger med henblik på yderligere forenkling, bl.a. regler om, at anmeldelse kan ske samtidig med aflevering af jorden til et godkendt modtageanlæg for jord.
  • Regler om kommunernes udarbejdelse af regulativer
  • Der nedsættes et udvalg bestående af Miljøstyrelsen og de kommunale organisationer med inddragelse af Dansk Byggeri og andre relevante organisationer, som repræsenterer både entreprenører, transportører og modtagere af jord. Udvalget skal i første omgang komme med forslag til ovennævnte regler.
  • Lille konsekvensændring af genanvendelsesbekendtgørelsen: Bilag 1 skal ændres, således at jord fra klassificerede områder er omfattet af bekendtgørelsen.

7.3 Anbefalinger fra jordforureningsgruppen i øvrigt

  • Miljøstyrelsen udarbejder en vejledning om nuancering af kortlægningen
  • Miljøstyrelsen udarbejder en vejledning om bagatelgrænser for kortlægning
  • Der arbejdes videre med at definere lav-mobile oliestoffer og fastsætte afskæringskriterier for disse.
  • Udvalget, som er nævnt under 7.2, arbejder videre med at forenkle og forbedre reglerne om flytning af jord, herunder også reglerne om genanvendelse af lettere forurenet jord.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.