| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 22/2005 – Scenarieberegning af konsekvenser for landbrug ved grænseværdi for nitrat

2 Analyse

• 2.1 Metode
• 2.2 Resultater
• 2.3 Følsomhedsanalyse

Som det fremgår af tabel 1, vil en grænse på 75 mg og 150 NO₃/l for sand og ler betyde, at ca. 16.000 ha opgjort på kommuneniveau overskrider grænsen svarende til 0,6% af landbrugsarealet.

Arealet findes i kommuner hvor den største del af arealet tilhører plante- og kvægbedrifter, men det er ikke nødvendigvis disse bedrifter der primært er årsagen til at den pågældende kommune overskider grænsen.

Tages der hensyn til den usikkerhed, der følger af VMPIII implementeringen, indgår der 6-17.000 ha ved ovennævnte grænse. Opgøres arealomfanget i stedet ved de tre nitratkoncentrationsniveauer er det på 6-18.000 ha, som angivet i tabel 1.

Det samlede reduktionsbehov i forhold til grundvandsdirektivet udgør 24 til 166 tons N ved de tre nitratkoncentrationer og en effekt af VMPIII på 7,5 kg N/ha, hvilket er et meget beskeden reduktionskrav i forhold til målet med VMPII og VMPIII. Reduktionsmålet svarer til 4 til 8 kg N pr. ha ved forskellige koncentrationer og effekter af VMPIII.

Tabel 1. Areal [1000 ha] og areal-procent [%] hvor nitratkoncentrationen overstiger 50 og 75 mg NO₃/l opgjort på bedrifts- og jordtyper. VMPIII effekt er indregnet med en reduktion på 7,5 kg N/ha.

Kilde: Børgesen og Jørgensen(2005)

2.1 Metode

For at nå den ønskede reduktion er der i det følgende givet en kort beskrivelse af valg af virkemidler og den kombination, der kan realisere målsætningen.

Det gennemsnitlige krav til reduktion i N-udvaskning er som tidligere angivet beskeden. Det er her vigtig at erindre, at der sker en udjævning, idet der på nogle arealer er en høj udvaskning, mens der på andre arealer er en lav udvaskning.

Ved valg af virkemidler er det nødvendigt at have den rigtige kombination af virkemidler for at tilgodese denne variation, idet omkostningerne ikke stiger lineært. Arbejdet under VMPIII viste, at vådområder og efterafgrøder var de to mest omkostningseffektive virkemidler. Imidlertid påvirker vådområder kun overfaldevand, hvorfor den ikke kan indgå. Efterafgrøder blev derfor udpeget som det eneste relevante virkemiddel. Da omfanget udgør 6-16.000 ha er det vurderet, at dette kan gennemføres uden omfattende ændringer i sædskiftet, hvorfor omkostningerne kun vil være lidt højere end angivet i VMPIII. Der antages stigende marginalomkostninger ved implementering af efterafgrøder. DMU har analyseret afgrødefordelingen og det fremgår heraf at der forud for VMPIII var plads til 171.000 og 319.000 ha på henholdsvis kvæg og svinebedrifter (Blicher-Mathiesen og Grant, 2003). Hvis der under VMPIII etableres yderligere 125.000 ha efterafgrøder, vil der således stadig være plads til yderligere efterafgrøder.

Generelt gælder, at effekten af virkemidler (fx efterafgrøder) typisk vil være større målt pr. ha på de bedrifter, hvor udvaskningen er højere, end for landet som helhed. Dette betyder at effekten i denne sammenhæng vil være højere end angivet i VMPIII forarbejdet (Se Jacobsen et al., 2004).

Effekten af efterafgrøder blev i VMPIII gennemsnitlig anslået til 25 kg N pr. ha. Det fremgik dog samtidig, at effekten på husdyrbrug på sandjord var noget højere, mens den på plantebedrifter på lerjord var noget mindre. Det vurderes på den baggrund, at efterafgrøder kan klare reduktionskravet alene. Det er i samarbejde med DJF vurderet, at en hensigtsmæssig placering vil betyde, at en reduktion på ca. 30 kg N pr. ha er realistisk. Dette reducerer det areal, hvor der skal etableres efterafgrøder yderligere.

Tiltaget omfatter herefter efterafgrøder på ca. 2.000 ha i hovedscenariet. Det skal i den forbindelse erindres, at der som følge af VMPIII aftalen allerede sker en stigning i efterafgrødearealet fra 6 til 10/14% (alt efter husdyrintensitet) på 125.000 ha.

Omkostningerne til såning blev i VMPIII analysen opgjort til 225 kr. pr. ha, idet der ikke blev antaget nogen udbytteeffekt hverken negativ eller positiv i samme eller følgende år (Jacobsen, 2004). Da der på nogle arealer sker en såning efter hovedafgrøden vil dette øge omkostningerne til 400 kr. pr. ha. Der blev i VMPIII analysen på nationalt plan derfor anvendt et gennemsnit på 250 kr. pr. ha. Da der her kun er tale om en mindre forøgelse af efterafgrødearealet, anvendes der her en omkostning på 500 kr. pr. ha. Når omkostningen er højere end VMPIII, skyldes det, at analyser omfattende Odense Fjord og Ringkøbing Fjord har vist, at en større andel med efterafgrøder vil øge omkostningerne (se Jacobsen et al., 2004 og Abildtrup et al., 2004).

2.2 Resultater

Jordrentetabet er opgjort som erhvervets tab og det er opgjort til ca. 1 mio. kr. årligt. Tilbagediskonteret er nutidsværdien af tabet ca. 16 mio. kr. ved en rente på 6% og en uendelig tidshorisont. En rente på 3% vil øge nutidsværdien til 33 mio. kr.

Tabel 2. Jordrentetab (mio. kr.) og efterafgrødeareal (ha) ved forskellige krav til nitratkoncentration ud af rodzonen. VMPIII giver 7,5 kg N pr. ha.

Kilde: Egne beregninger

Ved en lavere grænse på 62,5 mg NO₃/l på sandjord øges omkostningerne til 2,8 mio. kr., mens en grænseværdi på 87,5 NO₃/l på sandjord vil reducere omkostningerne til 0,4 mio. kr. årligt. Der er i alle scenarier antaget, at det er muligt at placere efterafgrøderne, så de giver 30 kg N pr. ha.

2.3 Følsomhedsanalyse

Som angivet er de nævnte analyser beregnet udfra en effekt af VMPIII på 7,5 kg N/ha. For at belyse effekten af VMPIII aftalen angives også omkostninger ved 5 og 10 kg N/ha.

Tabel 3. Samlet årligt jordrentetab ved ændrede forudsætninger (mio. kr.)

Kilde: Egne beregninger

Det økonomiske tab opgjort, som det velfærdsøkonomiske tab, hvor tabet ved efterafgrøder er korrigeret med nettoprisfaktoren på 1,17 er 17% højere end angivet ovenfor svarende til 1,2 mio. kr. (Jacobsen et. Al., 2004).

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.