Serviceeftersyn af vandsektoren

Vandsektorens udfordringer

Vandsektoren står over for en række særlige udfordringer i de kommende år, såvel miljømæssigt, økonomisk som i relation til vedligeholdelsen af sektorens anlæg.

Grundvandet, som er basis for produktionen af drikkevand, skal beskyttes mod forurening med pesticider og nitrat, der primært skyldes fortidens synder. EU's reviderede drikkevandsdirektiv fra 1998 har medført skærpede krav til drikkevandets kvalitet. Endelig medfører vandrammedirektivet fra 2000 også skærpede krav til forvaltningen af vandressourcen.

For kloakforsyningerne er den væsentligste udfordring i de kommende år vedligeholdelsen og fornyelsen af kloaknettet. På kloakområdet kan der konstateres et betydeligt investeringsefterslæb. En undersøgelse foretaget af Miljøstyrelsen og KL har vist, at 16% af kloaknettet i dag vurderes at have behov for fornyelse.

Samlet set vurderes disse udfordringer at medføre merudgifter for vandsektoren, som alt andet lige vil medføre prisstigninger.

Det er en væsentlig udfordring at sikre, at forbrugerne betaler en rimelig og gennemskuelig pris for vandsektorens ydelser, og at de økonomiske rammevilkår derfor tilskynder sektoren til en effektiv drift. Der kan peges på et betydeligt effektiviseringspotentiale indenfor vandsektoren, og der er således forhold, der indikerer, at der er plads til større effektivitet og bedre omkostningsbevidsthed. I dag tilskynder hvile-isig-selv-reguleringen ikke til at gennemføre effektiviseringer. Den økonomiske regulering bør tilrettelægges, så der sikres incitamenter til at realisere effektiviseringspotentialet – vel at mærke uden at det fører til sundhedsmæssige eller miljømæssige forringelser.

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.