Kortlægning af parfumestoffer i legetøj og småbørnsartikler

6 Screening af produkter for indholdsstoffer

6.1 Udvælgelse af produkter til kvalitativ screening

Udvælgelse af produkter til kvalitativ screening med GC-MS blev gennemført ud fra følgende kriterier.

Produkterne blev udvalgt således at de tilsammen

  • dækkede et bredt spektrum af de deklarerede duftstoffer
  • dækkede hele målgruppen af børn fra 0 til 10 år
  • var beregnet til flest muligt forskellige typer leg (skrive/tegne, udendørs aktivitet, krammedyr, udvikling og samleobjekter)
  • potentielt udsatte barnet for eksponering over både lang og kort tid
  • gav anledning til forskellige typer eksponering (fast eller flydende produkt)

De valgte produkter fremgår af tabel 6.1.

Kun i deklarationerne for de udvalgte produkter i produktserie D08 (tuscher) er der deklareret sensibiliserende stoffer, se også afsnit 5.3.1.

Tabel 6.1: Valgte produkter til screeningsanalysen

Produkt-type nummer Produkt CE mærkning Duft Udvalgt til screeningsanalyser
D01 Sæbebobler x Lemon & Lime, Chocolate chip, Bubblegum, Banana Split, Tropical punch, Strawberries & Cream Lemon & Lime
D02 Duftafgivende gummifigurer x Diverse lugt/duft varianter 2 udvalgt
D04 Brevpapir   Parfume Parfume
D05 Stifteblyant   Æble, drue, kiwi, banan, appelsin, jordbær Kiwi
D06 Viskelæderlæbestift   Æble, drue, kiwi, banan, appelsin, jordbær Jordbærduft
D07 Viskeklæderpen   Æble, drue, kiwi, banan, appelsin, jordbær Æbleduft
D08 Tuscher   Appelsin, citron, jordbær, brombær, viol, rose, chokolade, fyr samt yderligere 2 unavngivne dufte Citron, rose og jordbær
D09 Kanin Burde det være mærket? Chokolade Chokolade
D10 Stableringe x Æble Æble
D11 Puttekasse x Æble Æble
D12^ Kube x Æble Æble
D13 Blæksprutte x Vanilje Vanilje
D14^ Tøjdyr x Vanilje Vanilje
D15 Blomst x Vanilje Vanilje

^findes ikke længere på det danske marked

6.2 Screeningsmetodik og resultater

Produkter blev analyseret kvalitativt for indhold af de 24 duftstoffer opført på listen over sensibiliserende stoffer udarbejdet af SCCNFP (1999) samt for eventuelt andre flygtige, organiske forbindelser.

Analysen var en screeningsanalyse begrænset til stoffer med masse mellem 45 og 300 g/mol.

Analysen blev udført som head space-analyse. Prøverne blev pakket enkeltvis i nitrogenatmosfære i Rilsanposer, der blev lukket lufttæt med en strip.

For at minimere risikoen for forurening af luften i Rilsanposen, blev posen med produktet fyldt med nitrogen gas, hvorefter den tømtes igen. Denne "skylle"-proces blev gennemført tre gange, før posen blev fyldt med nitrogen for sidste gang og lukket.

Viskelædere og blyantsstifter (produkterne D05, D06 og D07) blev taget ud af deres plastikholdere, idet holderne ikke duftede af noget. Tuscherne (D08) blev pakket uden propper i en rilsanpose. Ved håndtering af poserne afgav tuscherne en del farve på indersiden af poserne. Alle papskilte og lignende blev fjernet fra stofprodukterne. Isyede stofmærker blev ikke fjernet.

Efter pakning i rilsanposerne blev gummifigurerne (D02) udsat for et enkelt kraftigt tryk, før analyserne blev udført. Ved gentagne analyser blev der ikke trykket yderligere på figurerne.

6.2.1 Første screening

De indledende screeningsforsøg udførtes uden opkoncentrering af luften i poserne. Kolonnetemperaturen blev fastholdt på 50 eller 60° C under hele analysen.

Resultatet af disse forsøg viste et indhold af mange forskellige stoffer i alle de undersøgte produkter. Stofferne fordelte sig blandt alkaner, alkener, alkoholer, estre, ketoner, ethere og aromatiske forbindelser, svarende til at så at sige alle grupper af flygtige organiske forbindelser blev fundet. Undtagelsen herfor var dog stifteblyanten med kiwiduft (D05), analyser af denne viste kun spor af flygtige organiske forbindelser. Ingen af de 26 udvalgte, sensibiliserende stoffer blev identificeret for nogen af de undersøgte produkter.

6.2.2 Anden screening

Stofferne bestemt i de indledende analyser blev generelt detekteret med lave signaler, hvilket vanskeliggjorde identifikation af enkeltkomponenter. For at øge sikkerheden af identifikationerne og chancen for at identificere stoffer forekommende i lavere koncentrationer opkoncentreredes luften i poserne 10 gange inden analysen. Luften fra poserne med gummifigurer (D02) blev ikke opkoncentreret, idet signalerne fra disse prøver var tydelige allerede ved det første screeningsforsøg.

For at øge chancen for at detektere de stoffer, der kun bevæger sig langsomt gennem kolonnen blev analyserne udført ved at den opkoncentrerede luft blev trinvis opvarmet i kolonnen fra 60 til 160°C. Igen viste resultaterne et indhold af mange forskelligartede stoffer i de undersøgte produkter. Et muligt indhold af det sensibiliserende stof D-limonen kunne desuden konstateres i sæbeboblerne (D01) og viskelæderne med hhv. jordbær- og æbleduft (D06 og D07).

6.2.3 Tredje screening

Den gule og den pink tusch (D08) havde et deklareret indhold af sensibiliserende stoffer (benzylalkohol, citral, geraniol og linalool). Da disse stoffer ikke blev fundet ved de to tidligere beskrevne screeningsforsøg, udsattes tuscherne for yderligere et forsøg.

I dette forsøg opkoncentreredes luften i poserne med produkt 250 gange. Det lykkedes dog ikke at identificere nogen af de deklarerede sensibiliserende stoffer. Der blev ikke udført yderligere forsøg på at identificere de eftersøgte stoffer i tuscherne.

6.3 Udvælgelse af produkter til eksponeringsforsøg og akkrediterede analyser

På baggrund af resultaterne fra den kvalitative analyse blev 10 produkter udvalgt til kvantitativ analyse og eksponeringstest.

Følgende kriterier blev anvendt ved udvælgelsen:

  • Screeninganalysen viste et muligt indhold af mindst et af stofferne på EU's liste over sensibiliserende stoffer eller et indhold af sundhedsskadelige stoffer
  • Produktet havde deklareret indhold af sensibiliserende stoffer
  • Produktet afgav kraftig duft/lugt
  • Produktet er beregnet til spædbørn
  • Anvendelse af produktet medfører risiko for særlig kraftig eksponering fra f.eks. krammedyr, sæbebobler og duftgivende gummifigurer
  • Screeningsanalyserne viste indhold af et stort antal stoffer

Desuden blev det igen forsøgt at udvælge produkter, der repræsenterede et bredt udsnit af markedet og henvendte sig til hele målgruppen og dækkede det størst mulige spektrum af legeaktiviteter. Produkter til spædbørn blev dog vægtet særlig højt.

Kuben (D12) og tøjdyret (D14) blev ikke analyseret i screeningsforsøgene. Disse produkter blev udvalgt til videre analyse alene på baggrund af, at de er beregnet til spædbørn.

Stifteblyanten (D05) med kiwiduft blev fravalgt på grund af dens svage duft og den manglende identifikation af stoffer ved screeningsundersøgelsen.

De 10 udvalgte produkter er listet i nedenstående tabel.

Tabel 6.2: Valgte produkter til laboratorieforsøg og akkrediterede analyser

Produkt-type nummer Produkt Udvalgt til laboratorieforsøg og akkrediterede analyser
D01 Sæbebobler Lemon & Lime
D02 Gummifigurer 1 udvalgt
D04 Brevpapir med duft Parfume
D06 Viskelæderlæbestift Jordbærduft
D08 gul Dufttuscher Citron
D08 rød Dufttuscher Jordbær
D09 Kanin Chokolade
D12^ Kube Æble
D14^ Tøjdyr Vanilje
D15 Blomst Vanilje

^findes ikke længere på det danske marked

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.