Evaluering af blybekendtgørelsen

2 Blybekendtgørelsen

I dette afsnit er kort gengivet hovedpunkterne af bekendtgørelse nr. 1012 af 13. november 2000 (Blybekendtgørelsen). Denne korte præsentation af bekendtgørelsen tjener som baggrund for den gennemgang af de enkelte anvendelser, som er foretaget i de følgende kapitler. Blybekendtgørelsen er vedlagt i sin helhed i bilag 3.

Bekendtgørelsen forbyder import og salg af produkter, der indeholder bly.

Ved bly forstås grundstoffet bly, både i metallisk form og i kemiske forbindelser, mens der ved produkter, der indeholder bly, forstås produkter, hvori bly indgår med mere end 100 ppm (mg/kg) i produktets homogene enkeltdele. Denne grænseværdi gælder dog ikke for blycarbonater og blysulfater i maling.

Bekendtgørelsen forbyder enhver brug af bly som kemisk forbindelse fra 1. marts 2001 med undtagelse af de produktkategorier, der er angivet i tabel 2.1. De undtagelser, som stadig er gældende, er fremhævet i tabellen.

Bekendtgørelsen forbyder også brug af metallisk bly for de produktkategorier, der er angivet i tabel 2.2. Dette forbud omfatter ikke produkter til reparation af eksisterende produkter, herunder reparation, om- og tilbygning på huse.

Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges. Miljøstyrelsen kan stille vilkår for tilladelsen.

Bekendtgørelsen hindrer dog ikke import, salg og anvendelse af produkter, der er reguleret af anden lovgivning, herunder:

  • EU direktiv 93/42/EØF om medicinske anordninger.
     
  • EU direktiv 84/500/EØF om keramiske genstande, bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler.
     
  • EU direktiv 94/62/EØF om emballage og emballageaffald.
     
  • Bekendtgørelse nr. 807 af 2. december 1986 om begrænsning af motorbenzins indhold af blyforbindelser og benzen.
     
  • Bekendtgørelse nr. 966 af 13. december 1993 om visse batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer.
     
  • Bekendtgørelse nr. 41 af 21. januar 1994 med senere ændringer om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.
     
  • Bekendtgørelse nr. 568 af 6. december 1983 om anvendelse af slagger og flyveaske.
     
  • Bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 med senere ændringer om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.

Tabel 2.1 Blybekendtgørelsens liste over produktkategorier, der indeholder kemiske forbindelser af bly, hvor import og salg er tilladt indtil de anførte tidspunkter

Produktkategorier Tilladt indtil
1. Sikkativer, dog ikke indeholdende blycarbonat og blysulfat, i maling og lak 1. december 2001
2. Glasurer på keramiske produkter, undtagen glasurer på kunst, kunsthåndværk, tegl, klinker, mursten, tændrør og produkter, som må antages at kunne finde anvendelse i forbindelse med levnedsmidler 1. december 2002
3. Emaljer og pigmenter på keramiske produkter, undtagen emaljer og pigmenter på kunst, kunsthåndværk og produkter, som må antages at kunne finde anvendelse i forbindelse med levnedsmidler 1. december 2002
4. Pigmenter i produkter til signal- og advarselsformål 1. december 2002
5. Specielle formål i elastomere:
- accelleratorer
- varmestabilisatorer

1. december 2002
indtil videre
6. Stabilisatorer i plastprodukter:
- profiler til døre og vinduer
- andre produkter
- tagrender og nedløbsrør
- tagplader
- rør
- elkabler, der indgår i produkter

1. december 2001
1. december 2001
1. december 2002
1. december 2003
1. december 2003
indtil videre
7. Smøremidler, inkl. i lejemetal 1. december 2003
8. Bremsebelægninger 1. december 2004
9. Produkter til katodisk lakering 1. december 2004
10. Udladningslamper indtil videre
11. Maling til specielle formål:
- korrosionsbeskyttelsesmaling med under 250 ppm bly, dog ikke som blycarbonat og blysulfat
- antibegroningsmaling med under 1250 ppm bly, dog ikke som blycarbonat og blysulfat
indtil videre
12. Glas til specielle formål:
- billedrør
- lyskilder
- optik
- strålingsbeskyttelse
- bilruder
- plader i kopimaskiner
- coating af planglas
- krystalglas
- silikatglas til sandblæsning
indtil videre
13. Glasurer, emaljer og pigmenter på kunst og kunsthåndværk, der må antages ikke at kunne finde anvendelse i forbindelse med levnedsmidler indtil videre
14. Glasur på tegl, klinker, mursten og tændrør indtil videre
15. Elektroniske komponenter indtil videre
16. Produkter til reparation af eksisterende produkter indtil videre
17. Produkter til forskning, udvikling og laboratorieanvendelse indtil videre

Tabel 2.2 Blybekendtgørelsens liste over produktkategorier, der indeholder metallisk bly, hvor import og salg er forbudt fra de anførte tidspunkter.

Produktkategorier Forbudt fra
1. Produkter til hobbyformål 1. marts 2001
2. Fyrfadslys og andre lys 1. marts 2001
3. Gardinvægte 1. marts 2001
4. Produkter til dekorative formål 1. marts 2001
5. Sikkerhedsplomber 1. marts 2001
6. Produkter til tagdækning af bygninger 1. marts 2001
7. Produkter til inddækning på bygninger 1. december 2002
8. Fiskeredskaber til erhvervsfiskeri 1. december 2002
9. Fiskeredskaber til lystfiskeri 1. december 2002
10. Loddelegeringer til VVS- og blikkenslagerformål, undtagen til lodning af zinkplade 1. december 2002
11. Kappe til elektriske jordkabler under 24 kV 1. december 2002

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.