Målinger af forureningsindhold i regnbetingede udledninger

Forord og indledning

Som led i vandmiljøplanen er der etableret et permanent overvågningsprogram til styrkelse af overvågningen af blandt andet belastningen fra de regnvandsbetingede udledninger af vandløb, søer og havet. Data i denne rapport er udarbejdet som et led i overvågningsprogrammet for perioden 1998 til 2003 - NOVA 2003.

Som led i vandmiljøplanen er der etableret et permanent overvågningsprogram til styrkelse af den hidtidige overvågning af blandt andet belastningen fra de regnvandsbetingede udledninger af vandløb, søer og havet. Det seneste Nationale Overvågningsprogram for VAndmiljøet er fra perioden 1998 til 2003 og kaldes i daglig tale NOVA 2003.

For regnvandsbetingede udledninger findes to overvågningsprogrammer:

  • Det generelle program.
  • Det intensive program.

Det generelle program for regnbetingede udløb afrapporteres årligt i punktkilderapporten (Miljøstyrelsen 2005) og omfatter alle regnvandsudledninger fra afvandede arealer til vandløb, søer og havet. Datagrundlaget for opgørelsen er hovedsageligt kommunernes spildevandsplaner hvor enten simple beregningsmetoder eller modelberegninger af de årligt udledte vand- og stofmængder foretages for henholdsvis hele landet i et normalår og i det konkrete år. Beregningerne gennemføres på basis af en specielt udarbejdet vejledning (Miljøstyrelsen 1990). Vejledningen indeholder anvisninger for, hvorledes beregningerne kan gennemføres, og hvorledes man kan foretage supplerende bestemmelser af de grundlæggende data.

Det intensive måleprogram har netop til formål at supplere det generelle program ved at udbygge og verificere de beregningsforudsætninger som benyttes i det generelle program til bestemmelse af akkumulerede årlige udledte vand- og stofmængder fra separat- og fælleskloakerede afløbssystemer.

I denne fagdatacenterrapport findes data for Københavns kommune (fælleskloakeret) og Nordjyllands amt (separatkloakeret). Begge har registreret intensive målinger af afledte vand- og stofmængder samt indhold af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i sammenhæng med registrerede nedbørshændelser. Herudover er der gennemført detaljerede afledningsspecifikke modelberegninger.

Første rapportering i det intensive program for regnbetingede udledninger blev foretaget i 1994 fra både separat- og fælleskloakerede oplande, hvor amterne København, Frederiksborg, Fyn, Århus og Nordjylland samt Københavns kommune gennemførte målinger på 8 stationer.

I 1997 (Miljøstyrelsen 1997a) blev de første data vedrørende det intensive måleprogram for de regnvandsbetingede udløb offentliggjort i form af en arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen. Rapporten indeholder data fra 6 målestationer udelukkende fra fælleskloakerede oplande i amterne København, Frederiksborg, Fyn, Århus og Nordjylland samt København kommune.

Ligeledes i 1997 (Miljøstyrelsen 1997b) blev et miljøprojektet offentliggjort. Projektet omhandler en generel gennemgang af litteratur på området samt en konkret undersøgelse af miljøfremmede stoffer på to separatkloakerede stationer i Københavns amt.

En mere detaljeret undersøgelse af data fra 1997 (Miljøstyrelsen 1997a) af NPO-stofkoncentrationer fra fælleskloakerede oplande er foretaget i et miljøprojekt fra 2000 (Miljøstyrelsen 2000a). I rapporten bliver data fra de danske undersøgelser sat i perspektiv gennem et internationalt litteraturstudie, der opsummerer såvel ældre som nyere viden på området.

Den seneste rapport udgivet i forbindelse med det intensive program for regnvandsbetingede udledninger er fra 2002 (Miljøstyrelsen 2002). I rapporten foretages en bearbejdning af udledninger af NPO samt tungmetaller og miljøfremmede stoffer fra fælles kloakerede oplande. De danske undersøgelser er suppleret med viden fra internationale undersøgelser, hvorved det er forsøgt at opstille intervaller for koncentrationsniveauet for de enkelte stoffer som måles i NOVA-programmet.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.