Miljøprojekt, 1082 – Finansiel sikkerhedsstillelse til dækning af operatørens betalingsforpligtelser efter miljøansvarsdirektivet

Finansiel sikkerhedsstillelse til dækning af operatørens betalingsforpligtelser efter miljøansvarsdirektivet

3 Bestående ordninger inden for finansiel sikkerhedsstillelse

3.1 Lovpligtige ordninger
3.2 Frivillige ordninger

Der eksisterer i dag forskellige ordninger inden for finansiel sikkerhedsstillelse, såvel på miljøområdet som på en række andre områder. Nogle af disse er blevet til på baggrund af et lovkrav, mens andre er opstået som frivillige ordninger.

I dette afsnit gives en kort beskrivelse af et udvalg af de ordninger, der eksisterer i dag, med hovedvægt på ordninger inden for miljø- og naturområdet. Afsnittet er inddelt i lovpligtige og frivillige ordninger. De beskrevne eksempler omfatter både ordninger, som dækker operatørers ansvar efter offentligretligt påbud, og ordninger, der dækker operatørers erstatningsansvar over for tredjemand og tingskade. Selv om miljøansvarsdirektivet ikke vedrører sidstnævnte, er beskrivelserne brugbare i forhold til den gennemgang af ulemper og fordele ved forskellige ordninger, som er givet i afsnit 2.

3.1 Lovpligtige ordninger

I det følgende er omtalt et udvalg af lovpligtige ordninger, dvs. ordninger som er foranlediget af et lovgivningsmæssigt krav om, at der skal stilles finansiel sikkerhed til dækning af operatørens ansvar i henhold til lovgivningen.

3.1.1 Villaolietanke

Lovpligtig forsikringsordning, der dækker tankejerens forpligtelser efter offentligretligt påbud til oprydning efter olietanksforureninger

Ejere af olietanke på under 6.000 liter, som primært benyttes til boligopvarmning, skal have en forsikring, der dækker udgifter til imødekommelse af myndighedernes påbud ved olieudslip fra villaolietanke, jf. Jordforureningslovens § 49. Tankejere kan ifølge JFL § 48 påbydes at udføre undersøgelser, oprydning og genopretning, uanset hvordan forureningen er sket (ubetinget grundlag).

For at imødekomme tankejerens forsikringspligt har Olieselskaberne i Danmark oprettet en forsikringsordning hos Topdanmark Forsikring A/S. Ordningen trådte i kraft 1. marts 2000 og dækker automatisk alle husstande, som får leveret olie fra de deltagende selskaber.

Forsikringen dækker de direkte udgifter, der medgår til at opfylde myndighedernes påbud efter JFL's § 48 om udførelse af f.eks. tekniske undersøgelser eller afhjælpende foranstaltninger efter forureninger fra både underjordiske og overjordiske tanke og uanset om de står ude eller inde.

Skader skal anmeldes til Topdanmark Forsikring A/S senest 3 måneder efter, at skaden er konstateret. Oliebranchens Miljøpulje (OM) forestår skadesbehandlingen af jordforureningssagerne (opfyldelse af myndighedernes påbud), mens Topdanmark står for vurderingen af, om en sag er dækket af forsikringen. Den forsikrede tankejer har en selvrisiko på 2.000 kr. Forsikringsordningen, som løbende betales af olieselskaberne, er godkendt af Konkurrencerådet.

Hvis udgiften til undersøgelse og oprydning vil overstige 2 mio. kr., skal forsikringsselskabet kontakte miljømyndigheden for at få godkendt den del af projektet, der overstiger 2 mio. kr. Udgifter udover 2 mio. kr. skal betales af miljømyndigheden.

Forsikringen dækker ikke:

Forureninger, som skyldes ejerens forsætlige handlinger
Forureninger, der stammer fra en olietank med tilhørende installationer, som tankejeren ved eller burde vide er ulovlige i henhold til Olietankbekendtgørelsen.
Forureninger, som skyldes, at leveringen af fyringsolie er foretaget på ulovlig vis.
Forureninger, som har været kendt før 1. marts 2000, hvor forsikringsordningen trådte i kraft
Forureninger som følge af naturkatastrofer, krig, atomskader m.v.
Tab af mistet olie, reparation eller ændringer af selve tank- eller fyringsanlægget, forurening af bygningsdele (de dækkes evt. af tankejerens husforsikring), evt. værditab og advokatudgifter.
Myndighedernes administrative omkostninger samt omkostninger til retshåndhævelse m.v.

Forsikringen kan ikke bringes til ophør på grund af manglende betaling af præmie uden dokumentation for, at anden forsikring er tegnet. Forsikringsselskabet har udpantningsret for præmier og ydelser i den forsikrede ejendom. Ejerens forsikringspligt ophører seks måneder efter, at tanken er taget ud af brug og sløjfet efter gældende regler. Forsikringsdækningen udløber også på dette tidspunkt.

Der har siden ordningens opstart været anmeldt 150-200 olieforureninger årligt.

Som led i indførelsen af denne lovpligtige forsikringsordning blev andre muligheder for sikkerhedsstillelse også overvejet, bl.a. etablering af en fælles pool-ordning uden om olieselskaberne og også individuelle forsikringer. Disse løsninger blev dog opgivet, da de var for dyre for oliekunderne.

3.1.2 Foreningen Dansk Autogenbrug

Lovpligtig fond/puljeordning, der dækker autoophuggeres forpligtelser efter offentligretligt påbud til fjernelse af affaldsoplag

Visse affaldsbehandlende listevirksomheder har siden 1994 i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 39 a skullet etablere sikkerhedsstillelse for tilsynsmyndighedernes omkostninger ved bortskaffelse af affald ved offentlige selvhjælpshandlinger i medfør af lovens §§ 69 og 70. Kravet om sikkerhedsstillelse er stillet til virksomhedstyper, hvor man har vurderet, at driften i kombination med økonomiske vanskeligheder indebærer en forøget risiko for, at tilsynsmyndighederne på et tidspunkt må gribe ind med selvhjælpshandlinger. Det gælder f.eks. virksomheder, der udvinder metaller af kabler eller driver ophugningsanlæg.

Sikkerhedsstillelsen omfatter dækning af udgifter til oprydning efter virksomheden, videretransport og destruktion eller deponering af efterladt affald. Der kan derimod ikke kræves sikkerhed for oprensning af en eventuel efterfølgende jordforurening.

Som opfølgning herpå har Dansk Autogenbrug (DAG), der er brancheforening for cirka 50 autoophuggere og autogenbrug, i 1998 oprettet en kollektiv sikkerhedsstillelses- og garantiordning. Ordningen er godkendt af miljøministeren, jf. miljøbeskyttelseslovens § 39 a, stk. 6. DAG påtager sig ansvaret for fjernelse af ulovlige oplag af affald hos medlemmerne og sikrer samtidig, at fjernelse af affald finder sted uden udgifter for miljømyndigheden.

Medlemmerne i DAG er ikke forpligtede til at deltage i fonden, men omtrent 95 % procent af medlemmerne vælger dette frem for selv at stille den krævede sikkerhed. En virksomhed skal for at kunne optages i den kollektive ordning være miljøcertificeret og i øvrigt opfylde miljøkrav efter DAG's interne regler. Foreningen fører også selv aktiv og opsøgende kontrol blandt medlemsvirksomhederne for at forebygge, at der oparbejdes ulovlige oplag af affald på virksomheden.

Den kollektive ordning består af to dele:

En kollektiv sikkerhedsstillelse fra DAG til sikring af, at omkostninger til en selvhjælpshandling til fjernelse af affald på en deltagende virksomhed kan foretages uden udgift for tilsynsmyndigheden, og
En udbygget sikring af, at påbud fra tilsynsmyndighedens side om foranstaltninger til lovliggørelsen af et ulovligt oplag af affald på virksomheden efterkommes inden for den af tilsynsmyndigheden fastsatte frist, enten af virksomheden selv eller ved DAG's foranstaltning på virksomhedens vegne og uden udgift for tilsynsmyndigheden.

DAG har oprettet den lovkrævede sikkerhedsstillelse, hvori der til enhver tid indestår minimum 100.000 kr. til dækning af miljømyndighedens eventuelle omkostninger til videretransport og destruktion af affald (selvhjælpshandling). Minimumsbeløbet er over en fem-årig periode hævet til 300.000 kr. Fonden dækker ikke omkostningerne til anden fjernelse af forurening såsom oprensning, og heller ikke myndighedernes omkostninger til retshåndhævelse m.v.

DAG administrerer fondens midler og står for at inddrive fornødne midler hos medlemmerne. Foreningen har pligt til at sørge for at fonden løbende fyldes op i tilfælde af udbetalinger til miljømyndigheden.

Hvis en af foreningens medlemmer træder ud af ordningen, ophører eller bliver erklæret konkurs, hæfter fonden mindst tre måneder for omkostninger til videretransport og destruktion af affald i forbindelse med den udtrædende virksomhed.

Foreningens fortsatte hæftelse i de nævnte tilfælde skal give tilsynsmyndigheden lejlighed til enten at træffe afgørelse om individuel sikkerhedsstillelse og/eller træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der eventuelt skal foretages på virksomheden til lovliggørelse af oplag af affald, som i givet fald vil kunne fjernes ved en selvhjælpshandling.

3.1.3 Affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE)

Lovpligtig finansiel sikkerhedsstillelse, som dækker operatørs forpligtelser til behandling af elektronikskrot

I henhold til § 10 i Elskrotbekendtgørelsen skal alle producenter, forhandlere og importører af elektrisk eller elektronisk udstyr til husholdninger lade sig registrere hos WEEE-system, som varetager administrationen af WEEE i Danmark. Ordningen trådte i kraft 13. august 2005, og virksomhederne skal lade sig registrere senest 1. januar 2006.

Ifølge bekendtgørelsen er virksomhederne fra 1. april 2006 ansvarlige for indsamling, behandling og genanvendelse af elskrot samt finansieringen af dette. I den forbindelse skal virksomheder, som markedsfører elektrisk og elektronisk udstyr (§§ 12-13) inden det pågældende udstyr markedsføres og mindst én gang årligt stille en passende finansiel sikkerhed over for WEEE-system. De skal samtidig oplyse om mængden af udstyr, som er markedsført i det forgangne år samt den mængde, der forventes markedsført i det kommende år. Sikkerhedens størrelse fastsættes af WEEE-system på baggrund af de omkostninger, der kan forventes ved affaldsbehandling af den mængde udstyr, som markedsføres i det kommende år. Den stillede sikkerhed frigives til virksomheden, når denne har dokumenteret, at udstyret er tilbagetaget og håndteret. Sikkerheden frigives desuden, hvis de markedsførte mængder udstyr viser sig at være mindre end de mængder, sikkerhedens størrelse er beregnet ud fra.

Ved anmodning om optagelse i producentregistret oplyser virksomheden, om den har etableret en individuel indsamlingsordning eller er tilsluttet en kollektiv ordning. Virksomheder, som er tilsluttet en kollektiv ordning (mindst 10 producenter/importører eller 30 % af registrerede virksomheder i den pågældende kategori) kan fritages for sikkerhedsstillelse.

3.1.4 Jagttegn

Lovpligtig forsikringsordning, som dækker jagtudøverens erstatningsansvar for skader på tredjemand

Personer, som har jagttegn, skal i henhold til § 44 i Jagtloven være dækket af en ansvarsforsikring. Forsikringen skal dække krav om erstatning og godtgørelse for skader, der forvoldes ved skudafgivelse under jagt. Det betyder, at forsikringen skal dække person- og tingskade samt hundeskader, som en jæger forvolder i relation til anden person under jagtudøvelse i Danmark eller det øvrige Europa.

Skov- og Naturstyrelsen har indgået overenskomst med Dansk Jagtforsikring A/S, hvorefter selskabet for en årlig præmie på 15 kr., som opkræves af Skov- og Naturstyrelsen sammen med jagttegnsafgiften, påtager sig at udrede de erstatninger, som jagttegnsløseren måtte blive ansvarlig for. En jæger, som vælger at tegne ansvarsforsikringen i et andet selskab end Dansk Jagtforsikring, kan få tilbagebetalt den erlagte præmie ved til Skov- og Naturstyrelsen at sende et bevis for, at forsikringen er tegnet i et andet selskab. Forsikringen skal i alle tilfælde opfylde de minimumsbetingelser, som er angivet i bekendtgørelse om jagttegn.

3.1.5 Søtransport af farlige og forurenende stoffer samt bunkerolie

Lovpligtig forsikringsordning, som dækker operatørs forpligtelser efter offentligretligt påbud til afhjælpning efter forureninger på havet

Danske skibe, som transporterer olie eller andre HNS-stoffer (Hazardous and Noxious Substances) skal i henhold til Sølovens (SL) §§ 197-198 have en godkendt ansvarsforsikring eller anden garanti til dækning af ansvar ved forurening. Alle andre skibe med tonnage over 1.000 BT skal ifølge § 186 have en ansvarsforsikring, der dækker forurening med bunkerolie. Skibsejere har ifølge SL et ubetinget ansvar ved enhver forureningsskade. Hvor stort et beløb skibets forsikring eller garanti dækker, vil afhænge af skibets størrelse.

Som bekræftelse på forsikringen eller garantien skal skibet i henhold til §§ 197-199 være forsynet med et certifikat, som udstedes af Søfartsstyrelsen ^[1]. Certifikatet kan udstedes for et bestemt tidsrum eller indtil forsikringen/garantien opsiges. Skibsejeren er forpligtet til at tilbagelevere certifikatet ved forsikringens eller garantiens ophør, og når certifikatets gyldighedsperiode udløber. Uden gyldigt certifikat må skibet ikke benyttes.

Dette gælder også for udenlandske skibe, der færdes på dansk område. Dog skal skibe fra visse lande ^[2] ikke ansøge om certifikatet hos Søfartsstyrelsen, men i stedet hos en tilsvarende myndighed i deres eget land. De danske myndigheder kan nægte et udenlandsk skib adgang, forbyde det at forlade dansk område, eller påbyde, at det bliver losset eller forhalet, hvis det ikke har et certifikat.

En skibsejer har ifølge SL §§ 194 og 215 ret til at begrænse sit ansvar for forureningsskader. Ansvarsbegrænsningen afhænger af skibets størrelse og omfatter kun erstatningsbeløb og ikke renter og sagsomkostninger. Begrænsningen gælder for alt ansvar, som er opstået ved én hændelse eller en række hændelser med samme oprindelse. Begrænsningen dækker ikke ved forsætlig eller groft uagtsom handling. For at opnå ansvarsbegrænsning må ejeren oprette en begrænsningsfond ved Sø- og Handelsretten. Hvis ejeren har oprettet en fond, kan der ikke gøres udlæg i ejerens ejendom for krav, som kan gøres gældende mod fonden. Ejerens forsikringsselskab har også ret til at oprette en begrænsningsfond, uanset om ejeren har ret til ansvarsbegrænsning. I sådanne tilfælde begrænser oprettelsen dog ikke den skadelidtes krav mod ejeren.

På baggrund af HNS-konventionen fra 1996 er der oprettet en international HNS-fond, som dækker erstatning ved meget store skibsforureningsskader (op til 2,1 mia. kr. pr. uheld). Det betyder, at hvis skadelidte ikke opnår fuld erstatning fra skibsejeren eller forsikringsselskabet, har denne ret til erstatning fra HNS-fonden. Det gælder også i tilfælde, hvor operatøren ikke er identificeret. Fonden finansieres via lovpligtige bidrag fra importørerne ^[3], som modtager større mængder HNS-stoffer. Der er oprettet to yderligere fonde, Den Internationale Erstatningsfond og Den Supplerende Internationale Erstatningsfond ^[4], som finansieres af bidrag fra importører af råolie og brændselsolie m.m. ^[5].

3.1.6 Hunde

Lovpligtig forsikringsordning, som dækker hundeejeres erstatningsansvar for skader på tredjemand, forvoldt af hunde

Hundeejere skal i henhold til § 8 i Bekendtgørelse af Lov om Hunde have en hundeansvarsforsikring, der dækker den pligt, som ejeren ifølge loven har til at erstatte skader forvoldt af dennes hund. Forsikringen skal dække erstatning til personer uden for familien, som uforskyldt bliver skadet af hunden eller hvis ting bliver skadet af hunden. Hundeejere kan frivilligt tegne en udvidet ansvarsforsikring, der dækker skader på personer, som frivilligt udsætter sig for 'fare' – f.eks. dommere ved udstillinger eller konkurrencer.

Alle forsikringsselskaber, der tegner hundeansvarsforsikring, har forpligtet sig til også at erstatte skader forvoldt af ukendte eller uforsikrede hunde. Det sker via en fælles pulje ved navn Foreningen af Forsikringsselskaber til Overtagelse af Lovpligtige Ansvarsforsikringer for Hunde (FAH). Foreningen opgør erstatningsstørrelse og udbetaler erstatningen til den skadelidte. Forvoldes skaden af en uforsikret hund, skal ejeren tilbagebetale erstatningen til FAH.

3.1.7 Arbejdsskade

Lovpligtig forsikringsordning, som dækker arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes arbejdsskader

Arbejdsgivere, som beskæftiger personer (lønnede og ulønnede) mere end 400 timer om året, har i henhold til Lov om arbejdsskadesikring § 48-57 pligt til at tegne forsikring mod skader som følge af arbejdsulykker og til at indbetale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Forsikringen tegnes i et forsikringsselskab.

Ved ulykker med varige mén betales udgifter/erstatning af arbejdsgiverens forsikringsselskab og ved erhvervssygdomme betales de af AES. Hvis der sker en ulykke, og arbejdsgiveren har undladt at tegne forsikring, betales erstatningen forskudsvist af Arbejdsskadestyrelsen, som efterfølgende inddriver de udbetalte beløb hos arbejdsgiveren. Det samme gælder for AES i tilfælde af erhvervssygdom hos uforsikret arbejdsgiver.

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses administration af de forhold i loven, som vedrører ovennævnte, skal betales af AES, de forsikringsselskaber som tegner arbejdsskadeforsikring, de kommuner der ikke har tegnet forsikring, samt de institutioner som er dækket af statens selvforsikring.

AES er en selvejende institution, der ledes af en bestyrelse med repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere og arbejdsmarkedets parter. Arbejdsgivernes bidrag, som fastsættes af AES, dækker udgifter til erstatning og administration. Satsen afhænger af branche og antal ansatte.

3.2 Frivillige ordninger

Sikkerhedsstillelse kan også ske på frivillig basis. I det følgende er udvalgte eksempler på frivillige sikkerhedsstillelse omtalt nærmere.

3.2.1 Oliebranchens Miljøpulje

Puljeordning, der dækker frivillige afhjælpende tiltag på nedlagte benzinstationer

Oliebranchens Miljøpulje (OM) er en frivillig brancheaftale, der blev oprettet i 1992 for at skaffe midler til undersøgelser og oprensning af forureninger på nedlagte benzinstationer. Aftalen blev indgået mellem samtlige olieselskaber, der sælger autobenzin i Danmark og Miljøstyrelsen, amter og kommuner. Undersøgelser og oprydninger finansieres af olieselskaberne. Aftalen blev godkendt af konkurrencemyndighederne i 2004.

OM-ordningen blev sat i værk for at fremme oprydninger efter jordforureninger på nedlagte tankstationer. Der var på daværende tidspunkt (i 1980 og 90'erne) problemer af såvel juridisk som tidsmæssig karakter, som betød, at det var vanskeligt at gøre forureneren/tankejeren ansvarlig for oprydningen og dermed påbyde afhjælpning af jordforurening med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Hvis forureneren ikke kunne påbydes oprydning, var myndigheden for skatteborgernes midler i henhold til miljøbeskyttelsesloven forpligtet til selv at forestå oprydning i situationer, hvor forureningen indebar en akut fare for miljø og sundhed (selvhjælpshandling). I andre situationer måtte tankejeren, f.eks. som følge af salg, selv forestå og finansiere oprydningen. De nedlagte tankstationer udgjorde derfor både for myndighederne og branchen et forurenings- og oprydningsproblem. Branchen tog derfor initiativ til denne frivillige aftale.

OM hviler på to sæt aftaler:

Finansieringsaftale, der omhandler benzinselskabernes økonomiske bidrag til OM og OM's drift og organisation.

OM finansieres ved, at benzinselskaberne indbetaler et månedligt bidrag til OM, der kalkuleres på grundlag af den solgte mængde benzin (2004: 4 øre/liter). Bidraget beregnes på grundlag af selskabernes salg af autobenzin, og det årlige bidrag udgør for tiden 125 mio. kr. Beløbet ligger ikke fast, da beregningsgrundlaget kan ændres på OM's årlige generalforsamling.

Administrationsaftalen, der omhandler tilmelding af grunde samt retningslinjer for administration og prioritering af undersøgelser og oprydninger på tilmeldte grunde.

Myndigheden (amter og kommuner) kunne efter aftalen frem til 1999 indstille grunde, hvor der har været detailsalg af autobenzin indtil 1991, mens oliebranchen frem til 1995 kunne indstille grunde med benzinsalgsanlæg, der var i drift efter 1. oktober 1991, men planlagt til at lukke. Ved fristens udløb var over 9.400 grunde blevet indstillet.

I august 2004 besluttede Oliebranchens Miljøpulje at åbne midlertidigt for nye tilmeldinger frem til 1. februar 2005. Tilbuddet gjaldt både lukkede anlæg og anlæg i drift, som gerne ville lukke inden 1. april 2005. Der blev i alt tilmeldt yderligere 261 benzinstationer.

Prioriteringen af undersøgelser og oprydninger på tilmeldte grunde varetages af Miljøpuljerådet, der består af repræsentanter for hver af aftaleparterne bag OM. Formandskab og sekretariat varetages af Miljøstyrelsen. Efter prioritering oversendes sager til OM med henblik på gennemførelse af undersøgelser og oprydninger.

OM har til og med 2004 undersøgt knap 5.400 grunde og anvendt godt 1,3 mia. kr.

3.2.2 Stormflod og stormfald

Forsikringsordning, som dækker erstatning på fast ejendom ved stormflodsskader og yder tilskud til oprydning og genplantning ved stormfaldsskader

Skader efter stormflod: Stormrådet yder erstatning for skader forårsaget af stormflod på fast ejendom og løsøre, som er dækket af en afgiftspligtig brandforsikring (undtagen ejendom og løsøre, som almindeligvis kan forsikres mod stormflod i et forsikringsselskab). Forsikringsselskaber, der tegner brandforsikringer, skal i henhold til § 24 i Lov om stormflod og stormfald opkræve en årlig afgift på 20 kr. pr. police. Forsikringsselskaberne indbetaler afgiften til Stormrådet, og midlerne opbevares i Nationalbanken. Ved udbetaling af erstatning fratrækkes en selvrisiko på 5 % (mindst 5.000 kr.) ved skader på en- og tofamilies huse samt privat indbo. Selvrisikoen er på 10 % (mindst 10.000 kr.) for andre ejendomme og andet løsøre. Forsikringsselskaberne foretager taksation af stormflodsskader og meddeler dette til Stormrådet, som afgør erstatningens størrelse og forestår udbetalingen.

Skader efter stormfald: Stormrådet yder tilskud til oprydning og genplantning af privat fredskov efter stormfald, såfremt skovejeren har tegnet en basisforsikring mod stormfald. Skovarealet skal i henhold til § 7 i bekendtgørelse 320, 2001, have været dækket af basisforsikring siden 31. august 2001. Hvis dette ikke er tilfældet, kan et areal kun blive berettiget til tilskud, hvis en ny ejer tegner basisforsikring ved ejerskifte. Tilsynsmyndigheden kontrollerer, at udbetalte tilskud benyttes til genopbygning af faldet fredsskov. Hvis ikke basisforsikringen opretholdes i mindst 15 år efter et modtaget tilskud, kan Stormrådet kræve dette tilbagebetalt. Stormrådet står for afgørelse og udbetaling af tilskud efter ansøgning. Tilskudssatser fastsættes af Stormrådet på baggrund af udtalelse fra Miljøministeriet efter hver stormfaldsbegivenhed. Stormrådet kan anmode forsikringsselskaberne om en opgørelse over forsikringstagere.

Staten garanterer i henhold til lovens § 27 for stormflods- og stormfaldsordningens forpligtelser, idet økonomiministeren udbetaler indtil 200 mio. kr. til puljen, hvis puljens formue ikke dækker de erstatninger og tilskud, som skal betales efter en storm. Statens eventuelle tilgodehavender tilbagebetales via en midlertidig forhøjelse af afgiften. Ordningen administreres af Stormrådet bistået af et sekretariat.

3.2.3 Skovforeningens tabsforsikring

Forsikringsordning, som dækker skovejers økonomiske tab efter stormfald

Dansk Skovforening tilbyder en frivillig forsikring, som dækker skovejeres økonomiske tab ved fremtidige stormfald. Modsat bestemmelserne i Stormfaldsordningen (se ovenfor) kan skovejere tilmelde sig ordningen, når som helst, og både fredsskove og ikke-fredsskove kan forsikres. Der er heller ingen betingelser for benyttelsen af de udbetalte erstatningsbeløb. Forsikringen tegnes for et år ad gangen.

3.2.4 Erhvervsansvarsforsikring

Forsikringsordning, der dækker virksomheders erstatningsansvar ved skader på tredjemand eller ting, forvoldt under virksomhedens drift

Med en frivillig erhvervsansvarsforsikring kan virksomheder sikre sig mod de økonomiske følger af et eventuelt erstatningsansvar, der følger af skader forvoldt under virksomhedens drift. Ifølge dansk ret hæfter en arbejdsgiver for det erstatningsansvar, som ansatte måtte pådrage sig ved uagtsomme handlinger, når de arbejder. En erhvervsansvarsforsikring dækker både arbejdsgivers og de ansattes ansvar for skader forvoldt på tredjemands person eller ting (løsøre og fast ejendom).

En erhvervsansvarsforsikring dækker i begrænset omfang ansvar for forurening. Den dækker således ansvar for forurening af eller igennem luft, jord eller vand fra den sikredes virksomhed, fra virksomhedens affaldsdepoter eller dens bortskaffelse af affald samt derved forvoldt skade på person eller ting. Dog dækkes kun skader, som er opstået uventet, utilsigtet og ved et pludseligt uheld. Både årsag og virkning skal være pludselig. Forureningsskader dækkes med en særligt angiven sum, der ofte er på 2 mio. kr.

Virksomheder med særlig stor forureningsrisiko er omfattet af listen over virksomheder, der ifølge § 3 i Miljøerstatningsloven har et ubetinget erstatningsansvar for skader på tredjemand eller ting som følge af forurening. På grund af den særligt store risiko og det objektive ansvar ønsker forsikringsselskaberne at præmiesætte denne risiko særskilt, og ansvaret dækkes derfor kun, hvis policen bærer en særlig påtegning.

Da SKAFOR (nu Forsikring & Pension) og Industrirådet udformede aftalen om betingelserne for erhvervsansvarsforsikringer i 1987, var udgangspunktet for forureningsansvar (undtagen for listevirksomheder) en culpanorm. Efterfølgende er det med Jordforureningsloven blevet muligt for myndighederne at meddele påbud, uanset om der var udvist culpa eller ej. Lovgivningen har derved på en måde overhalet forsikringsbetingelserne. Erhvervsansvarsforsikringens forureningsdækning forudsætter stadig culpa-ansvar hos sikrede. Man kan derfor komme i situationer, hvor en myndighed kan udstede et påbud, men hvor der ikke er forsikringsdækning, idet der ikke er udvist ansvarspådragende adfærd, for eksempel hvis forureningen er sket ved et hændeligt uheld.

Forsikringsbranchen har udviklet et produkt, miljøforsikring eller miljøansvarsforsikring, der for det meste også indeholder en påbudsdækning (se beskrivelse nedenfor).

3.2.5 Miljøforsikring

Forsikringsordning, som dækker virksomheders erstatningsansvar ved skader på tredjemand samt omkostninger til imødegåelse af offentlig ret ved forureningsskader

Danske virksomheder kan vælge frivilligt at tegne miljøforsikring hos et forsikringsselskab. Forsikringen vil typisk dække virksomhedens omkostninger til at opfylde myndighedspåbud ved forureningsskader samt erstatningskrav mod virksomheden fra tredjemand.

De fleste større danske forsikringsselskaber tilbyder miljøforsikringer, som typisk bliver skræddersyet til virksomhedens individuelle behov. En miljøforsikring vil oftest dække følgende:

Myndighedspåbud: Nødvendige udgifter til opfyldelse af påbud, som gives i henhold til Jordforureningsloven, dvs. miljømyndighedernes påbud om undersøgelse, oprydning og genopretning ved forurening af egen eller tredjemands ejendom.

Erstatningsansvar ved forureningsskader: Tredjemands erstatningskrav mod virksomheden som følge af forurening fra den forsikrede virksomhed. Som nævnt ovenfor er forurening af tredjemands ejendom kun dækket af en erhvervsansvarsforsikring i meget begrænset omfang. Erhvervsansvarsforsikringen dækker ikke gradvist opståede skader på tredjemands ejendom (f.eks. længerevarende udsivning), hvorimod en miljøforsikring typisk vil dække sådanne skader.

Præmierne varierer over et meget bredt spektrum og afhænger af en konkret, individuel risikovurdering på den enkelte virksomhed. Det kan indebære forskellige forundersøgelser af større eller mindre omfang.

Forsikringsbetingelse: En miljøforsikring kan typisk dække følgende krav (eksempel baseret på Trygs betingelser):

Dækning på forsikringsstedet

Tab efter forureningsskade på jord og myndighedspåbud om oprydning og genopretning eller tilsvarende afhjælpende foranstaltninger efter JFL.
Nødvendige og rimelige udgifter til opfyldelse af undersøgelsespåbud på forsikringsstedet efter JFL. Dog kun hvis det resulterer i et påbud om oprydning eller andre afhjælpende foranstaltninger.

Dækning uden for forsikringsstedet

Erstatningsansvar for skade på personer og ting.
Omkostninger til konstatering af skade – dog kun hvis der viser sig at være en dækningsberettiget skade.
Sikredes tab som følge af påbud om oprydning eller genopretning på tredjemands ejendom.
Sikredes tab som følge af et undersøgelsespåbud på tredjemands ejendom - dog kun hvis det resulterer i et oprydningspåbud.

Dækning på både forsikringsstedet og uden for forsikringsstedet

Rimelige omkostninger til nødvendig forebyggelse af fare for forureningens udbredelse til såvel området på forsikringsstedet som til områder uden for forsikringsstedet, når forsikringstageren er forpligtet til at forebygge skaden.
Tredjemands formuetab som følge af en person- eller tingskade – dog er dækning af dennes driftstab begrænset til 12 måneder fra tabets indtræden.

Miljøforsikringen vil typisk ikke dække

Skader som sædvanligvis ikke dækkes af forsikring: Bødekrav, forsætlige eller groft uagtsomme handlinger, krig, atomskader, naturkatastrofer m.v.
Skader, som skyldes handlinger eller undladelser, der er begået, før forsikringen blev tegnet. Dvs. at 'gamle' forureningsskader ikke er dækket.
Skader, som følger af den almindelige drift eller er tolereret af myndighederne (accepteret og bevidst forurening, f.eks. daglig spildevandsudledning).
Skader ved forurening af egen grund som følge af brand, tyveri, hærværk og vandskade, som er eller kan være dækket af brand-, tyveri- og vandskadeforsikring.
Personskade på virksomhedens egne ansatte.

Nogle selskaber tilbyder derudover forsikringer, som dækker finansiering af risikoen ved kendt forurening. Sådan en forsikring tegnes i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, som parterne er bekendt med eller har mistanke om er forurenet. Forsikringen forudsætter en ekstern undersøgelse, som analyserer forureningens art, omfang og forventede omkostninger til genopretning. Forsikringen vil så typisk dække udgifter til genopretning, der måtte overstige det beløb, som undersøgelsen har anslået, og derved sikre parterne i overdragelse mod ubehagelige overraskelser.

Da der er tale om en ukendt risiko, som kan være vanskelig at præmiefastsætte, havde forsikringsselskaberne frem til 2003 mulighed for at afdække en del af miljøforsikringen gennem en fælles forsikringspool. Fra cirka 1990 hed den Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring og dækkede kun ansvar for skader på tredjemands ejendom. I 2000 blev den afløst af Dansk Reassurancepool for Miljøforsikring, og foranlediget af JFL blev dækningen udvidet til også at omfatte skader på egen ejendom.

Dansk Reassurancepool for Miljøforsikring var en ordning, hvor de deltagende forsikringsselskaber tilsammen stillede dækningskapacitet til rådighed. Risikoen ved den enkelte police spredtes således mellem samtlige deltagere. Poolen var baseret på nogle standardforsikringsbetingelser for forureningsansvar, som blev til efter forhandling mellem SKAFOR (nu Forsikring & Pension) og Industrirådet. Ved udarbejdelsen forudsatte man, at forsikringen særligt ville blive tegnet af store industrivirksomheder.

Poolen blev i sin tid oprettet, da miljøforsikring var et forsikringsområde, som de deltagende selskaber ikke havde erfaring med. Pr. 1. januar 2003 besluttede man at opløse Reassurancepoolen. Det skyldtes, at de deltagende selskaber på det tidspunkt mente hver især at have høstet de nødvendige erfaringer til at kunne tilbyde miljøforsikringer i eget regi. En anden årsag var, at antallet af miljøforsikringer, som blev tegnet under poolen, var meget begrænset. I 2000 var der kun tegnet 34 forsikringer i poolen.

Siden poolens opløsning er miljøforsikringer blevet tilbudt af de enkelte selskaber selv. Flere af selskaberne har valgt at benytte poolens standardbetingelser til deres egne miljøforsikringer.

Fodnoter

[1] Økonomi- og erhvervsministeren kan overlade udstedelsen af certifikater til andre, herunder private.

[2] Lande der har tilsluttet sig bunkerkonventionen fra 2001 og HNS-konventionen fra 1996

[3] De som modtager mere end 20.000 tons HNS-stoffer eller 150.000 tons tung olie i skib pr. år

[4] I henhold til den internationale 1992-fondskonvention og 2003-fondsprotokollen (konvention om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening samt protokol til 1992-konventionen fra 2003)

[5] Modtagere af mere end 150.000 tons råolie, tung brændselsolie eller tunge destillater pr. år. Bidragets størrelse fastsættes af ministeren.