Metoder og procedurer til reduktion af uønskede stoffer i gummi

4 Minikursus i tyndtlagschromatografi

4.1 TLC kursus for deltagende virksomheder

Der har været afholdt et minikursus for de to deltagende virksomheder på Teknologisk Institut i Århus hvor virksomhederne er blevet instrueret i prøvepræparation, udførelse af TLC analyse og fremkaldelse med sprayreagenser, i jodkammer eller visualisering under UV lys.

4.2 Chromatografiske og spektroskopiske metoder til analyse af gummi

Kurset blev indledt med en gennemgang af forskellige chromatografiske og spektroskopiske metoder til karakterisering af gummi. Disse metoder er allerede kort omtalt i kapitel 2. herefter blev der sat fokus på TLC og fordelene ved at anvende TLC til screening af gummi og gummiblandinger.

Herefter blev de fire udvalgte metoder gennemgået i detaljer og virksomhederne fik lejlighed til at gennemføre prøveforberedelse (neddeling) og ekstraktion og TLC praktik på egne prøver af gummi. Visualisering ved UV-lys, jodkammer og Gibbs reagens (a) blev demonstreret.

4.3 Miljøproblematiske stoffer og princip for substitution

Kurset omfattede en kort redegørelse for principperne ved substitution af miljøproblematiske stoffer, eksempelvis phthalater med adipater.

Problematikken med mineralolieblødgørere blev ligeledes gennemgået (højaromatiske olier versus naphtenisek og paraffiniske olier).

Endvidere blev der på kurset redegjort for problematikken i relation til nitrosamindannende svovlacceleratorer og alternativer til disse.

For chloroprengummi blev problematikken omkring ETU (mistænkt carcinogen) nævnt i relation til substitutionsmuligheder.

4.4 Kravspecifikation i relation til miljøproblematiske stoffer

I forbindelse med TLC kurset er det diskuteret hvordan man sikrer sig at der ikke indgår miljøproblematiske stoffer i en gummiblanding i koncentrationer, der giver problemer i forhold til anvendelsesområdet.

Specielt blev der fokuseret på produkter der kommer i langvarig kontakt med forbrugere eller via drikkevand /fødevarekontakt. For disse produkter er det væsentligt at produkter overholder såvel internationale regler som nationale regler på områderne. Dette bør fremgå af den kravspecifikation der aftales mellem leverandør og kunde. Kunden kan være gummifabrikanten, der specificerer krav til sin underleverandør af gummiblanding eller gummifabrikantens kunde i form af grossist eller slutbruger. Det er således væsentligt at man inden for følgende kategorier af produkter er særlig opmærksom på at kravspecifikationen omfatter miljøhensyn:

  • Gummiprodukter i kontakt med drikkevand.
  • Gummiprodukter i kontakt med fødevarer
  • Gummiprodukter i kontakt med lægemidler
  • Gummiprodukter i direkte kontakt med mennesker (fx medical devices, kondomer)
  • Gummiprodukter, der anvendes indendørs.

Kravene er forskellige fra produktgruppe til produktgruppe. Et generelt krav kan være at produktet ikke må give anledning til uønsket smag og lugt. Men der kan være en række særkrav med hensyn til hvilke gummikemikalier og typer der må anvendes i et givet produkt. Mange af disse krav kan ofte være forskellig fra land til land, hvilket kan gøre det vanskeligt for en virksomhed, der eksporterer sine produkter globalt.

Meget anvendt er det i relation til fødevarer at henvise til FDA (Food and Drug Administration), der er særkrav med udgangspunkt i USA’s lovgivning eller til BgVV, der er særkrav i relation til tyske forhold.

For langt de fleste gummikemikalier kan man i BRMA (ref1) finde oplysninger om status med hensyn til FDA eller BgVV godkendelse, samt evt. begrænsninger i mængden af kemikalie, der må indgå i gummiblandingen.

Der kan samtidig være krav til det færdige gummiprodukt med hensyn til migration af et gummikemikalie eller dets omdannelsesprodukter. Der kan således være krav om at der ikke må kunne påvises rester af peroxider fra en peroxidvulkanisering på overfladen af produktet.

4.5 Omkostninger til udstyr og reagenser til tlc-screening

Omkostningerne til anskaffelse af TLC udstyr, reagenser mm er blevet estimeret på basis af indhentet tilbud/overslag fra en leverandør. Prisen er anslået til et sted mellem 5.000 DKK og 7.000 DKK afhængig af hvilke TLC kar der anskaffes og hvilke reagenser og solventer, der indgår i analysen. Er det nødvendigt med en neddeling af prøven er prisen på en analytisk mølle ca. kr. 7.000 DKK Investeringen i udstyr er således beskeden.

I ovennævnte priser er ikke inkluderet pris på evt. referencestoffer, idet det forudsættes at leverandøren af gummiblandingerne stiller disse til rådighed for virksomheden.

Det er ligeledes en forudsætning at virksomhederne råder over nødvendige laboratoriefaciliteter til at sikre lovmæssig korrekt omgang med opløsningsmidler, reagenser og kemikalier.

 



Version 1.0 Maj 2006, © Miljøstyrelsen.