Kulbrinte i betonslam

9 Myndighedernes sagsbehandling

9.1 Slammet forlader betonindustrien

Myndighedernes sagsbehandling i forbindelse med betonslam, som fjernes fra en betonproducerende virksomhed, tager udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald.

Der er næppe nogen tvivl om, at betonslam er at opfatte som "affald", og at håndteringen af det derfor reguleres af denne bekendtgørelse. "Affald" defineres som et stof eller genstand, som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med. Hvis der måtte være tvivl om, hvorvidt betonslam er affald, afgøres dette af "Kommunalbestyrelsen".

Bekendtgørelsen kræver af virksomhederne, at:

  • de skal føre register over affaldsproduktionen (§18).
  • de skal følge kommunens regulativ.

Bekendtgørelsen kræver tilsvarende af kommunerne, at:

  • der udarbejdes et regulativ.
  • der kan anvises en håndtering af affaldet.

I affaldsregulativerne, som kommunerne er forpligtet til at udarbejde, er der næsten altid regler om, hvorledes industriaffald, som fx betonslam, skal håndteres. Kommunerne har typisk en række indsamlingsordninger, men betonslam er sjældent nævnt i en af disse ordninger. Hvis ikke kommunen har en indsamlingsordning for et givet affald, som fx betonslam, kræver kommunen typisk i affaldsregulativet, at man afleverer affaldet på et anvist modtage-/behandlingsanlæg eller til et anlæg, der har en miljøgodkendelse til at modtage affaldet.

9.2 Slammet behandles på en genbrugsvirksomhed

Myndighedernes sagsbehandling vil hos modtageren af betonslammet tage udgangspunkt i Miljøbeskyttelsesloven og Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed.

Virksomheden skal have en miljøgodkendelse, og denne vil typisk beskrive og stille krav til virksomhedens forurening af jord og grundvand. Miljøgodkendelsen vil også typisk beskrive, hvilke typer affald virksomheden må modtage og behandle. I miljøgodkendelsen vil der sjældent være krav til indhold af fx mineralolie i de produkter, der leveres fra anlægget.

 



Version 1.0 Juli 2006, © Miljøstyrelsen.