Digitalisering af grønne regnskaber - Hovedrapport

11 Ordliste

EPER

EPER er et register over emissioner fra enkeltvirksomheder. Rapporteringskravet til registeret er fastlagt i EPER-beslutningen, der har hjemmel i IPPC-direktivet over emissioner. EPER står for European Pollutant Emission Register.

InfoStrukturBasen (ofte forkortet ISB)

OIO XML-definitioner udtrykkes i XSD-skemaer. Et sådant skema beskriver regler og formater for en given rapportering. For at disse kan være fælles på tværs af offentlige og private myndigheder, institutioner og virksomheder, opbevares disse i en søgbar og emneopdelt database kaldet InfoStrukturBasen. Denne befinder sig hos IT- og Telestyrelsen.

Kodelister

Standardlister med valgmuligheder, fx stoffer (EPER-listen, PRTR-listen).

OIO XML (Offentlig Information Online XML)

OIO-sekretariatet har specificeret en fast form til udarbejdelse af XML-dokumenter, når de skal bruges til udveksling af informationer mellem danske myndigheder. Derved kan viden og værktøjer let genbruges fra projekt til projekt og fra styrelse til styrelse.

PRTR

PRTR er et register over emissioner fra enkeltvirksomheder. Rapporteringskravet til registeret har hjemmel i PRTR-protokollen under Århus-konventionen og EU’s PRTR-forordning. PRTR står for Pollutant Release and Transfer Register.

Regelmotor

En regelmotor er en komponent, som beskriver nogle givne tilstande og muligheder, baseret på tidligere valg. Alt efter hvilket valg der foretages, skiftes til en ny tilstand, som så tilbyder nye muligheder. I denne sammenhæng er virksomhedens indberetning én tilstand. Ved udtalelse fra tilsynsmyndighed skiftes til ny tilstand, hvor f.eks. Miljøstyrelsen også kan hente data.

Miljøstyrelsens system

Miljøstyrelsens informationssystem om industriens miljøforhold. Systemet anvendes til registrering af oplysninger om godkendelsespligtige virksomheder og til rapportering til EU's EPER-system. Systemet vil endvidere anvendes til det nationale PRTR-system.

SOAP (Simple Object Access Protocol)

Dette er en fælles protokol eller standard for, hvad man kan kalde metoder uafhængigt af platforme og teknologi. Benyttes når man tilgår web-services.

XML (eXtensible Markup Language)

XML er et meget fleksibelt tekstformat. XML-dokumenter kan have egne formatdefinitioner og kan således tilpasses mange forskellige situationer, hvor man ønsker at opbevare eller udveksle data i et fast defineret format.

XML Broker

En broker er, som navnet antyder, en mægler. Det betyder, at den - afhængigt af karakteristik ved det input, den modtager - tager stilling til, hvor inputtet skal sendes hen.

XSD (XML Schema Definition)

En XSD-fil er en definitionsfil, som beskriver struktur og format for en given XML-fil. Ved at knytte en XSD-fil til en XML-fil, kan man få at vide, om XML-filen overholder det aftalte format.

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.