Panel for professionelle miljøbevidste indkøb

2 Panelets arbejde og produkter

Panelet har brugt anden halvdel af 2004 og hele 2005 på at gennemføre sin handlingsplan. Arbejdet er sket på de møder, panelet har holdt i perioden. Derudover er der er blevet igangsat 4 konsulentprojekter, som panelet og dertil nedsatte styregrupper løbende har fulgt.

Et meget centralt produkt, der er kommet ud af panelets arbejde, er den grønne indkøbsportal. På portalen er, foruden en række informationer om grønne indkøb, også samlet panelets produkter. Portalen blev sat i gang som en del af panelets andet indsatsområde “Hjælp til miljøbevidste indkøb”, men har fungeret som en overordnet ramme for alle panelets aktiviteter. Den har været panelets ansigt ud ad til, og en væsentlig del af formidlingen omkring panelet har også haft sit udgangspunkt her.

I dette kapitel gennemgås panelets vigtigste resultater i den forløbne periode.

2.1 Indkøbsanalyseværktøj og pjece til kommuner

Med udgangspunkt i indsatsområde 1, der havde til formål at levere information og vejledning, der kunne fremme en systematisk organisering af indkøbsprocesserne, blev der lavet et analyse- og strategiværktøj. Værktøjet skal hjælpe indkøberen dels med at analysere kommunens indkøb, dels med at lægge en strategi, så den grønne indkøbspolitik bliver omsat i praksis Værktøjet ligger på panelets portal.

Værktøjet henvender sig altså først og fremmest til de kommuner, der allerede har en vedtaget grøn indkøbspolitik, og som gerne vil i gang med at sætte de grønne, miljøbevidste indkøb i system.

Der blev også udarbejdet en pjece med titlen “Grønne indkøb – kan også være en god forretning” særligt rettet mod kommunerne. Pjecen samler en række gode argumenter for grønne indkøb og blev udsendt til samtlige landets kommuner sammen med et brev fra KLs administrerende direktør Peter Gorm Hansen og panelets formand Bettina Jensen.

Produkterne retter sig primært mod kommuner, men kan også bruges af andre organisationer. Det har løbende i panelet været debatteret at bearbejde værktøj og pjecer, så det også indbefattede amter/regioner. Men da processen omkring indkøbsmæssige ansvarsområder i regionerne har været under afklaring, blev det besluttet at udsætte dette til 2006.

Det var Valør og Tinge, der udarbejdede både strategiværktøj og pjecen for panelet.

2.2 www.gronindkobsportal.dk

grøn indkøbsportal

I forbindelse med det andet indsatsområde “Hjælp til miljøbevidste indkøb” har panelet fået udviklet en grøn indkøbsportal. Portalen samler en lang række værktøjer og erfaringer om grønne indkøb. Portalen er opdelt i en del for offentlige indkøbere og en del for private (business to business) indkøbere.

Ved at klikke ind på www.gronindkobsportal.dk kan indkøbere og andre interesserede fx finde udbudstekster, der matcher EUs udbudsdirektiver og miljøkrav for en række produkter. Portalen giver eksempler på, hvad miljøeffekten egentlig er ved grønne indkøb og gør op med en række myter om det at købe grønt, bl.a. at det langtfra altid er dyrere at vælge det miljørigtige produkt, eller at de “grønne” produkter er af dårligere kvalitet. Derudover er der en “test dig selv”-funktion, hvor brugerne kan teste deres viden om grønne produkter og udbudsregler.

Endelig giver portalen direkte adgang til litteratur om grønne indkøb og til links, hvor der er mere hjælp og inspiration at hente. Det er PlanMiljø, der har udviklet portalen for panelet, og disse stod også for den “flyer”, der blev trykt i forbindelse med åbningen af portalen.

2.3 Branchedialog

Panelet valgte at udvikle det tredje indsatsområde – samarbejde mellem indkøbere og leverandører – under overskriften branchedialog. Branchedialogen har i praksis været en række møder, som panelet har gennemført med fire brancher.

Det første møde foregik i selve panelet og var med SPT. Senere blev der nedsat en arbejdsgruppe, der gennemførte de næste møder. Repræsentanter for panelet holdt derfor den 30. november 2005 møde med tre brancher om, hvordan grønne indkøb kan styrkes.

De fire brancher panelet har holdt møde med er:

  • SPT (Brancheforeningen for sæbe, parfume og teknisk/kemiske artikler)
  • Horesta (Hotel-, restaurant-, catering- og turisterhvervets hovedorganisation)
  • ITD (specialforeningen for internationale transportvirksomheder) og it-branchen.
  • IT-Branchen

Mødet med de tre brancher, Horesta, ITD og it-branchen var et pilotprojekt, der skulle afdække potentialerne i branchedialog. Målet var dels at undersøge, hvordan brancherne forholder sig til grønne indkøb, dels at afsøge mulighederne for et samarbejde mellem panelet og brancherne om portalen som en indgang for indkøbere til den viden, brancherne ligger inde med om relevante miljøforhold.

Konklusionen var positiv. Møderne var spændende og konstruktive og tydeliggjorde potentialerne for indkøbere i at trække på den viden, der ligger i brancherne. Arbejdsgruppen anbefalede derfor panelet at udvide portalen med en åbning for leverandøroplysninger, da disse vil kunne give indkøberne retningslinier for, hvilke områder der er relevante at spørge til inden for forskellige brancher.

Arbejdet med branchedialogen fortsætter i 2006, hvor det forventes at blive brugt aktivt i udviklingen af portalen.

2.4 Statusundersøgelser og selvevaluering

Panelet havde i forbindelse med handlingsplanen præcist beskrevet, hvilke opgaver man ønskede skulle laves i forbindelse med det fjerde indsatsområde. Det drejede sig om en nationalstatus, der skulle følge op på den nationale status, der blev lavet for Miljøstyrelsen af KPMG i 2000. Panelet fik dog udvidet undersøgelsen til også at inddrage store private organisationer, så der i kommende statusundersøgelser også vil være et talgrundlag omkring de private.

Derudover havde panelet påpeget behovet for et selvevalueringsværktøj, der skulle være tilgængeligt for alle organisationer, der måtte ønske at måle deres egen indsats omkring grønne indkøb over for andre.

Det tredje og sidste mål for indsatsområdet var panelets interesse i at udforske mulighederne for, at grønne indkøb kan dokumenteres ved hjælp af leverandører. Alle tre opgaver er blevet varetaget af Ernst & Young som konsulenter.

De endelige rapporter er blevet forsinket, og ingen af projekterne er i skrivende stund afsluttede, men selvevalueringsværktøjet har været færdigt siden efteråret 2005 og ligger på panelets grønne portal. De færdige rapporter vil også blive offentliggjort på portalen.

2.5 Markedsføring af panelets aktiviteter

Sekretariatet udarbejdede i samarbejde med panelet en plan for markedsføring af de forskellige produkter fra panelet. Det blev besluttet ikke at afsætte særlige midler til markedsføring i 2005, men at der i hvert af projekterne skulle indgå en formidlingsdel, og at disse skulle koordineres.

Markedsføringen er derfor primært sket i gennem panelets egne netværk. Panelet har fulgt op på dette og har i budgettet for 2006 prioriteret markedsføringen højt.

2.5.1 Udsendelse af pjece til samtlige kommuner

Panelets pjece “Grønne indkøb… kan også være en god forretning” samt flyer for panelets grønne indkøbsportal blev udsendt til samtlige af landets kommuner. Vedlagt pjecen var et fælles brev fra Peter Gorm Hansen, administrerende direktør i KL og Bettina Jensen, panelets formand.

Brevet blev modtaget med interesse, og i ugerne omkring brevets udsendelse kunne interessen tydeligt aflæses på antallet af hits på den grønne indkøbsportal.

2.5.2 Omtale i nyhedsbreve og links til portalen

Da portalen blev åbnet, blev der udsendt mails til forskellige organisationer, som kunne være interesserede i panelet og portalen. I den forbindelse blev panelet og portalen omtalt i en række nyhedsbreve og tidsskrifter, og der blev linket til portalen.

Følgende har omtalt/har links til portalen:

  • Statsindkøb 6/2005
  • Green Network 2005/Key2Green
  • Øko-net
  • ski
  • Miljø Advisory/KPMG dec. 2005
  • WWF
  • Informationscentret for Miljø og sundhed
  • Lokal Agenda 21 nyhedsbrev oktober 2005
  • Ecolabel
  • DAKOFA
  • Stads- og Havneingeniøren 9/2005
  • MiljøNyt
  • KLs hjemmeside
  • Miljøhorisont
  • Logistik Horisont
  • DILFs nyhedsbrev

Derudover har en række lokale myndigheder også link og omtale af portalen. Det drejer sig fx om Gladsaxe, Ebeltoft, Ballerup og Viborg Kommuner samt Frederiksborg og Ribe Amter.

 



Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.