Panel for professionelle miljøbevidste indkøb

3 Panelets egen vurdering af sit arbejde set ud fra handlingsplan 2004-2005

Ved udgangen af 2005 var der generel enighed i panelet om at anmode miljøministeren om lov til at overføre midler og dermed fortsætte arbejdet i 2006. Dels mente panelet, at der var sat en del skibe i søen i 2005, som havde brug for opfølgning i 2006, dels mente panelet, at der stadig var en del vigtige temaer, som panelet endnu ikke havde taget hul på. På denne baggrund blev det aftalt med Miljøministeriet, at Panelet for professionelle miljøbevidste indkøb fortsætter sine aktiviteter i 2006. Sammensætningen af panelet forventes at være uændret.

På internatet i januar 2006 gennemførte panelet en evaluering af sit arbejde i perioden 2004-2005.

Det følgende er en opsamling fra denne evaluering, der blev godkendt på panelets møde den 8. marts.

Vurderingen tog udgangspunkt i handlingsplanen for panelet.

Indsatsområder 2004-2005:

1.  Indkøbspolitik og organisering.

2.  Hjælp til miljøbevidste indkøb.

3.  Samarbejde mellem indkøbere og leverandører.

4.  Dokumentation og evaluering.

Derudover var i handlingsplanen formuleret en række tværgående mål for panelet:

5.  Samarbejde på tværs af grænser.

6.  Formidling.

7.  Evaluering af projektstyring.

Panelet evaluerede på internatet 30-31. januar 2006 alle de ovenstående 7 områder. I det følgende har panelet kommenteret på hvert indsatsområde og redegjort for, hvilke tiltag der vil ske inden for området i 2006. Derudover er der tilføjet et afsnit om evaluering af projektstyring.

3.1 Indkøbspolitik og organisering

Indkøbspolitik og organisering har været en løbende diskussion i panelet. Panelet satte et konsulentprojekt i gang med relation til indsatsområdet. Produktet blev et strategiværktøj, der ligger på panelets portal. Panelet mener, det er godt værktøj og har også fået gode tilbagemeldinger fra brugere af portalen.

I handlingsplanen indgik også en målsætning om at arbejde for, at indkøbspolitik og organisering kom på dagsordenen i relation til kommunalreformen. Dette er sket ved, at formanden Bettina Jensen har skrevet indlæg til en række fagblade, samt at Bettina Jensen og KLs formand skrev et fællesbrev til samtlige danske kommuner om grønne indkøb og vedlagde panelets pjece.

Pjecen “Grønne indkøb… kan også være en god forretning” blev fremhævet af panelet som et godt produkt.

3.2 Hjælp til miljøbevidste indkøb

For at imødekomme indsatsen omkring “Hjælp til miljøbevidste indkøb” igangsatte panelet forskellige konsulentprojekter. Det mest centrale projekt var udviklingen af den portal, der samler ikke bare produkter fra panelet, men også informationer som kan være en hjælp til miljøbevidste indkøb.

I udviklingen af portalen indgik et forsøg med noget, der blev kaldt matchmaking. Machmaking skulle være et kommunikationsværktøj mellem indkøbere omkring produkter. Indkøberne skulle i fællesskab kunne efterspørge produkter, der var miljømæssigt positive, men endnu ikke fandtes på markedet. Macthmaking kørte i ½ år på hjemmesiden, men der var ingen egentlig interesse for ideen og derfor blev matchmaking fjernet igen.

I januar 2006 gennemførte panelet en ekstern evaluering af portalen, der viste, at portalen – med nogle korrektioner – er et godt redskab. Et af kritikpunkterne var fx, at den ikke er blevet målrettet nok mod private organisationer. Panelet vedtog på baggrund af den eksterne evaluering en række omlægninger af portalen, der vil blive sat i gang i starten af 2006.

3.3 Samarbejde mellem indkøbere og leverandører

I handlingsplanen besluttede panelet, at samarbejdet mellem indkøbere og leverandører skulle igangsættes igennem branchedialog, hvor panelet mødtes med forskellige relevante brancher. Panelet har i 2005 gennemført branchedialoger med 4 brancher. Dialogerne har været samtaler om, hvad brancherne gjorde i relation til de væsentligste miljømæssige belastninger, samt hvordan indkøbere kan stille miljømæssige relevante spørgsmål til branchens produkter.

Dialogerne har været møder mellem en arbejdsgruppe i panelet og repræsentanter for de følgende 4 brancher:

  • SPT (mødtes med hele panelet).
  • It-branchen.
  • Horesta.
  • ITD.

Panelet ser branchedialogerne som en relevant og konstruktiv aktivitet, og der er også kommet positive tilbagemeldinger fra de deltagende brancher.

Opfølgningen på branchedialogen vil i 2006 være en udvidelse med flere brancher samt udviklingen af en del af portalen, der skal formidle leverandøroplysninger.

3.4 Dokumentation og evaluering

Panelet igangsatte i slutningen af 2004 en konsulentopgave, der skulle give en status på grønne indkøb både i offentlige og private organisationer. Desværre opnåede projektet en meget skuffende svarprocent, og kvaliteten af statusundersøgelsen er begrænset.

I forbindelse med statusundersøgelsen blev udviklet et selvevalueringsværktøj. Værktøjet ligger på portalen og har vist sig at være et brugbart værktøj, men den eksterne evaluering viste, at det var nødvendigt at synliggøre det mere på portalen. Det vil blive sat i gang i 2006.

Et andet konsulentprojekt med relation til dette indsatsområde handlede om leverandøroplysninger og dokumentation. Den foreløbige rapport fra konsulenten har vist, at der er begrænset mulighed for at få overordnet dokumentation for grønne indkøb igennem leverandører eller andre kilder med relation til salg, fx Miljømærkesekretariatet, salgsindberetninger til Danmarks Statistik og brancheforeninger.

Panelet finder, at dokumentation og evaluering er en væsentlig problemstilling i relation til grønne indkøb, men har ingen aktuelle planer for 2006 om at gøre mere på området.

3.5 Samarbejde på tværs af grænser

I relation til samarbejde over grænser har panelet i 2004-2005 haft en række mindre aktiviteter:

Panelet har været repræsenteret i et projekt i regi af Nordisk Ministerråd. Projektet hedder “Felles nordisk format for miljøkriterier for offentlige innkjøp” og finansieres af Nordisk Ministerråd. GRIP-centret i Norge er projektleder.

Panelet havde i oktober 2005 en repræsentant i Norge for at fortælle om det danske panels arbejde i forbindelse med, at man i Norge har lavet et tilsvarende panel.

Derudover har Karsten Andrup Petersen på en række indkøbsrelaterede internationale konferencer fortalt om panelet:

  • 29.-30. september: Bruxelles. Belgien.
  • 3. oktober: Pardubiche, Tjekkiet.
  • 4. oktober: Jihlava, Tjekkiet.
  • 10.-11. oktober: Cecis, Letland.
  • 10.-11. november: Kranjska Gora, Slovenien.

I 2006 er planen i relation til det internationale arbejde tilsvarende en række mindre aktiviteter, særlig med fokus på EU – og udviklingen i det norske indkøbspanel.

3.6 Formidling

For at sikre en god formidling af produkterne fra panelets konsulentopgaver har panelet bedt alle konsulenter om at skrive slides og artikler. Slides vil, hvor det er relevant, blive lagt på portalen, og artikler vil blive brugt løbende af panelet. Derudover er formidling sket igennem panelmedlemmers netværk, fx er panelets pjece blevet udsendt igennem KL, og panelets produkter er blevet omtalt i nyhedsbreve o.l.

Panelet har ikke afholdt en egen konference, men deltager på andres konferencer med relation til emnet. Dette vil blive fulgt op i 2006.

Øvrige tiltag:

Panelet har samarbejdet med Miljømærkesekretariatet om Flower Week 2004 – panelet bidrog økonomisk til en pjece i denne sammenhæng.

3.7 Evaluering af projektstyring

Panelet har bidraget meget aktivt til at formulere projekter og udbud. Det har bidraget positivt til ejerskab af projekterne, men den løbende projektstyring har været problematisk. Det meste af projektstyringen har været udført af panelets medlemmer. Det har ikke været en holdbar udvikling, da ingen i panelet har den nødvendige tid til at følge de større projekter på tæt hold. Derfor blev det på mødet i december 2005 besluttet, at panelet vil afsætte midler til projektstyring for de projekter, der vil blive igangsat i 2006.

3.8 Panelets samlede vurdering af arbejdet i 2004-2005

Panelet var overordnet set tilfreds med de aktiviteter og de produkter, der er kommet ud af 2004-2005, men ikke alle målsætninger fra handlingsplanen er gennemført. Derfor blev der på mødet i august 2005 fremsat ønske om at fortsætte arbejdet ud over 2005. Især lagde panelet vægt på, at branchedialogen stadig manglede og på, at panelet så et stort behov for at få mere fokus på grønne indkøb både i det offentlige og i det private.

3.9 Indsatsområder i 2006

I sidste del af 2005 blev panelet meget opmærksom på nødvendigheden af at få igangsat opmærksomhedsskabende aktiviteter omkring grønne indkøb. Dette skyldes flere forhold. For det første vil panelet gerne have, at så mange indkøbere som muligt gør brug af de værktøjer, panelet har fået udviklet.

Desuden havde panelet et møde med miljøminister Connie Hedegaard

29. september 2005, hvor også nødvendigheden af mere fokus på det offentliges ansvar omkring grønne indkøb blev diskuteret. Derudover gav resultaterne fra statusundersøgelserne også panelet en viden om, at opmærksomheden omkring de grønne indkøb var vigende, og at en kampagne ville være på sin plads i 2006.

Det primære indsatsområde for panelet vil derfor være en kampagne i 2006 – dette skal så vidt mulig ske i samarbejde med Miljøministeriet og miljøministeren. Derudover vil panelet lave en række praktiske opfølgninger med relation til www.gronindkobsportal.dk.

 



Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.