Affaldsforebyggelse ved renovering
3 Status og potentiale for renovering og nedrivning
- 3.1 Bygningsbestand og byggevirksomhed
- 3.2 Status for renovering i Danmark
- 3.3 Status for nedrivning i Danmark
- 3.4 Potentialet for renovering som alternativ til nedrivning
- 3.5 Fremtidige behov for nedrivninger og renovering
I kapitlet sættes fokus på nedrivning og renovering af bygninger indenfor såvel bolig- som erhvervsområdet. Der tages udgangspunkt i tre hovedspørgsmål:
- Status - hvor meget rives ned og hvor meget renoveres?
- Potentialet – i hvilket omfang nedrives bygninger, hvor renovering kunne være et alternativ
- Behov – hvordan udvikler behovet for nedrivning og renovering sig i de kommende år
3.1 Bygningsbestand og byggevirksomhed
Den danske bygningsbestand udgjorde i 2002 knap 660 millioner m². Boliger og erhverv står hver for omkring halvdelen af det samlede areal. To væsentlige bygningstyper er parcelhuse, som udgør godt 25 % af arealet og driftsbygninger i landbruget, som udgør omkring 20%. Fordelingen på de forskellige bygningstyper fremgår af figur 3.1.
Figur 3.1 Bygningsbestanden i Danmark
Kilde: [Danmarks statistik, Statistikbanken.dk] - BYGB3
Bygningsbestandens samlede areal er i en femtenårig periode fra1987- 2002 øget med 15 %. Stigende befolkningstal og større beboelsesareal pr. person er medvirkende faktorer.
De økonomiske nøgletal for byggebranchens virksomhed kan give et billede af aktiviteten omkring nybyggeri, renovering og nedrivninger. Produktionsværdien for byggevirksomheden i Danmark fremgår af figur 3.2.
Figur 3.2 Udvikling i produktionsværdien af byggevirksomhed
Kilde: [Danske entreprenører, 2002]. Værdierne for 2002 og 2003 er skønnede.
Statistisk set er nedrivningsaktiviteten integreret i nøgletallene for nybyggeri og renovering/reparation.
I 2001 udgjorde den samlede produktionsværdi af den danske byggevirksomhed 110 milliarder kr. Dertil kommer en omfattende praksis for ”gør det selv” arbejde, som ikke indgår i opgørelserne.
Den samlede produktionsværdi forholder sig rimeligt jævnt, dog med et udsving omkring 2000, som skyldes den store orkan, som gav ekstraordinære reparationsomkostninger.
Produktionsværdien af renovering i form af hovedreparation og bygningsreparation udgjorde i 2001 omkring 62 milliarder kr. (56 %), mens nybyggeri udgjorde omkring 48 milliarder kr. (44 %). I en anden opgørelse anslås det danske renoveringsmarked til omkring 49 milliarder kr. i 1998, svarende til 46 % af det samlede byggeri (By- og Boligministeriet 1998). Samlet set er der knyttet stor aktivitet og omkostninger til renoveringsområdet.
3.2 Status for renovering i Danmark
I figur 3.3. fremgår de enkelte ejendomstypers andel af det samlede renoveringsmarked og ejendomsareal. Fordelingen af renoveringsmarkedet giver et billede af aktivitetsniveauet og et fingerpeg om, hvor affaldsdannelsen finder sted.
Parcel- og rækkehuse, etageboliger og kontor og handel udgør de største andele af det samlede renoveringsmarked. ”Gør det selv” arbejde indgår ikke i opgørelserne, men har uden tvivl et væsentligt omfang, herunder ikke mindst på parcelhusområdet.
Figur 3.3. Fordelingen af bygningsareal og renoveringsmarked, 1998
Kilde: [Danmarks statistik, Statistikbanken] - BYGB3 og [By- og Boligministeriet, 1998]
Figuren viser endvidere, at der er relativ høj renoveringsaktivitet indenfor etageboliger, kontor- og handel, samt kategorien øvrige, idet markedet er stort i forhold til bygningsarealet. Den høje renoveringsaktivitet i forbindelse med etageboliger må bl.a. tilskrives de offentlige byfornyelsesmidler og et stort renoveringsbehov for den ældre del af bygningsmassen. Den høje aktivitet i forbindelse med kontor og handel kan tilskrives de løbende udskiftninger og nyindretninger af såvel butikker som kontorer.
Der er en meget lav renoveringsaktivitet i forbindelse med landbrug i form af drifts- og avlsbygninger. Der er her en relativ stor andel af tomme bygninger, som står tomme og ikke bliver rørt, By- og Boligministeriet, 1998. Herudover har industrien en relativ lav renoveringsaktivitet, hvilket kan skyldes, at der i højere grad lægges vægt på det funktionelle end det æstetiske.
Samlet set udgør renoveringen af boliger omkring 60 % af det samlede marked, mens renoveringen af erhvervsområdet udgør sammen med institutioner og andre kulturelle bygninger omkring 40 % af markedet. I tabel 2.1 er de samlede potentielle affaldsmængder for renovering af boliger opgjort til 3-4 % af alt bygge- og anlægsaffald, mens det tilsvarende tal for erhverv er 6 %. Affaldsdannelsen ved renovering af erhverv tyder på at være større end ved renovering af boliger, hvilket til dels understøttes af de foreliggende enhedsmængder i afsnit 2.4.3.
I en affaldsforebyggende indsats omkring renovering vil det på den baggrund være hensigtsmæssigt at sætte fokus på kontor- og handelsområdet. Endvidere vil det også være hensigtsmæssigt at fokusere på parcel- og rækkehuse, samt etageejendomme.
En anden indgangsvinkel er fordelingen af omsætningen på forskellige renoveringsopgaver, jvf. figur 3.4
Figur 3.4. Omsætningsfordeling i renoveringssektoren
Kilde: [By- og Boligministeriet, 1998]. Baseret på rundspørge ved byggeriets parter.
Egentlige ombygninger udgør den største enkelte post, mens den ydre vedligeholdelse i forbindelse med facaderenovering og udskiftning af vinduer og tage tilsammen udgør omkring 40 %. Udskiftninger af køkkener og bad/toilet, som i nogle tilfælde er mere modeprægede, dækker omkring 17 % af omsætningen.
3.3 Status for nedrivning i Danmark
3.3.1 Nedrivning på boligområdet
Mange af bykommunerne har været igennem en omfattende byfornyelse, der har omfattet såvel nedrivninger som renoveringsarbejder. Det gælder ikke mindst de fire store bykommuner København, Århus, Odense og Aalborg, hvor der har været behov for at tage fat på gamle etageejendomme i de centrale byområder.
Generelt peger de gennemførte interviews på, at antallet af nedrivninger på boligområdet har lagt sig på et lavere niveau sammenlignet med tidligere. Det understøttes af det begrænsede statistiske materiale på området. Der er således ført statistik i de fire største kommuner, hvilket er sammenfattet på figur 3.5.
Figur 3.5 Antallet af nedrevne boliger i København, Århus, Odense og Aalborg Kommune
Kilde: Statistiske oversigter fra de statistiske afdelinger i København, Århus og Aalborg Kommune, samt BBR-funktionen i Odense Kommune. Odense er kun medtaget fra og med 1985. De registrerede nedrivninger omfatter en boligenhed, f.eks. en lejlighed.
Figuren viser, at der er sket et væsentligt fald i antallet af nedrevne boliger.
Københavns Kommune står fra 70érne og frem til midten af 90érne for den altovervejende del af de registrerede nedrivninger. Århus, Odense og Aalborg har samlet set siden midten af 80érne haft et nogenlunde jævnt antal nedrivninger, dog med visse udsving. De registrerede nedrivninger har altovervejende været i forbindelse med saneringsmodne etageejendomme og etablering af gårdmiljøer..
I de mellemstore kommuner indikerer interviewene, at der stadig foregår nedrivninger af et vist omfang, men det er dog for nedadgående. Af de gennemførte interviews fremgår det, at Herning Kommune, som generelt har en nyere bygningsmasse, modtager årligt omkring 50 anmeldelser om nedrivning af boliger og erhverv. Det vurderes imidlertid, at man er ved at være gennem den ældre boligmasse og antallet af nedrivninger sandsynligvis vil falde. Tilsvarende i Esbjerg, hvor der før i tiden blev revet omkring halvdelen ned i forbindelse med byfornyelsen. Nu er tendensen, at der bevares, idet omkring kun 20 % rives ned.
I de små kommuner angiver de interviewede, at der sker nedrivninger fra tid til anden, men det samlede aktivitetsniveau er ikke højt. Nedrivningstilladelser gives f.eks. til ubeboede og faldefærdige stuehuse.
Den samlede nedrivning af boliger på landsplan kan groft skønnes ved at opskrive det nedrevne etageareal i de fire store kommuner til landsplan. I de fire store kommuner er der gennemsnitligt i de sidste fem år i alt blevet nedrevet 65 boligenheder pr. år. Arealmæssigt svarer det ca. 6000 – 7000 m², idet den gennemsnitlige størrelse af såvel lejligheder som boliger i København og Århus ligger omkring 100 m² (ca. 2/3 beboelse, 1/3 tagareal, kælderareal eller erhvervslokaler).
De fire kommuner har tilsammen omkring 20 % af det samlede boligareal og befolkningstal, hvilket svarer til, at der årligt på landsplan nedrives 30.000 – 35.000 m². Med udgangspunkt i enhedsmængder fra afsnit 3.5.3. svarer dette til omkring 50.000 – 60.000 tons byggeaffald.
I PROBA-projektet [Miljøstyrelsen, 1990] angives andelen af det potentielle affald fra nedrivninger af boliger til at udgøre 14-17 %, hvilket direkte omregnet svarer til 500.000 – 600.000 tons af de aktuelle mængder byggeaffald. Det vurderes her, at affaldsdannelsen ved nedrivning af boliger udgør en noget lavere andel end angivet i PROBA.
Et andet fingerpeg omkring det nedrevne boligareal på landsplan, kan opnås ved at se nærmere på den samlede bygningsbestand i Danmarks Statistik. Statistisk set ændrer bygningsbestanden sig, når der fuldføres nyt byggeri eller når eksisterende byggeri nedrives eller omklassificeres til en anden bygningstype i BBR.
Statistisk opgøres nedrevet og omklassificeret byggeri under et, hvilket betyder at der ikke kan fås et eksakt billede af nedrivning alene. Nedrevet og omklassificeret areal fordelt på forskellige boligtyper fremgår af figur 3.6.
Figur 3.6 Gennemsnitligt årligt boligareal, som blev omklassificeret eller nedrevet i perioden 1986-2002
Kilde: [Danmark Statistik, Statistikbanken] – BYGV1 & BYGB3. Nedrivning og omklassificering er i dette projekt beregnet ved, at de samlede ændringer i bygningsbestandens areal fratrækkes nyt fuldført byggeri. Omfatter ikke udhuse og garager.
Figuren viser store arealmæssige bevægelser i forbindelse med omklassificering og nedrivninger. En stor del af bevægelserne må nok tilskrives omklassificeringer, da det samlede skøn omkring nedrivninger af boliger ikke er i samme størrelsesorden.
Der sker en arealtilvækst i forbindelse med parcelhuse, rækkehuse og etageboliger, hvilket skyldes, at der tilføres mere areal fra omklassificering af andre typer bygninger, end der fraføres i forbindelse med nedrivning. Omklassificeringen sker f.eks. i forbindelse med renovering af gammelt industri og landbrugsbygninger, som omlægges til boligformål.
Ligeledes er mange stuehuse er blevet omklassificeret til parcelhuse i forbindelse med frasalg af jord, hvilket kan være med til at forklare den store arealmæssige reduktion af stuehuse og væksten i parcelhuse.
Samlet set har nedrivningen af boliger lagt sig på et lavt niveau sammenlignet med 1980’erne og 1990’erne. Samtidig peger interviewene på, at man er ved at være godt gennem den ældre boligmasse i bymidterne med hensyn til nedrivninger.
3.3.2 Nedrivning af erhverv og institutioner
Generelt tegner interviewene et billede af, at der løbende rives ældre erhvervsejendomme ned, mens der stort set aldrig rives institutioner ned.
Kommunerne ligger generelt ikke inde med opgørelser over antallet af nedrivninger for erhvervsbyggeri. København Kommune har lavet statistik på området, men har af ressourcemæssige årsager nedprioriteret det i de senere år. De foreliggende tal er angivet i figur 3.7:
Figur 3.7 Registret erhvervsnedrivning i Københavns Kommune
Kilde: Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen, 8.kontor. Erhvervsnedrivninger større end 200 m².
Figur 3.7 viser, at der er en stor variation i hvor meget areal, der rives ned. Gennemsnittet ligger mellem 40.000 og 112.000 m² pr. år. Antallet af erhvervsnedrivninger lader til at være mere skiftende i modsætning til boliger, hvor der har været en klar faldende tendens. Omfanget af erhvervsnedrivninger ligger væsentligt over omfanget af bolignedrivninger i 90’erne i Københavns Kommune. Hvorledes omfanget af erhvervsnedrivninger har udviklet sig siden er uvist.
Der kan gives et groft skønt over hvor meget erhvervsareal, der nedrives på landsplan, ved at foretage en opskalering af det nedrevne etageareal i Københavns Kommune. Det er dog et meget usikkert resultat, bl.a. pga. Københavns Kommunens særlige erhvervsstruktur. Københavns Kommune har omkring 5 % af det samlede erhvervsareal, hvilket opskrevet til landsplan svarer til, at der nedrives mellem 800.000 – 2.225.000 m². Med enhedsmængderne i afsnit 2.4.3. giver det mellem 1.400.000 – 3.900.000 tons byggeaffald
I PROBA angives andelen af det potentielle affald fra nedrivninger af erhverv til at udgøre 26-30 %, hvilket direkte omregnet svarer til 900.000 – 1.000.000 tons af de aktuelle mængder byggeaffald. De opskalerede tal peger i retning af, at nedrivning af erhverv faktisk giver et væsentlig bidrag til de samlede mængder byggeaffald.
Der kan opnås et andet fingerpeg omkring det nedrevne erhvervsareal på landsplan ved at se nærmere på den samlede bygningsbestand i Danmarks Statistik. Som for boligområdet gælder, at bygningsbestanden ændrer sig, når der fuldføres nyt byggeri eller når eksisterende byggeri nedrives eller omklassificeres til en anden bygningstype i BBR. I figur 3.8 fremgår nedrevet og omklassificeret areal fordelt på forskellige erhvervsområdet, samt institutioner.
Figur 3.8 Gennemsnitligt årligt areal fra erhverv og institutioner, som blev omklassificeret eller nedrevet fra 1986-2001
Kilde: [Danmark Statistik, Statistikbanken] – BYGV1 & BYGB3. Arealet for nedrivning og omklassificering er beregnet i dette projekt, ved at trække fuldført byggeri fra de samlede ændringer i bygningsbestandens areal i perioden. Omfatter ikke udhuse og garager.
Figur 3.8 viser generelt en tendens til øget nedrivning eller omklassificering af erhverv til andet brug. Det er tydeligt indenfor landbruget, hvor en del staldbygninger enten nedrives, da de står ubenyttet hen og forfalder, eller omklassificeres til udhuse, når jorden sælges fra og landbruget overgår til beboelse. Udhuse indgår dog ikke i den statistiske opgørelse her. Nedgangen af areal på industriområdet skyldes omklassificeres til boliger, kontor og handel, samt de nedrivningsarbejder, der løbende finder sted på gamle industri- og havneområder.
Samlet set foregår der løbende nedrivninger på erhvervsområdet, som giver et væsentligt bidrag til dannelsen af byggeaffald. Nedrivninger omfatter gamle staldbygninger og gammelt industribyggeri, mens institutioner generelt ikke rives ned i væsentligt omfang.
3.4 Potentialet for renovering som alternativ til nedrivning
3.4.1 Boliger - renovering som alternativ til nedrivning
Som det fremgår af afsnit 4.3.1 er nedrivningsaktiviteten i forbindelse med boliger lavt. Interviewene med kommunerne viser, at beslutningerne om nedrivning kontra renovering tager udgangspunkt i følgende beslutningsparametre:
- Ønsket om friarealer
- Arkitektoniske kvaliteter
- Bygningens stand og totaløkonomi ved renovering kontra nedrivning
- Andre forhold
Etablering af friarealer i forbindelse med byfornyelse nødvendiggør til tider nedrivninger. I praksis tages der dog hensyn til bygningernes stand, idet nedrivning primært kommer på tale i forbindelse med ældre bygninger, herunder f.eks. værksteder og lignende i baggårde. Potentialet for at bevare bygninger, der rives ned i forbindelse med friarealforbedringer vurderes på den baggrund at være lille.
De arkitektoniske vurderinger vil ofte trække i retning af at bevare bygningerne, bl.a. baseret på om bygningerne er klassificeret som bevaringsværdige eller måske endda fredede. Udover det enkelte hus’ kvaliteter, handler det f.eks. om at bibeholde bygningerne, for at bevare harmonien i et gadeforløb. Klassificeringen som bevaringsværdig er dog ikke i sidste ende nogen garanti for, at der ikke finder en nedrivning sted.
Den tekniske vurdering af en bygnings stand og omkostningerne ved renovering kontra nedrivning og nybyggeri er ofte afgørende for beslutningen om nedrivning. I de senere år er der primært blevet revet ned, når husene har været i en dårlig stand med udsigt til høje renoveringsomkostninger.
Derudover kan demografiske og til dels boligsociale forhold påvirke antallet af nedrivninger. I Nakskov har nettofraflytningen af borgere eksempelvis givet anledning til, at almennyttige boliger rives ned, selvom den byggetekniske stand alene ikke berettiger det. Nedrivninger, som udelukkende bunder i boligsociale forhold, er dog ikke udbredt herhjemme.
Samlet set er antallet af nedrivningerne af boliger i disse år begrænset. Samtidig peger interviewene på, at potentialet for renovering, som alternativ til nedrivning, i praksis er stærkt begrænset. I de tilfælde, hvor renovering er et reelt teknisk/funktionelt alternativ, vil der ofte være andre tungtvejende grunde til, at nedrivningen faktisk finder sted.
3.4.2 Erhverv og institutioner – renovering som alternativ til nedrivning
Af interviewene fremgår det ,at nedrivninger i erhvervsejendomme er i høj grad afhængig af bygherrens vurdering af bygningernes funktionalitet og rentabilitet.
På baggrund af de gennemførte interviews kan beslutningen om nedrivning af erhvervsejendomme bl.a. tilskrives følgende beslutningsparametre:
- Funktionalitet og formål
- Bygningens stand og totaløkonomi ved renovering kontra nedrivning
- Arkitektoniske kvaliteter
Erhvervsejendomme er som regel indrettet på baggrund af de funktionelle krav, der har været forbindelse med en konkret produktion. Det gælder f.eks. i forbindelse havnebygninger, lager, produktion m.v. Det gør det i mange tilfælde vanskeligt og omkostningskrævende at foretage en renovering, der omstiller bygningen til andet brug. Den byudvikling, der har fundet sted på gamle erhvervsarealer i bycentrene og havneområder, har derfor i flere sammenhænge ført til nedrivning. Dette understøttes samtidig af, at det økonomisk set ofte er bedre at bygge nyt og større på attraktive grunde. Potentialet for at erstatte nedrivning med renovering er i praksis ikke stort under de givne økonomiske rammer.
Specielle arkitektoniske kvaliteter kan dog trække i retning af renovering. På DAC- området, som rummer en gammel cementfabrik, har Aalborg Kommune eksempelvis udpeget nogle af bygningerne som bevaringsværdige. Hvor de øvrige bygninger hurtigt blev revet ned, har grundejeren i flere omgange forsøgt at finde en rentabel renoveringsmodel for de bevaringsværdige bygninger. I sidste ende kan nedrivning dog alligevel blive resultatet.
En stor del af erhvervsbyggeriet har dog ikke specielle arkitektoniske kvaliteter og er ikke bevaringsværdigt. Alligevel angiver en byggesagsbehandler i interviewene, at virksomheder søger byggetilladelse til renovering af selv meget nedslidte erhvervsbyggerier. Der er tale om renoveringsløsninger, hvor indmaden fjernes, hvorefter nye installationer bringes ind. Dette indikerer, at eksisterende erhvervsbyggeri ofte først rives ned, når det er strengt nødvendigt.
Samlet set peger interviewene på, at der i praksis kun er et mindre potentiale for renoveringer som alternativ til nedrivninger, der finder sted indenfor erhvervsområdet. På den ene side udnyttes eksisterende erhvervsbyggeri til det yderste og på den side vægter funktionelle og økonomiske krav ofte tungt i retning af nedrivning og nybyggeri i forbindelse med byudviklingen.
3.5 Fremtidige behov for nedrivninger og renovering
Byggebranchen påvirkes af de generelle samfundsøkonomiske konjunkturer. Opgangstider øger aktiviteten omkring renovering og nybyggeri og dermed også affaldsproduktionen. Set over de senere år har bygningsmasse dog været støt stigende, jf. figur 3.1, hvilket på længere sigt øger behov for renoveringer og nedrivninger.
Staten påvirker området aktivt via investeringer i bygge- og anlægssektoren, samt via de incitamenter, der gives til renovering eller nedrivning og nybyggeri. I den sammenhæng er der kommet fornyet fokus på nybyggeri, mens byfornyelsesmidlerne er formindsket. Det er dog vanskeligt at forudse de konkrete konsekvenser af dette.
3.5.1 Fremtidige behov omkring boliger
Den ældre del af bygningsmassen vil stadig stå overfor løbende ombygnings- og istandsættelsesopgaver. Det samlede boligareal er for omkring halvdelens vedkommende opført efter 1960, jævnfør figur 3.9.
Figur 3.9 Opførelsesår for boliger
Kilde: [Danmark Statistik, Statistikbanken] – BYGB3
Parcelhuse opført i perioden 1960-79 udgør alene godt 20 % af det samlede boligareal svarende til omkring 11 % af det samlede bygningsareal. Der er oftest tale om typehuse, hvor der fortsat være fokus på istandsættelse og individualisering i forbindelse med køkkener, badeværelser m.v. En mindre del af parcelhusene er behæftet med fejl, bl.a. i form af dårlige materialer og konstruktioner, og skal renoveres grundigt fremover.
I byfornyelsen er der sket væsentlige forbedringer af etageboliger igennem de sidste 20-30 år. Udviklingen i manglerne ved installationsforholdene er illustreret i figur 3.10.
Figur 3.10 Beboede boliger efter installationsforhold
Kilde: [Danmark Statistik, Statistikbanken] – BOL2
Figur 3.10 illustrerer dog samtidigt, at der resterer en væsentlig renoveringsindsats. Sammenlagt mangler 6 % af alle boliger i 2002 stadig eget toilet og/eller centralvarme og bad.
Københavns Kommune har alene registreret omkring 50.000 boliger med installationsmangler. Forventningen er, at der fremover kan blive tale om ca. 700 renoveringer om året, hvilket dog kan ændres i takt med de politiske prioriteringer.
I de store provinsbyer renoveres årligt omkring 50-100 boliger, hvilket som regel omfatter køkken, bad og toiletforhold. I interviewene udtrykkes der dog forventning om, at antallet af renoveringerne falder i takt med de faldende byfornyelsesmidler. I de små kommuner mangler der generelt overblik over behovet for renoveringer i de kommende år.
Et eksempel på behovet for renovering fremover er angivet i figur 3.11, som omfatter ældre almene boliger i Københavns Kommune.
Figur 3.11 Renoveringsbehov i ældre almene boliger (før 1960) i Københavns Kommune.
Kilde: [Byfornyelsen København, 2001]. Tallene tager udgangspunkt i almene boliger lokaliseret i Københavns Kommune
Det ses af figuren, at en stor del af de ældre almene boliger har et renoveringsbehov indenfor de næste 5-10 år i forbindelse med tekniske installationer, klimaskærm, bad og køkken. Undersøgelsen giver et fingerpeg om, at der er fortsat er et bredt felt af renoveringsopgaver indenfor de almene boliger.
Når fokus vendes mod det fremtidige behov for nedrivninger på boligområdet er der to væsentlige spor. For det første er det sandsynligt, at nedrivninger af bygninger i forbindelse med friarealforbedringer og ældre etageejendomme i dårlig stand fortsætter på lavt niveau. Hertil kommer de fortsatte nedrivninger af stuehuse ved nedlagte landbrug på baggrund af den fortsatte strukturudvikling i landbruget mod færre og større brug.
Det andet spor omfatter muligheden for, at nedrivninger i højere grad vil erstatte renovering af nyere, men dårligt betonbyggeri. I den sammenhæng vil boligsociale forhold, såvel som politiske prioriteringer spille ind i vurderingen.
Samlet set tegner der sig et fortsat renoveringsbehov for boligområdet, mens nedrivningerne på sigt ikke forventes at stige væsentligt.
3.5.2 Fremtidige behov omkring erhverv og institutioner
Det samlede erhvervsareal er for omkring 60 % vedkommende opført efter 1960, jævnfør figur 3.12.
En stor del af de ældre erhvervsbygninger består af gamle driftsbygninger fra landbruget. En stor andel af disse bygninger står ubenyttede hen, hvilket giver mulighed for, at der fortsat vil ske nedrivninger af disse i de kommende år. Renoveringsaktiviteten i forbindelse med driftsbygninger i landbruget vurderes her til fortsat generelt at være lav. Dog vil der fortsat ske renoveringer af arkitektonisk værdifulde gårde, såvel som renovering af driftsbygninger i forbindelse med skader på tagkonstruktioner m.v.
Figur 3.12 Opførelsesår for erhverv
Kilde: [Danmark Statistik, Statistikbanken] – BYGB3
I takt med, at der opføres mere nyt kontorbyggerier ved havne, indfaldsveje m.v., kan presset på det øvrige byggeri øges. Ældre velbeliggende og attraktive ejendomme i bymidten vil evt. blive renoveret for at leve op til kravene i moderne kontorer, mens andre kontorejendomme uden speciel attraktiv beliggenhed eller arkitektur kommer under pres, for at blive renoveret og omdannet til andre formål, f.eks. boliger. Alternativet er nedrivninger, men omfanget er vanskeligt at bedømme.
Butikker skal fortsat løbende renoveres og laves om med henblik på skiftende indretningsbehov og koncepter. Dertil kommer de forskellige butikscentre, der løbende skal moderniseres for at leve op til kundekravene. Behovet for egentlige nedrivninger ændres ikke.
Industriejendomme omfatter for det første nyere ejendomme, der rummer let industri eller højteknologiske virksomheder, hvor der fortsat skal ske en løbende vedligeholdelse. For det andet er der ældre ejendomme, hvor funktionaliteten er i fokus, og kun de mest nødvendige reparationer vil finde sted. Der vil fortsat ske nedrivninger af udtjente ældre industriejendomme, idet det kan være vanskeligt at renovere dem til andre formål. Samtidig fortsætter behovet for nedrivninger, når ældre havne- og erhvervsområder udvikles.
Institutioner og kulturelle bygninger vil fortsat skulle renoveres. De offentlige bygningsejeres økonomiske råderum vil være en de væsentlige faktorer. Offentlige institutioner i form af skoler m.v. står fortsat overfor renoveringsopgaver. Nedrivningen har ikke været benyttet i særlig stor udstrækning, men på sigt kan der evt. opstå et behov for nedrivning i forbindelse med nyere institutionsbyggeri fra 1960 og 70érne, som ikke har været vedligeholdt optimalt.
Samlet set vil fortsat være løbende behov renoveringer på erhvervsområdet, mens de totale nedrivninger primært vil finde sted i forbindelse med gamle staldbygninger og erhvervsbyggeri, der berøres af byudvikling.
Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.