Nyttiggørelse af kommunal indsamlet PVC-affald

9 Samlet teknisk, økonomisk og miljømæssig vurdering

Mængden af PVC affald fra to kommuners genbrugsstationer er blevet bestemt og PVC affaldet er blevet karakteriseret for indhold af andre emner end PVC samt analyseret for indhold af bly og cadmium. Det viste sig vanskeligt at skaffe bare nogenlunde rene fraktioner af PVC affald, fordi en del kommuner har den praksis, at affald til deponi blandes i større containere for at spare plads på indsamlingsstederne. I nogle kommuner var PVC derfor blandet med byggeaffald og dette giver en yderligere udgift til sortering, når det skal nyttiggøres.

PVC affaldet, der blev brugt i dette studie, blev indsamlet i containere, der var specielt opstillet til PVC affald og med en tydelig mærkning og en forklaring på hvilken typen af affald, der var ønsket i containeren. Dette affald viste sig også at indeholde betydelige mængder af andre materialer end PVC. Dette var især letplast og metaller, men også træ, husholdningsaffald og elektronikaffald gjorde at en bedre sortering/forbehandling er hensigtsmæssig, men ikke nødvendig før affaldet kunne nyttiggøres i WAPRO®. Sorteringen blev foretaget med henblik på at fjerne ikke plastfraktioner, dernæst blev affaldet neddelt til ca. 8 mm blev foretaget med PLASTSEP®, der er standard forbehandlingsmetoden til WAPRO®.

Sorteringen af plastaffaldet ved PLASTSEP® processen resulterede i at henholdsvis 65 % og 75 % af affaldet blev sorteret ud som PVC, der kunne videre behandles i WAPRO®.

Det har ikke været muligt at få en præcis registrering for mængderne af PVC affald, der køres til deponi fra de undersøgte kommuner, fordi affaldet registreres sammen med andet affald til deponi. Mængde, sammensætning og tiden for at fylde en container er blevet anvendt til at vurdere mængden af PVC affald pr. indbygger. Hvis disse erfaringstal bruges til at beregne indsamlingspotentialet i hele Danmark findes 7.300 tons PVC/år med tallene fra Tølløse som grundlag og 8.000 tons PVC/år med tallene fra Holbæk som grundlag. Sammen med disse PVC mængder vil der fremkomme 25-35 % andet affald især letplast. Det estimeres, at der i alt vil kunne indsamles mellem 10.000 og 12.500 tons PVC-affald i Danmark. Hertil kommer den mængde af PVC-affald, der indsamles ved WUPPI ordningen (1.500 – 2.000 tons pr. år). Desuden ender noget PVC i forbrændingen, men det skønnes at det vil være noget vanskeligere at få indsamlet større mængder af dette PVC affald til nyttiggørelse i WAPRO®.

Det sorterede PVC affald kan pyrolyseres og mellemprodukterne kan behandles i WAPRO®. Produkterne fra behandling af det kommunalt indsamlede PVC affald har samme kvalitet som tidligere set ved behandling af andet PVC affald (kabel og bygnings PVC affald).

Det kommunalt indsamlede affald består af en stor del tagplader og blødgjort PVC (f.eks. badebassiner, legetøj og regntøj). Ved pyrolysen indvindes mere olie end ved kabel affald til gengæld indvindes der ikke så meget salt og koks. Desuden er lavet et pyrolyse i pilotskala, hvor en blanding af den kommunalt indsamlede PVC blev pyrolyseret sammen med kabel PVC. Denne blanding blev ligeledes nyttiggjort uden procestekniske problemer.

Såvel tagplader som det blødgjorte PVC affald indeholder cadmium. Hvis de koncentrationer af tungmetallerne, som er fundet i dette studie er repræsentative for alt indsamlet kommunalt affald, så bliver der årligt deponeret ca. 500 kg cadmium og ca. 10 tons bly sammen med PVC affaldet. Det skønnes, at det indsamlede PVC affald delvist er af nyere dato, og det er sandsynligt, at bly og cadmiumindholdene kan være op til 10 gange højere i ældre PVC-affald. WAPRO® koncentrerer disse tungmetaller i en filterkage, der kan køres til særskilt deponi eller behandling.

Det er vist, at de økonomiske omkostninger ved behandling af kommunalt indsamlet PVC affald kan begrænses til et specielt fældningstrin til cadmium fra saltproduktet. Forbehandling og reaktionsbetingelser kan foregå på samme måde som for kabel PVC eller byggeaffalds PVC. Det er også vist at PVC-affaldet kan blandes med andre typer PVC-affald inden reaktionen.

Det indvundne salt produkt kan indeholder andre ioner end calcium, især hvis en uren kalk kilde er brugt til at reagere med den dannede saltsyre fra PVC. Det er vist, at det er muligt at fremstille calciumklorid, natriumklorid og kaliumklorid til renheder, der svarer til kommercielle produkter og derved kan værdien af saltprodukter øges.

Behandlingsprisen for kommunalt indsamlet PVC affald vil samlet set være den samme som for andet PVC affald, såfremt der kan skaffes affald af samme renhed, som det, der er brugt her i studiet. Vedrørende behandlingsomkostninger for PVC affald henvises til ref. 3.

Beregninger i de Miljø og Samfundsmæssige analyser har vist, at behandlingsprisen for kommunalt indsamlet PVC ved sambehandling i af plastaffald med røggasaffald fra forbrændingsanlæg med Watech processer vil udgøre 800 – 900 kr./ton.

 



Version 1.0 December 2006, © Miljøstyrelsen.