Effektivisering af distributions- og emballagesystemet til dagligvarer med fokus på udnyttelse af transportsystemet

6 Leverandøren

I takt med den stigende konkurrence og fokus på prisen i afsætningsleddet har leverandøren været nødt til at mindske produktionsomkostningerne, hvilket typisk er sket gennem en centralisering af produktionen og en reduktion i antallet af varianter. Specielt de store mærkevareleverandører har gennemført centralisering på deres volumen-produkter, hvilket har medført, at produkterne kan produceres billigere og dermed kunnet tilfredsstille discount-sektoren og lavprisvarehusene, men til gengæld er det blevet svært at opfylde ønsker og krav om levering af varianter og tilpassede emballager.

For levering til det danske marked har det medført, at der må foretages en betydelig ompakning f.eks. til ¼-paller, som kan stilles direkte ind i butikken og butiksemballager med en deraf fordyrelse af varerne. Med butiksemballager forstås emballager, som kan stilles direkte ind på hylden og f.eks. efter fjernelse af en side kan varerne stå eksponeringsklare. Afstanden i prisen mellem discountbutikker og supermarkederne er dermed i praksis blevet endnu større og er med til at vanskeliggøre supermarkedernes konkurrence med discount-sektoren.

For de større producenter af specielt ferskvarer, brød, kød, charcuteri, øl og vand har disse traditionelt været direkte leverandører til butikkerne og har dermed været ansvarlig for logistikkæden og kunnet udvikle effektive systemer. Specielt discount-kæderne har ønsket at sælge private labels og selv stå for distributionen. En private label eller handelmærke er et produkt, der fremstilles og markedsføres med butikskædens navn – producentens navn fremgår ikke altid af emballagen. Dette har medført, at leverandørerne har været nødt til at tilpasse produkter og emballager m.v. til den enkelte discountkæde.

Det forhold, at de større producenter fremstiller sine produkter på forskellige fabrikker rundt om i Europa, indebærer, at det i mange tilfælde er nødvendigt at der foretages en national konsolidering af varerne fra de forskellige fabrikker, således at der kan ske én samlet leverance til de danske kunder.

Den stigende koncentration og konkurrence mellem aktørerne i afsætningsleddet har medført, at leverandørerne tvinges til at levere private label eller i det mindste tilpasse produkt, emballage og leveringsform til den enkelte aktør. Ud fra et salgs- og marketingsmæssigt synspunkt er det for leverandøren en fornuftig udvikling for derigennem at mindske den direkte mulighed for at lave prissammenligninger. Men ud fra et omkostningsmæssigt synspunkt er det en meget stor udfordring, da der nu skal kunne håndteres en række forskellige logistiksystemer.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.