Natur og Miljø 2007

Vi cykler til bageren – men mange tager også bilen

Transportsektoren er en af de sektorer, der giver de største miljøbelastninger, og transporten er stadig stigende. Samfundsudviklingen har medført en stærkt stigende transportefterspørgsel i takt med den økonomiske udvikling. Med den fortsatte økonomiske udvikling kan man forvente en stigning i såvel person- som godstransport, hvis de nuværende udviklingstendenser fortsætter. Mobilitet er på mange måder en forudsætning for udvikling. Men samtidig kan betingelserne for fortsat vækst undergraves, hvis trafikvækst fører til trængsel eller forringelser af bymiljøet.

Transportsektoren medfører et forbrug af ikke fornybare ressourcer og er afhængig af olieprodukter – i dag bruges halvdelen af det samlede olieforbrug i Danmark til transport.

Transportsektoren er blandt andet årsag til ca. 30% af CO2-emissionen, og andelen er stigende. luftforureningen fra trafikken medfører også regionale og lokale problemer. Udslip af kvælstofoxider bidrager for eksempel til forsuring af søer og vandløb.

6 ud af 10 husstande har bil, men det bedste, du kan gøre for en renere luft og mindre støj, er at lade den stå. tag cyklen, eller brug de offentlige transportmidler så ofte som muligt. Det giver ingen mening at bruge bilen, når man skal dyrke sport i nærheden af hvor man bor. Det samme gælder andre mindre ærinder i fritiden, fx til bageren. Det er de korte bilture med kold motor, der forurener mest. Selv hvis du er nødt til at tage bilen, er der alligevel meget, du kan gøre for miljøet. Man kan tænke miljøhensyn ind i sine kørevaner og samtidig spare benzin, eller du kan aftale at køre sammen med andre.

Når du følger rådene, undgår eller minimerer du den luftforurening, der kan skade menneskers sundhed og forurene naturen. Du er med til at mindske den globale opvarmning, og du nedsætter trafikstøjen og risikoen for ulykker.

6 Persontransportarbejde fordelt på transportformer

Det samlede persontransportarbejde er fra 1990 til 2001 steget med knap 17% Efter 1996 er der sket en forholdsvis stor stigning i persontransporten med tog, som til dels hænger sammen med åbningen af den faste forbindelse over Storebælt.

Figur

Kilde: Transport 2000, Danmarks Statestik og Vejdirektoratet



Illustration

Illustration

Sund fornuft i trafikken gir mere liv

  • Hvis du vælger tog eller bus frem for at tage bilen til arbejde eller studie i et år, og du har ca. 20 km hver vej, skåner du miljøet for 800 kg CO2, svarende til 300 liter benzin.
  • Når du undgår korte ture i bilen og cykler eller går i stedet, fx til bageren, skåner du miljøet for næsten et kilo kuldioxid pr. tur. Samtidig får du motion.
  • Hver gang du lader bilen stå, undgår du at forurene luften med partikler. Partikelforureningen er et af de største miljøproblemer. Partikler kommer først og fremmest fra dieselbilernes udstødning, men visse typer af benzinbiler udsender også partikler. Desuden bidrager både benzin- og dieselbiler med partikelforurening fra bremseslid samt fra dæk- og vejslid. De mindste partikler er de mest skadelige, da de er så små, at de kan nå langt ned i lungerne uden at blive hostet op. Dermed kan partiklerne skade lungerne, eller de kan trænge ind i blodbanen og give hjertekar sygdomme. Partiklerne kan også være bærere af andre forureningsstoffer, fx tjærestofferne PaH'er, som er kræftfremkaldende. Partikler er årsag til hjerte-karsygdomme, luftvejssygdomme, allergi og kræft. alene i Danmark dør ca. 3.400 mennesker hvert år for tidligt pga. den samlede partikelforurening.
  • Hver gang du lader bilen stå, skaber du heller ikke de kvælstofforbindelser, der kan give forsuring af vandløb og søer. Kulbrinter og kvælstofforbindelser kan også irritere luftvejene og nogle kulbrinter er kræftfremkaldende.
  • Hver gang du lader bilen stå, mindsker du også udledning til atmosfæren af CO2, som er en af de væsentligste årsager til klimaforandringer, og transportsektoren tegner sig for ca. 30% af den samlede udledning.
  • Hver gang du lader bilen stå, mindsker du desuden støjen og risikoen for ulykker. Biltrafik i byerne er en væsentlig støjkilde, og støj kan give gener i form af stress, hovedpine, forhøjet blodtryk og nedsat funktionsduelighed for de mennesker, der er udsat for støjen. Det er forsigtigt vurderet, at vejstøj er årsag til 200-500 for tidlige dødsfald om året (på grund af hjertesygdomme og forhøjet blodtryk).

7 Nye personbilers energieffektivitet

Figur

Kilde: Trafikministeriet og Danmarks Statestik

Energieffektiviteten er en indikator dels på nye personbilers ressourceforbrug, dels på CO2 udslippet. Der udledes færre gram CO2/km, desto bedre energieffektivitet biler har. På trods af at bilernes vægt fortsat stiger svagt, er den gennemsnitlige energieffektivitet for nye biler steget.

Det er stadig de nyregistrerede dieselbiler, der fører an. Dieselbilernes energieffektivitet er steget fra 17,3 km/l i 1998 til 19,8 km/l i 2003, hvilket svarer til en stigning på 14,5 pct. udviklingen i den gennemsnitlige energieffektivitet for nyregistrerede benzinbiler har ikke været nær så gunstig med en stigning på godt 5 pct., fra 13,2 km/l i 1998 til 13,9 km/l i 2003.

I perioden fra 1998 til 2003 er andelen af dieselbiler af det samlede antal solgte nye biler steget fra ca. 6% til 20%. Dette medfører en reducering af det samlede CO2-udslip. i 2003 var den gennemsnitlige CO2-udledning for nye dieselbiler på 141 g/km, hvilket er meget tæt på EU-kommissionens aftale med bilindustrien om 140 g/km i 2008. Det er dog ikke udelukkende en succes at satse på dieselbiler, da netop dieselbiler har et højere udslip af NOx og partikler end benzinbiler. Derfor vil en entydig favorisering af dieselbiler betyde reducering af klimapåvirkninger, men til gengæld øge belastningen af det lokale miljø.

Illustration

8 Prisudvikling på transport

Figur

Kilde: Danmarks Statestik

Figuren viser prisudviklingen for privatbilisme såvel som for kollektiv transport fra 1994-2004. udviklingen sammenholdes med den generelle prisudvikling (det gennemsnitlige forbrugerprisindeks). Benzinprisen steg betydeligt i slutningen af 1990’erne, hvorefter priserne stabiliserede sig i årene 2000-2003. Fra 2003 til 2004 er benzinpriserne steget markant, hvilket hovedsageligt tilskrives den generelle stigning for oliepriserne på globalt plan.

Prisen for at vedligeholde en bil er i hele perioden 1994-2004 steget mere end det gennemsnitlige forbrugerprisindeks. Derimod er prisen for at anskaffe en bil ikke steget nær så meget som det generelle prisniveau. Fra 2002 er priserne på biler steget mere markant.

Prisindekset på kollektiv transport har siden 2001 ligget højere end det gennemsnitlige forbrugerprisindeks. En af årsagerne til stigningen skal ses i lyset af, at staten fjernede tilskuddet til takstnedsættelse i den kollektive trafik med virkning fra 2004.

På EU topmødet i gøteborg i 2001 blev det konkluderet, at priserne på transport i højere grad skal afspejle de omkostninger, som transporten påfører samfundet.

9 Transportsektorens CO2 - udledning

Figur

Kilde: Danmarks Miljøundersøgelse

Indikatoren belyser transportens CO2-udledning. transportsektoren står for mere end 30 pct. af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser (CO2). Sektorens udledning blev fra 1990-2001 øget med ca. 14%. Vejtransporten stod i 2001 for over 90%. af transportsektorens samlede CO2 udslip.

Derudover er transportsektorens øvrige miljøbelastning fordelt på flere forskellige typer af emission. i de danske byer er trafikken den største kilde til luftforurening. De forurenende stoffer fra trafikken er primært kvælstofoxider (NOx), flygtige organiske forbindelser (NmVoC), svovldioxid (SO2) samt partikler og kulilte (Co).

Trods stigende trafik er emissionerne af NOx, NmVoC og Co faldet. Det skyldes dels kravet fra 1990 om katalysatorer på nye benzinbiler, dels introduktion af renere brændstoffer. i perioden 1988 til 1998 steg andelen af biler med katalysatorer fra nul til mere end halvdelen af bilerne.

illustration

 



Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.