Miljøprojekt, 1147 – Håndbog - Byggetekniske foranstaltninger i forbindelse med byggeri på forurenede lokaliteter

Sammenfatning

Miljømyndighederne har jævnligt behov for at vurdere de teknisk, økonomisk og miljømæssigt mest fordelagtige afværgeforanstaltninger, der skal sikre eksisterende byggeri eller nybyggeri mod en uacceptabel indeklimapåvirkning fra en konstateret jordforurening.

Det overordnede formål med dette projekt er på denne baggrund at udarbejde et værktøj (en håndbog), der kan hjælpe miljømyndighederne i deres sagsbehandling vedrørende etablering af byggetekniske foranstaltninger til sikring af indeklima.

En effektiv afværgeindsats mod uacceptabel forureningspåvirkning af indeklimaet i bygninger er betinget af et godt kendskab til forureningsstoffernes potentielle spredningsveje. Håndbogen indeholder derfor en generel gennemgang af relevante spredningsmekanismer og transportveje for flygtige forureningsstoffer fra en jordforurening til indeklimaet i bygninger.

Forureningspåvirkningen af indeklimaet i en bygning styres af den bygningsmæssige udformning, bygningens generelle stand samt forureningsstoffernes fysiske og kemiske egenskaber. Potentialet for spredning er endvidere betinget af forureningens omfang samt placering under bygningen.

Som grundlag for beslutninger vedrørende etablering af byggetekniske afværgeforanstaltninger i eksisterende bygninger kræves et grundigt kendskab til de byggetekniske forhold, der danner ramme for forureningsstoffernes spredning i den aktuelle bygning. Dette kendskab opnås primært ved gennemførelse af en registrering af potentielle spredningsveje ved en byggeteknisk gennemgang. Der gives i håndbogen derfor en generel beskrivelse af, hvad en byggeteknisk gennemgang som udgangspunkt kan omfatte.

I håndbogen foretages i øvrigt en overordnet kategorisering af bygninger i forhold til omfanget af nødvendige afværgeforanstaltninger. Afværgekategori 1 omfatter gamle bygninger i ringe byggeteknisk stand, afværgekategori 2 omfatter bygninger i rimelig stand og afværgekategori 3 omfatter nye bygninger.

Denne kategorisering og den byggetekniske gennemgang på den aktuelle ejendom danner sammen med forureningsundersøgelser (ikke omfattet af dette projekt) grundlag for efterfølgende at foretage det mest fordelagtige valg af byggetekniske afværgeforanstaltninger.

I håndbogen gives en generel præsentation af følgende udvalgte byggetekniske afværgeforanstaltninger for eksisterende bygninger:

  • Tætning af konstruktioner
  • Ny gulvkonstruktion
  • Ventilation under gulv
  • Ventilation i kælder eller krybekælder
  • Andre foranstaltninger

I håndbogen gives ligeledes en generel præsentation af følgende udvalgte byggetekniske afværgeforanstaltninger for nybyggeri:

  • Tætning af konstruktioner
  • Ny gulvkonstruktion
  • Ventilation under gulv

Fælles for de udvalgte byggetekniske afværgeforanstaltninger er, at de vurderes at dække de oftest etablerede.

Afværgeforanstaltningerne beskrives i relation til afværgeprincip, etableringsarbejder samt kontrol før og under etableringen. I håndbogens bilag er der vedlagt forslag til tjeklister for den byggetekniske gennemgang samt tjeklister til kontrol før og under etablering af afværgeforanstaltninger.

Efter gennemgangen af de udvalgte afværgeforanstaltninger foretages en vurdering af behovet for monitering efter etableringen.

 



Version 1.0 Januar 2007, © Miljøstyrelsen.