| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme

BILAG B Miljøprojekt nr. 281 – metode, data og resultater

Dette bilag sætter fokus på fremgangsmåden ved gennemførelsen af Miljøprojekt nr. 281. I det følgende beskrives projektets bestemmelse af varegrupper over industrielle færdigvarer og materialesammensætningen af disse (afsnit B.1 og B.2), opstillingen af en materialeliste (afsnit B.3) og opgørelse af ressourcetab og energiforbrug (afsnit B.4-B.5). Endelig omtales i afsnit B.6 projektets hovedresultater og i afsnit B.7 projektets håndtering af miljøfarlige stoffer som en særlig gruppe af materialer.

Flere steder knyttes der kommentarer og kritik til gennemgangen af Miljøprojekt nr. 281. Denne kritik og disse kommentarer har relevans i forhold til en vurdering af projektets anvendelsesmuligheder indenfor en materialestrøms- og MFA-sammenhæng. Kommentarer og kritik er baseret på projektgruppens egne diskussioner samt input fra projektets følgegruppe og andre eksperter (først og fremmest John Hille, Idébanken, og Helmut Schütz, Wuppertal Instituttet, som begge deltog i projektets anden workshop).

B.1. Bestemmelse af varegrupper

På baggrund af data fra Danmarks Statistik (Forsyningsstatistikken) opdelte Miljøprojekt nr. 281 det danske forbrug af industriprodukter i 966 varegrupper. Forsyningsstatistikken omfatter i alt 10.376 positionsnumre. Heraf valgte man at frasortere 3.729 positionsnumre (svarende til 36%), som blev vurderet til at dække rene råvarer, halvfabrikata eller håndværksprodukter, mens de resterende 6.647 blev fordelt på 966 varegrupper. Miljøprojekt nr. 281 omfatter således alene færdige industriprodukter og ikke råvarer, halvfabrikata og håndværksprodukter. Et industriprodukt defineredes som "en vare, der har gennemgået en forædlingsproces, der har karakter af masseproduktion, og hvis videre anvendelse ikke indebærer en yderligere industriel sammenføjning eller bearbejdning." (Hansen 1995, s. 20) I praksis indebærer dette dog, at en række produkter medtages som færdige industriprodukter, selvom disse i praksis ofte vil indgå som komponenter i andre industrielle processer (eksempelvis varegrupperne: pakninger af blød gummi, offsetplader, maskiner til påfyldning af væsker, tørtransformere, startmotorer, NPK-gødning mv.). Ønsker man derfor at benytte projektets data i andre sammenhænge, kan det være nødvendigt at foretage en revidering af opdelingen af industriprodukter i varegrupper.

Ved opdelingen af industriprodukter i varegrupper søgte man at tage flere hensyn; herunder især at fastholde Forsyningsstatistikkens systematik og sikre homogenitet indenfor varegrupperne mht. industriprodukternes funktion, materialesammensætning og energiforbrug i driftsfasen.

Forsyningsstatistikkens kategoriseringer af varer er baseret på den såkaldte Kombinerede Nomenklatur (KN). Det fremgår således af Danmarks Statistiks hjemmeside, at "Oplysningerne [over det danske markeds forsyning af varer] beregnes pr. vare, der defineres ved sit 8-cifrede KN-nummer". KN-standarden (og dermed også Forsyningsstatistikken) omfatter ca. 10.000 underpositioner (hvilket i Miljøprojekt nr. 281 omtales som "positionsnumre").

Ifølge publikationen Den Kombinerede Nomenklatur 2001 (INTRATSTAT 2001) er KN-nummereringen endvidere baseret på den såkaldte HS-standard (det Harmoniserede System). I publikationen kan man bl.a. læse følgende om KN og HS:

”Den Kombinerede Nomenklatur (KN) er Det Europæiske Fællesskabs varenomenklatur, og den opfylder kravene til statistik over udenrigshandelen (såvel mellem Fællesskabets medlemsstater indbyrdes som mellem Fællesskabet og tredjelande) og til Toldtariffen, således som fastlagt i artikel 9 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. KN er baseret på HS og er opbygget på fuldstændigt samme måde. HS-strukturen er kun underopdelt yderligere, når det er nødvendigt af hensyn til udenrigshandelsstatistikken, lovgivningen på landbrugsområdet eller Toldtariffen.”

HS-standarden er – ved siden af den såkaldte SITC-standard – én af de to standarder, som stort set alle lande benytter ved opgørelsen af import-/eksportstatistikker. Ifølge Helmuth Schütz (personlig korrespondance), benyttes HS-standarden bl.a. af Eurostat ved udarbejdelsen af statistikker over udenrigshandel, og det er denne standard, som benyttes af de statistikker Wuppertal Instituttet benytter ved opgørelser af landes TMR og TMC. Den opdeling på varegrupper som blev anvendt i Miljøprojekt nr. 281 (og som projektets database dermed er struktureret efter) er derfor allerede tilpasset en internationalt anvendt struktur (HS-standarden), hvilket forbedrer mulighederne for at benytte databasen i international sammenhæng. Det skal dog bemærkes, at der kan være sket betydelige ændringer i Forsyningsstatistikkens og HS-standardens struktur siden 1993, hvorfor det vil være nødvendigt nøje at gennemgå den opdeling af industriprodukter på varegrupper, som er anvendt i databasen knyttet til Miljøprojekt nr. 281.

B.1.1 Problemer og manglende konsistens

Afslutningsvis bør følgende bemærkes: Den opdeling af industriprodukter på varegrupper, der blev anvendt i Miljøprojekt nr. 281, omfatter tilfælde, som antyder et problem med manglende konsistens og som ud fra en gængs livscyklustilgang kan virke problematisk. Et eksempel på dette er projektets håndtering af vaskemidler: På den ene side medregnes vaskemidler som en del af materialesammensætningen for vaskemaskiner – hvilket stemmer overens med fremgangsmåden indenfor traditionel LCA. Men på den anden side opgøres vaskemidler også som en selvstændig varegruppe; nemlig som en del af varegruppen "Vaske-, rengørings- og rensemidler". Det danske forbrug af vaskemidler optræder således "to steder" i projektets data og resultater.

Et andet eksempel er køretøjer, hvor forbruget af diesel/benzin ikke medregnes ved opgørelsen af det samlede energiforbrug knyttet til varegrupperne for køretøjer. Dette strider mod gængs LCA-praksis og er bl.a. forklaringen på, at varegruppen "Personbiler og vans under 3.500 kg" har et betydelig lavere samlet energiforbrug end fx varegruppen "Køleskabe, fryseskabe og -bokse". Når forbruget af diesel/benzin ikke medregnes i energiforbruget for køretøjer, skyldes det, at forbruget af benzin og diesel henføres til de særskilte varegrupper "Olie til forbrænding" hhv. "Benzin og petroleum" (som begge har en høj placering i den samlede rangordning efter energiforbrug). Foruden at være i modstrid med gængs LCA, afslører eksemplet med køretøjer en manglende konsistens i projektets fremgangsmåde, idet drifts-energiforbruget medregnes for en række andre varegrupper (fx de varegrupper, der omfatter elartikler såsom vaskemaskiner, opvaskemaskiner, støvsugere etc.).

Ovennævnte eksempler antyder, at der kan være behov for en revidering af projektets opdeling af industriprodukter på varegrupper. I den forbindelse ville det være interessant at undersøge, om det er muligt at samle de 966 varegrupper i et mindre antal "forbrugsfelter", således at der kan sikres højere grad af overblik og sammenhæng.

B.2. Bestemmelse af varegruppernes materialesammensætning

Efter bestemmelsen af de 966 varegrupper estimerede man efterfølgende – ud fra vægtopgørelser – for hver af disse varegrupper materialesammensætningen af et "gennemsnitsprodukt". Datagrundlaget bestod i oplysninger indhentet fra danske producenter og importører, videncentre og litteraturstudie. Ved estimeringen af materialesammensætningen blev emballage og forbruget af driftsmidler og reservedele over produktets levetid indregnet, idet disse betragtedes som en integreret del af produktet. Om fremgangsmåden ved kortlægningen af varegruppernes materialesammensætning skriver Hansen 1995:

”[For hver varegruppe er det vurderet], hvilke materialer, der indgår i varegruppen og andelen (i %) af de enkelte materialer. Det er her valgt at betragte varegruppens produkter incl. den emballage, som produktet leveres i samt de reservedele og driftsmidler, som bruges gennem produktets levetid. Således er for en vaskemaskine også medregnet sæbe, blødgøringsmidler og vand.” (Ibid., p 8)

Materialesammensætningen af varegrupperne, som denne fremgår af projektets database, inkluderer således materialer indeholdt i det færdige industriprodukt såvel som forbruget af driftsmidler/reservedele og emballage. Dette indebærer, at det ikke er muligt at udtrække data alene for de færdige industriprodukters materialesammensætning. I en række tilfælde vil den angivne materialesammensætning dog være tilnærmelsesvis lig materialesammensætningen af det færdige produkt; dette gælder for de produkter, som enten 1) ikke indebærer brug af driftsmidler over levetiden (fx termokander, bordservice, aviser mv.) eller 2) udelukkende benytter energi som driftsmiddel (idet energiforbruget opgøres selvstændigt og ikke som en del af materialesammensætningen). I begge tilfælde må det dog opstilles som kriterium, at forbruget af emballage og reservedele over produktets brugstid er yderst begrænset eller helt fraværende – hvilket udelukker en række produkter såsom personbiler og cykler.

B.2.1 Tærskelværdier og tilknyttede problemer

Af praktiske årsager var det ikke muligt i forbindelse med Miljøprojekt nr. 281 at opgøre alle typer af materialeforbrug. Således anvendtes en generel tærskelværdi på 1%, således at "[i]ndholdet af materialer, som hver for sig udgør mindre end 1% af den samlede materialemængde i produktet, er ikke forsøgt estimeret. Denne tærskelværdi er indført som en konsekvens af, at mange industriprodukter er sammensat af et meget stort antal forskellige materialer, hvoraf mange kun indgår i meget små mængder i produktet. [...] Hertil kommer, at materialer, der kun optræder i så små mængder, i praksis ikke påvirker det samlede ressourcetab eller energiforbrug for produktet." (Ibid., p 42).

Indførelsen af en tærskelværdi på 1% kan dog – set i et materialestrømsperspektiv – være problematisk, idet størrelsen af den økologiske rygsæk forbundet med udvindingen af råstoffer varierer meget fra råstof til råstof. Selv et ganske lille forbrug af eksempelvis guld, sølv, zink eller kobber kan give anledning til betydelige ubrugte strømme sammenlignet med selv ganske store forbrug af jern, sten og grus o.lign. (se eksempelvis Christensen et al. 1999). Tærskelværdien kan desuden – som det bemærkes af John Hille – være problematisk i forhold til bestemmelsen af energiforbruget:

Konsekvenserne af at udelade materialer med under 1% indhold kan være ”… merkbare ikke bare mtp. ’rygsekker’ men også mtp. energiforbruk. For en tenkt vare som består av 98,2% tre, 0,9” stål og o,9% aluminium kan fxenergiforbruket til framstilling av metallene, dersom ressurstapet er 100%, være av samme størrelsesorden som for trelasten.” (personlig korrespondance, 11.11.2002).

Særskilt er der for emballagematerialer i princippet anvendt en tærskelværdi på 5%, som begrundes i et praktisk hensyn, idet "… at der nemt kunne anvendes en uforholdsmæssig stor indsats på at kortlægge emballagematerialer, uden at disse materialer alligevel havde væsentlig betydning for det samlede resultat." (Hansen 1995, s. 42). For mange varegrupper viste det sig imidlertid muligt i praksis at estimere indholdet af emballagematerialer helt ned til et niveau på 1%. Derfor er tærskelværdien på 5% for emballagematerialer ikke anvendt konsekvent for alle varegrupper.

Den samlede andel af materialer, der hver for sig er mindre end tærskelværdien, varierer betydeligt fra varegruppe til varegruppe. For at undgå at disse materialer "gik tabt" ved opgørelsen af materialeforbrug og ressourcetab, defineredes et "fiktivt materiale" (kaldet "Andet") til at repræsentere summen af alle de materialer, der falder for tærskelværdien.

Den valgte fremgangsmåde i Miljøprojekt nr. 281 indebærer en høj grad af forsimpling af problematikken omkring miljø- og ressourceeffekter i tilknytning til produktionen af industriprodukter. Ved udelukkende at benytte den relative materialemængde som kriterium for, hvorvidt en given materialekomponent opgøres særskilt eller henregnes til gruppen "Andet", tager projektet ikke hensyn til det konkrete materiales miljøeffektpotentiale (herunder størrelsen af den økologiske rygsæk).

B.2.2 Drikkevand som driftsmiddel behandles særskilt

Afslutningsvis bør følgende tekniske detalje nævnes: Ved opgørelsen af varegruppernes materialesammensætning behandles drikkevand, når dette anvendes som driftsmiddel, på en ganske særlig måde. Herom skrives der:

Ved bestemmelsen af materialesammensætningen er det for de ”... industriprodukter, hvor vand indgår som driftsmiddel valgt at bestemme sammensætningen, således at summen af alle andre materialer end vand bliver 100%. Herefter beregnes så det relative indhold af vand, som således kan nå op på mange tusinde procent.” (Ibid., p 46)

Når man har valgt denne fremgangsmåde skyldes det, at for industriprodukter, hvor vand indgår som driftsmiddel, er forbruget af vand over produktets levetid ofte så stort, at det relative indhold af alle andre materialer ville komme under 1% og dermed falde for den førnævnte tærskelværdi. For at undgå dette, opgøres forbruget af vand derfor særskilt.

B.3. projektets materialeliste

Ved opgørelsen af varegruppernes materialesammensætning og senere kodning af data til database er der benyttet en materialeliste, som omfatter i alt 173 materialetyper fordelt på 12 materialegrupper. Ved opstillingen af materialelisten har følgende kriterier været anvendt (Hansen 1995, s. 44):

Der skelnes mellem materialer, som er/antages at være væsentligt forskellige, hvad angår ressourcemæssige, energimæssige og miljømæssige forhold

Det skal være muligt at identificere materialerne i industriprodukter

Det tilstræbes at begrænse antallet af forskellige materialer mest muligt

En konsekvens af sidstnævnte kriterium er, at der i mange tilfælde er samlet materialer under samme navn, som – givet andre kriterier – ville have været adskilt. Det noteres desuden i rapporten, at "[m]ange af de angivne materialer har således mere karakter af materialegrupper end af specifikke materialer." (Ibid., p 44). Tabel B.1 viser en oversigt over de 12 materialegrupper, som de 173 identificerede materialetyper fordeler sig på:

Tabel B.1 Materialegrupper (i parentes er angivet gruppekode som anvendt af Miljøprojekt nr. 281).

Materialegruppen "Sekundære materialer" omfatter materialer, som indeholder en væsentlig andel af genanvendte materialer. Om baggrunden for etableringen af denne materialegruppe, kan man læse i hovedrapporten: "Formålet med at medtage sekundære materialer, er at kunne godskrive industriprodukter, der indeholder sekundære materialer, den energigevinst, der beror på, at sekundære materialer typisk er energimæssigt billigere end primære materialer." (Ibid., p 44). Forbruget af sekundære materialer er således udskilt af hensyn til en mere præcis energiberegning.

B.4. Opgørelse af ressourcetab

Ved beregningen af ressourcetabets størrelse, defineredes for alle materialer et "gennemsnitligt materialebestemt ressourcetab", som knyttedes til det specifikke materiale (fx aluminium) og ikke til det specifikke produkt. Dog blev det for visse industriprodukter vurderet, at ressourcetabet for et givent materiale (som udgjorde en komponent i industriproduktet) ville afvige væsentligt fra det gennemsnitlige materialebestemte ressourcetab. For disse produkter (fx armbåndsure og kuglepenne) estimeredes et "produktspecifikt" ressourcetab, som benyttedes ved de efterfølgende beregninger. (Hansen 1995, s. 47ff.:)

Størrelsen af det gennemsnitligt materialebestemte ressourcetab angives som den andel (i vægt-procent) af materialet, som antages vil blive tabt ved slid og korrosion (i distributions-, forbrugs- og genanvendelses/bortskaffelsesfaserne) og tabt til affald (den del af materialet der ikke genanvendes, men ender i affald og deponeres eller forbrændes).

Ved bestemmelsen af ressourcetabet for varegrupper skelnede man i Miljøprojekt nr. 281 i princippet mellem, hvorvidt et materiale er en fornyelig ressource hhv. en ressource, som genskabes i takt med forbruget, idet alene forbruget af fornyelige ressourcer, som ikke genskabes i takt med forbruget, blev medtaget som ressourcetab. I praksis er det dog kun ædlere (tropiske) træsorter, som man vurderede til ikke at genskabes i takt med forbruget. Denne skelnen mellem materialers fornyelighed og grad af genskabelse har derfor en negligerbar betydning for projektets endelige resultater og konklusioner. Man kan derfor formulere fremgangsmåden ved bestemmelsen af ressourcetabet i Miljøprojekt nr. 281 på følgende, forenklede måde: Ressourcetabet bestemmes som den mængde af ikke-fornyelige materialer i et industriprodukt, som ikke genanvendes (undtagelsesvis medregnes forbruget af ædlere, tropiske træsorter dog som et ressourcetab).

Miljøprojekt nr. 281 kan i denne sammenhæng kritiseres for ikke at medregne forbruget af en række truede fornyelige ressourcer som ressourcetab. Et eksempel på dette kunne være forbruget af fisk, som vurderedes til at være en ressource, der genskabes i takt med forbruget, og som derfor ikke medregnes i ressourcetabet. Dette svarer imidlertid dårligt overens med den faktiske situation, hvor bl.a. EU's fiskeriministre diskuterer nødvendige tiltag for at nedbringe overfiskningen af eksempelvis torsk.

Det forhold, at forbruget af fornyelige ressourcer ikke medregnes som en del af ressourcetabet, indebærer, at der ved den endelige miljøprioritering (se kapitel 6) af varegrupper ikke tages hensyn til dette forbrug og dets afledede miljøeffekter. Dette kan – som bl.a. John Hille bemærker – betragtes som et alvorligt, metodisk problem.

Ifølge projektets hovedrapport, blev størrelsen af det materialespecifikke ressourcetab fastsat ud fra "… tilgængelig viden i litteraturen, oplysninger fra eksperter herunder genanvendelsesbranchen i Danmark samt sund fornuft. Det angivne ressourcetab anses for at dække situationen i Danmark i starten af 1990'erne." (Hansen 1995, s. 48) Det synes derfor at være den praktiske genanvendelsesprocent, som ligger til grund for bestemmelsen af ressourcetabets størrelse.

B.5. Opgørelse af energiforbrug

For hver varegruppe opgjorde man i Miljøprojekt nr. 281 energiforbruget E som summen af følgende komponenter (Hansen 1995, s. 28 & 56 ff.):

Tabel B.2 Komponenter af energiforbruget

Det kan i tilknytningen til tabellen bemærkes, at det Akkumulerede materialeSpecifikke energiForbrug (ASF) medregner energiforbrug til følgende formål (Ibid., p 56):

• Udvinding af råstoffer
• Forarbejdning af råstoffer
• Opvarmning, belysning og sikring af miljø og arbejdsmiljø på forarbejdningssteder
• Transport af råstoffer og materialer (dog kun medregnet i det omfang energiforbruget til transport er væsentligt set i forhold til energiforbruget til andre formål)
• Konvertering og raffinering af energi

I de tilfælde, hvor den videre (industrielle) forarbejdning af materialer resulterer i et væsentligt energiforbrug, er dette opgjort som det såkaldte forarbejdningstillæg. Heri ligger en kraftig forenkling, idet forarbejdningstillægget bestemmes som et materialespecifikt tillæg – der tages med andre ord ikke hensyn til variationen fra produkt til produkt (varegruppe til varegruppe). Forarbejdningstillægget udgør et forsøg på at kvantificere energiforbruget knyttet til forarbejdningen af de "rene materialer" (eksempelvis tilskåret kød eller rå træbjælker etc.) til færdige produkter (eksempelvis tilberedte gryderetter eller møbler etc.).

En anden forenkling består i, at forarbejdningstillægget kun medtager energiforbrug ved den direkte forarbejdning (fx stansning, udskæring af træ, nedfrysning af fx grøntsager o. lign.). Alle øvrige, sekundære energiforbrug knyttet til fremstillingen af færdige produkter (herunder opvarmning, belysning, transport af delkomponenter og markedsføring) er således ikke medtaget. Dette gælder desuden energiforbruget ved transport af færdige produkter. Projektets beregninger af energiforbruget til forarbejdning af (rå-)materialer til færdige produkter undervurderer derfor det reelle energiforbrug betydeligt. Jf. beregninger udført af John Hille, kan det antages, at beregningerne udført i Miljøprojekt nr. 281 i en række tilfælde underestimerer det reelle energiforbrug med op til (måske endda over) 50% (Hille 1995). Dog skal det bemærkes, at underestimeringen vil være (betydelig) mindre for produkter/varer, som benytter energi som driftsmiddel (fx biler, computere, støvsugere mv.), idet driftsenergiforbruget er medregnet og ofte udgør en betragtelig del af det samlede energiforbrug.

Miljøprojekt nr. 281 opgør energiforbruget som forbruget af primær energi (også kaldet bruttoenergiforbruget). Opgørelsen inkluderer, med andre ord, ikke blot det endelige energiforbrug (netto energiforbruget) men også det energitab, som er forbundet med raffinering af olie og konvertering af primære brændsler til elektricitet (Ibid., p 57). Bruttoenergiforbruget er bestemt på baggrund af opgørelser af netto energiforbruget og ved brug af følgende energieffektivitet:

Tabel B.3 Energieffektiviteter benyttet i Miljøprojekt nr. 281 (Hansen 1995, s. 57).

Det bemærkes, at energieffektiviteterne i tabel B.3 ikke inkluderer energiforbrug og –tab ved udvinding og transport af fossile brændsler, som skønsmæssigt varierer mellem 1,5% og 4% for de enkelte brændselstyper (kul, olie og naturgas).

B.6. Projektets resultater

På baggrund af detailoplysninger om varegruppers materialesammensætning og hertil knyttede ressourcetab og energiforbrug, beregnedes det samlede danske ressourcetab og energiforbrug fordelt på varegrupper. Ved beregningen benyttedes dels et gennemsnit af den dansk produktions- og forsyningsmængde, dels den danske forsyningsmængde alene. Ved produktionsmængden forstås den danske produktion af en given varegruppe, mens forsyningsmængden udgøres af dansk produktion + import - eksport af de pågældende varer. Forsyningsmængden er dermed et udtryk for det danske forbrug. Oplysninger for den danske produktions- hhv. forsyningsmængde fordelt på varegrupper indhentedes fra Danmarks Statistik (Forsyningsstatistikken) og udgjorde et middeltal for årene 1990-1992. (Hansen 1995, s. 8).

På baggrund af denne beregning rangordnedes varegrupperne efter deres gennemsnitlige placering i forhold til det samlede ressourcetab og energiforbrug. Projektet benytter herved en forsimplet tilgang, hvor varegruppernes enkeltvise placering efter ressourcetab hhv. energiforbrug ligeværdigt ligger til grund for bestemmelsen af varegruppernes endelige placering i rangordenen. Eksempelvis rangordnedes varegruppen Stenkul som nr. 1 efter størrelsen af det samlede ressourcetab hhv. som nr. 8 efter størrelsen af det samlede energiforbrug – mens varegruppen Olie til forbrænding rangordnedes som nr. 2 hhv. 7. Hermed rangordnedes både Stenkul og Olie til forbrænding som nr. 1 i den samlede placering, da de begge havde en "gennemsnitlig rangordning" på 4,5 og da ingen af de øvrige varegrupper nåede en højere "gennemsnitlig rangordning". Efter Stenkul og Olie til forbrænding fulgte som nr. 2 Benzin og petroleum (rangordnet som nr. 3 efter ressourcetab og 13 efter energiforbrug), som nr. 3 Jordoliegas og naturgas (rangordnet som nr. 4 hhv. 14) etc.

Resultaterne af rangordningen viste, at de industriprodukter, som fik en høj, samlet placering, var karakteriseret ved en eller flere af følgende egenskaber (Ibid., p 9):

• Produktet har et aktivt energiforbrug (fx en bil, som bruger energi i form af benzin)
• Produktet har et stort forbrug af driftsmidler (fx en vaskemaskine, som bruger sæbe og vand)
• Produktet omsættes i meget store mængder og består især af ikke-fornyelige materialer (fx cement og asfalt)

Men også produkter, der overvejende består af fornyelige materialer (fx aviser og tidsskrifter) kan komme højt i rangordenen, idet disse produkter omsættes i så store mængder, at selv et beskedent indhold af ikke-fornyelige materialer medfører et betydeligt ressourcetab.

Blandt de 50 varegrupper, som rangeres højest på rangordenen, kan en betydelig del henføres til samfundssektorerne energi (stenkul, olie, naturgas, benzin, petroleum og jordoliekoks), transport (skibe, personbiler, lastbiler og tog), landbrug (gødning, foderstoffer, kød og ost) samt byggeri og anlæg (cement, beton, asfalt, gips, stenuld og armeringsjern mv.). (Ibid., p 9)

B.7. Miljøfarlige stoffer

Varegruppernes indhold af miljøfarlige stoffer udgør i reglen mindre end 1% af den samlede materialesammensætning. Af denne grund henføres miljøfarlige stoffer ved opgørelsen af materialesammensætningen almindeligvis til kategorien "Andet" og opgøres derfor sjældent som selvstændige materialer. For at miljøfarlige stoffer ikke skulle falde helt ud af opgørelserne, blev det for hver enkelt varegruppe vurderet, om denne indeholdt miljøfarlige stoffer. Ved denne vurdering fokuseredes der imidlertid alene på de miljøfarlige stoffer cadmium, bly, nikkel, kobber og phthalater. Der er her alene tale om en kvalitativ angivelse, idet mængden af disse stoffer indeholdt i varegrupperne ikke er vurderet. (Hansen 1995, s. 62ff.)

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.