| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme

BILAG C Workshop on material flows, use of resources and indicators

Tirsdag den 7. maj 2002 afholdtes en workshop med titlen "Workshop on material flows, use of resources and indicators" på DHI – Institut for Vand og Miljø i Hørsholm. Workshoppen, som var arrangeret af projektgruppen, var et led i projektets vidensindsamling og kortlægningen af state-of-the-art indenfor området materialestrømme, indikatorer og bæredygtighed. Hensigten med workshoppen var bl.a. at give fagligt input til afgrænsningen af undersøgelsens fokus gennem danske og udenlandske eksperters præsentation af deres erfaringer indenfor området. Samtidig gav workshoppen også et indblik i en del af det arbejde, der udføres herhjemme og i udlandet, indenfor emnet (herunder aktuelle projekter der på forskellig vis berører dette projekts tema).

Ved workshoppen deltog fra udlandet John Hille (Idébanken, Norge) og Joachim Spangenberg (Sustainable Europe Research Institute, Tyskland) og fra Danmark en række indbudte eksperter og ressourcepersoner.

Det følgende er et sammendrag af workshoppens indlæg og diskussioner. Sammendraget er holdt i en kronologisk form og følger dermed workshoppens program. Programmet bestod af en række indlæg af varierende længde og var organiseret således, at indlæggene om formiddagen orienterede sig mod en diskussion af materialestrømsopgørelser som idé og metode (afsnit C.1.1-C.1.6), mens eftermiddagens indlæg behandlede emnet mere bredt (afsnit C.1.7-C.1.11).

Ved workshoppen var fremmødt: Henrik Wejdling (DAKOFA), Lennart Emborg (DMU), Line Block Christoffersen (AKF), Kim Ejlertsen (NOAH), Jacob Sørensen (NOAH), Bo P. Weidema (2.-0 LCA Consultants), Søren Nors Nielsen (Danmarks Farmaceutiske Højskole), Karin Blix (Danmarks Statistik), Ole Dall (COWI A/S), Lone Lykke Nielsen (Miljøstyrelsen), Lone Kielberg (Miljøstyrelsen), Jacob Juul (European Topic Centre on Waste and Material Flows), Kirsten Pommer (Teknologisk Institut), John Hille (Idébanken, Norge), Joachim Spangenberg (Sustainable Europe Research Institute, Tyskland), Ole Gravgård Pedersen (Danmarks Statistik), Karsten Krogh Andersen (DHI – Institut for Vand og Miljø), Inge Røpke (DTU), Michael Søgaard Jørgensen (DTU) samt Toke Haunstrup Christensen (DTU).

C.1. Sammendrag af workshoppen

C.1.1 Karsten Krogh Andersen (KKA): Welcome and the background of the workshop

KKA præsenterer projektgruppen og fortæller om projektets formål, metode og foreløbige resultater – præsenterer herunder et første udkast til et sæt af indikatorer.

KKA's oplæg afføder kommentarer og spørgsmål fra flere deltagere: John Hille spørger, hvilket perspektiv projektet vil anlægge (globalt eller nationalt), og om projektet medtager "skjulte strømme". Hertil svarer KKA, at projektet vil tage udgangspunkt i den danske økonomi og medregne skjulte strømme og aktiviteter udenfor Danmark, i det omfang, data er tilgængelige.

Joachim Spangenberg (JSP) stiller tre spørgsmål:

• Første spørgsmål tager udgangspunkt i idéen om at kvantificere det tilgængelige miljømæssige råderum for affald og ressourcer (som KKA omtalte ved sin præsentation). Hertil spørger JSP: Hvordan vil projektet kvantificere det tilgængelige miljømæssige råderum for affald og ressourcer? JSP selv mener, at en sådan kvantificering mere vil være udtryk for en normativ snarere end en videnskabelig øvelse.
• JSP efterlyser, at arealanvendelse ("land-use") medtages ved opgørelserne på linje med energistrømme og materialestrømme. Han opfatter opgørelsen af arealanvendelse som værende en vigtig forklarende kraft ("important explanatory power").
• JSP refererer til erfaringer fra opgørelser af materialestrømme på europæisk niveau, hvor man udvalgte en række materialer såsom cement, som man anså for at være karakteristiske for hoved-erhvervssektorer ("major business sectors"). Eksempelvis var cement vigtigt for byggerisektoren (den anden største producent bag materialestrømme). Er de valgte materialer/stoffer i det danske projekt repræsentative (karakteristiske) for den danske business-sector?

KKA medgiver i sit svar på det første spørgsmål, at bestemmelse af det miljømæssige råderum indebærer en normativ stillingtagen. I sit svar på JSP's andet spørgsmål, henviser KKA til, at opgørelse af arealanvendelse har været diskuteret i projektgruppen, men at ingen konklusion endnu er taget. Han henviser til Miljøstyrelsen, som i forhold til nærværende projekt har ønsket et hovedfokus på materialestrømme. Med hensyn til JSP's tredje spørgsmål svarer KKA, at landbrug er en central sektor i Danmark (og at udvalgte indikatorer til belysning af landbrugets betydning dermed kunne være en idé).

C.1.2 Ole Gravgård Pedersen (OGP): Material flows of the Danish Economy

Med sit indlæg giver OGP et overblik over de overordnede materialestrømme i den danske økonomi. OGP præsenterer resultaterne fra bl.a. et igangværende projekt ved Danmarks Statistik, finansieret af Miljøstyrelsen og Eurostat, hvor formålet er at bestemme DMI og TMR for Danmark.

OGP indleder med at præsentere en oversigt over det materielle import, output og eksport fra den danske økonomi (genereret ved dansk produktion og udenrigshandel). Opgørelsen, der er fra 1990, opererer med en opdeling af materialer i fire kategorier: Byggematerialer, landbrugsprodukter, energiprodukter og alle andre produkter. Af disse udgør byggematerialer den største andel af det danske output. Herefter følger landbrugsprodukter og energiprodukter. Sammenlignet med andre lande, er det danske output (målt pr. indbygger) relateret til landbrugsprodukter ganske høj, hvilket afspejler, at Danmark har en intensiv og omfattende landbrugsproduktion. På inputsiden udgør energiprodukter en høj andel, og på eksport-siden er landbrugsprodukter en hovedkomponent.

Siden opgørelsesåret (1990) er der sket mindre ændringer, idet energiproduktionen er steget samtidig med, at eksporten af energi er øget.

Gennem at kombinere ovennævnte statistik med informationer om ressource-ekstraktion, affaldsstrømme og residual-strømme har Danmarks Statistik opstillet en massebalance for den danske økonomi, 1990. På inputsiden opgøres dansk ressourceudvinding og import, der tilsammen udgør DMI (123 mio. tons). Dansk ressourceudvinding udgør 2/3 af DMI. På outputsiden opgøres eksport og residualmængden (samlet 68 mio. tons). Residualmængden udgør den største andel (omkring 2/3 af det samlede output), hvoraf den energirelaterede del udgør omkring halvdelen af det totale residual-output. Residualgruppen er defineret bredt og omfatter eksempelvis også dele af udledningen af vanddamp o.lign. Massebalance mellem input- og outputsiden opnås ved akkumulationen af materiale i den danske økonomi, som udgør omkring 55 mio. tons.

OGP har ydermere forsøgt at allokere det totale DMI på økonomiens enkeltsektorer/komponenter eller "the causing final demand". Heraf fremgår bl.a., at den danske eksport af varer og tjenesteydelser svarer for halvdelen af det totale danske DMI, hvoraf en betragtelig del udgøres af biomasse ved produktionen af eksporterede fødevarer og energi (hvoraf en betydelig del af energiproduktionen anvendes ved produktionen af eksporterede varer). OGP har endvidere opgjort DMI - relateret til det private forbrug - på forbrugskategorier.

Jacob Sørensen og John Hille stiller efterfølgende nogle opklarende spørgsmål omkring valget af definitioner for DMI og termerne "indirect flows" og "direct flows", som OGP benytter. OGP benytter Eurostat's definition af DMI, således at indirect flows (i TMR forstand) ikke er medtaget. Når der i forbindelse med DMI alligevel tales om indirect flows er det i relation til input-output beregninger af indirekte DMI-materialestrømme knyttet til forskellige økonomiske aktiviteter.

Joachim Spangenberg stiller spørgsmålet, om der har været gjort forsøg på at indsamle/etablere data til brug for en egentlig opgørelse af TMR for endelige produkter ("finished goods"). I sit svar henviser OGP til, at når man ikke opgør TMR for endelige produkter, skyldes det et "nødvendighedens valg" ("a decision made out of necessity"), idet man ikke har de nødvendige data for de endelige produkter. OGP henviser også til det aktuelle arbejde ved Wuppertal Instituttet og Eurostat's anvisninger ("guidelines"), hvor der er nået konsensus om, at hvad angår endelige produkter, medtager man kun "vægten" af de endelige produkter og ikke "upstreams materials" associeret med produkterne. På dette punkt slår OGP desuden til lyd for et pragmatisk valg, idet en ensartet opgørelsesmetode (som den anbefalet af Eurostat m.fl.) landene imellem sikrer sammenlignelighed mellem landenes resultater. Udbygningen af datagrundlaget for at kunne lave egentlige TMR for endelige produkter bør udvikles – efter OGP's overbevisning – gennem internationalt samarbejde.

C.1.3 Henrik Wejdling (HW): Experiences from a Danish project on material flows

HW fortæller om erfaringerne fra et studie, udført for Miljøstyrelsen, af Wuppertal Instituttets arbejde (herunder arbejdet med udformningen af begreber som "økologisk rygsæk" o.lign.). Studiet baserer sig på litteraturstudie og besøg på Wuppertal Instituttet (herunder interview med Bringezu og Moll). Projektets resultater vil indenfor den kommende tid blive gjort offentligt tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside.

I det følgende vil vi i udpluk referere HW's oplæg og den efterfølgende diskussion og i øvrigt henvise til rapporten, der er udarbejdet på baggrund af studiet (vil kunne downloades fra Miljøministeriets hjemmeside senere dette år).

Diskussionen affødt af OGP's oplæg viste, at arbejdet og diskussionen indenfor MFA-feltet er præget af mange forskellige begreber, som ofte enten er overlappende eller bruges forskelligt de enkelte forskningsmiljøer imellem. En af disse begrebsmæssige uklarheder er knyttet til ordene "økologisk rygsæk" (benyttet af Wuppertal Instituttet) og "skjulte strømme" (ofte benyttet af økonomer). Disse to begreber dækker det samme (nemlig materialestrømme knyttet primært til udvindingen af ressourcer, men som ikke på noget tidspunkt indgår i økonomien). HW ironiserer i denne forbindelse over begrebet "skjulte strømme", idet disse strømme kun er "skjulte" i forhold til økonomien – men på ingen måde forekommer "skjulte" for de mennesker og områder, der direkte berøres af flytningen af disse materialer.

Som milepæle indenfor udviklingen af MFA-metoder og -opgørelser peger HW på to udgivelser fra World Resources Institute: Adriaanse et al., The Material Basis of Industrial Economies, 1997 og The Weight of Nations, 2000. Førstnævnte indeholdt materialestrømsopgørelser for USA, Holland, Tyskland og Japan og fokuserede på "inputsiden", mens sidstnævnte fokuserede på "outputsiden". Undersøgelserne viser, at betragtelige materialemængder årligt passerer gennem økonomierne (eksempelvis i USA udgør det årlige outflow fra USA's økonomi 86 tons pr. person, og mellem 50-75% af det samlede materiale-input til den amerikanske økonomi passerer ud af økonomien indenfor det samme år). Fra et bæredygtighedsperspektiv er det ikke ønskeligt at have hverken et højt, årligt "throughput" gennem økonomien eller en høj, årlig akkumulation af materialer. I forbindelse med spørgsmålet om den årlige akkumulation af materiale i økonomien bemærker Joachim Spangenberg, at ikke nok med at det akkumulerede materiale udgør et miljøproblem i sig selv, idet disse materialer før eller siden skal "ud" af økonomien (og herved bidrager til økonomiens output), men samtidig vil en øget mængde akkumuleret materiale indebære behov for yderligere input af ressourcer til vedligeholdelse af den akkumulerede mængde materiale. Herved kommer den (øgede) mængde akkumuleret materiale til at udgøre en betydende forhindring for at opnå dematerialisering af økonomien.

HW peger på, at ønskes en bæredygtig økonomi, bør den samlede materialegennemstrømning reduceres betragteligt (bl.a. gennem øget genanvendelse) samtidig med, at yderligere akkumulation af materiale undgås ved etablering af massebalance mellem input- og output-strømmene.

Det er en fremherskende forståelse, at den generelle teknologi-udvikling fører til frembringelsen af renere, og dermed mindre miljøbelastende, teknologier. Denne forståelse er – ifølge HW – kun delvis korrekt, set i et MFA-perspektiv. Ser man nemlig på processerne og teknologien knyttet til udvinding af råstoffer og ressourcer, gør det modsatte sig gældende; Bringezu har gennemført et studie, som viser, at den økologiske rygsæk forbundet med udvindingen af ressourcer er stigende i takt med, at der udvikles forbedrede mineteknologier, der muliggør at udvinde ønskede metaller o.lign. fra malme mv. af en stadig ringere lødighed. Dette bekræftes ligeledes af et finsk studie. Bo P. Weidema kommenterer, at en sandsynlig årsag til stigningen i mængden af "flyttet jord" pr. enhed udvundet metal/ressource kan være øget brug af åbne miner (i modsætning til tidligere tiders hyppigere brug af "lukkede miner"). Hertil kommenterer Joachim Spangenberg, at for tysk minedrift gælder det, at også ved "open mining" øges ressourcetrækket over årene, idet der i dag graves dybere end tidligere. Hertil kommer, at med stigende dybde øges mængden af oppumpet dræningsvand, hvilket øger ressourcetrækket på rent drikkevand.

Et finsk studie viser, at det er muligt at afkoble udviklingen i TMC (Total Material Consumption) fra den økonomiske vækst. Medregner man imidlertid skjulte strømme, viser historiske data for Finland, at en sådan afkobling ikke har fundet sted. Samme studie viser, at de skjulte strømme (ubrugte materialer) knyttet til produkter importeret til Finland er stigende. Heraf udleder HW, at de industrialiserede lande i stigende grad importerer "rene" råstoffer/ressourcer, hvorved store dele af genereringen af skjulte strømme "flyttes" til udlandet. Dette fører frem til en diskussion af, hvilket niveau det er relevant at benytte ved opgørelsen af materialestrømme, idet et snævert fokus på det nationale ikke vil indfange de globale miljø- og ressourcemæssige konsekvenser ved en stadig mere globaliseret handel. Globaliseringen betyder - på dette felt - at ressourcekrævende aktiviteter (såsom minedrift) i stigende grad flyttes fra de højest industrialiserede lande til mindre industrialiserede lande. Dette fører ind på en geopolitisk dimension, der bør "indregnes" i udviklingen af indikatorer for materialestrømme.

Kommissionen arbejder i øjeblikket på at udarbejde "a white paper" om strategi for bæredygtig ressource management. I tilknytning til dette arbejde er der etableret en hjemmeside, hvor et antal rapporter er lagt frem om, hvordan en bæredygtig ressource management kan udformes. HW henviser til hjemmesiden: http://www.europa.eu.int/comm/environment/enveco/studies2.htm.

John Hille stiller efterfølgende et spørgsmål om kvaliteten og fuldstændigheden af det nuværende datagrundlag for at foretage opgørelser af materialeforbrug, som medregner forbruget af skjulte/ubrugte strømme. I Norge er der store problemer knyttet til fremskaffelsen af data for sådanne beregninger. Hertil svarer OGP, at vi har ganske gode data for den ressource-ekstraktion, der finder sted i Danmark. HW henviser til Wuppertal Instituttet, som på sin hjemmeside har en liste over ca. 200 "basic materials" med data om materialeforbruget ved udvindingen af disse "basic materials". HW understreger dog, at disse data udgør en generalisering og ikke kan benyttes til beregning af materialeforbrug knyttet til produktionen/forbruget af specifikke produkter.

C.1.4 Joachim Spangenberg (JSP): Informs about the present follow-up of studies from the Wuppertal Institute regarding material flows

JSP ønsker med sit oplæg bl.a. at pege på nogle af de grundlæggende idéer bag forståelsen af MFA som metode for herigennem at muliggøre diskussionen af forskellige tilgange til MFA.

Om den historiske baggrund for udviklingen af MFA som idé og metode fortæller JSP, at denne oprindeligt udsprang af problemerne med et arbejde i starten af 1990'erne hos OECD og i Tyskland, hvor man forsøgte at udvikle et indeks over kemiske stoffer, som skulle rumme pålidelige oplysninger om stoffernes toksicitet og kunne anvendes uafhængigt af geografisk lokalitet. Det lykkedes imidlertid ikke (og er fortsat ikke lykkedes) at fuldende dette projekt, idet stoffers toksiske effekter afhænger af det konkrete miljø, disse optræder i. Problemerne med at udvikle et sådant indeks foranledigede lederen af OECD's kemiske afdeling, Schmidt-Bleek, til at foreslå, at man – i stedet for at forsøge at detail-kortlægge effekterne på outputsiden, med heraf følgende store dataproblemer – skulle sætte fokus på inputsiden. I de følgende år udvikledes MFA-begrebet som metode – i starten dog med næsten udelukkende fokus på den kvantitative side af materialestrømmene (dvs. på materialestrømmenes fysiske størrelse og uden fokus på de miljømæssige effekter, den kvalitative side). Ifølge JSP er der dog – over de senere år – bragt ligevægt i fokus, idet også den kvalitative side inkluderes i MFA-analyserne.

JSP understreger, at det er nødvendigt at "tegne en linje" mellem opgørelser af materialestrømme (MFA) og miljøeffekterne (en slags "årsagssammenhæng" bestemmelse):

”People do not want to talk about material flows – people want to know about the [environmental] problems. [...] So if you do not manage to draw a line from the material flows to the environmental problems, then you are in a position, where you are talking about important things, nobody wants to listen to, because the relevance is not obvious.”

En mulig tilgang, som bevarer MFA-metodens styrke (det forenklede fokus på inputsiden) og kombinerer denne med viden om stoffer/materialers miljømæssige effekter, består i holde fokus på materialestrømme og undersøge, hvilke miljøeffekter der er relateret til disse. Hertil knytter sig dog det problem, at denne tilgang ikke kan medregne den miljøeffekt, som i dag endnu er ukendt og ubeskrevet.

Med ovennævnte problemer in mente, valgte JSP m.fl. derfor en anden tilgang: Man gennemgik nationale rapporter over miljøets tilstand og nationale bæredygtighedsrapporter for en række europæiske lande (omfattede omkring 50 rapporter) og udarbejdede en samlet liste over miljøproblemer identificeret i disse rapporter. På baggrund af dette arbejde forsøgte forskerne at bestemme den bagvedliggende drivkraft for hver af de identificerede miljøproblemer. Eksempelvis kunne den bagvedliggende drivkraft bag genereringen af affald identificeres som den høje mængde af materiale-input i økonomien. Dette arbejde førte frem til bestemmelsen af to "typer" (eller "klasser") af drivkraft bag de identificerede miljøproblemer:

• De specifikke kemiske karakteristika af små stofmængder
• Den kvantitative virkning af store strømme (materialestrømme, energistrømme og arealanvendelse)

Endnu er der ikke international konsensus om, hvordan arealanvendelse ("land use") opgøres. JSP præsenterede sit eget bud på, hvordan de metodiske problemer omkring det at "klassificere" den konkrete brug af arealer kunne imødegås. Han tog udgangspunkt i følgende figur:

Figuren illustrerer, hvorledes arealer i varierende grad kan være "underlagt" "human domination" henholdsvis "natural regulation". JSP knyttede følgende kommentarer angående de valgte fire kategorier: I højre side (kategori IV) finder man arealer, der kun i stærkt begrænset omfang påvirkes af menneskelig indgriben (fx naturreservater), mens man i venstre side finder arealer, der langt overvejende domineres af menneskelige aktiviteter (såsom byer). JSP benytter konventionelt (intensivt) landbrug henholdsvis økologisk (ekstensivt) landbrug til at illustrere forskellen mellem II og III. Indenfor kategorierne II og III forsøger mennesker at styre (kategori II) henholdsvis udnytte (kategori III) naturlige processer; dette ses fx ved intensivt landbrug (II) og ekstensivt landbrug (III).

I tilknytning til figuren fremhæver JSP, at det interessante ikke som sådan er en opdeling af landarealer i klasser, men bevægelserne ("transition") mellem klasserne. Endvidere fremfører JSP, at materiale- og energiinput til et givent landareal øges i takt med bevægelse på figuren fra højre mod venstre (fra kategori IV mod I).

Det omtalte studie satte fokus på miljøbelastningen som "funktion" af tre faktorer: 1) Den totale materialestrøm, 2) energiforbrug og 3) intensiteten af brugen af landarealer (jf. ovennævnte figur). Undersøgelsen demonstrerede, at alle identificerede miljøproblemer (undtagen de miljøproblemer, der forårsages af små strømme af kemisk aktive stoffer) ville blive "signifikant reduceret" gennem 1) minimering af størrelsen af de totale materialestrømme, 2) minimering af energiforbruget og 3) en "sænkning" af intensitetsniveauet for brugen af landarealer. Heraf udleder JSP, at opfyldelsen af det miljømæssige råderum for forbruget af materiale, energi og areal sikrer en reduktion i drivkræfterne bag de fleste af de miljømæssige problemer.

Foranlediget af disse erfaringer lægger JSP op til, at en strategi for bæredygtig udvikling bør rumme to forskellige, men gensidigt komplementerende, delstrategier:

• De-materialisering ("Dematerialization")
• De-toksificering ("Detoxification")

JSP diskuterer brugen af forskellige begreber indenfor MFA og pointerer, at det er vigtigt at overveje den fortolkningsmæssige betydning af de valg, man foretager sig med hensyn til, hvilke materialestrømme der medregnes ved opgørelsen.

JSP kommer ind på den politiske udfordring, som er forbundet med at benytte MFA-opgørelser som redskab/værktøj til styring af materialestrømme. Miljøpolitik baseres i dag (i al almindelighed) på opstillingen af konkrete reduktionsmål for konkrete stoffer med kendte miljøeffekter. I modsætning hertil sætter brugen af MFA-opgørelser fokus på materialestrømme generelt og lægger op til en reduktion af disse under hensyntagen til en minimering af (delvist) ukendte miljøeffekter forbundet med disse strømme:

”Looking at the material flows, one important thing to understand is that we cannot predict what will be the long term effects of high material flows. The methodology, or the political goal, to reduce the accumulation of heavy metals is something that is a very specific path to solve a specific problem. Whereas reducing material flows is an unspecific approach to solve partly not-yet-known problems – to avoid future problems. (…) So the question that is (…) how do you convince politicians that you should invest money to avoid problems you cannot name? This is a serious policy challenge.”

JSP tager i sin videre diskussion af sammenhænge mellem materialestrømme og bæredygtig udvikling udgangspunkt i følgende figur:

Den midterste strøm repræsenterer den traditionelle forståelse af økonomiens materialestrømme. JSP benytter figuren til at illustrere forskellen i kompleksitet mellem input- og outputsiden. JSP deltog i et projekt, hvor man forsøgte at bestemme antallet af "points of entry" (herved forstår JSP steder/punkter, hvor materialer "træder ind i" økonomien) og antallet af "points of exit" (steder, hvor materialer "forlader" økonomien) for den tyske økonomi. På inputsiden opgjorde man omkring 20.000 entry-points (inkl. vand men ekskl. luft) og omkring 200 stoffer/materialer ("substances"). På outputsiden skønnede man omkring 1,5 mio. stoffer/materialer (overvejende fra industrien) og mere end 2 mio. exit-points. Erfaringerne fra dette projekt peger mod, at hvis man ønsker at reducere materialestrømme, er det langt det nemmeste at regulere på inputstrømme frem for outputstrømme.

Højre side af figuren antyder en strategi for dematerialisering ("Deconomy"), der vil indebære en reduktion af materialestrømmen gennem økonomien. Venstre side af figuren antyder en strategi, der baseres på genanvendelse af produkter, komponenter og materialer ("Reconomy"). JSP pointerer, at en egentlig reduktion af materialestrømmen gennem økonomien kun kan finde sted gennem en kombination af begge strategier.

JSP kommenterer også på betydningen af "tidsfaktoren" for den samlede materialestrøm. JSP definerer en vares/materiales levealder ved ligningen:

T_life = T_use + T_waste

Levealderen defineres således som summen af den tid, et givent produkt bliver anvendt, og den tid dets materialer optræder som affald. Generelt "lever" produkter længere tid som affald end som egentlig brugsgenstand. Størrelsen T_waste kan minimeres gennem eksempelvis brug af bio-nedbrydelige materialer, og herved opnås en reduktion af den totale, akkumulerede mængde affald. Dette er dog en løsning, som har sine praktiske begrænsninger. En omvendt strategi kan bestå i at øge T_use gennem udvikling af langtidsholdbare produkter og/eller produkter, der nemmere kan repareres. Denne strategi vil dog også have sine begrænsninger i form af modeskift og det teknologiske systems hastige udvikling, som "tvinger" forbrugeren til løbende at købe nye modeller af eksempelvis computere og mobiltelefoner. "Time management" som tilgang til reduktion af materialestrømme har derfor sin begrænsning:

”This is why we say that ’time management’ maybe is one interesting and so far neglected aspect of material flows management, but – on the other hand – it has limited capabilities and still makes the reduction of the total volumes of flows a necessary approach.”

Herefter bevæger JSP sig over mod nogle mere abstrakte betragtninger om sammenhænge mellem landes import og eksport af materialer, forholdet mellem økonomisk import og eksport og bæredygtighed. JSP eksemplificerer dette ved Tyskland:

”The German economy is characterised by a situation, like the Danish one, of accumulating a stock [of materials] and, furthermore, we have a significant surplus of physical imports as compared to physical exports. At the same time we have a significant surplus of economic exports as compared to economic imports. We have an economical export surplus in financial terms and an export deficit in physical terms. (…) Since the Earth as a whole is a closed system, this model cannot be generalised. Not everybody can have a surplus in importing materials (…). So we [Germany] earn money at the expense of others, while using their resources to make our money. And that is definitely an unsustainable situation. It cannot be sustained because it cannot be generalised.”

Ifølge JSP arbejder Statistisches Bundesamt Deutschland ("the German Statistical organisation") på at udvikle et system for Tyskland, der dækker tre hovedfelter:

• The monitor economic system (det traditionelle system der fokuserer på økonomisk aktivitet)
• The physical accounting system (materialestrømme o.lign.)
• A time-based accounting system (der måler befolkningens tidsforbrug – herunder tyskernes tidsforbrug på ikke-betalte aktiviteter)

Sigtet med dette nye system er, at det skal dække de fleste af tyskernes aktiviteter (og altså ikke kun med ensidigt fokus på den økonomiske aktivitet, som tidligere har været dominerende).

C.1.5 Jacob Juul (JJ): The activities regarding material flow indicators at the European Environmental Agency and the European Topic Centre on Waste and Material Flows (ETC/WMF)

ETC/WMF udgør ét af en række europæiske tema-centre. Disse centre arbejder for øjeblikket på at udvikle et sæt af "nøgleindikatorer" ("core indicators"), som vil blive anvendt af EEA ved rapporteringen af "state of the environment" i Europa.^[19]

På kort sigt er målet at opnå enighed mellem landene knyttet til EEA om et sæt af indikatorer på affald og materialestrømme, som vil blive anvendt af EEA. På længere sigt er målet at udvikle et fælles sæt af indikatorer for hele Europa/EU og – på endnu længere sigt – for EU, OECD m.fl.

ETC/WMF har på baggrund af et studie af en række strategipapirer fra EU defineret tre overordnede politiske mål ("overall policy objectives"). Til hver af de tre overordnede politiske mål har ETC/WMF – på baggrund af en gennemgang af relevante "policy documents" for hver af de politiske mål (lovgivning og strategier) – udviklet et antal "policy questions". Fokus har ved denne gennemgang været på formålet med disse "policy documents", og hvilke mål (kvantitative såvel som kvalitative) disse sætter for udviklingen. Endelig har ETC/WMF til hver af disse "policy questions" knyttet indikatorer. ETC/WMF har udviklet 16 policy questions og et indikatorsæt bestående af 29 indikatorer, som på tidspunktet for workshoppen var til høring hos en række samarbejdspartnere.

De tre overordnede politiske mål indenfor området affald og materialestrømme er:

• Sustainable use of natural resources
• Prevention of waste generation
• Sustainable waste management

ETC/WMF har benyttet følgende kriterier (defineret af EEA) ved bestemmelse og valg af indikatorer for affald og materialestrømme:

• Direct policy relevance
• Relevant to waste and material flows
• Understandable
• Limited in number
• Dependent on data

Sidstnævnte – afhængigheden af data – har vist sig at være et betragteligt problem for udviklingen af realiserbare indikatorer. Datatilgængeligheden udgør derfor en vigtig begrænsende faktor for, hvilke indikatorer ETC/WMF kan foreslå.

Ved arbejdet med at udvikle indikatorer har det vist sig at være nyttigt at udarbejde "description sheets" for hver indikator, som indeholder oplysninger om følgende:

• Navnet på indikatoren
• Hvad er inkluderet i indikatoren?
• Hvilken slags data er nødvendige for at bestemme indikatoren?
• Hvorfra indhentes data?
• Hvad er data-situationen?
• Dataflow diagram (visualisering af dataflow)
• Tidsplan for udviklingen af indikatoren
• Kriterier for udvælgelse af miljøindikatorer
• Vurdering af data (herunder en vurdering af den udvikling indikatoren viser)

For yderligere information om ETC/WMF's arbejde og første udkast til indikatorsæt henvises til dokumentet: Towards a core set of indicators on waste and material flows – Draft paper presenting the core set of indicators prepared by the European Topic Centre on Waste and Material Flows.

C.1.6 John Hille (JH): Comments on ongoing work on sustainability, indicators, consumption and use of resources from a Norwegian perspective

JH indleder sit indlæg med at omtale nogle af de projekter, han gennem årene har deltaget i, og som har relevans i relation til temaet om materialestrømme. Han nævner i denne forbindelse arbejdet med udgivelsen af bogen Sustainable Norway (som fulgte i forlængelse af Friends of the Earths kampagne Sustainable Europe) samt udarbejdelsen af den årlige, norske rapport Økologisk Utsyn – Økologiske konsekvenser av Norges økonomiske utvikling det siste år.

Især sidstnævnte (Økologisk Utsyn) indeholder opgørelser, som ikke direkte kan betegnes som materialestrømsopgørelser (i den forstand at samlede materialestrømme for hele Norge opgøres), men derimod er opgørelser, som baseres på det, JH betegner som underrapporterede data. Herved forstår JH upublicerede, statistiske data, som allerede er tilgængelige, og som kan illustrere udviklingen i ressourceforbrug og ressourceeffektivitet. Brugen af underrapporterede data kan udgøre et supplement til og/eller et alternativ til egentlige materialestrømsopgørelser, hvor sidstnævnte ofte følges af det problem, at der kræves store mængder data, som ofte ikke er tilgængelige.

JH argumenterer for nødvendigheden af at opgøre materialestrømme efter type af materiale (et disaggregeret niveau) – og ikke kun ved opgørelse af ét samlet tal (alle strømme aggregeret). Han henviser til, at stoffers og materialers toksicitet varierer ganske meget, og at en betragtelig del af den samlede materialestrøm for en økonomi udgøres af (relativt) harmløse materialer såsom sten, grus, sand mv.

JH berører også temaet "ressource-effektivitet" og tegner i denne forbindelse følgende figur, som skal illustrere, hvad ressource-effektivitet (målt som "forbruget af ressourcer" pr. "service-enhed" eller "velfærd") er en funktion af:

JH selv har gennem sit arbejde haft særligt fokus på forbrugsmønstre ("patterns of consumption").

I tilknytning til figuren fremhæver JH:

”It is interesting, if we talk about sustainability, to look a bit at these aspects as such, and also at factors that influence both technology [resource intensity of technology] and patterns of consumption. (...) I have suggested a number of things, which might be possible to measure, for example products life time (...), products weight (...) and measures of resource intensity in industries, also split by sectors could be interesting, and things such as relative prices of goods and services.”

Med baggrund i sin egen rapport Hundred effektive år gennemgår JH for en række ressourcer og typer af forbrug udviklingen i det samlede forbrug og ressource-intensitet. Studiet viser, at selvom ressource-effektiviteten for en lang række af ressourcer har været stigende gennem tiden, er der også en række ressourcer, som har haft konstant eller faldende ressource-intensitet.

Der har ikke i Norge været gennemført egentlige studier af materialestrømme for den norske økonomi, som indregner eksport og import af materiale. Der har dog været enkelte studier af materialestrømme for et mindre antal materialer (fx gennemførte Statistics Norway i begyndelsen af 1990'erne et studie af forbruget af tømmer, jern og energi).

JH fortalte også om hans (og Idébankens) arbejde med at beskrive det miljømæssige råderum for byen Stavanger (et projekt affødt af byens arbejde med udviklingen af en lokal agenda 21). Arbejdet tog så vidt muligt udgangspunkt i lokale oplysninger for byen Stavanger (herunder opgørelse af indbyggernes konkrete energiforbrug opdelt på forskellige forbrugskategorier).

Afslutningsvis fortæller JH om sine studier af udviklingen i det norske privatforbrug, og hvorledes viden om denne udvikling kan benyttes til at illustrere vigtige pointer i relation til diskussionen om bæredygtighed. Det er for JH vigtigt at fremhæve, at det er nødvendigt at supplere mere generelle og overordnede indikatorer (såsom indikatorer over materialestrømme) med oplysninger, der kan fortælle noget om de bagvedliggende årsager til udviklingen i de generelle indikatorer. I forhold til dette spiller viden om forbrugets sammensætning og udviklingen indenfor bestemte (især ressourcetunge) forbrugsområder en vigtig rolle. JH illustrerer dette med en række eksempler på udviklingen i forbruget i Norge over en længere årrække. Heraf fremgår det bl.a., at udviklingen generelt har været karakteriseret ved et dramatisk fald i de reelle priser på forbrugsvarer, mens reelle priser på tjenesteydelser har været stigende. Dette skyldes (blandt flere ting), at produktionen af varer i stigende grad er flyttet udenfor Norge (til lande med lave lønninger), og at produktionen i øget grad er automatiseret. Herved falder priserne på produkter, og dette medfører øget (materielt) forbrug samtidig med, at forbruget af tjenesteydelser falder i takt med stigende priser på disse. Alt i alt resulterer dette i en udvikling med øget ressourceforbrug – en ikke-bæredygtig udvikling.

Konkret illustrerer JH forbrugsudviklingen ved udvalgte "indikatorer", som viser udviklingen i den norske bestand af forbrugsgoder såsom mobiltelefoner, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, boligareal pr. indbygger etc. JH viste bl.a. følgende tabel, som viser væksten i import af elektriske apparater og andre forbrugsvarer i perioden 1990-2001:

JH fremhæver, at brugen af sådanne udvalgte indikatorer har sin styrke ved en høj grad af forståelighed, idet den enkelte borger nemt kan relatere sig selv til tallene (fx stigningen i antallet af mobiltelefoner). Dette står i modsætning til de mere generelle indikatorer for materialestrømme, hvor det er vanskeligt at relatere sine hverdagserfaringer til opgørelser af antallet af flyttet tons materiale. I en efterfølgende kommentar stiller Jacob Juul dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt borgere og beslutningstagere reelt kan se en sammenhæng mellem eksempelvis udviklingen i antallet af mobiltelefoner og heraf afledte konsekvenser for miljøet.

C.1.7 Joachim Spangenberg (JSP): The present status in Europe concerning the development of sustainability indicators

JSP fortæller om forskellige internationale institutioners arbejde med at udvikle indikatorer for bæredygtig udvikling, der omfatter materialestrømme:

• I EU-regi er der udarbejdet data bl.a. i forbindelse med EU's Integrated policy reporting on economic and social politics og arbejdet med udviklingen af en europæisk strategi for bæredygtig udvikling
• United Nations Commission for Sustainable Development (UNCSD): Har udviklet internationale indikatorer, der inkluderer opgørelser af materialestrømme. UNCSD-indikatorerne blev senest opdateret i 2001 og er suppleret med "methodology sheets", der beskriver indholdet af og metoden bag bestemmelsen af disse indikatorer. UNCSD har endvidere udviklet et indikatorsæt, som betegnes CCPP-indikatorer (Changing Consumption and Production Patterns indicators). Disse indikatorer, der publiceredes i 1999, omfatter forbruget af energi, materiale og areal og inkluderer input og output forbundet med disse forbrug. JSP anbefaler at kikke nærmere på disse indikatorer
• Eurostat: Det mest fremtrædende Eurostat-projekt indenfor temaet miljø-indikatorer er det såkaldte Environmental Pressure Index Project. Hensigten har i dette projekt været at aggregere den miljømæssige effekt af en række faktorer til et begrænset sæt af nøgleindikatorer

JSP kommenterer, at hovedparten af de oven for beskrevne arbejder i praksis ikke har haft nogen indflydelse på EU Kommissionens arbejde med udviklingen af indikatorer for bæredygtig udvikling (dette gælder eksempelvis også DPSIR-modellen udviklet af EEA).

JSP fortæller om det aktuelle arbejde i EU Kommissionen med udviklingen af et samlet sæt indikatorer for miljø, økonomi og sociale forhold. Dette sæt indikatorer indeholder p.t. 7 indikatorer, der skal dække miljø-aspektet. Der pågår en diskussion om valget af indikatorer og deres funktion, og der foreligger derfor endnu ikke et endeligt udkast. For yderligere oplysninger om EU Kommissionens arbejde mv. henviser JSP til bl.a. dokumentet Commission Staff Working Paper: The Lisbon Strategy – Making Change Happen. Han henviser også til Minutes of the Council Meeting in Barcelona samt EEA's input til Barcelona-mødet. Sidstnævnte indeholder et interessant studie af EU-landenes indikatorer i dag, og heraf fremgår det, at der er store forskelle landene imellem.

I forlængelse af Barcelona topmødets indikatorer ("Barcelona Summit Indicators") skrev JSP m.fl. et paper, hvori de kritiserede kommissionens arbejde og valget af indikatorer (Spangenberg, J. H. & Hinterberger, F.: Post Barcelona – Beyond Barcelona: Recommendations for the integration of Sustainability Indicators. SERI)^[20]:

”In this paper we said that it is very good that they [the EU Commission] finally begin to integrate the different dimensions of sustainability. But actually they did not integrate them, they added the environmental dimension. But this is a very realistic thing, because it reflects the level of integration which is in politics. (...) So what we need now is some immediate improvements of these indicators, for example: We [should] go from the per GPD units to the absolute units to include a good indicator on resource productivity.”

Det er JSP's opfattelse, at på langt sigt må der udvikles indikatorer, som tager et helt andet udgangspunkt end indikatorerne fra Barcelona mødet. "Fremtidens indikatorer" bør baseres på en egentlig integration af bæredygtighedsbegrebets dimensioner og snarere med fokus på sammenhængen ("interlinkage") mellem dimensionerne end på dimensionerne hver for sig. JSP uddyber sin pointe ved at tage udgangspunkt i en model, som præsenterer bæredygtighedsbegrebet som et prisme udspændt af fire "hjørner"/dimensioner: det økonomiske, sociale, miljømæssige og institutionelle. Hvor de tre første er velkendte fra Brundtland-rapportens definition af bæredygtighedsbegrebet, repræsenterer den fjerde dimension det institutionelle (herunder temaer som demokrati, politisk deltagelse mv.). Hensigten bag at inddrage det institutionelle som en fjerde dimension er at medtænke magt og politik som en del af bæredygtighedsbegrebet og dermed muliggøre, at spørgsmål om magt og politik kan inddrages i diskussionen om bæredygtighed. JSP opfatter magt og politik som en dimension i sig selv, der ikke direkte eller indirekte kan udledes af det økonomiske og/eller det sociale.

I tilknytning til sit "bæredygtighedsprisme" knytter JSP til hver af hjørnerne/dimensionerne aktuelle EU's politiske mål: "Social cohesion" udgør et politisk mål knyttet til den sociale dimension; naturbevarelse knytter sig til den miljømæssige dimension; deltagelse (participation) i beslutningsprocesser knytter sig til den institutionelle dimension; bevarelse af konkurrencedygtighed eller bevarelse af den materielle tilfredsstillelse af behov ("safeguarding the material needs of the population") knytter sig til den økonomiske dimension. I forlængelse heraf siger JSP:

”Unfortunately, for all these objectives, as core orientations, we have policy institutions like ministries. We have a ministry for the economics, for the domestic affairs, social affairs and environmental affairs; but you do not have a ministry for the integration. You have no ministry for resource efficiency or for ”justice-distribution”. The point is that for sustainability, the most important thing is to make the right compromises or integration on the connecting lines between the different dimensions [af bæredygtighedsprismet]. Everybody is talking about the dimensions but nobody talks about the integration or the interlinkages.”

Målet er, for JSP, ikke kun at udvikle en politik, der tager udgangspunkt i sammenhængen mellem bæredygtighedsbegrebets dimensioner, men også at udvikle indikatorer, som kan oplyse om karakteren eller omfanget af integrationen mellem dimensionerne. Med udgangspunkt i bæredygtighedsprismet vil det derfor være nødvendigt at udvikle indikatorer, der ikke blot dækker de fire dimensioner men også de seks relationer mellem dimensionerne.

JSP refererede til en række publikationer, bl.a.:

• Karlsson, S.: A Sustainable Baltic Region: Man and Materials Flows, Chalmers University of Technology, Göteborg University, Sweden
• Bringezu, S. & H. Schütz: Total material requirement of the European Union. Technical Report no. 55 & 56, EEA
• Pathways to a Sustainable Future: Results from the Work & Environment Interdisciplinary Project. Hans Böckler Stiftung, Düsseldorf
• Lorek, S. & J. H. Spangenberg: Environmentally Sustainable Household Consumption. Wuppertal paper no. 117

C.1.8 Lennart Emborg (LE): The plans of the National Environmental Research Institute regarding sustainability indicators

LE redegjorde kort for DMU's arbejde med miljøindikatorer og relaterede emner. DMU berører emnet indikatorer ud fra tre vinkler:

• Miljøstatistik: DMU spiller i Danmark en rolle i forhold til at udvikle det statistiske datagrundlag indenfor miljøområdet; herunder forbedre datakvaliteten. Overvejelser om brugen af indikatorer for materialestrømme indgår som en del af dette arbejde
• Kommunikation: Et af målene er for DMU at rapportere om miljøtilstanden mv. på en sådan måde, at det kan forstås og bruges af politikere og andre
• Systemisk tilgang: De enkelte indikatorer skal ses som elementer i indikatorsystemer, der relaterer sig til kausale sammenhænge indenfor fx økosystemer eller systemer, der beskriver sammenhænge mellem miljø- og samfundsudviklingen. Indikatorsystemerne skal samtidig tilpasses til de beslutningsprocesser, som de skal understøtte

Mere konkret behandler DMU spørgsmålet om indikatorer og udviklingen af disse i forbindelse med udarbejdelsen af miljøtilstandsrapporten for Danmark og ved deltagelse i andre projekter med fokus på udviklingen af indikatorer (fx i samarbejde Danmarks Statistik).

Nyligt afsluttede DMU-aktiviteter: DMU har for nylig udgivet en rapport om nationale og internationale miljø-indikatorer og – i samarbejde med Danmarks Statistik – en rapport der omhandler informationsgrundlaget for integreret miljøplanlægning. I sidstnævnte rapport er potentialet for brugen af TMR omtalt. DMU har desuden deltaget i udarbejdelsen af indikatorsættet knyttet til (den tidligere regerings) nationale strategi for bæredygtig udvikling.

Aktuelle DMU-projekter: DMU har nyligt påbegyndt et projekt, der behandler emnet øko-effektivitet. Det er hensigten i dette projekt at angribe emnet gennem begrebsmæssige diskussioner ("conceptual level") og undersøge relevansen af øko-effektivitet som indikator for bæredygtig udvikling. Herunder diskutere begrebets brug på forskellige niveauer (det globale, nationale, sektorielle niveau, for husholdninger o.lign.). En anden dimension af projektet er at diskutere niveauet for aggregering: Hvad er det "rette" niveau for aggregering? Beskriver eksempelvis TMR – brugt som indikator – materialestrømme på et for aggregeret niveau.

LE ser muligheder for at udveksle erfaringer mellem DMU's arbejde og nærværende projekt.

C.1.9 Jacob Sørensen (JAS): New Danish study on Income, Consumption and Environmental Deterioration made by NOAH (Friends of the Earth Denmark):

JAS fortæller om erfaringer fra et endnu uafsluttet studie af sammenhænge mellem indkomstniveau og forbrug i Danmark. Projektet er inspireret af John Hille, der i 1996 lavede et tilsvarende studie for Norge. Som udgangspunkt for undersøgelsen har NOAH stillet spørgsmålene: Hvad vil de miljømæssige konsekvenser være af en øget økonomisk ulighed i Danmark (de rige bliver rigere og de fattige fattigere)? Og hvad vil omvendt konsekvenserne være af en øget lighed?

Med udgangspunkt i data fra Danmarks Statistik, sætter undersøgelsen fokus på forskellige indkomstgruppers faktiske forbrug (opgjort statistisk som forbruget i kroner) indenfor forskellige forbrugskategorier (såsom fødevarer, bolig, transport m.m.). Indkomstgruppernes forbrugsmønstre sammenlignes på tværs, og de miljømæssige konsekvenser forbundet med forbruget forsøges opgjort (fx i form af det relaterede energiforbrug, materialestrømme, beslaglagt areal mv.).

JAS fortalte kort om nogle af undersøgelsens resultater: Det fremgår bl.a. af materialet, at især "forbruget" af transport (og dermed også miljøbelastningen) udviser en stor ulighed, idet rige har et betydeligt større transportarbejde end fattige. Dette antyder, at i et tænkt fremtidsscenario, hvor de rige bliver rigere og de fattige fattigere, vil der ske en betragtelig forøgelse i det samlede transportarbejde (og dermed også i transportens samlede miljøbelastning). Noget lignende vil også kunne forventes i dét scenario, hvor alle bliver rigere. Som modbillede hertil fremhæver JAS forbruget af fødevarer, hvor undersøgelsen viser, at forbruget/miljøbelastningen er mere ligeligt fordelt. Man må derfor forvente en begrænset forandring i forbruget af og miljøbelastningen fra fødevarer ved ændringer i indkomstfordelingen.

NOAH forventer at udgive en baggrundsrapport på baggrund af projektet i juni 2002 og et debathæfte til skoler og gymnasier senere på året. Baggrundsrapporten vil kunne læses på NOAH's hjemmeside fra slutningen af juni (på adressen: http://www.noah.dk/forbrug).

Bl.a. Joachim Spangenberg kommenterede på projektet: Han pointerede bl.a., at hvis rige belaster miljøet i højere grad end fattige, kan rige mennesker ikke udgøre nogen "rollemodel" for fattige i et miljøperspektiv. I det omfang riges livsstil faktisk udgør en "rollemodel" for fattige kan man derfor spørge, hvordan kan man så sikre, at fattige vil følge et andet eksempel end det, de rige sætter.

C.1.10 Bo P. Weidema (BPW): Can resource depletion be omitted from environmental impact assessments?

BPW fortæller om erfaringerne fra et studie, som BPW udførte for Erhvervsfremme Styrelsen nogle år tidligere.^[21] Studiet satte fokus på, hvorvidt det er relevant at inddrage ressourceforbrug i miljøvurderinger i det hele taget. BPW satte i sit indlæg fokus på relevansen af indikatorer for ressource-udtømning ("ressource depletion").

BPW kritiserer den tilgang, som benytter opgørelsen af ressourcestrømme og -forbrug som en indikator i sig selv:

”Material flow or resources as an indicator is not very precise to describe environmental impact or any other specific environmental issue. We have a lot of better indicators for specific environmental issues. What resource and material indicators can be used for is like a very general indicator for unknown environmental problems – and of course they are good indicators for the environmental effects of the extraction process.”

BPW stiller spørgsmålet, om der er behov for en indikator for ressource-udtømning ("resource depletion") – og hvorfor? Projektet for Erhvervsfremme Styrelsen indledtes med en analyse af, hvorfor ressource-udtømning kan udgøre et problem, og man pegede på følgende tre årsager:

• Med en gradvis ressource- og materialeudtømning vil man fremover skulle anvende stigende energimængder på at udvinde ressourcerne
• Udtømning af irreversible ressourcer (hovedsageligt biodiversitet), som har en meget lang "reetableringstid" ("recovery time")
• Endelig kan menneskeheden møde en grænse for udnyttelsen af en ressource. Hvad der her har betydning, er ikke det samlede forbrug af ressourcer, men netop grænsen for dén ressource, som er begrænset

Det sidste punkt udgør en nøglebetragtning for BPW's oplæg, og han siger bl.a.:

”We have many resources, but what really matters is only the first limit we encounter. [For instance] We do not really care that we run out of gold, if we do not have enough food. So there are some key resources that could be limiting. And the question is, which one will be the ultimate limiting resource – which one will be the one that it is really worth caring about?”

Projektet angreb disse spørgsmål ved at sammenligne tre forskellige typer af arealanvendelse, som basalt set dækker hele menneskehedens behov: Land til dyrkning af fødevarer, land til udvinding af tømmer til fibre (papir) og bygningsmateriale og land til "udvinding" af energi (hovedsagelig solenergi). Som forudsætning for dette scenario sætter BPW, at solenergi i det lange løb vil blive den primære energiform (til erstatning for den fossile energi). Andre materialer vil i princippet kunne produceres, idet energi kan benyttes til at producere materialer i den koncentration, man ønsker.

Ud fra dette forsøgte man i projektet at kvantificere den arealstørrelse, som er nødvendig, hvis alle på kloden opnår samme materielle forbrug som de vestlige, industrialiserede lande. Arealbehovet pr. person fandt man til: 0,24 ha til landbrugsproduktion, 0,25 ha skovareal og 0,35 ha til energiproduktion. BPW sammenligner arealbehovets relative fordeling med den relative fordeling af jordens areal mellem landbrug, skov og andet. Ud fra dette drager BPW den konklusion, at landbrugsareal er den egentlig begrænsede ressource og knytter hertil:

”So basically the conclusion here is: what we have to care about is irreversible depletion of arable land. […] So my conclusion is that there are actually only two resource indicators that are relevant: The first one is irreversible biodiversity reduction and the second is arable land.”

Joachim Spangenberg efterlyser vand som nødvendig ressource i BPW's præsentation. BPW argumenterer for, at når vand udelades, skyldes det, at der er rigelige mængder af vand på kloden, og at energi kan benyttes til at producere rent drikkevand af havvand.

John Hille gør opmærksom på, at brug af solceller som primær energiproduktionsform vil indebære en kraftig stigning i forbruget af særlige mineraler og metaller, som derved – i sig selv – kan blive en begrænsende ressource. BPW erkender dette problem, men henviser til, at der kan ske en teknologiudvikling, som løser problemet.

Kim Ejlertsen spørger til valget af fødevaresammensætning, som ligger til grund for beregningen af det nødvendige areal til landbrugsproduktion. BPW svarer, at man har valgt at tage udgangspunkt i den fødevaresammensætning som karakteriserer de vestlige, industrialiserede lande. Dette indebærer bl.a. – som KE gør opmærksom på – at ved reduktion af forbruget af kød og etablering af en sundere kostdiæt, vil det nødvendige areal til landbrugsproduktion kunne reduceres. KE's kommentar følges op af flere, hvor bl.a. Joachim Spangenberg gør opmærksom på studier, som har vist, at op imod 40% af den udvundne ressource på landbrugsdyrkede arealer går "tabt" på vejen fra jord til bord. Der ligger derfor her et stort potentiale for at udnytte de landbrugsdyrkede arealer bedre.

Karsten Krogh Andersen gør opmærksom på, at substitutionen af ressourcer yderligere komplicerer BPW's fremstilling, idet eksempelvis træ til byggeri kan substitueres med andre materialer.

C.1.11 General discussion

Ole Dall ser flere måder, hvorpå LCA-metoden og -analyser kan bidrage til arbejdet med udvikling og beregning af indikatorer for materialestrømme mv.:

• Ved udarbejdelsen af LCA-metoder og -analyser er der indsamlet omfattende datamateriale for ressourceforbruget ved udvindingen af ressourcer og materialer. Disse data kan benyttes ved beregning af massestrømme
• LCA-studier kan kvalificere TMR-opgørelser, idet LCA-analyser rummer detaljerede data for forbruget af materialer og ressourcer ved produktionen af produkter, og disse data kan benyttes til at opnå større viden om materialestrømme på et mere disaggregeret niveau end TMR
• LCA-studier kan desuden bidrage til en "vægtning" af ressource- og materialeforbrug, som tager højde for effekten af disse forbrug (med hensyn til udtømning af ressourcerne)

Hertil kommenterer Joachim Spangenberg, at han ser et problem i at blande makro- og mikroniveau, som tilfældet ville være, hvis TMR-opgørelser (makroniveau) baseres på livscyklusanalyser af konkrete produkter/processer (mikroniveau).

Bo P. Weidema følger op med at nævne to områder, hvor LCA-analyser kan bidrage:

• Livscyklusanalyser bidrager med en konkret indsigt, som kvalificerer grundlaget for at tage politiske beslutninger. Herved bidrager LCA-metoden til at gøre indikatorer for materialestrømme mere "beslutningsorienterede"
• Livscyklusanalyser tager (i modsætning til MFA-opgørelser) udgangspunkt i en bottom-up tilgang, og kan derfor give mere detaljerede oplysninger om konsekvenserne af de beslutninger, der tages

Fodnoter

[19] Yderligere information om ETC/WMF kan findes på hjemmesiden: http://waste.eionet.eu.int

[20] Paperet kan downloades på: http://www.seri.at/SERI_next/themes/policy/download/Post_Beyond_BarcelonaEnglish.pdf

[21] BPW’s indlæg har tidligere været præsenteret som poster på SETACs 3rd World Congress, Brighton 2000.05.21-25. Tekstversionen af denne poster findes på http://www.lca.dk/publ/resources-postertext.pdf

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.