Miljøprojekt, 1160 – Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme – BILAG D Sammendrag af workshop om materialestrømme mv. (31. oktober 2002)

Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme

BILAG D Sammendrag af workshop om materialestrømme mv. (31. oktober 2002)

D.1 Indledning: Workshoppens deltagere, indhold og temaer

Den 31. oktober 2002 afholdtes på DTU den anden workshop i projektet Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme. Ved workshoppen deltog følgende udenlandske eksperter:

Stefan Bringezu (Wuppertal Institut, Tyskland)
Helmut Schütz (Wuppertal Institut, Tyskland)
Helga Weisz (Institute for Interdisciplinary studies of Austrian Universities, Østrig)
Joachim Spangenberg (Sustainable Europe Research Institute, Tyskland)
John Hille (Idébanken, Norge)

Desuden deltog: Henrik Wejdling (DAKOFA), Niels Christensen (DMU), Jacob Sørensen (NOAH), Kim Ejlertsen (NOAH), Niels Frees (Institut for Produktion og Ledelse, DTU), Pawel Kazmierczyk (European Environment Agency), Caroline Kirkegård (Affaldsteknisk Samarbejde), Henning Jørgensen (Reno-Sam), Ole Dall (COWI A/S), Lone Lykke Nielsen (Miljøstyrelsen), Lone Kielberg (Miljøstyrelsen), Kirsten Pommer (Teknologisk Institut) samt – fra projektgruppen – Karsten Krogh Andersen (Danish Institute for Sustainable Development), Ole Gravgård Pedersen og Karin Blix (Danmarks Statistik), Inge Røpke, Michael Søgaard Jørgensen og Toke Haunstrup Christensen (Institut for Produktion og Ledelse, DTU).

Workshoppen havde to temaer: Formiddagen bestod af oplæg ved Stefan Bringezu, Helga Weisz og Helmut Schütz. Hovedtemaet for formiddagen var metodologi og datakvalitet. Formiddagen indledtes dog med et mere generelt oplæg ved Bringezu, som talte ud fra emnet the concept of material flow analysis, policy relevance and further organisation of international cooperation (se afsnit D.1.1). Herefter rettedes fokus mod metode- og datadimensionen af MFA; Weisz talte ud fra temaet methodology of physical accounting, data quality and direct accounting (afsnit D.1.2) mens titlen på Schütz's oplæg var similarities and differences between different kinds of approaches (afsnit D.1.3).

Hovedtemaet for eftermiddagen var en diskussion af projektets hidtidige resultater. Diskussionen tog udgangspunkt i tre papirer, som var blevet sendt til deltagerne forud for workshoppen:

Discussion paper: MFA – possibilities and problems (Papir 1)
Development of an indicator-system for material flows, use of resources, resource-efficiency and waste (Papir 2)
Life cycle-based material flow indicators at product group level (Papir 3)

Papir 1 var udformet som et diskussionsoplæg, hvor en række spørgsmål og problemer blev sat til diskussion, mens papir 2 og 3 præsenterede mere konkrete resultater af projektarbejdet. I fokus for eftermiddagen var de udenlandske eksperters kritik, kommentarer og forslag til de udsendte papirer (se afsnit D.1.4).

D.1.1 Stefan Bringezu: MFA-konceptet, relevans og international samarbejde

Bringezu indledte med en generel introduktion til begrebet materialestrømme og illustrerede dets grundlæggende ide ved den velkendte metabolisme-analogi (hentet fra biologien) for relationen mellem samfund og miljø.

Bringezu sondrer mellem MFA og Economy-wide MFA. Ved MFA (Material Flow Analysis) forstår Bringezu et bredt felt, som strækker sig fra opgørelser af materialestrømsindikatorer på nationaløkonomisk niveau (TMR, DMI etc.) til studier af produkters materialeinput (økologiske rygsække, MIPS mv.). Indenfor dette felt finder man Economy-wide MFA (hvor MFA i denne sammenhæng står for Material Flow Accounting), som anlægger et makroøkonomisk perspektiv på materialestrømme (TMR, TMC, DMI etc.). Bringezu efterlyser på dette punkt en mere nuanceret forståelse i papirerne præsenteret ved workshoppen. Ifølge Bringezu begås den fejl i papirerne, at MFA forstås som Economy-wide MFA alene.

Mht. indholdet og karakteren af de påvirkninger (impacts) på miljø og sundhed, som er følgevirkninger af materialestrømme, pegede Bringezu på følgende måder at karakterisere disse på:

Toxic, nutritional, mechanical, physio-chemical and structural impacts
Short-term/long-term impacts, direct/indirect impacts, local/global impacts
Predictable/unknown impacts

I forlængelse af dette præsenterede Bringezu følgende relation mellem på den ene side Impact (effekter på miljø og mennesker) og på den anden side størrelserne Volume (af masse) og Specific impact:

Impact(s) = volume / time * specific impact(s) / unit of volume

Bringezu understregede i denne sammenhæng, at det indenfor MFA-terminologien ikke er masse eller volumen (absolutte størrelser) der er i fokus – men derimod massestrømme ("mass volume per unit of time").

Bringezu skelnede mellem turnover-based indicators og impact-based indicators; førstnævnte indikatorer udtrykker størrelsen af inputtet af energi, materiale, vand mv. til økonomien/samfundet, mens sidstnævnte udtrykker størrelsen af effekter på miljø og mennesker. Eksempler på impact-based indicators er Global Warming Potential (GWP), Ozon Depletion Potential (ODP), Acidification Potential etc. Bringezu gennemgik desuden en række typer at materialestrømme (med relaterede effekter på miljøet), som han grupperede efter substances (fx bly, zink, CFC mv.), materials (fx træprodukter, biomasse mv.) samt products (fx biler, batterier mv.).

Bringezu bemærkede, at der er en del forvirring omkring begreberne hidden flows, ecological rucksacks, unused og used material flows, direct og indirect flows samt upstream og downstream flows. Med henblik på en afklaring af det for Wuppertal Instituttet centrale begreb hidden flows, bemærkede han følgende:

Hidden flows udgøres i Wuppertal Instituttets terminologi af to komponenter:

Extraction (unused): Herved forstås materialer, der ikke indgår i økonomien og som er udvundet indenfor et nationalt miljø (domestic) eller i forbindelse med udvinding af materialer knyttet til importerede produkter.
Foreign indirect up-stream material flows: Herved forstås udenlandske upstream resource requirements (brugte ressourcer) forbundet med import af produkter.

Bringezu fremførte endvidere en kritik af Eurostat's definition af begrebsparret direkte og indirekte strømme, som han finder uheldig og problematisk at anvende i praksis.

Økologiske rygsække refererer alene til materialestrømme forbundet med produktionen af et produkt. Økologiske rygsække anvendes derfor som begreb ved mikro-analyser af materialeforbrug – mens de øvrige MFA-begreber gælder makroperspektivet på den samlede økonomis materialestrømme. Økologiske rygsække omfatter såvel brugte som ubrugte materialestrømme.

Bringezu benyttede følgende kategorisering af MFA-indikatorer efter "type":

Input indicators (indikatorer med fokus på inputtet af materiale til økonomien)
Output indicators (indikatorer med fokus på outputtet af materiale fra økonomien)
Consumption indicators (indikatorer med fokus på de forbrugsrelaterede materialestrømme, fx TMC)
Balance indicators (physical balance input-output)
Efficiency indicators (indikatorer der relaterer materialestrømme til fx økonomisk aktivitet)
Consistency indicators (indikatorer der angiver, i hvilken grad et lands materialestrømme er bragt i overensstemmelse med landets miljø- og naturmæssige "kapacitet"/"tålegrænser")

På baggrund af hidtidige MFA-studier knyttede Bringezu en række kommentarer til ligheder og forskelle mellem landes TMR (og sammensætning af TMR) og sammenhængen mellem TMR og økonomisk vækst.

En relativ afkobling mellem materialestrømme og BNP har fundet sted i en række af de rige lande. Desuden har der været et tilsyneladende (absolut) fald i TMR for USA og Tyskland. Som årsager til dette fald henviste Bringezu for USA's vedkommende til effekten af en effektiv indsats for reduktion af landbrugets jorderosion og for Tysklands vedkommende til en reduktion af den materialeintensive brunkuls-udvinding i det tidligere Østtyskland.

Det er en generel tendens for de rige lande, at der sker en gradvis forskydning mellem domestic og foreign hidden flows, således at foreign hidden flows udgør en stigende andel af landenes TMR. Dette gælder eksempelvis for EU-15, hvor foreign hidden flows er steget fra ca. 4700 mio. tons/år i 1980 til ca. 6000 mio. tons/år i 1997, mens domestic hidden flows over samme periode er faldet fra ca. 6500 mio. tons/år til lidt under 6000 mio. tons/år.

Bringezu bemærkede, at Net Additions to Stock (NAS) er et centralt begreb for diskussionen om bæredygtighed, idet man – ifølge Bringezu's udsagn – ikke kan forestille sig en bæredygtig økonomi, hvor der sker en stadig akkumulation af materiale (hvor NAS > 0). EU-15 studiet viser, at især Sverige og Irland har en høj akkumulation af materiale. Bringezu viste i denne sammenhæng en figur over akkumuleringen i NAS for en række lande over perioden 1990-1996. Af figuren kunne det ses, at det akkumulerede NAS for Sverige og Irland over disse seks år udgjorde ca. 165 hhv. 140 tons/capita (svarende til ca. 28 hhv. 23 tons NAS/capita/år). Bringezu nævnte i denne forbindelse, at det høje NAS for Sverige (delvist) kan skyldes, at befolkningen lever forholdsvis spredt, således at der investeres meget i infrastruktur. Til sammenligning var akkumuleringen i NAS for EU-15 som helhed knap 70 tons/capita over perioden 1990-1996 (svarende til ca. 12 tons NAS/capita/år). MFA-studier viser i øvrigt, at størrelsen i det årlige NAS over de seneste år udviser en tiltagende tendens for en række rige lande (bl.a. Sverige, Japan, EU-15 og USA).

Bringezu opridsede det hidtidige internationale samarbejde om udviklingen af MFA. Centralt for det internationale arbejde har stået ConAccount-projektet (siden 1996), projekterne omkring World Resource Institute ("Ressource flows" og "Weight of Nations" projekterne) samt Eurostat's arbejde med udviklingen af en metodeguide (som strakte sig over perioden 1999-2000).

Med årene har en række lande indarbejdet MFA-opgørelser som en del af de statistiske rapporteringer. Dette har – ifølge Bringezu – bl.a. været årsag til forskelle landene imellem i forhold til brugen af Eurostat's metodiske anvisninger (forskelle i praksis) og en mangel på ensartethed mht. brugen af koefficienter fx skjulte materialestrømme knyttet til import. Dette vanskeliggør bl.a. sammenligninger af forskellige landes MFA-indikatorer. Som en løsning på disse problemer foreslår Bringezu to ting: Dels etableringen af en MFA expert group (som kan arbejde for en harmonisering og videreudvikling af begreber, metode og data), dels etableringen af en MFA Information Clearing House, som kan yde teknisk assistance ved de enkelte landes/institutioners arbejde med MFA-opgørelser (herunder også arbejde med udviklingen/forbedringen af datagrundlaget for skjulte strømme mv.).

Kommentarer og spørgsmål til Bringezu's oplæg

Inge Røpke stillede spørgsmålet: Hvorfor benyttes TMR generelt som central MFA-indikator fremfor TMC? Det udsendte debatoplæg (Papir 1) sætter spørgsmålstegn ved TMR som (politisk) relevant indikator i forhold til diskussionen om ansvaret knyttet til forbruget – der argumenteres i papiret for i stedet at benytte TMC til belysning af dette forbrugsansvar.

Til Røpke's spørgsmål bemærkede Bringezu, at han ikke ser valget mellem TMR og TMC som et enten eller men som et både og. Man benytter begge begreber; TMC refererer til økonomiens "forbrugsdimension", mens TMR refererer til den materielle basis for økonomisk aktivitet. Spangenberg ønskede dog at fremhæve TMR som indikator fremfor TMC, idet TMR kan benyttes til at belyse uligheden mellem rige og fattige lande. Uligheden viser sig i det forhold, at rige lande er "netto-importører" af materiale (hvis indirekte strømme tages i betragtning) og samtidig har overskud på den financielle samhandel med fattige lande. Med andre ord består uligheden i, at rige lande har økonomisk overskud på samhandlen med fattige lande, mens broderparten af materialestrømmene (relateret til denne samhandel) finder sted i de fattige lande.

I en kommentar til diskussionspapiret (Papir 1) bemærker Bringezu, at TMC (på den ene side) er den mest sigende indikator for lande med omfattende transithandel (som tilfældet er for Holland). Men samtidig (på den anden side) tjener Holland "gode penge" på denne transithandel, hvorfor der kan argumenteres for Holland bør tilskrives materialestrømme knyttet til denne handel (hvilket taler for TMR).

I det hele taget viste diskussionen om TMR og TMC, at der var delte meninger om, hvorvidt TMR eller TMC var at foretrække. Således tilsluttede Hille sig diskussionsoplæggets kritik af TMR's sammenblanding af forbrugs- og produktionsansvaret.

Dall kritiserede den uvægtede sammenlægning af masse, som benyttes ved MFA-opgørelser. Han henviste til LCA-metodernes vægtning af enkeltstrømme i forhold til strømmenes effekter på det omgivende miljø og mente, at MFA-beregninger skulle indarbejde en lignende fremgangsmåde.

I forhold til diskussionen om valg af indikatorer henviste Weisz til, at der politisk efterlyses én "headline indicator" – og valget er her faldet på TMR. Foranlediget af denne bemærkning udspandt der sig en diskussion, som centrerede sig om spørgsmålet: Skal (eller bør) man fremhæve én indikator fremfor andre – eller bør man i stedet satse på et sæt af (mere) disaggregerede indikatorer?

Der blev i diskussionen draget paralleller mellem brugen af TMR i MFA-sammenhæng og BNP i nationaløkonomisk sammenhæng. Et synspunkt (Weisz) bestod i, at BNP i dag – som mål-indikator – spiller en afgørende rolle for fastlæggelsen af den økonomiske politik. I fremtiden kan TMR tænkes at få en lignende rolle ved fastlæggelsen af en "bæredygtighedspolitik". Over for dette bemærkedes det (bl.a. Gravgård Pedersen), at BNP i praksis blot er én blandt flere nationaløkonomiske indikatorer, som er bestemmende for den økonomiske politik (andre er fx handelsbalancen). Dette skulle tale for en "flerstrenget" strategi, hvor der i udviklingen af MFA-indikatorer satses på et sæt af indikatorer.

Senere supplerede Weisz med at sige, at hun ikke mente, at headline indicators skulle bruges til miljøpolitisk styring (virke som et styringsredskab), men skal bruges til at vurdere, om udviklingen i et lands materialeforbrug (overordnet) går mod større eller mindre bæredygtighed.

Spangenberg bemærkede, at der i arbejdet med at udvikle MFA som metode er en risiko for at indbygge en metodisk "skævhed" mellem lande og verdensdele. Spangenberg benyttede vand som eksempel: Ofte medregnes vand ikke ved MFA-opgørelser (i overensstemmelse med anbefalingerne fra bl.a. Eurostat). Det kan være en rimelig fremgangsmåde for lande, som råder over betydelige ferskvandsressourcer, hvor forbruget af vand ikke i praksis udgør noget problem. Derimod kan denne fremgangsmåde være problematisk for lande, hvor drikkevand udgør en ressourceknaphed – her ville det være direkte misvisende ikke at medtage vand. Eksemplet illustrerer, at det ikke er ganske uproblematisk at anvende indikatorer, der er tilpasset én bestemt lokal kontekst, andre steder i verden.

D.1.2 Helga Weisz: Metode og datakvalitet

Weisz satte med sit oplæg fokus på diskussionen af datakvalitet og -usikkerheder (herunder hvilken betydning forskelle i metode har for de opnåede resultater). Hun organiserede sin gennemgang efter de typiske hoved-materialekategorier biomasse, mineraler (herunder industrielle mineraler, mineraler anvendt til byggeri samt malm) og fossile brændsler.

Weisz talte for en pragmatisk tilgang ved arbejdet med at bestemme og udvikle datagrundlaget for MFA-opgørelser. I overensstemmelse med en sådan vil det være fornuftigt at prioritere ressourcerne, således at man overvejende bruger kræfter på at mindske usikkerheden på data for store materialestrømme og tilsvarende gør en mindre indsats mht. data for små materialestrømme. En sådan strategi vil være den mest effektive i forhold til at mindske den samlede usikkerhed på de overordnede (aggregerede) indikatorer, idet effekten af store usikkerheder ved opgørelsen af store materialestrømme er betydelig (og vice versa).

Weisz bemærkede, at usikkerhederne ved MFA-opgørelser er ganske betydelige og derfor vanskeliggør sammenligning (fx af forskellige landes TMR). Løbende forbedringer af datagrundlaget kan endvidere (paradoksalt nok) betyde, at sammenligninger af MFA-indikatorer over tid kompliceres, idet effekten af dataforbedringerne i mange tilfælde kan overskygge effekten af de faktiske ændringer, der kan være afledt af ændringer i landets produktion og forbrug. Med andre ord: Usikkerhederne på datagrundlaget (og effekten af ændringer i metode og datagrundlag) vil i en række tilfælde være større end de forskelle, man kan iagttage eller ønsker at bestemme.

Weisz fremhævede i denne forbindelse, at det – givet de nævnte usikkerheder – er det mest fornuftige at opgøre MFA-indikatorerne med længere tidsintervaller end blot 1år (fx hvert 3. år). Herved bliver effekten af vedvarende tendenser i udviklingen i størrelsen af et lands materialestrømme tydeligere og vil kunne fremstå som signifikante forskelle fra opgørelse til opgørelse.

Der er en række problemer knyttet til bestemmelsen af biomasserelaterede materialestrømme. Bl.a. er der problemer med at finde korrekte data for fodermængder og størrelsen af biprodukter i relation til biomasseudvinding. Weisz nævnte bl.a.:

Biprodukter ved høst: En række lande opgør alene høstudbyttet og medregner ikke mængden af biprodukter (såsom halm). Dette resulterer i en væsentlig underestimering af materialestrømmene for disse lande.

Foder: Ifølge Eurostat-guiden skal foder opgøres som et direkte input, men i praksis er det vanskeligt at finde (pålidelige) data. Det gælder især for græsningsarealer (pastures). Kendskab til størrelsen af græsningsarealer og produktiviteten (produktionen af græs til foder pr. hektar) muliggør dog en grov estimering.

Vandindhold: Ved bestemmelsen af størrelsen af biomasserelaterede materialestrømme har det afgørende betydning, hvilket vandindhold man benytter som udgangspunkt. Eurostat opfordrer til, at man ved opgørelsen af biomasse benytter "frisk vægt" som standard. I en række tilfælde opgøres biomasse imidlertid ved dets "tørvægt", hvilket resulterer i en underestimering.

Til kategorien "mineraler" henfører Weisz malm (ores), industrielle mineraler og bygningsmineraler (construction minerals). Distinktionen mellem industrielle mineraler og bygningsmineraler er primært bestemt ved mineralernes anvendelse. Datatilgængelighed og –pålidelighed varierer:

Ifølge Weisz er datasikkerheden for malm-udvinding relativ høj – men der anvendes forskellige metoder: På området findes European Mining Statistics, som dog kun omfatter tal for tiden siden midten af 1980'erne og kun for omkring 10 lande. Hertil kommer at metoden for dataopgørelse varierer fra land til land. Nogle lande bruger faktorer til at medregne de mængder af materialer, der ikke indgår i økonomien, mens andre ikke gør. Det kan betyde, at det samme tal kan optræde med fx både 55 tons og 80 tons.

Ovennævnte forskelle bidrager til metodiske problemer ved opgørelsen af materialestrømme knyttet til udvindingen af malm. Imidlertid udvindes malm kun i begrænset omfang i Europa, hvorfor IFF ikke har lagt væsentlig energi i at udvikle datagrundlaget (jf. den pragmatiske tilgang nævnt indledningsvist i dette afsnit).

For kategorierne industrielle mineraler og bygningsmineraler gælder især to problemer: 1) Generelt under-estimerer eksisterende statistiske opgørelser mængden af disse kategorier (særligt hvad angår udvindingen af sand og grus) og 2) statistiske databaser er generelt fyldt med fejl. Især sidstnævnte problem indebærer en del arbejde, idet det er nødvendigt at krydstjekke data fra forskellige databaser for at sikre validitet. Som det mest pålidelige værk på området fremhæver Weisz European Minerals Yearbook.

Datakvaliteten er god, om end ikke klar i alle tilfælde. I internationale databaser er der for EU-medlemslande kun data for tiden efter optagelsen i EU. Det betyder fx, at der er et stort spring i opgørelsen for Tyskland efter genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland. Problemer med opgørelse af brugte og ubrugte strømme er begrænsede.

Generelt er der for mange materialetyper knyttet store usikkerheder til opgørelsen af skjulte materialestrømme (hidden flows). Disse usikkerheder har bl.a. ført til, at IFF – ved den seneste revision af EEA's/Wuppertal Instituttets MFA-opgørelser for EU – har undladt at medtage skjulte strømme.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man bør satse på, at MFA-opgørelser for lande udføres af landene selv (decentralt) eller bør ske gennem en international institution (centralt), advokerer Weisz for den decentrale (nationale) løsning. Ifølge Weisz vil dette bevirke, at MFA-opgørelserne bliver bedre og mere præcise (end hvis opgørelserne sker gennem en international institution), da det enkelte lands (statistiske) institutioner har bedst adgang til viden om de konkrete forhold, som gælder specifikt for landet. Imidlertid vil denne strategi sandsynligvis indebære nogen forskelle i metode og fremgangsmåde, hvilket kan vanskeliggøre direkte sammenligning af landenes MFA-opgørelser.

Kommentarer og spørgsmål til Weisz's oplæg

Hille gav Weisz ret i, at der er store problemer med datakvaliteten – ikke mindst for biomasse og sten og grus, men bemærkede at det afgørende må være, om strømme med stor datausikkerhed er miljømæssigt problematiske. Her mente Hille, at biomasse er problematisk, mens det ikke nødvendigvis er tilfældet for sten og grus.

Weisz bemærkede, at IFF ikke medregner hidden flows i deres opgørelser, da datausikkerheden her er endnu større og det samtidig ville betyde, at MFA-opgørelser ville være domineret af "unused extraction".

Spangenberg rejser en diskussion i relation til den metodiske bias og hvilke betydninger denne får for sammenligningen af landes TMR mv.: Ved valget af retningslinjer for MFA-opgørelser foretages en række valg, som kan have afgørende betydning for sammenligneligheden og fortolkningen af forskellige landes MFA-opgørelser. Konkret illustrerer Spangenberg denne problematik med træ, som i de nordeuropæiske lande indgår som et vigtigt materiale i byggeriet. Til forskel herfra anvendes træ kun i begrænset omfang ved byggeriet i de sydeuropæiske lande. Denne forskel indebærer bl.a. at, at der (relativt) anvendes større mængder af bygningsmineraler i sydeuropæiske lande end i de nordeuropæiske. Tilsvarende anvendes mere træ i nordeuropæiske lande end i de sydeuropæiske lande. Ud fra en umiddelbar fortolkning af MFA-opgørelser over forbruget af bygningsmineraler kan man derfor foranledes til at tro, at byggeriet i Sydeuropa indebærer et større materialeforbrug end det nordeuropæiske. Medregnedes imidlertid forbruget af træ til byggeri, ville man sandsynligvis nå til et andet resultat.

Krogh Andersen foreslog, at man kun regnede biomasse i tørvægt. Weisz svarede, at det havde været overvejet at anvende standarder for vandindhold – fx således at brunkul altid regnes med mindst 50% tørstof.

Det blev nævnt, at en relevant overvejelse for fx appelsiner er, om man skal medtage det vand, der er medgået til vanding. I MIPS-opgørelser arbejdes altid med tørvægt. Sammenligninger viser at spørgsmålet om tørvægt eller ej betyder en forskel på ca. 9% for DMC og ca. 11% for TMR.

D.1.3 Helmut Schütz: Ligheder og forskelle mellem forskellige tilgange

Schütz mener, at det i fremtiden bør være muligt at sammenligne MFA-opgørelser. Hertil er det nødvendigt at inkludere luft og vand, således at der i højere grad bliver tale om at arbejde med massebalancer. Dette vanskeliggøres af, at der på en række områder er data af dårlig kvalitet. Det gælder bl.a. data for affald, spildevand og diffuse tab.

Supplerende til Weisz's bemærkninger om betydningen af valg af biomassens vandindhold viser Schütz en række opgørelser, hvoraf det fremgår, at antagelsen om vandindhold spiller en afgørende rolle for opgørelsen af biomassemængden.

Schütz refererer et studie han selv har gennemført, hvoraf det fremgår, at der er store forskelle i resultaterne afhængigt af, hvorvidt opgørelserne baseres på nationale eller internationale data. Selv efter at have at have krydstjekket data i internationale databaser (for at fjerne de fejlkilder Weisz omtalte som et væsentligt problem) kan der være op til 7% forskel mellem MFA-indikatorer baseret på nationale hhv. internationale data. Schütz mener, at der for biomasse og mineralske ressourcer er behov for nationale opgørelser for at forbedre datakvaliteten.

Wuppertal Instituttet har på deres hjemmeside MIPS-online, hvor der findes material input (MI) for en række basis materialer og en række byggematerialer. Ligeledes findes der MI for en række produkter og serviceydelser.

Schütz fremhævede, at også transport og infrastruktur giver anledning til materialeforbrug: 17 g pr. tons pr. km til selve transporten og 9 g pr. tons pr. km til infrastruktur. For fødevarer og andre biomasse produkter er det også vigtigt at opgøre hvilken arealtype, der er anvendt og hvor meget jord der er gået tabt. For komælk er tabet af jord således det største ressourceforbrug – sammenlignet med abiotiske og biotiske materialer og vand.

Der er til forbedring af fremtidige opgørelser brug for:

Specifikke energimoduler, hvor det er muligt at skelne mellem forskellige lande og regioner
Specifikke transportmoduler – også opgjort efter lande
Data for koblinger mellem forskellige produktioner, der forarbejder hinandens produkter og spildprodukter, især for forarbejdning af metaller
Nationale databaser for MFA og LCA eller globale MFA-databaser opdelt efter lande og regioner
Globale input/output opgørelser

I øvrigt gennemgår Schütz en række datakilder og kvaliteten af disse (herunder nationale og internationale statistikker).

Kommentarer og spørgsmål til Schütz's oplæg

Krogh Andersen bad Schütz om at give et overordnet bud på størrelsen af de usikkerheder, der knytter sig til datagrundlaget for MFA-opgørelser. Schütz fandt det dog vanskeligt at konkludere noget generelt om størrelsen af usikkerhederne. Han mente, at det er nødvendigt, at der i de nationale statistiske opgørelser gøres mere ud af at opgøre "unused extraction".

Som en kommentar til spørgsmålet bemærkede Weisz, at hun planlægger et projekt, som netop skal sætte fokus på størrelsen af usikkerheder knyttet til datagrundlaget. Det ville være godt at komme frem til en enighed om et usikkerhedsniveau for forskellige opgørelser. Det er i øvrigt hendes vurdering, at der til data for skjulte (ubrugte) strømme knytter sig en stor usikkerhed.

D.1.4 Kritik og diskussion af udsendte papirer

Eftermiddagens kritik og diskussion af de udsendte papirer bestod hovedsageligt i, at de udenlandske deltagere fik ordet en for en.

Indledningsvis gentog John Hille, at han som MFA-indikator foretrak TMC fremfor TMR (jf. Hille's kommentarer til Bringezu's oplæg; se afsnit D.1.1). Dernæst bemærkede Hille (i en kommentar til Weisz's oplæg), at han ikke delte MFA-folkenes optimisme mht. mulighederne for at opbygge detaljerede, præcise og pålidelige data for skjulte materialestrømme. Hille forholdt sig dermed skeptisk over for ambitionerne for og nytten af MFA-opgørelser i denne sammenhæng.

Hille udtrykte stor interesse for COWI-projektets database over varegruppers materialesammensætning. Han mente, at disse data kunne være et brugbart input i diskussionen af forbrugets miljøpåvirkning og så gerne, at kendskabet til databasen udbredtes, og at databasen opdateredes i hvert fald hvert 10. år.

Papir 1 (Debatoplægget) sætter til diskussion, hvorvidt man ved MFA-opgørelser bør anvende konkrete (landspecifikke) data for beregningen af materialestrømme knyttet til import af råvarer og produkter – eller om man snarere bør anvende "verdensgennemsnitlige" tal. I en kommentar hertil bemærkede Hille, at man – ud fra hans vurdering – bør tilstræbe brug af verdensgennemsnitlige tal. Dette begrundede han med to pragmatiske argumenter: Det første argument består i, at man med verdensgennemsnitlige data vil kunne forenkle arbejdet med MFA-opgørelser betragteligt. Det andet argument er af en mere overordnet karakter og kan beskrives ved følgende eksempel: Man kan tænke sig, at Danmark (som er et kulimporterende land) vælger at skifte fra at importere kul fra et land (en mine) med store økologiske rygsække knyttet til kuludvindingen til et land (en mine) med mindre økologiske rygsække knyttet til udvindingen. Dette vil (hvis MFA opgøres ud fra specifikke data) umiddelbart indebære en forbedring i det danske TMR (og TMC) – hvilket indikerer en reduktion i belastningen af omgivelserne som følge af kuludvinding. Imidlertid vil de internationale markedsmekanismer bevirke (hvis mange lande fravælger kulproduktionen fra steder med store økologiske rygsække) et prisfald på kul fra de lande (miner), der producerer kul med store økologiske rygsække. Som følge af dette prisfald vil andre lande skifte over til at importere kul fra disse (nu billigere) miner, og en balance vil indfinde sig på markedet, hvor der (på verdensplan) reelt ikke er sket en reduktion i den samlede kuludvinding, men blot en omfordeling mellem eksportører og importører. Med andre ord: Danmark ville i det tænkte eksempel få godskrevet en handling (skiftet i kuleksportør) som en mijømæssig forbedring, uden at dette dog i praksis vil indebære en global forbedring på området – hvilket kan virke paradoksalt. For elektricitet er der tale om et nærmest sammenhængende net, hvorfor det kan være lige så relevant at bruge gennemsnitstal som at bruge nationale tal.

Hille efterlyser indikatorer for det totale energiforbrug. Energiforbruget er et centralt problem (der eksisterer ingen helt "rene" energiformer), og materialestrømme knyttet til energiforbruget bør derfor fremstå mere tydeligt af MFA-opgørelserne.

I en kommentar til Papir 2 (Development of an indicator system for material flows, use of resources, resource-efficiency and waste) bemærker Hille, at det næppe er relevant/interessant at opstille en nøgleindikator for cadmium, der er under udfasning i EU (og dermed gerne skulle nå ned på 0 indenfor en overskuelig fremtid). Mere relevant kunne det være at anvende (forbruget/udledningen) af fx zink. For kemikalier bør strategien være en kombination af specifikke opgørelser for problematiske stoffer og opgørelser for brede kategorier af stoffer. Det samme gælder for materialeforbrug. Her bør fossil brændsel og mineralske ressourcer anvendes som brede kategorier, samtidig med at der udvikles nogle mere specifikke indikatorer.

Hille gjorde opmærksom på, at man i arbejdet med at udvikle indikatorer må være opmærksom på forskellige "politikniveauer". Headline indicators er således én ting (hovedsageligt rettet mod nationalstaten som politisk niveau) – mens fx lokalpolitikere efterspørger andre typer af indikatorer. Ofte er den, der i praksis skal bruge materialestrømsopgørelserne, ikke interesseret i højt aggregerede og generelle indikatorer, men interesserer sig mere for detaljerede (disaggregerede) indikatorer, som "kan bruges til noget".

I en kommentar til en tidligere diskussion af spørgsmålet om, hvorvidt man bør (skal) bestemme et "bæredygtigt" niveau for størrelsen af TMR/TMC, bemærkede Hille: Bestemmelsen af et "bæredygtigt niveau" af TMR/TMC (hvis et sådant niveau overhovedet kan bestemmes) bør ikke være en forudsætning for udviklingen af politiske mål og politisk handling. Det er tilstrækkeligt at vide, at TMR/TMC skal reduceres, hvis en bæredygtig udvikling er målet.

Joachim Spangenberg mindede om, at intentionen bag MFA er at skabe et overordnet billede af størrelsen af samfundets/økonomiens påvirkning af omgivelserne –og ikke at belyse detailproblemer. Der er derfor vigtige begrænsninger mht., hvilken type af problemstillinger MFA-opgørelser kan belyse.

Spangenberg refererede til et europæisk studie, som havde vist, at energiforbrug, materialeforbrug og arealudnyttelse er de tre aktiviteter, som generelt virker som drivkraft bag miljø- og sundhedsproblemer. Det er derfor relevant at sætte fokus på størrelsen af disse tre typer af forbrug som overordnede indikatorer for et samfunds (eller en økonomis) belastning af omgivelserne.

Spangenberg ser et problem i at skelne mellem produktion og forbrug, idet begge udgør centrale elementer af økonomien. Fx bidrager såvel produktionen som forbruget til skabelsen af jobs og dermed til økonomisk aktivitet og vækst. Et ensidigt fokus på forbrugssiden (fx gennem benyttelse af TMC som hoved-indikator) ville således "overse" de miljø- og sundhedsproblemer, der er knyttet til produktionen af produkter (til eksport). Da et lands eksport er med til at skabe økonomisk aktivitet og vækst i landet, bør ressource- og materialeforbrug knyttet til produktionen af produkter/tjenester til eksportmarked derfor tilskrives det eksporterende land. Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at alle flow finder sted for at give anledning til forbrug. Det er således et spørgsmål om bl.a. at sammenligne TMR og TMC.

Den nævnte sondring mellem forbrug og produktion er i Papir 1 (Debatoplægget) knyttet til diskussionen om ansvar, og i forhold til dette bemærkede Spangenberg: For husholdninger er der 10 forbrugsområder, som er vigtige at have fokus på. Bl.a. bolig, ernæring, sundhed og beklædning. I forhold til spørgsmålet om produktions- og/eller forbrugsansvar er det vigtigt at se på hvilken indflydelse forbrugerne reelt har på de forskellige områder. Foruden husholdningernes forbrug bør man – i et forbrugsperspektiv – også sætte fokus på andre aktører (såsom det offentlige/staten), der har betydning for det samlede forbrug. I forhold til samme diskussion stillede Spangenberg spørgsmålet: Hvem har hvor meget ansvar? Dette er et spørgsmål, som bør underkastes en nærmere analyse og diskussion, men det kan ikke afgøres ved at vælge mellem den ene eller den anden opgørelsesform.

Mht. spørgsmålet om, hvorvidt MFA-opgørelser bør baseres på specifikke eller verdensgennemsnitlige tal for ubrugte strømme mv. er Spangenberg uenig med John Hille, som taler for brug af verdensgennemsnitlige tal. Ifølge Spangenberg vil brug af specifikke tal være at foretrække, idet MFA-opgørelser da afspejler den reelle størrelse af de materialestrømme, der knytter sig til det konkrete forbrug. Han sammenligner Hille's synspunkt med det synspunkt, der kunne lyde, at det er uden betydning, om man tager flyveren eller ej, idet flyet jo "ville flyve under alle omstændigheder".

Stefan Bringezu indleder med det synspunkt, at der ikke kun er knyttet usikkerheder til de data, som benyttes som grundlag for MFA-opgørelser. En anden (og vigtig) dimension er forholdet mellem materialestrømme og den miljømæssige effekt af disse; dette felt er underbelyst og er dermed også præget af "usikkerhed". Bringezu mener, at MFA-indikatorer skal ses som et "groft mål" ("rough measure") for miljøeffektpotentialet knyttet til økonomiens/samfundets ressource- og materialeforbrug. Det afgørende er om usikkerheden i opgørelsen af et materialeflow er mindre end usikkerheden knyttet til om der er tale om en miljøeffekt eller ej.

I sig selv, bemærker Bringezu, er det meningsløst at tale om "den totale vægt" af materialer/materialestrømme. Det interessante spørgsmål er: Den totale vægt af hvad? Bringezu taler således for en mere nuanceret tilgang, hvor overordnede materialestrømsindikatorer (såsom TMR og TMC) opdeles i underordnede materialekategorier, som kan belyse de miljømæssige konsekvenser af ressourceforbruget. Det er desuden afgørende, at der foretages systemanalyser – fx ud fra livscyklusperspektivet. Hermed vil det bl.a. være muligt at sammenkoble en række inputs i forhold til en række outputs inden for et beslægtet område.

Bringezu mener, at der – i forhold til diskussionen om MFA – er en række forskellige felter/problemstillinger, som bør tages op til yderligere overvejelse og diskussion. Han nævner selv tre felter: Datatilgængelighed og metodologi, spørgsmålet om politiske mål samt virkemidler. Det er vigtigt, at dataindsamling ikke forsinkes af diskussioner om datausikkerhed. Spørgsmålet om politiske mål er næsten fraværende i de nuværende diskussioner og er meget domineret af eksperter. Med hensyn til virkemidler er det nødvendigt at anvende en blanding af forskellige virkemidler.

Endelige nævnte Bringezu, at der i EU's strategi for bæredygtig udvikling opereres med forskellige indikatorer, der tilsammen skal give et billede af udviklingen. Det gælder bl.a. TMR/TMC, DDMR/DMC og opgørelse af "stock".

I en kommentar til risikovurderingen i Papir 2 stiller Bringezu spørgsmål til graden af individualitet hhv. generalitet, som risikovurderingen er udtryk for: I hvilket omfang er den konkrete risikovurdering udtryk for personspecifikke (individuelle) vurderinger og skøn? Han mener ikke, at man kan vurdere den toksiske virkning alene ved at se på inputsiden. Der er ingen direkte sammenhæng mellem inputsiden og outputsiden. I forhold til papirets udvikling af en indikatorpyramide bemærkede Bringezu, at der allerede er udviklet adskillige sådanne pyramider – bl.a. i EEA-regi. Det vil være godt at se nærmere på EEA's system af top- og underindikatorer.

I tilknytning til papir 3 (LMI-papiret) bemærker Bringezu, at Wuppertal Instituttet har gennemført et projekt, som satte fokus på ny informationsteknologi (i et materialestrømsperspektiv). Resultaterne af dette projekt gav dog ikke noget entydigt svar mht. de materialestrømsmæssige konsekvenser af den ny teknologi på det samfundsmæssige niveau, men måske kan der ses effekter på mere disaggrerede niveauer.

I øvrigt finder Bringezu, at MFA-studiet for Danmark "ser godt ud". Det er opgjort på branche/sektor niveau og det kombinerer økonomiske og fysiske opgørelser.

I forhold til diskussion af, hvorvidt man bør benytte TMR eller TMC som "hoved-indikator", bemærker Helga Weisz, at det er nødvendigt at være både pragmatiske og ambitiøse. EU sigter mod at udvælge 5-6 headline indikatorer og én af disse vil sandsynligvis blive en MFA-baseret, som vil "fungere" som en overordnet og aggregeret indikator for "environmental pressure". Spørgsmålet er, hvilken MFA-indikator der er bedst – og hvorfor?

I forhold til EU's bestræbelser på at begrænse antallet af headline indikatorer til 5-6: Det er formodentligt bedre at have kun én MFA-indikator i kombination med indikatorer for energiforbrug og land-use – sammenlignet med at have flere MFA-indikatorer og ingen for energi og areal.

Ifølge Weisz bør man se aggregerede (overordnede) MFA-indikatorer som et udgangspunkt for at udpege spørgsmål/temaer til videre analyse. Aggregerede MFA-indikatorer kan således benyttes til at indikere, hvor der er noget, der er relevant at studere nærmere.

Det er vigtigt, at et system, der opgør materialeflows for dele af økonomien, er opdelt på samme måde, som de nationaløkonomiske opgørelser, så det er muligt at se, hvor de store flows er.

Weisz finder (med henvisning til MFA-papiret) at det er forkert at snakke om "ansvarlighed" – det er en lidt for naiv betegnelse. Der er adskillige samfundsvidenskabelige tilgange, fx aktør-analyser, der kan belyse spørgsmålet om drivkræfter i udviklingen af materialeflows.

Weisz nævnte, at der kunne være spændende at have en forbrugsrelateret indikator som headline indikator – såsom DMC eller TMC – men mente ikke, at det på nuværende tidspunkt er muligt at "fjerne" den internationale handel fra opgørelserne. Derfor bliver det svært at udvikle en sådan indikator til at være en international headline indikator.

Det er svært at pege på præcise metoder til at analysere MFA-opgørelser. Man må arbejde med mange databaser med store datamængder over materialeflows. Det er et spørgsmål om at kunne se på "det samlede billede" ("the picture") og sammenligne dette med landets miljøproblemer, dets økonomiske opbygning, dets fremtidsmuligheder m.m. Ved hjælp heraf vil det være muligt at generere hypoteser til videre analyse. Det er vigtigt at bruge de landespecifikke tal, fordi det nogen gange er de tal, der for et land ser mærkelige ud, der kan pege på hypoteser til de videre analyser.

Weisz finder risikovurderingen i Papir 2 interessant, men slår til lyd for grundigere overvejelser over spørgsmålet: Hvem kan bruge hvilke indikatorer og hvordan? Det er en god idé at opbygge en indikatorpyramide, som det gøres i papiret. Weisz satte imidlertid spørgsmålstegn ved nødvendigheden af papirets risikovurdering og mente, at man kunne være kommet frem til de samme konklusioner uden en sådan.

Afslutningsvis bemærkede Bringezu, at det er nødvendigt, at vi ser på, hvordan materialeflowene bør se ud i fremtiden. For mineralske ressourcer er det nødvendigt med drastiske reduktioner – omkring 90%. For biomasse behøver flowene kvantitativt set måske ikke at blive reduceret, men spørgsmålet om kvalitet er ret afgørende. For affald er det nødvendigt med drastiske reduktioner – omkring 80%. For luftemissioner er det nødvendigt med en reduktion på omkring 30%. Der vil dog ikke kunne ske en reduktion i samme takt som nedgangen i forbruget af ikke-fornyelige ressourcer, da der også kommer en del emissioner fra biomasse.

Spangenberg pegede på den store betydning EUROSTAT's guideline for MFA-opgørelser havde haft for fremdriften i arbejdet. Den har betydet, at der nu er kommet gang i en masse opfølgende arbejde.

msj/ir/thc / 29. november 2002