Kortlægning af decabromodiphenylether (decaBDE) i andre produkter end elektriske og elektroniske produkter

4 Metodebeskrivelse

4.1 Indledning

Kortlægningen af forbruget af decaBDE i Danmark er gennemført i henhold til Miljøstyrelsens paradigme for massestrømsanalyser (Miljøstyrelsen 2000).  Kortlægningen omfatter i henhold til projektbeskrivelsen dog kun de to første dele af paradigmet (1.1– 2.3) samt 4.1. Omsætning af affaldsprodukter vil således ikke blive medtaget i analysen.

Der er søgt efter så nye data som muligt i forbindelse med denne undersøgelse. For de kontaktede producenter og leverandører betyder det, at der er efterspurgt data for 2005. For de offentlige registres vedkommende er anvendt data fra 2004 hhv. 2005 afhængig af seneste opdatering.

Kortlægningen har taget udgangspunkt i de kortlægningsarbejder, som foreligger fra bl.a. de øvrige nordiske lande. Resultatet er endvidere sammenholdt med data fra Miljøstyrelsens massestrømsanalyse for bromerede flammehæmmere fra 1997 (Miljøstyrelsen 1999).

I de følgende afsnit er de anvendte kilder beskrevet i detaljer.

4.2 Strategi

DecaBDE produceres ikke i Danmark, og stoffet kan derfor teoretisk få adgang til det danske marked ad tre forskellige veje. Figuren herunder illustrerer, at der tilsvarende kan ske eksport af decaBDE til udlandet.

Figur 4.1.: DecaBDE import og eksport til og fra Danmark

Figur 4.1.: DecaBDE import og eksport til og fra Danmark

De tre importveje blev i undersøgelsen behandlet separat og er i det følgende beskrevet hver for sig.

4.2.1 Import som kemikalie

Import af rene kemikalier og herunder bromerede flammehæmmere skal indberettes til Danmarks Statistik (Udenrigshandel). Indberetning foregår via følgende to kanaler:

  1. Via Intrastat, der beskriver Danmarks varehandel med EU. Virksomheder med en samlet årlig EU-import over 1,6 mio. kr. har pligt til at indberette deres import til Intrastat (EU 2004).
  2. Via Told og skat. Hvis importen foregår fra et land udenfor EU, vil indberetningen i modsætning til Intrastat foregå automatisk via de importerede varers toldpapirer. Der er ikke tale om nogen nedre bagatelgrænse for, hvornår varer bliver medtaget (LBK 2005).

Oplysninger fra de to nævnte kilder samles hos Danmarks Statistik (Udenrigshandlen) til én opgørelse under titlen: Udenrigshandlen fordelt på varer og lande.

Af denne opgørelse fremgår import og eksport af varer fordelt på KN-varenumre (Toldtariffen). Opgørelsen angiver også import- og eksportland. Toldtariffen er anvendt til at kortlægge importen af decaBDE som kemikalie. DecaBDE fremgår af opgørelsen under Toldtarif nr. 2909.30.38: Bromderivater, af aromatiske ethere, undtagen pentabromdiphenylether (penta-BDE), tetrabrom(pentabromphenoxy)-benzen og tribromphenoxy.

I denne kortlægning er det antaget, at de importerede mængder under den nævnte toldtarif udgøres af decaBDE. Et andet alternativ kunne være octaBDE, men da octaBDE sammen med pentaBDE har været forbudt siden 2004, er der grund til at antage, at de rapporterede mængder udgøres af decaBDE og ikke andet.

4.2.2 Import som del af halvfabrikata

DecaBDE kan også komme ind i landet som komponent i en halvfabrikata (plastråvare), og hvis det sker, vil det ikke fremgå af importregistreringen. Denne mulighed er derfor undersøgt dels via kontakter til brancheforeningen for plastproducenter dels ved kontakt til Produktregistret.

Mærkningspligtige stoffer og materialer skal anmeldes til Produktregistret ved import. DecaBDE er ikke omfattet af denne anmeldelsespligt men kan alligevel være indberettet, hvis stoffet indgår i et anmeldelsespligtigt produkt eller  materialer. Via SPIN-databasen (SPIN 2006) er anmeldelser af decaBDE til Produktregistret blev kortlagt.

4.2.3 Import som del af færdigvare

4.2.3.1 Bruttoliste over produkttyper

Indsamlingen af oplysninger blev indledt med en afdækning af de mulige anvendelser af decaBDE i produkter, som ikke er omfattet af RoHS-direktivet.

Der er primært anvendt følgende kilder til afdækning af mulige produkter med indhold af decaBDE.

  • Internettet
  • Publicerede rapporter
  • Søgning i produktregistret (SPIN databasen)
  • Alment kendskab til kemisk/tekniske produkter

Internettet er anvendt til søgning af oplysninger om potentielle anvendelser af decaBDE. Oplysningerne er søgt via hjemmesider for producenter af decaBDE og for den europæiske brancheforening fra producenter af bromerede flammehæmmere (EBFRIP).

En række af de publicerede rapporter (herunder de seneste års nordiske rapporter), Miljøstyrelsens egne kortlægningsprojekter samt kemisk-tekniske opslagsværker er gennemgået for oplysninger om produkttyper, som kan indeholde decaBDE.

På baggrund af ovenstående kilder blev der opstillet en bruttoliste over produkttyper, som potentielt kan indeholde decaBDE. Nedenstående skema viser de produktgrupper, som undersøgelsen har identificeret som interessante.

Tabel 4.1: Produkttyper, hvor decaBDE potentielt kan forekomme

  • Transportmidler
  • Møbler
  • Bolig- og engrostekstiler
  • Kabler og andet elektronisk tilbehør
  • Lime
  • Plastprodukter
  • Friluftsprodukter
  • Sygeplejeartikler
  • Baby- og børneprodukter
  • Maling og fugemasser

4.2.3.2 Indsamling af oplysninger

Bruttolisten blev via NACE-kode systemet anvendt til at udvælge danske virksomheder indenfor de identificerede produktområder. Udvælgelsen er sket via en database, som udgives af Købmandsstandens oplysningsbureau (KOB).

For at begrænse mængden af virksomheder er der sket en frasortering af enkeltmandsvirksomheder.

Tabellen herunder viser antallet af virksomheder i de udvalgte produktgrupper (tabel 4.2.).

Tabel 4.2: Antal virksomheder som har modtaget spørgeskema i forbindelse med undersøgelsen

Produktgruppe Antal virksomheder
Transportmidler 37
Møbelbranchen 395
Boligtekstiler 120
Engros tekstiler 208
Kabler og andet elektronisk tilbehør 9
Plastbranchen 77
Friluftsprodukter 40
Udeliv 58
Lime 16
SUM 960

Der er desuden taget direkte kontakt til i alt 3 danske leverandører/producenter af maling og fugemasser.

Alle virksomheder fik i juni måned 2006 tilsendt et spørgeskema med spørgsmål om eventuelt indhold af decaBDE i de varer, som virksomhederne markedsfører. Spørgeskemaet er vedlagt i bilag B. Bilbranchen fik et tilpasset skema, som er vedlagt som bilag C og D (engelsk version).

Efter svarfristens udløb i juli 2006 blev alle, som endnu ikke havde responderet, ringet op og rykket for svar. Svarfristen blev i den forbindelse forlænget med yderligere 3 uger.

Den gennemsnitlige svarprocent for alle kategorier var efter første deadline 18,5% procent. Den telefoniske henvendelse og forlængelsen af svarfristen gav yderligere 1,5% procent besvarelser.

I bilag A er vedlagt en liste over de enkelte virksomheder, som er blevet kontaktet i forbindelse med denne undersøgelse.

Med henblik på besvarelse af supplerende spørgsmål og uddybning af forhold i branchen er der i løbet af projektperioden taget direkte kontakt til en række virksomheder indenfor de udvalgte produktområder.

4.2.4 Andre kilder

I forbindelse med undersøgelsen blev der taget kontakt til analyselaboratoriet Eurofins Gfa GmBH i Hamborg. Dette laboratorium har gennem en årrække tilbudt analyser for bromerede flammehæmmere. Analyserne udføres primært i miljøprøver (slam, sediment etc.) men der er også i de senere år foretaget en  række analyser af forbrugerprodukter.

Laboratoriet blev forespurgt om:

  • antal analyser for decaBDE i forbrugerprodukter gennem de seneste 2 år
  • antal og resultater af analyser af produkter udenfor RoHS-direktivets område

Laboratoriet har gennem de seneste to år analyseret i størrelsesordenen 50 forbrugerprodukter for indhold af decaBDE. Størstedelen har været  elektronikprodukter.

I flere ikke-elektronikprodukter er der fundet sporindhold af decaBDE. Indholdet stammer formentlig fra andre anvendte flammehæmmere (urenheder).

Laboratoriets database indeholdt kun ét ikke-elektronik produkt med et indhold af decaBDE over 1 procent. Der var i det aktuelle tilfælde tale om sædeskum til stole med et indhold på 7,4 vægtprocent.

Under denne rapports færdiggørelse analyserede Eurofins GfA GmbH en prøve af en polystyren-isoleringsplade fra det tyske marked. Analysen viste et indhold af decaBDE på 11 vægtprocent. Kontakt til en dansk producent af polystyren isoleringsplader gav til resultat, at man tidligere også har brandhæmmet denne type materialer i Danmark,  men at dansk producerede polystyren isoleringsplader ikke tilsættes brandhæmmer mere. Producenten kunne ikke afvise, at tyske byggefirmaer bringer brandhæmmede polystyrenplader ind i Danmark i forbindelse med konkrete byggeopgaver, men det blev vurderet at være i ubetydeligt omfang.

 



Version 1.0 April 2007, © Miljøstyrelsen.