Miljøstyrelsens Årsapport for regnskabsåret 2006

Målrapportering

Oversigt over målopfyldelse, del I

Miljøstyrelsen havde oprindeligt i 2006 9 institutionsmål, hvoraf mål 1-3 udmønter Miljøministeriets koncernmål for 2006. Efter midtvejsstatus i 2006 udgik hele mål 7 Opfølgning på serviceeftersyn på Vandsektoren, da målopfyldelsen blev hindret af, at de politiske forhandlinger ikke var afsluttede. Der skete desuden en række tilpasninger af mål 2, mål 6 og mål 8. Miljøstyrelsen har i 2006 desuden haft aggregerede mål for arbejdsprogram, sagsbehandlingstider og ministersager. Detaljeret oversigt over målopfyldelsen af de enkelte resultatkrav, inkl. bemærkninger til målopfyldelsen, fremgår af bilag.

Mål og delmål
(Institutionsmål, aggregerede mål)
Status (opfyldt/ ikke opfyldt)
Mål 1: Miljøstyrelsens bidrag til det fortsatte arbejde med gennemførelse af kommunalreformen Samlet status: Opfyldt
Målet udgør Miljøstyrelsens andel af koncernmålet om implementering af kommunalreformen og knytter til ambition A Miljøministeriet skal være en åben og serviceorienteret organisation, B Miljøministeriet skal arbejde for, at hensyn til miljøet integreres i alle sektorer i det danske samfund, C Miljøministeriet skal være god til at implementere andre ministeriers politiske initiativer og F Miljøministeriet skal være en effektiv organisation på et højt fagligt niveau. Målopfyldelsen vurderes som meget tilfredsstillende.
Mål 2 fortsat implementering af Vandrammedirektivet Samlet status: Opfyldt
Det opstillede mål udgør Miljøstyrelsens andel af koncernmålet om implementering af Vandrammedirektivet og skal sikre en koordineret indsats af direktivets implementering og gennemførelse i Danmark. Målet knytter sig til ambition B, Miljøministeriet skal arbejde for, at hensyn til miljøet integreres i alle sektorer i det danske samfund. Målopfyldelsen vurderes som meget tilfredsstillende.
Mål 3 Miljø og Sundhed Samlet status: Opfyldt
Målet består af flere indsatsområder rettet mod hhv. virksomheder og borgere og omfatter kemikaliehandlingsplanen, risikoinformation, opfølgning på vejstøjstrategi og indsats mod partikelforurening. Målet indgår i regeringens Miljø & Sundhedsstrategi, udmønter koncernmålet om miljø og sundhed og har desuden direkte ophæng i regeringsgrundlaget. Målet relaterer sig til ambition A, Miljøministeriet skal være en åben og serviceorienteret organisation, ambition C Miljøministeriet skal være god til at implementere andre ministeriers politiske initiativer og ambition D, Miljøministeriet skal udarbejde relevante strategier for miljøområdet på et videnbaseret grundlag og sikre deres implementering. Målopfyldelsen vurderes som meget tilfredsstillende.
Mål 4 Miljøeffektiv teknologi Samlet status: Opfyldt/delvist opfyldt
Baggrunden for målet er at udarbejde en handlingsplan for miljøeffektiv teknologi og at fremme løsningen af væsentlige miljøproblemer gennem teknologiske og innovative løsninger. Handlingsplanen er en opfølgning på regeringsgrundlaget. Målet relaterer sig til ambition B, Miljøministeriet skal arbejde for at hensyn til miljøet integreres i alle sektorer i det danske samfund og D, Miljøministeriet skal udarbejde relevante strategier for miljøområdet på et videnbaseret grundlag og sikre deres implementering. Målopfyldelsen vurderes som meget tilfredsstillende.
Mål 5 Opfølgning på serviceeftersyn af affaldssektoren Samlet status:
Delvist opfyldt
Som opfølgning på anbefalingerne fra arbejdsgruppen om organisering af affaldssektoren, skal der udarbejdes en redegørelse til Folketinget om den fremtidige organisering af affaldsområdet. Målopfyldelsen vurderes som tilfredsstillende på trods af at kun 1 resultatkrav er fuldt opfyldt. Dette skyldes at målopfyldelsen er påvirket af omstændigheder udenfor Miljøstyrelsens indflydelse.
Mål 6 Fremdrift på klimaområdet – nationalt og internationalt Samlet status: Opfyldt
Målet består af flere indsatsområder, herunder udarbejdelse af nationale allokeringsplan for CO2-emissioner, fortsættelse af Grønlandsdialogen og opfølgning på Montreal beslutningerne om fremtidige forpligtelser. Kvoteordningen er et centralt element i regeringens klimastrategi og er væsentlig for, at Danmark kan indfri sine internationale forpligtigelser under Kyoto Protokollen. De internationale klimaforhandlinger er ligeledes centrale med henblik på Danmarks fremtidige forpligtelser.
Målet relaterer sig til ambitionerne B. Miljøministeriet skal arbejde for at hensyn til miljøet integreres i alle sektorer i det danske samfund.D. Miljøministeriet skal udarbejde relevante strategier for miljøområdet på et vidensbaseret grundlag og sikre deres implementering.
E. Miljøministeriet skal have en høj international profil på miljøområdet. Derudover direkte sammenhæng til Klimakonventionen, Kyoto Protokollen, de internationale klimaforhandlinger samt regeringens klimastrategi. Målopfyldelsen vurderes som meget tilfredsstillende.
Mål 8 Digitalisering af arbejdsgange Samlet status: Opfyldt
Målet om digitalisering af arbejdsgange er dels rettet mod koncernens og Miljøstyrelsens interne arbejdsgange med indførelsen af ESDH og dels eksternt rettet mod de virksomheder, der indberetter til Miljøstyrelsen. Målet relaterer sig til ambition A, Miljøministeriet skal være en åben og serviceorienteret organisation og F, Miljøministeriet skal være en effektiv organisation på et højt fagligt niveau. Målet bidrager til realiseringen af ministeriets effektiviseringsstrategi og de heri fastsatte mål for organisationsudvikling, borgerrettede opgaver og digital forvaltning. Målet er endvidere en opfølgning på regeringens moderniseringsprogram – Klare mål og mere åbenhed og understøtter handlingsplanen for digitalisering. Målopfyldelsen vurderes som meget tilfredsstillende.
Mål 9 Ledelse, modernisering og service Samlet status: Opfyldt/delvist opfyldt
Målet består af en eksternt rettet og en internt rettet del og omfatter Service og betjening af virksomheder og borgere, Fokus på virksomheders administrative omkostninger, EMAS og Trivsel og sundhed. Målet bidrager til realiseringen af ministeriets effektiviseringsstrategi og de heri fastsatte mål for kontraktstyring, organisationsudvikling og borgerrettede opgaver. Målet er endvidere en opfølgning på regeringens moderniseringsprogram Klare mål og mere åbenhed og relaterer sig til ambition A, Miljøministeriet skal være en åben og serviceorienteret organisation og F, Miljøministeriet skal være en effektiv organisation på et højt fagligt niveau. Målet hænger sammen med Miljøministeriets fælles miljøpolitik: Grøn i eget hus – ét skridt foran. Målopfyldelsen vurderes som tilfredsstillende.
Aggregerede mål Samlet status: Opfyldt/delvist opfyldt
A. Opfyldelse af arbejdsprogrammet
B. Sagsbehandlingstider
C. Ministersager
D. Gennem det internationale samarbejde løses en række miljøopgaver, hvis løsning forudsætter en internationalt koordineret indsats, bl.a. i EU. Det er Miljøstyrelsens målsætning, at 100 % af nye EU-direktiver skal være implementeret rettidigt, dog med forbehold for udefrakommende/eksterne forhold, der kan forsinke processen.
E. Miljøstyrelsen ønsker at styrke kvaliteten i opgaveløsningen og tilstræber, at dette sker med anvendelse af færrest mulige ressourcer. Dette skal ske ved, at projektværktøjet/tankegangen skal anvendes på mindst 20 % af Miljøstyrelsens opgaver målt på personaleressourcer i 2006.
Målopfyldelsen vurderes samlet set som tilfredsstillende.

Uddybende analyser og vurderinger, del II

I den uddybende analyse er der valgt at fokusere på flg. institutionsmål:

  • Institutionsmål 1: Miljøstyrelsens bidrag til det fortsatte arbejde med gennemførelse af kommunalreformen. Målet er valgt, da det er et væsentligt flerårigt mål for institutionen.
  • Institutionsmål 4: Miljøeffektiv teknologi. Dette er et nyt fokusområde for Miljøministeriet.
  • Institutionsmål 9: Ledelse, modernisering og service. Målet har fokus på effektivisering, organisationsudvikling og borgerrettede opgaver.

Institutionsmål 1: Miljøstyrelsens bidrag til det fortsatte arbejde med gennemførelse af kommunalreformen

Mål og baggrund

Målet var at levere Miljøstyrelsen bidrag til regeringens beslutninger vedr. en kommunalreform samt iværksætte de nødvendige opfølgninger. Arbejdet har forløbet siden efteråret 2003. I sidste halvdel af 2003 og første halvdel af 2004 drejede det sig om at bidrage til først arbejdet i Strukturkommissionen, og senere i forbindelse med regeringsaftalen om en ny myndighedsstruktur. Fra sommeren 2004 – sommeren 2005 drejede det sig dels om udarbejdelse af den nødvendige lovgivning som opfølgning af regeringsaftalen, dels om at bidrage til arbejdet i det af regeringen nedsatte Kvalitetsstyringsudvalg, der skulle komme med forslag til en kvalitetsstyringsordning for natur- og miljøvaretagelsen i kommunerne. Fra sommeren 2005 til og med udgangen af 2006 drejede det sig om opfølgningen i form af supplerende lovgivning – bl.a. om kommunernes kvalitetsstyringsordning og om kommunale fællesskaber, udarbejdelsen af et stort antal bekendtgørelser (ca. 65) samt vejledninger, etableringen af 7 miljøcentre under Miljøministeriet, etableringen af kvalitetsstyringsordninger i både kommunerne og de 7 miljøcentre, herunder etablering af det nødvendige grundlag for statens overtagelse af de fremtidige opgaver, økonomisk, organisatorisk og fagligt.

Resultater

Miljøstyrelsen har i overensstemmelse med målet:

  • Gennemført lovgivning og udarbejdet vejledninger
  • Udarbejdet administrationsgrundlag for de statslige miljøcentre
  • Bidraget til en lang række opgaver internt i ministeriet vedrørende overflytninger, samarbejdsstrukturer, organisering, økonomi, mv., men også eksternt i forhold til samarbejde med regioner, kommuner, borgere, virksomheder mv.

Økonomi

Ressourceforbruget har været:

2003: Godt 1 årsværk
2004: Ca. 3 årsværk
2005: Ca. 4 årsværk
2006: 12 – 13 årsværk

Der var budgetteret med 8 årsværk excl. chefers tidsforbrug. Der har været tale om en kompleks opgave med mange involverede, hvorfor der har været betydelig usikkerhed på budgetskønnet. I det faktiske ressourceforbrug indgår desuden chefernes ressourceforbrug.

Til konsulentbistand (i forbindelse med kvalitetsstyringsordningen) har været fra 2004 – 2006 været anvendt 575.000 kr., heraf 375.000 i 2006. Hertil kommer diverse udgifter i forbindelse med trykning af det store antal love og bekendtgørelser.

Analyse

Både mål og tidsplan er opfyldt. Der har været lagt stor vægt på organiseringen af arbejdet (er sket i tværgående projektgruppe med tæt styring fra direktionen gennem særlig styregruppe), der har involveret en meget stor del af styrelsens medarbejdere (i alt 50 – 60 personer). Samtidig har der været tæt koordinering på tværs i Miljøministeriet samt med andre ministerier, kommunerne og amterne.

Vurdering

Miljøstyrelsen vurderer, at arbejdsprocessen har fungeret tilfredsstillende, og at styrelsen har bidraget til opfyldelsen af regeringens intention med kommunalreformen og på miljøområdet om dels at sikre en entydig indgang til det offentlige, dels en bæredygtig og effektiv administration på området.


Institutionsmål 4: Miljøeffektiv teknologi

Mål og baggrund

Det overordnede mål har været at skabe rammerne for en fornyet dansk indsats for miljøeffektiv teknologi via en redegørelse til Folketinget samt en dansk handlingsplan for fremme af miljøeffektiv teknologi.

Ny miljøeffektiv teknologi er afgørende for at kunne løse de væsentlige miljøudfordringer vi står over for, både nationalt og internationalt. Den danske indsats skal ses i sammenhæng med EU’s igangværende indsats på området, idet redegørelsen og handlingsplanen er led i Danmarks opfølgning på EU’s miljøteknologiske handlingsplan, og samtidig sætter rammerne for danske indspil til EU om fremme af miljøeffektiv teknologi.

I tråd med Miljøstyrelsens mission og vision har det været et mål, at udviklingen af initiativerne i redegørelsen og handlingsplanen skulle ske i dialog med virksomheder og andre myndigheder, og at der løbende skulle informeres om emnet.

Resultater

Der blev i maj 2006 afgivet en skriftlig redegørelse til Folketinget om fremme af miljøeffektiv teknologi. Redegørelsen indeholdt ni konkrete initiativer til fremme af miljøeffektiv teknologi – fem tværgående initiativer (partnerskaber for innovation, styrket eksportfremme, forskning, information til virksomheder m.v. og fremme af miljøeffektiv teknologi i EU) samt styrkelse af teknologiudviklingen på fire områder (klima og energi, husdyrbrug, vand samt miljø og sundhed).

Udarbejdelsen af redegørelsen er sket i samarbejde med en række ministerier, og budskaberne fra bl.a. miljøministerens rundbordssamtaler med virksomheder mv. i 2005 er inddraget. Endvidere er inddraget anbefalingerne fra en rapport bestilt af Miljøstyrelsen i 2005 om danske styrkepositioner indenfor miljøeffektiv teknologi udarbejdet på baggrund af spørgeskemaer og interviews med virksomheder, forskere mv.

Redegørelsen fik en overvejende positiv modtagelse hos interessenterne.

På baggrund af redegørelsen blev der i november 2006 indgået en politisk aftale om indsatsen i 2007-09 og finansieringen heraf med 120 mio. kr. fra miljømilliarden.

Der er udarbejdet et udkast til handlingsplan, men da færdiggørelsen heraf har afventet udmøntningen af globaliseringspuljen og energistrategien, blev handlingsplanen ikke offentliggjort i 2006. Dette forventes at ske i foråret 2007.

Som led i den politiske aftale er der truffet beslutning om etablering af et sekretariat i Miljøministeriet (Miljøstyrelsen), som skal sikre den overordnede koordinering og opfølgning på handlingsplanen samt implementeringen af de dele af indsatsen, som ligger i Miljøstyrelsen (bl.a. information til virksomheder, analyser, bidrag til partnerskaber samt støtte til test- og demonstrationsprojekter inden for vand og miljø og sundhed) i samarbejde med styrelsens fagenheder. Det fremgår endvidere af udkastet til handlingsplan, hvilke ministerier mv., der er ansvarlige for hvert initiativ.

15 virksomheder har tilmeldt sig partnerskabsordningen på hjemmesiden www.ecoinnovation.dk, men denne del af indsatsen er nedprioriteret, da der i forlængelse af redegørelsen er etableret mere handlingsorienterede partnerskaber for innovation på fem områder – partnerskaber, hvor interessenterne i fællesskab vil søge at udvikle nye forretningsområder indenfor miljøeffektiv teknologi.

Der har været stor opmærksomhed på emnet miljøeffektiv teknologi i pressen. En søgning i avisdatabasen på ordene miljø og teknologi viste 1972 hits i første halvår af 2006. Endvidere har miljøministeren ved adskillige lejligheder holdt foredrag og haft dialog med virksomheder, organisationer mv. om miljøeffektiv teknologi.

Økonomi

Der er i 2006 brugt ca. 1,2 årsværk på opgaver direkte relateret til delmålene i institutitionsmålet, herunder udarbejdelsen af redegørelsen og udkast til handlingsplanen. Dette er mere end budgettet på 0,5 årsværk, hvilket skyldes at opgaven er blevet mere omfattende end forventet, idet flere initiativer er kommet med i redegørelsen og handlingsplanen, herunder initiativer på andre ministeriers område, hvilket har krævet mere koordinering. Herudover er der brugt ressourcer (årsværk) på at igangsætte initiativer beskrevet i redegørelsen, men dette er ikke indregnet under institutionsmålet.

Der er anvendt ca. 104.000 kr. til bistand til skrivning af redegørelsen, foto til redegørelsen samt HTML-kodning af arbejdsrapporter om miljøeffektiv teknologi. Dette er en smule mindre end budgettet på 112.500 kr.

Vurdering

Det vurderes, at der med redegørelsen, den politiske aftale og den kommende handlingsplan er skabt væsentlig forbedrede rammer for indsatsen for fremme af miljøeffektiv teknologi. Samtidig er der i processen skabt en positiv dialog med virksomheder m.fl., hvilket der kan bygges videre på i den fremtidige indsats.

Færdiggørelsen af handlingsplanen er som nævnt blevet forsinket, men en række af initiativerne i redegørelsen og udkastet handlingsplanen er allerede iværksat eller under planlægning. Ændringen af tidsplanen har gjort det muligt at indarbejde resultaterne af den politiske aftale om fordelingen af globaliseringspuljens midler til forskning og udvikling samt regeringens energistrategi, den regionale vækstpolitik og EU’s strukturfondsmidler.

Institutionsmål 9: Ledelse, modernisering og service

Mål og baggrund

Målet bidrager til realiseringen af ministeriets effektiviseringsstrategi og de heri fastsatte mål for kontraktstyring, organisationsudvikling og borgerrettede opgaver. Målet består af en eksternt rettet og en internt rettet del og omfatter Service og betjening af virksomheder og borgere, Fokus på virksomheders administrative omkostninger, EMAS, Trivsel og sundhed.

Resultater

Service og betjening af virksomheder og borgere

Et udkast til servicemenukort er udarbejdet. Menukortet vil blive lanceret på Miljsøstyrelsens hjemmeside.

Hjemmesiden har været under omlægning i 2006. Det er derfor besluttet at udskyde målingen på de opstillede mål til 2008.

Reduktion af virksomhedernes administrative omkostninger

Miljøstyrelsen har bidraget til opfyldelsen af regeringens målsætning om at reducere virksomheders administrative omkostninger med 25 % i 2010. I overensstemmelse med målet er der udarbejdet en handlingsplan for Miljøministeriets arbejde med reduktion af de administrative omkostninger. Realiseringen af forenklingspotentialet er i gang på en række områder og der er nedsat forenklingsgruppe vedrørende grønne regnskaber primo 2006. Etablering af øvrige grupper sker i overensstemmelse med tidsplanen i handlingsplan

EMAS

Der er i 2006 gennemført en kampagne med henblik på at nedsætte forbruget af korte taxa-ture. Målet om at taxa-ture på under 100 kr. kun skal udgøre 20 % af det samlede antal taxa-ture kan betegnes som delvist opfyldt. Resultatet af indsatsen i 2006 er, at det totale taxaforbrug er faldet i 2006 i forhold til 2005 trods flere ansatte, og andelen af korte taxature er faldet fra 27 % i 2005 til 25 % i 2006.

Der er i 2006 udarbejdet en vejledning i god sagsbehandling. Vejledningen er primo februar 2007 gjort tilgængelig på ministeriets fælles intranet.

Trivsel og sundhed

Miljøstyrelsen har i 2006 haft fokus på håndtering af det grænseløse arbejde og forebyggelse af stress. Som et led i Service- og visionsprojektet er der ved at blive udarbejdet en strategi for arbejdsglæde og håndtering af det grænseløse arbejde. Vi har opnået at reducere antallet af stresstilfælde, og enhedsledelserne tilkendegiver, at de har fået bedre værktøjer til at forebygge stress. Målet om et bedre forebyggende beredskab er til gengæld kun delvist opfyldt. Ved en måling i januar 2007 tilkendegav 45 % af de adspurgte, at beredskabet er bedre end tidligere. At vi ikke har nået de 60 % skyldes, at implementering af initiativerne for håndtering af det grænseløse arbejde i enhederne først afsluttes i foråret 2007.

Økonomi

Der er anvendt ca. 2 ÅV på målet og køb af konsulentydelser for ca. 52.000 kr.

Analyse og vurdering

Det er vurderingen, at målet overordnet er opfyldt tilfredsstillende. Styrelsen har i 2006 fortsat arbejdet med Service- og Visionsprojektet. Resultatet heraf har bl.a. været udviklingen af et menu-kort over den service, som borgere, virksomheder og samarbejdspartnere kan forvente af Miljøstyrelsen. Den målrettede fokus på det grænseløse arbejde har medvirket til at reducere antallet af stresstilfælde og udvikle bedre værktøjer til at forebygge stress. Der er udarbejdet en vejledning i god sagsbehandling, og det er relativt set lykkedes at reducere antallet af korte taxa-ture

 



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.