| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Randzoner og andre pesticidfrie beskyttelsesstriber i dyrkede arealer - en udredning

3 Status for udlagte randzoner, nationalt og internationalt

• 3.1 Baggrund
  • 3.1.1 Landbrugsmiljøprogrammer
  • 3.1.2 Læhegn og markrande
  • 3.1.3 Vandløb og søer
  • 3.1.4 Nuværende regulering
• 3.2 Internationalt
  • 3.2.1 Landbrugsmiljøprogrammer
  • 3.2.2 Randzoner
• 3.3 Reguleringens vidensgrundlag
• 3.4 Sammenfatning

3.1 Baggrund

Fra slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne ændredes arealanvendelsen i det danske landbrug. Sædskifterne blev væsentligt mere ensidige, og korn, især vårbyg fik en mere dominerende rolle. Større markflader var nødvendige af hensyn til større maskiner. Samtidig steg bedriftsstørrelsen. I 2004 var der godt 45.000 bedrifter over 5 ha i Danmark, hvilket er en halvering på 20 år. Gennemsnitsstørrelsen på en bedrift er nu 58 hektar, langt over gennemsnittet i EU (Danmarks Statistik 2006). Landbruget har også måttet afgive areal til bl.a. byer og veje. I perioden 1990 til 2005 er det samlede dyrkede areal faldet fra 2.788.276 ha til 2.645.304 ha (Danmarks statistik 2006).

Omfanget af biotopnedlæggelsen på landet blev ikke fulgt, men kan i nogen grad følges på topografiske kort. En kortlægning med 5 års mellemrum af småbiotoper i et antal områder fra 1981-1996 sammen med interviews med landmændene i de undersøgte områder, giver et billede af udviklingen i den periode. Som det fremgår af tabel 3.1, som dækker fem test-områder i Vest-Danmark er nedgangen i småbiotoper voldsom, men aftaget i 80erne, med fremgang i 1990erne (Brandt 2004).

Tabel 3.1. Procentvis ændringer pr. år af lineære og areelle biotoper i 5 testområder i Vest-Danmark (20 km²) 1954-1996 (efter Brandt 2004). Brandt (2004) anfører, at der er øgede regionale forskelle i både fremgang og tilbagegang.

Arealet med dyrkede marker faldt især fra 1991-1996. Det skyldtes primært braklægning. Markstørrelsen steg fra gennemsnitligt 3,8 ha i 1991 til 4,1 ha i 2001, svarende til 1 % årlig stigning. Primært som resultat af marksammenlægninger. Arealer med trædække og med søer og vandhuller steg mellem 1991 og 2001. Især tørre arealer med et vist trædække (f.eks. vildtremiser), øgedes. På landsplan faldt arealet med moser svagt frem til 1996. Op mod halvdelen af de arealer der i 2001 var registreret med trædække og med søer og vandhuller havde samme klassificering i 1981, resten var nye. Også for lineære biotoper er der stor dynamik (Levin & Brandt 2006).

Nedenstående tabel 3.2 (Brandt et al. 2002) viser, hvordan arealbeskyttelsen under naturbeskyttelsesloven har udviklet sig.

Tabel 3.2 Udviklingen i arealbeskyttelse omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3 (Efter (Brandt et al. 2002).

3.1.1 Landbrugsmiljøprogrammer

Forskellige landbrugsmiljøprogrammer sigter mod at beskytte miljøet mod bekæmpelsesmidler og mod næringsstoffer. Uanset fokus bidrager ordningerne til at skabe nye eller forbedrede levesteder for planter og dyr. Det er derfor interessant at kende den samlede tilslutning til ordningerne. I 2006 indgik 7.197 producenter, eller ca. 100.000 ha under MVJ ordningen inkluderet vandmiljøplan I og vandmiljøplan II. Disse 100.000 ha er meget andet end randzoner. Desuden sigter MVJ især på at nedbringe N (og P) i forhold til målene i vandmiljøplanen. Under den gamle økologi-ordning resterede pr. 2006 130 producenter, og under den nye ordning ”Miljøbetinget tilskud” indgik omkring 3.500 producenter eller ca. 155.000 ha (pers comm Henrik Skoven, DFFE). Hermed dækker de to ordninger omkring 8,5 % af det samlede landbrugsareal og over 10.000 producenter. I alt er der i dag 45.267 bedrifter i Danmark, heraf 21.357 defineret som heltidsbedrifter (Danmarks Statistik 2006).

Miljøvenlig forvaltning af landbrugsarealer, støtte til økologisk produktion, og randzoner langs vandløb indgår i landdistriktsprogram 2007-2013. Her integreres støtte til natur og miljø, herunder vandmiljø og biodiversitet med støtte til konkurrenceevne i fødevaresektoren og levevilkår og arbejdspladser i landdistrikterne. Herudover vil der blive tilskud til lokale/regionale natur- og miljøprojekter.

3.1.2 Læhegn og markrande

I 2001 var der i gennemsnit 27 m vej/ha, 20m markskel/ha og 15-20m hegn/ha (Levin & Brandt 2006). I alt er der 96.871 km levende hegn. Ud af det dyrkede areal på 26.453 km² er der 33 m levende hegn/ha (Bruus Pedersen et al. 2006). I et repræsentativt dansk område var der 108 m² mark /m markkant (inklusive levende hegn), eller omregnet 92,5 m markkant/ha (Bruus Pedersen et al. 2006). Ud fra disse tal, udgør levende hegn 1/3 af markkanterne, mens 2/3 er andre typer randzoner, nogenlunde svarende til fordelingen i denne landskabstype for de 15 gamle EU lande (EU-15) som sådan (Eurostat 2003) (se tabel 3.4).

Svagt stigende hegnstæthed i perioden 1991-2001, dækker over både plantning af nye hegn og nedlæggelse af ældre, og da de nyplantede hegn typisk er bredere end de ældre, ville stigningen have været større, om den havde været målt i areal og ikke i længde (Levin & Brandt 2006) Der var en vis generel stigning for både grøfter og vandløb i perioden 1991-1996.  Efter en nedgang frem til 1991 i markgrænser ses markant fremgang fra 1991 til 1996, dernæst igen en mindre nedgang, som formentlig knytter sig til de øgede markstørrelser (Levin & Brandt 2006).

Ifølge LUCAS transect data (Eurostat 2003) kan hovedparten af Danmark defineres som ”tidligere åben mark” (Meeus 1995), dog i Nordvestjylland områder med høj tæthed af hække (”Atlantic bocage”), og i Sydvestjylland marsk. Disse landskabstyper har i gennemsnit på tværs af EU-15 hhv 70-80 m randzoner pr. ha, 80-110 m randzoner pr. ha og 50-70 m randzoner pr. ha (Eurostat 2003).  Sammenlignet med de danske data er EU data udført på en mere grov skala (satellitfoto), men bekræfter i store træk de danske tal.

Ifølge DFFE er der givet støtte til plantning af over 950 km i 2002, over 600 km i 2003, knapt 500 km i 2004 og forventet plantning af 450 km/år herefter (www.dffe.dk). De reelle tal er formentlig højere, da der også plantes hegn uden ansøgning om støtte. Udviklingen i etablering af læhegn er svagt stigende (Levin & Brandt 2006), det vil sige, at der plantes mere end der fældes.

3.1.2.1 Braklagte, ekstensive og sprøjtefrie randzoner

Samlet var der i Danmark pr. 31. december 2005 under MVJ-ordningen givet tilsagn om 92 ha braklagte randzoner fordelt på 52 tilsagnshavere (Kilde: Direktoratet for FødevareErhverv -DFFE- pers. comm. Henrik Skoven). Herudover er der givet tilsagn til 71 ha ekstensive randzoner og 18 ha sprøjtefrie randzoner pr. 31. december 2005. Det samlede ansøgte beløb var på 300.000 kr.

3.1.3 Vandløb og søer

Der er ca. 64.000 km vandløb i Danmark. Vandløbene og deres randzoner er et vigtigt levested for mange dyr og planter. De målsatte vandløb udgør ifølge Miljøstyrelsens sammenfatning over miljøtilsyn i 2001 25.555 km vandløb.

Som led i evalueringen af pesticidhandlingsplan II i 2002 blev det iflg. Jacobsen (2006) estimeret, at der i randzonerne langs målsatte vandløb og søer var 6.800 ha med brak under hektarstøtteordningen, 2.300 ha med økologisk dyrkning og 140 ha sprøjtefri randzone under MVJ-ordningen - i alt 9.240 ha.

For vandmiljøplan III er det aftalt at der i perioden 2005-09 skal etableres 3-4000 ha vådområder og 30.000 ha dyrkningsfrie randzoner langs vandløb og søer (Jensen 2006).

I pesticidhandlingsplanen 2004-2009 er målet 25.000 ha sprøjtefri randzoner langs målsatte vandløb og søer inden 2009. I udgangspunktet i 2004 blev det antaget, at der allerede var udlagt 8.000 ha randzone som ikke blev sprøjtet fordi de var braklagte/udyrkede eller økologiske. De 8.000 ha lå alle langs målsatte vandløb og søer. Antages randzoner at være 10 m brede, vil den målsatte forøgelse svare til 25.000-30.000 km randzone.

Tabel 3.3. Estimerede randzonearealer langs vandløb og søer i Danmark, med forbehold for lille undersøgelsesstørrelse (29 landmænd) (Efter (Jacobsen 2006)).

Det potentielle omfang af randzoner på arealer i alm. omdrift langs vandløb og søer er mindst 35.000 ha (tabel 3.3) og korrigeret for en større andel lavbundsarealer i analyseområdet er det ca. 40.000 ha (Jacobsen 2006).

3.1.4 Nuværende regulering

3.1.4.1 Lovgivning om beskyttelseszoner mod bekæmpelsesmidler (afstandskrav)

I landzone skal der være en sikkerhedsbræmme på 2 m langs naturlige eller højt målsatte vandløb og søer. Sikkerhedsbræmmerne beskytter blandt andet mod pesticider.

En række pesticider må ikke benyttes indenfor en afstand på 10 eller 20 m fra vandløb (Dansk Landbrugsrådgivning 2004). Midler omfattet af afstandskrav omfatter både insekticider, herbicider og fungicider. Afstandskrav fastsættes ud fra en risikovurdering af toxicitet overfor akvatiske organismer (fisk, krebsdyr og alger) (Miljøstyrelsen 1999).

Sprøjtefri randzoner skal i henhold til MVJ ordningerne være 10 m brede, når de ligger langs vandløb og søer, hvor der er krav om en 2 m dyrkningsfri bræmme. Når randzonen ligger langs landskabselementer, hvor der ikke en krav om en dyrkningsfri bræmme på 2 meter skal randzonen være 12 m brede. Sprøjtefrie randzoner må ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler, mens sprøjte- og gødningsfrie randzoner ikke må tilføres plantebeskyttelsesmidler og anden gødning, end den der afsættes af græssende husdyr.

3.1.4.2 Tilskud til ekstensive og braklagte randzoner

Via MVJ-ordningerne kan man ud over støtte til randzoner langs vandløb og søer søge tilskud til: a) Ekstensive randzoner, b) Braklagte randzoner. Administration af MVJ ordningerne overgik pr. 1/1 2007 fra amter til Direktoratet for FødevareErhverv, hvor også nærmere information om ordningerne kan findes. I 2006 kunne man kun søge tilskud til braklagte og ekstensive randzoner langs søer og vandløb. Da alle målsatte vandløb er udpeget til SFL-områder, kan man søge til alle målsatte vandløb (Anon. 2006).

Ekstensive randzoner (5 årige tilsagn) er fortsat dyrkede. Den ekstensive randzone skal være 10 meter bred, når randzonen er beliggende langs en 2 meter dyrkningsfri bræmme (vandløbsloven §69) eller 12 meter bred, når randzonen er beliggende langs andre landskabselementer. Også arealer der er beliggende langs særlige landskabselementer f.eks. vandløb, søer, levende hegn, diger, naturarealer m.m. kan indgå i ordningen. Der må ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler i ekstensive randzoner, med undtagelse af bejdset udsæd og rodhalsbehandlet udplantningsmateriale. Langs søer, vandløb og kystlinier gælder, at udnyttelsen skal ske under størst mulig hensyn til at undgå jorderosion.

Braklagte randzoner skal være 10 meter brede og være udlagt med tæt, lavt plantedække, som skal afpudses minimum en gang årligt. Her er tilsagnsperioden fem år. Arealer der er placeret umiddelbart op til søer og vandhuller kan indgå i ordningen. Ordningen kan både benyttes på arealer, der ligger udyrket hen, og på arealer, der skal bruges til at opfylde udtagningspligten og kan så opnå både enhedsstøtte og MVJ-tilskud til arealet.

For begge typer randzoner gælder at arealerne forud skal have været anvendt til dyrkning af et eller flerårige afgrøder, til græsning, slæt eller braklagt indenfor omdrift. Tilskud til ekstensive randzoner er 690 kr/ha om året. For braklagte randzoner er det 750 kr./ha (www.dffe.dk). Desuden kan arealerne opnå enhedsstøtte. Det er tilladt ind mod den dyrkede mark at lægge en barjordsstribe på højest 2 m, som kan holdes fri for plantedække gennem hele vækstsæsonen.

Den 2 meter dyrkningsfrie bræmme kan indgå i MVJ-ordningen og kan via MVJ-ordningen medregnes ved beregning af udtagningspligten. For randzoneordningerne gælder min. størrelsen for et areal på 0,30 ha ikke.

Ifølge hektarstøttereglerne er det tilladt, at braklægge helt ned til en 5 meter zone langs søer, vandhuller og vandløb som altid er permanent vanddækkede.

Jordbrugere, der dyrker arealer uden brug af plantebeskyttelsesmidler og med begrænset anvendelse af kvælstof, kan søge tilsagn om miljøbetinget tilskud, som trådte i kraft 1. november 2003, som sammen med ordningen for tilskud til omlægning til økologi med miljøbetinget tilskud erstatter den hidtidige ordning med tilskud til økologisk jordbrugsproduktion (DFFE, 2006).

3.1.4.3 Tilskud til plantning af læhegn

”Bekendtgørelse om tilskud til lægivende og biotopforbedrende beplantninger” (læplantningsordningen) giver 40 % støtte til plantning af læhegn, men en højere sats på 60 % når krav til et "særligt miljøindhold" opfyldes. Man binder sig for 15 år og må ikke anvende andre plantebeskyttelsesmidler, end de der er tilladt i økologisk jordbrugsproduktion. Herudover skal man opfylde mindst tre af følgende betingelser: a) En mindst 1 m bred udyrket stribe jord (en randstribe) langs hegnet som mindst en gang hvert andet år pløjes, harves, fræses eller lignende, b) En insektvold i tilknytning til beplantningen og på de tilstødende marker, c) Beplantningen i mindst tre planterækker med åbninger for hver 50 m, d) En trampesti, hvorpå offentligheden kan færdes, og hvortil der er lovlig adgang, e) I beplantningen må der udelukkende anvendes hjemmehørende plantearter og provenienser.

De nævnte tiltage og viden om deres betydning for flora og fauna og begrænsning af pesticidanvendelsen gennemgåes nærmere i følgende kapitler. Tilskudsordningen til læhegn er midlertidig sat i bero, men forventes udbudt i 2007 (Pers comm. Irene Wiborg, jan 2007).

3.2 Internationalt

Ifølge LUCAS transect data findes der 8 millioner km linieformede strukturer i EU-15 (hegn, rækker af træer, græsstriber, stendiger, insektvolde), heraf adskiller 3 mio km marker, og 5 mio km afgrænser marker mod andre landskabstyper (f.eks. veje, byer) (Eurostat 2003) (tabel 3.4). Trods strukturernes vigtighed findes der kun begrænset data vedrørende deres status og udvikling. Ovenstående data over markrande og randzoner i EU-15 giver indblik i den nuværende status, men ikke i udviklingen, eller hvor stor en andel der er udlagte.

Tabel 3.4. Markrande og randzoner i EU-15. (Eurostat 2003).

3.2.1 Landbrugsmiljøprogrammer

Randzoner er et integreret element i mange EU-landes landbrugsmiljøprogrammer. I 1997 blev det opgjort at der samlet i EU blev anvendt 1,3 milliarder euro til landbrugsmiljøprogrammer. Fra 1992-2003 er der brugt 24 milliarder Euro på landbrugsmiljøprogrammer (Wittingham 2007). I alt gives der i dag EU og national støtte i EU-15 svarende til 3,5 milliarder euro om året (European Commision, 2005). På EU niveau omfatter landbrugsmiljøprogrammernes ordninger i alt ¼ af landbrugsarealet, svarende til hele Tysklands areal, men vil formentlig reduceres med 1/5 i 2007 (Whitfield 2006). I Danmark lå arealet i 2002 på ca. 12 %, i Holland under 10 %, i Storbritannien på 15 %, i Tyskland på 25 % og i Sverige på over 80 % (European Commision, 2005).

Landbrugsmiljøprogrammerne samfinancieres af medlemslandene og EU gennem EAGGF (= European Agricultural Guidance and Guarantee Fund). Den nationale implementering sker indenfor ret vide rammer. Overordnet er der to miljøhensyn i landbrugsmiljøprogrammer: a) At reducere den negative indflydelse fra landbrug på miljøet, især mht vandkvalitet, jord og biodiversitet b) at fremme en jordbrugspraksis der sikrer en bevaring af biodiversitet og landskab, herunder at undgå nedbrydning eller problemer fra underudnyttelse. De hovedelementer der kendetegner landbrugsmiljøprogrammer er:

• Landbrugere leverer en miljøtjeneste
• Aftalerne er frivillige for landbrugerne
• Tiltagene gælder kun landbrugsjord
• Betalinger dækker mistet indtægt, ekstraomkostninger og nødvendig yderligere økonomisk tilskyndelse

Tiltagene kendetegnes desuden ved at være mere vidtrækkende end god jordbrugspraksis (Good Agricultural Practice – GAP). I nogle tilfælde er tiltagene nationale, i andre regionale eller lokale (European Commision. 2005).

Mens for eksempel Sverige anvender over 80 % af EU støtten til landbruget under EAGGF ligger Tyskland, Storbritannien og Danmark på omkring 50 % og Holland på knapt 20 % i gennemsnit for perioden 2002-2003 (European Commision. 2005).

Opgjort i %-del areal under forskellige landbrugsstøtteordninger ligger Danmark højt i forhold til  økologisk jordbrug, som modtager mere end 45 % af den samlede støtte mod 7-8 % i snit for EU-15. Til gengæld ligger landet lavt med hensyn til støtte til input-reduktion (< 25 % mod 35 %). Andre væsentlige ordninger i EU-15 vedrørede landskab og natur (25 %), ekstensivering (>5 %) og sædskifte (2-3 %) anvendes ikke i Danmark (European Commision. 2005).

3.2.2 Randzoner

Støtte til etablering af randzoner er udbredt. Ordningerne for en række lande blev opsummeret af det engelske fødevareministerium ”DEFRA” i 2001 (www.defra.gov.uk). Nedenstående gennemgang støtter sig til denne men med opdateringer, hvor det har været muligt. Der er væsentlige forskelle i fokus og betydning af disse ordninger landene imellem. For eksempel fokuserer finske ordninger på vandløbsbeskyttelse (Heikkilä 2001;Wallenius & Sihvonen 2000). I nogle lande, som Schweiz er kompensationer ifm med støtte til randzoner og andre naturarealer blevet af stor betydning i den enkelte landbrugers økonomi (Duelli & Obrist 2003). Her er det nu ikke muligt for landmænd at modtage landbrugsstøtte hvis de ikke allokerer mindst 7 % af deres areal til økologisk kompensationsareal.

 Hovedvægten i gennemgangen af udenlandske ordninger er lagt på de lande der geografisk og landbrugsmæssigt ligger Danmark nærmest; Sverige, Tyskland, Storbritannien og Holland.

De forskellige ordninger i Storbritannien baseres alle på individuelle kontrakter med avlere, og for de fleste er kunstgødning og sprøjtemidler ikke tilladt. Avlerne modtager kompensation baseret på areal af omkranset mark for randstribe, græsstribe og billevold og per løbende meter for wildlife strips. Fra 2005/6 kan nye avlere ikke deltage i Countryside Stewardship Scheme. I stedet er oprettet Environmental Stewardship Scheme, (http://www.defra.gov.uk/erdp/schemes/css/default.htm). Især et punkt adskiller den fra tidligere ordninger, nemlig opdelingen mellem ”entry level stewardship” og det såkaldte ”higher level stewardship”, hvor de enkelte avlere kan vælge mellem at deltage i bevarelse, genopretning eller etablering af naturarealer.

I Tyskland er der programmer for beskyttelse af markrande i 7 forskellige delstater. Ordningerne omfatter bufferzoner (Schonstreifen), randstriber (Acker-randstreifen), markstriber (Saum- und Bandstrukturen) samt blomsterbræmmer og blomsterflader (Blühstreifen, Blühflächen).  Som i de britiske støtteordninger er bredden på markranden og de specifikke dyrkningskrav variable, men som hovedregel tillades kunstgødning og pesticider ikke, eller ikke uden særlig tilladelse. Ved den ekstensive drift i markrand ønskes at fremme og beskytte hjemmehørende flora. De tyske landbrugsmiljøordninger frem til 2005 er gennemgået i Hartmann et al. (2006). I 2005 havde alle tyske forbundsstater landbrugsmiljøprogrammer undtagen Berlin og Mecklenburg-Vorpommern (MV). Hovedvægten ligger på jordskånende og erosionsbeskyttende tiltag hhv. regler vedr. økologisk jordbrug (Hartmann et al. 2006). For økologisk jordbrug har også MV et program, som bl.a fordrer at 3 % af arealet på et økolgisk jordbrug udlægges som blomsterbræmmer/ -flader og græsarealer ikke slås før 1. juli for at udløse støtte. Den tyske stat medfinancierer landbrugsmiljøprogrammer i forbundsstaterne under følgende ordninger: a) Mindst 5 landbrugsafgrøder i sædskifte, b) Dyrkning af efterafgrøder og udlæg, c) Anvendelse af jorddække eller direkte udsåning eller af jorddækkeplanter, d) Udbringning af flydende gødning med særligt miljøvenligt udbringningsudstyr, e) Udeladelse af herbicider i flerårige kulturer og træplanteskoler, f) Anlægning af blomsterflader eller blomsterbræmmer på op til 15 % af det dyrkede areal og g) Anvendelse af biologiske eller biotekniske bekæmpelsesmetoder i plantebeskyttelsen (Hartmann et al. 2006).

Nye regler gældende fra 2007 er pt. under udarbejdelse i Tyskland, hvorfor et samlet overblik er næsten umuligt. Nyeste informationer findes på hjemmesider fra de enkelte forbundsstater. En væsentlig ændring bliver tilsyneladende at kun tiltag vedr. markrande der ligger langs vandløb fremover vil kunne få støtte (Horst Steinmann, Pers. com.).

For at beskytte plante- og dyreliv findes regler om afstandskrav til biotoper (hegn, beplantninger og lignende) ved sprøjtning. Kravene er både afhængige af forekomsten af biotoper i området i forvejen (et "biotopindex" er udregnet for hele Tyskland) og afhængige af pesticidforbruget (afgrøder) i området (BMVEL 2005). Kun ukrudts- og insektmidler er mærket, mens svampe- og vækstreguleringsmidler kun undtagelsesvis er mærket (G. Cordsen, pers. komm.).

I Sverige har man siden 1996 udarbejdet naturplaner på bedriftsniveau. Under de nye svenske arealstøtteprogram indgår bufferzoner som arealer der kan modtage støtte, ligesom det gjorde under det tidligere program (kilde: Jordbrugsverket, www.sjv.se).

I Holland har man hidtil fokuseret på naturbeskyttelse i særlige områder (Ecological Main Structure), adskilt fra landbrugsområder. I landbrugsområder har man fulgt Nature Policy Plan NPP fra 1990 som sætter minimum for miljø og naturkvalitet her. Der er i Holland en holdningsudvikling mod integrering af naturhensyn i landbruget. Man satser især på udvikling og anvendelse af støtteordninger (Wossink & Wenum 2003). På engarealer og græsmarker fokuseres på fuglebeskyttelse og på at bevare digebredder, på dyrkede marker fokuseres på markrande og alternativ pasning af brakmarker. Samlet deltog i 2000 3 % af de hollandske planteavlere og 8 % af husdyrbrugere i diverse nationale og regionale ordninger vedr. bevarelse af biodiversitet (Wossink & Wenum 2003).

En række ordninger fra europæiske lande findes samlet i skemaform i bilag A (tabel 1). Skemaet er ikke komplet, da der ikke altid har været komplette oplysninger. Nogle af ordningerne der indgår, er ved at blive udfaset, andre er nye. Arealerne, når de kendes, er variable. Aftalenes varighed varierer og ligeledes aftalernes indhold.

3.3 Reguleringens vidensgrundlag

Der mangler stort set forskning til at påvise de positive effekter af landbrugsmiljøprogrammer på europæisk niveau (Whitfield 2006). En meta-analyse kaldet EASY, som gennemgik fem landbrugsmiljøprogrammer, har givet anledning til en del diskussion. Alle fem programmer byggede på parvise sammenligninger i marker som var med i en landbrugsmiljøordning eller udenfor. De undersøgte programmer var a) et schweizisk program, ”Ùkoausgleichsflächen”, med ekstensiv græs uden kunstgødning og pesticider sammenlignet med konventionelt græs, b) et tysk program for økologisk jordbrug, hvor økologiske hvedemarker blev sammenlignet med konventionelle, c) et spansk program for bevaring af en sjælden steppefugle gennem ekstensiv drift af kornmarker, d) et hollandsk program for bevarelse af engfugle med forsinket slæt på græsmarker og e) et britisk program med 6 m brede græsrande vs. marker med konventionel brug af markrande. Meta-analysen viste positive effekter af landbrugsmiljøprogrammerne på 12 ud af 25 kategorier af organismer. Højere plantediversitet kunne påvises i alle lande undtagen Schweiz. I Tyskland og Schweiz kunne påvises fordele for bier. I England påvistes fordele for græshopper og fårekyllinger og i Spanien for edderkopper. I de tilfælde hvor biodiversiteten forøgedes var det næsten altid almindelige arter, bortset fra i det spanske program, hvor en truet fugleart blev fremmet (Kleijn et al. 2006). På denne baggrund var EASY-rapporten meget kritisk overfor, om effekten af disse ordninger på biodiversitet stod mål med indsatsen. Problemet med EASY-rapporten er imidlertid, at biodiversitet ikke var et planlagt mål i alle de undersøgelser, der blev udvalgt, og at de derfor heller ikke kan evalueres på den baggrund. For eksempel er græsstriber i markranden, som er meget udbredt i England og udgjorde en del af undersøgelsen, aldrig blev gennemført med henblik på at beskytte sjældne arter.

En undersøgelse af effekten af det irske jordbrugmiljøprogram sammenlignede, i mangel af et baseline-studie, bedrifter som fik støtte med en tilsvarende gruppe, som ikke fik støtte. En af forskellene var, at de støttede brug, i kraft af støttereglerne, havde randstriber, der var lidt bredere (omkring 2 m brede) end kontrolbrugenes randstriber (omkring 1,5 m brede). Hverken plantediversiteten eller diversiteten af løbebiller var signifikant påvirket af randstribebredden. Dog var der højere tæthed af løbebiller i de bredere randstriber (Feehan, Gillmor & Culleton 2005). Den irske undersøgelse viste desuden, at visse elementer af støtteordninger var mindre heldige. For eksempel var støtte til faste hegn som beskyttelse af vandløb problematisk, da få høje arter, i fravær af græsning, kunne skygge andre plantearter ud (Feehan, Gillmor & Culleton 2005). Undersøgelsen satte desuden spørgsmålstegn ved støtte til at lave huller i hegn, da hullerne påvirkede løbebilletætheden negativt (Feehan, Gillmor & Culleton 2005). Endelig pegede undersøgelsen på, at langlivede variable som hegn bedre forklarede forskelle mellem individuelle bedrifters biodiversitet end om bedrifter indgik i en jordbrugsmiljøordning.

Når jordbrugsmiljøprogrammerne ofte har et begrænset resultat på biodiversiteten, er det formentlig fordi tiltagene sker på for små og isolerede arealer f.eks. på hegnsstumper a 50 m (Wittingham 2007). Wittingham fremhæver, at tiltagene skal ske på hele bedrifter og helst på flere tilstødende bedrifter samtidigt for at maksimere effekten på biodiversiteten.

En analyse af de studier der indgår i review fra 2003 (Kleijn & Sutherland 2003) viser at blot 26 % var blevet publiceret internationalt og kun 34 % havde baseline data (Sutherland 2004).

Der er ikke tvivl om, at det er problematisk at mange undersøgelser af landbrugsmiljøprogrammer er gennemført uden baseline studier (dvs. fastlæggelse af situationen før gennemførelsen) og at for få er videnskabeligt publiceret.

3.4 Sammenfatning

I Danmark modtager omkring en femtedel eller over 10.000 producenter enten MVJ eller MB støtte. Ordningerne dækker 8-9 % af landbrugsarealet. For en del af ordningerne er fokus primært på næringsstoffer.

Tilskud til plantning af læhegn og etablering af randzoner og bufferzoner har bidraget til øget etablering af disse strukturer. Tilskuddets størrelse er medvirkende faktor for hvor stort areal, der henlægges. Tilskuddet er i visse tilfælde lille i forhold til ansøgningsbyrden, således at der mangler økonomisk incitament til at søge (se kapitel 6).

Der er gavnlige effekter af landbrugsmiljøprogrammer og af randzoner, men yderligere dokumentation savnes. En sådan dokumentation kræves for at kvalificere vurderingen af værdien af forskellige ordninger på forskellige parametre.

Der er væsentlige forskelle i de nationale støtteordninger, men med en bevægelse mod større ensartethed indenfor EU landene. For eksempel er der tegn på en udvikling i støtte til bufferzoner hvor disse indgår i en bredere miljøkontekst. I Danmark gennem landdistriktsprogrammet. I Sverige tilsvarende gennem landsbygdsprogrammet. Et andet eksempel er den nye engelske ordning Environmental Stewardship Scheme, hvori der indgår støtte til både bevarelse, genopretning og etablering af naturarealer.

Endelig er der tendenser til nedskæringer i støtten. Dette ses blandt andet i Tyskland. Manglende dokumentation af effekter kan være en væsentlig hæmsko for udviklingen af bufferzoner og kan direkte bidrage til mindre økonomisk støtte i fremtiden.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.