Kortlægning af kemiske stoffer i rengøringsmidler til brug ved rengøring efter ildebrand eller røgskade i private hjem

2 Definitioner og lovgivning

Definition

I projektet kortlægges kemiske produkter der anvendes til selve rengøringen efter en brand eller røgskade. Der er ikke kortlagt produkter som anvendes til fx bekæmpelse af en tilstødende vandskade (desinfektionsmidler) eller som ikke er deciderede rengøringsmidler fx ozonbehandling, som kan anvendes i svære tilfælde af lugtsanering.

Lovgivning

Rengøringsmidler, herunder også midler til rengøring efter brand- og røgskader, er underlagt en række regler. Specielt skal her nævnes:

Bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter. Bekendtgørelse nr. 329 af 16. maj 2002 (Klassificeringsbekendtgørelsen).

Denne bekendtgørelse følges af bekendtgørelse af listen over farlige stoffer, (bekendtgørelse nr. 439 af 3. juni 2002). Bekendtgørelsen af listen over farlige stoffer opstiller også begrænsninger med hensyn til en række stoffers indhold i aerosol-beholdere.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 648/2004 af 31. marts 2004 om vaske- og rengøringsmidler (Detergentforordningen).

Detergentforordningen trådte i kraft 8. oktober 2005, og angiver blandt andet

krav til nedbrydelighed (aerob) af tensider i de detergenter, der sættes på markedet og krav til deklaration af indholdsstoffer, herunder bl.a. krav til  deklaration af særlige allergene parfumestoffer.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (Biocid-direktivet)

Biociddirektivet medfører, at biocider, der anvendes til bekæmpelse af levende organismer, herunder også konserveringsmidler i rengøringsmidler og desinfektionsmidler, skal godkendes.

 



Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.