| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

2 Landmænds syn på dyrkning af gm-afgrøder

I dette kapitel præsenteres landmændenes syn på plantegenteknologi i almindelighed og særligt herbicidresistente planter. Analysen er baseret på de dele af interviewene, hvor en række egenskaber, som man ved hjælp af genteknologien kan tilføre afgrødeplanter, blev sat til debat. Udover herbicidresistens og andre egenskaber med relevans for plantebruget tog disse diskussioner også udgangspunkt i anvendelser af gm-planter inden for fødevaresektoren bredt samt non-food-områder.

Diskussionerne tog udgangspunkt i øvelser omkring en række kort med tekster, der beskriver forskellige anvendelser af genteknologi på planter, som de deltagende landmænd skulle rangordne og diskutere i gruppen – se tabel 2.1.

Tabel 2.1 Tekster på kort med forskellige gm-planteegenskaber anvendt i fokusgruppernes tema 2

Anvendelsesområde Kortets tekst
Dyrkningsrelaterede Genmodificerede planter der er resistente over for ukrudtsmidler/herbicider
Genmodificerede planter der er resistente over for svampeangreb
Genmodificerede planter der er resistente over for skadedyr
Genmodificerede planter der bedre udnytter jordens næringsstoffer
Genmodificerede planter der er kulderesistente
Foderrelaterede Genmodificerede planter der giver en bedre ernæringsværdi, når den anvendes til foder
Produktrelaterede Genmodificerede planter til medicinproduktion. Fx planter som kan producere et stof, der kan bruges i medicin til mennesker.
Genmodificerede planter til industrielt brug. Fx planter der kan udvindes plastic eller enzymer fra.
Genmodificerede planter til fødevareindustrien. Fx planter med ændret stivelses-, protein- eller kulhydratindhold.

Selv om landmændenes diskussioner af de forskellige aspekter af gm-afgrøder i et vist omfang er vævet ind i hinanden, vil de for overskuelighedens skyld blive præsenteret tematisk i fire afsnit:

  • gm-afgrøder og landbrugsdrift
  • gm-afgrøder og miljø
  • gm-afgrøder og landbrugets produktionsbetingelser
  • gm-afgrøder, etik og samfundets syn på landbruget

2.1 gm-afgrøder og landbrugsdrift

Blandt de gennemgående temaer i interviewene er gm-afgrøders konsekvenser for driften særligt fremtrædende. Dette er en naturlig konsekvens af, at vi netop har samlet grupper af landmænd og sat dem til sammen at diskutere netop som landmænd og ikke som f.eks. borgere eller forbrugere. De direkte driftsrelaterede diskussioner af gm-afgrøder kan opdeles i fire undertemaer:

  • gm-afgrøders betydning for driftsøkonomien
  • gm-afgrøder som kilde til effektiv landbrugsdrift
  • gm-afgrøder som kilde til arbejdskraftbesparelser
  • gm-afgrøders betydning for udvikling af resistens mv.

Delvis som en konsekvens af den struktur, vi valgte for interviewene, diskuterer landmændene gm-afgrøder både med udgangspunkt i deres egen bedrift og med et mere generelt udgangspunkt, hvor teknologierne vurderes i forhold til dansk landbrug. Før gennemgangen af de fire temaer kan det derfor være nyttigt at se nærmere på, hvilken betydning deltagernes egen bedriftstype har for deres positioner.

2.1.1 Driftsform og argumenter for og imod gm-planter

Den nytte, der kan være forbundet med gm-afgrøder for specifikke brugstyper, er et tema, der går igen i landmændenes argumentation for eller imod gm-afgrøder.

Når deltagerne anvender brugstype i deres argumentation, sker det dels med udgangspunkt i deres egen brugstype; og dels på baggrund af forestillinger om hvordan de ville prioritere, hvis de havde andre brugstyper. Inden for begge perspektiver bygger argumenterne mere eller mindre implicit på, at nogle typer gm-afgrøder vil løse praktiske og driftsmæssige udfordringer for landmænd med kvægbrug; mens andre vil have størst gavnlig effekt for planteavlere. De egenskaber, der anses for mest relevante for kvægbrugere, er således foderplanter med bedre ernæringsværdi samt kulderesistente planter; mens planter med resistens over for herbicider, svampe og skadedyr fremhæves i forhold til plantebruget. Som det vil fremgå af det følgende, afspejler de konkrete argumenter de forskellige former for driftsmæssig nytte, som landmænd med forskellige brugstyper lægger vægt på.

Flere af de landmænd, der kombinerer husdyr og planteproduktion, giver udtryk for, at der er et hierarki mellem de to dele af driften, hvor vægten oftest ligger på dyrene. Her formuleret i generelle termer af Eskild, der har en bedrift med 750 søer:Der er ingen tvivl om, at når vi har mange dyr, så er markdriften jo meget baseret på, hvad dyrenes behov er. For mit vedkommende er det at skaffe noget godt korn. Noget godt foder til vores dyr. Ikke overraskende kommer noget lignende til udtryk hos flere landmænd med husdyrbrug, som prioriterer de dyrkningsrelaterede gm-anvendelser lavt i forhold til andre anvendelser.

I modsætning til dem, der har husdyr, er de rene planteavlere, hvor flere kan se nytten af de dyrkningsrelaterede gm-anvendelser – her er interessen ikke styret af foderkvaliteten. I sin begrundelse for at prioritere kortet med ”Genmodificerede planter der giver en bedre ernæringsværdi, når den anvendes til foder” lavest (som udtryk for den mindst væsentlige gm-egenskab) og kortene med resistens over for herbicider, svampeangreb og skadedyr højest, som de væsentligste, anfører Ebbe, der er planteavler: (…) det er fordi, jeg er planteavler, at jeg ikke går så højt op i det der med foderet. Tilsvarende argumenterer planteavleren Frode for den lave prioritering af gm-afgrøder med bedre ernæringsværdi som foder: (…) jeg er jo inkarneret planteavler, så det med udnyttelse til foder … jeg kan slet ikke tænke i de baner.

Claus, der er kvægbruger, argumenterer modsat for en høj prioritering af gm-afgrøder med bedre ernæringsværdi, når de anvendes til foder. Det er således et synspunkt, som har bred tilslutning i gruppen, når Claus siger: Den der med bedre ernæringsværdi - det er jo igen vores køer, vi skal leve af. Kunne man måske stoppe noget mere hjemmelavet foder i dem og købe noget mindre [ville det være en fordel]. Køerne er også omdrejningspunktet i den argumentation, Daniel fremsætter. Han driver et landbrug med både kødkvæg og traditionel planteavl og argumenterer således for sin høje prioritering af gm-afgrøder med bedre ernæringsværdi som foder:

(…) og anvendelse til foder [har jeg prioriteret som nummer to], (…) selvfølgelig er det fordi, jeg har lidt køer, kødkvæg, som skal have noget [foder], men det må også give en eller anden form for samlet økonomisk plus for alle, der anvender [foderet]. Fordi vi jo producerer afgrøder, der skal bruges til noget.

Bent, som er planteavler med speciale i kartoffeldyrkning og desuden svineproducent, begrunder at han nedprioriterer planter, der er kulderesistente, med, at han er anderledes end en kvægbruger: (…) så kulderesistens [som nummer seks], det - jeg kunne godt tænke, at det for majs var en god en at have foran, hvis man var kvægmand. Han henviser implicit til, at majs, som kvægbrugerne dyrker til foder, kan blive hæmmet i vækst i starten af vækstsæsonen på grund af kulde. Derfor forestiller han sig, at kvægbrugerne vil kunne drage fordel af at dyrke kulderesistent majs.

Kontrasten mellem de rene planteavlere, de rene kvægavlere og landmændene med blandede brugstyper (som tydeligt har et dobbelt perspektiv på gm-afgrøderne), er et godt eksempel på, hvor vigtig egen brugstype er for synet på de forskellige anvendelser. Der er tale om rene nyttemæssige overvejelser, hvor vurderingen er baseret på, hvor nyttig en given anvendelse antages at være for forskellige brugstyper. Det skal bemærkes at der ikke er tale om, at de anvendelser, landmanden ikke selv finder nyttige, forkastes. De anses blot ikke for at være interessante for den aktuelle bedriftsform.

2.1.2 gm-afgrøder og driftsøkonomien

Når de deltagende landmænd forholdt sig til gm-afgrødernes direkte økonomiske konsekvenser for driften, er to positioner tydelige: den ene er en optimisme mht. genteknologiens positive virkninger for driftsøkonomien; den anden er noget mere forbeholden og sætter spørgsmålstegn ved, om de lovede fordele nu også vil blive indfriet på lidt længere sigt. I dette afsnit vil vi koncentrere os om den optimistiske stemme – forbeholdene diskuteres i afsnit 3.3.

Det gennemgående træk, når genteknologien fremhæves som en økonomisk fordel for landmanden, er, at den ses som en kilde til at reducere produktionsomkostningerne. Der er tale om diskussioner, der er fremme både i de generelle debatter, og når diskussionen indsnævres til herbicidresistente gm-afgrøder. Der er eksempelvis tale om forventninger om reduktion af udgifter til gødning ved dyrkning af gm-afgrøder, der bedre kan optage jordens næringsstoffer, eller reduktion af udgifter til foder ved dyrkning af afgrøder med øget ernæringsværdi. Når landmændene alene forholder sig til herbicidresistente gm-afgrøder, fremhæves i fem af de seks fokusgrupper en mulig driftsøkonomisk effekt i form af en forventet reduktion i udgifterne til indkøb og udbringning af herbicider. Dette får flere til at prioritere netop denne anvendelse som én af de væsentligste fordele ved dyrkning af herbicidresistente afgrøder. Udover gm-afgrøder som en mulig kilde til at minimere produktionsomkostningerne nævnes også muligheden af et øget udbytte.

gm-afgrøder som en kilde til reduktion af kemikalieudgifterne formuleres eksempelvis af Filip i det følgende, hvor han argumenterer for rangordningen af denne egenskab i forhold til andre egenskaber:

Det jeg har sat øverst, det er i hvert fald herbicidtolerance. Det er jo nok på grund af, det er [ukrudtsbekæmpelsen], som jeg mener, er dyrest, hvis vi lige tænker på roer.

 Filips argument får tilslutning fra en anden landmand, Fritz, som supplerer:

Min [sortering] ligner Filips lidt. Jeg har også startet med ukrudtsmidlerne som nummer ét. (…) Jamen, grunden til, at jeg sætter ukrudtsmidler som nummer et, det er nok, fordi jeg mener, at man kan lave nogle kæmpe besparelser på brugen af herbicider.

En anden mulig kilde til omkostningsreduktioner er muligheden for, at gm-afgrøder kan føre til en bedre udnyttelse af jordens næringsstoffer og dermed til reducerede udgifter til kunstgødning. Daniel diskuterer dette i forbindelse med sin prioritering af de forskellige egenskaber:

Der er selvfølgelig noget med økonomi i alt det her (…) jeg synes, at næringsstofferne, som vi tilfører jorden, er rimelig kostbare. Så hvis man kan finde noget, der selv kan frembringe det, [i stedet for] at tilføre handelsgødning. Det er en af de store poster. En af de store udgifter, i hvert tilfælde for mig. Så hvis man kan få reduceret noget der og samtidig få et godt udbytte; det kunne jeg godt se meget positivt på.

I en anden gruppe er Claus inde på samme diskussion, men vægter muligheden for at opnå et højt og stabilt udbytte samtidig med, at man kan kunne spare dele af udgiften til sprøjtning:

Jo, jeg prioriterer jo at få nogle høje udbytter. [Hvis] nu [planterne] udnytter næringsstofferne bedre, det må jo samle sig i planten på en eller anden måde. (…) Så det med ukrudtsmidler og herbicider det er igen et økonomisk spørgsmål. Og kunne spare noget sprøjtning og have en lidt mere sikker afgrøde.

Det er imidlertid ikke kun gm-afgrøders økonomiske konsekvenser for plantebruget, der er fremme i diskussionerne – også betydningen af gm-planter, der kan reducere omkostningerne i husdyrbruget, er fremme. Dette sker eksempelvis her, hvor de økonomiske muligheder med gm-afgrøder, der har øget næringsværdi som foder, fremhæves af Benjamin, som forklarer, hvorfor denne egenskab er prioriteret højt: Det er nok, fordi jeg tænker lige så meget på foderomkostningerne ved grisene – det kan vel også øge udbyttet i marken på en måde, hvis man regner fordringsværdi.

Som nævnt tidligere, prioriterede deltagerne i fem af de seks fokusgrupper en forventet kraftig reduktion i udgifterne til indkøb og udbringning af herbicider, som én af de væsentligste fordele ved dyrkning af herbicidresistente afgrøder. Der er således ofte enighed om, at de driftsøkonomiske fordele har høj prioritet, og det er derfor ikke noget, man behøver at argumentere særligt for.

Nogle deltagere udtrykker eksplicit, at de taler ud fra et her og nu prisniveau, når de udtrykker forventninger til omkostningsreduktioner. Disse deltagere ser en risiko for, at forskellige mekanismer vil udhule omkostningsfordelen, så man i realiteten ikke får noget økonomisk ud af gm-afgrøderne. Her formuleret af Carsten: Vi ved jo ikke, om det er billigt. Det er det jo her og nu, men hvis vi går ti år tilbage, hvor der stadigvæk var monopol [på Roundup], der var Roundup jo ikke spor billigt. Vi vender som tidligere nævnt tilbage til disse forbehold i afsnit 3.3.

2.1.3 gm-afgrøder som kilde til effektiv landbrugsdrift

Det er kendetegnende, at argumenterne for gm-afgrøder som en kilde til bedre økonomi er et underliggende tema i mange af de diskussioner, der vedrører den landbrugsmæssige drift. Økonomien er så gennemgående et forhold, at det ofte kun optræder implicit: Når alle er enige om, at kostprisreduktioner og øgede udbytter er et gode, er det ikke nødvendigt at nævne dette som hjemmel for argumenter om f.eks. gm-afgrøder som en kilde til effektivisering af landbrugsdriften. Således vil det tydeligt fremgå, at økonomien ikke fremhæves i den efterfølgende gennemgang af argumenter, der har med landbrusdriften at gøre, men alligevel ligger den som en underforstået ramme for argumenterne. Det er eksempelvis tilfældet for argumenter for gm-afgrøder, når der henvises til deres driftsmæssige fordele – målestokken for disse fordele formuleres oftest i forskellige former for effektivitet. Det er imidlertid rimeligt at antage, at effektivitetsmålet i vid udstrækning er udtryk for en økonomisk målestok.

Diskussionerne af gm-afgrøder som en driftsmæssig fordel refererer til den praktiske håndtering af forskellige driftsmæssige problemstillinger. På den ene side ses gm-afgrøder som en løsning på nogle af de barrierer, naturen udgør for landbrugsproduktionen. Her ses gm-afgrøder som en mulighed for at kontrollere afhængigheden af klimaet gennem f.eks. udvikling af kulderesistens eller en højere grad af kontrol med det økosystem, som landbrugsproduktionen er en del af – eksempelvis gennem bekæmpelse af skadedyr eller konkurrerende ukrudt. På den anden side ses gm-afgrøder også som en mulighed for at udvikle en mere fleksibel landbrugsproduktion.

Som det vil fremgå, er det karakteristisk, at diskussionerne af gm-afgrøders effektivitet ofte fører til en sammenligning med konventionelle planter, hvor fordele og ulemper ved de to teknologier holdes op imod hinanden. I denne afvejning bliver det tydeligt, at ikke alle ubetinget accepterer gm-afgrøder – flere argumenterer således for, at det kun er rimeligt at udvikle og implementere gm-afgrøder, hvis der ikke er alternativer. Nogle deltagere mener således, at gm-afgrøder umiddelbart kan have driftsmæssig nytte i forhold til at forebygge frostskader og til at bekæmpe skadedyr eller ukrudt; mens andre indvender, at der allerede eksisterer udmærkede teknologier til at håndtere disse problemer.

Nogle af de landmænd, der argumenterer for, at kulderesistens er en egenskab, som har driftsmæssig nytte, refererer til specifikke lokale problemer, der har at gøre med kolde jorder, hvor de mener, at en kulderesistent gm-afgrøde vil være en fordel. Benjamin argumenterer således:

[Når jeg prioriterer gm-afgrøder med kulderesistens forholdsvis højt] er det nok fordi, vi har noget jord, der er meget følsom over for kulde. Der er i hvert tilfælde tit [nogle afgrøder], der kan udvintre. Vi skal i hvert tilfælde tænke meget over, hvad vi sår.

Benjamin får ikke tilslutning til sit synspunkt fra alle i gruppen. Modargumentet er, at der allerede findes en sikker teknologi i form af karakter for vinterfasthed, som gør det muligt at tage højde for risikoen for frostskader ved valg af udsæd. Det fremgår af følgende dialog mellem andre af gruppens deltagere, hvor Bo eksempelvis gør sig til talsmand for, at genteknologien skal anvendes til at løse problemer, hvor der ikke eksisterer alternativer:

Bjørn: Der er også voldsom forskel fra sort til sort på udvintring (…)

Børge: Det er ikke lige meget, hvad man sår.

Bo: Og det var derfor, at jeg synes, at den der med kulde - at der var andre ting der var mere hensigtsmæssige at tage fat i at genmodificere, før man når til det med kulderesistens.

Bjørn: (…) De har jo karakter for vinterfasthed de forskellige sorter. Det skæver man da lidt til.

En helt tilsvarende debat finder sted i en af grupperne med majsdyrkere, hvor Anker argumenterer for en kulderesistent majs: … vi ved jo, hvordan majs kommer til at se ud, når de har det for koldt. Men jeg har også omkring vores græssorter en bedre overvintring … det tror jeg godt, at man kunne vinde ved …. Han bliver imidlertid også mødt med modargumenter, men her er det ikke spørgsmålet om eksistensen af alternativer, der er begrundelsen for en skepsis, men en henvisning til at der ikke er tale om et reelt problem i majsdyrkningen. Argumentet er, at en gm-egenskab som kulderesistens er uinteressant, fordi majs de retter sig igen, når vejret bliver varmere; andre fra gruppen indvender, at kulderesistente majs er unødvendige på grund af det varmere klima, der er i udsigt som følge af klimaforandringerne.

Et andet synspunkt tager udgangspunkt i en forståelse af biologiske sammenhænge mellem ukrudt og skadedyrsangreb og peger på, at der måske her er noget at vinde ved de herbicidresistente gm-afgrøder. I det følgende diskuteret af Freddy i forhold sukkerroer:

… vi var jo inde på det før mht. hyppigheden, altså det antal gange du skal sprøjte. Derved får du måske (…) noget større ukrudt, så har du måske også nogle værtsplanter for nogle skadedyr, som hellere vil gå på ukrudtsplanterne end på kulturplanter. Derved får du måske en sundere afgrøde.

Svampeangreb er en anden problematik, hvor der peges på, at gm-afgrøder kan være nyttige. Frode argumenterer eksempelvis for en forholdsvis høj prioritering af gm-afgrøder med resistens over for svampeangreb og begrunder det med, at svampe er luftbårne og underforstået vanskeligere at kontrollere end ukrudt via sædskifte og mekanisk bekæmpelse:

Jeg har [resistens over for] svampeangreb som nummer to. [Resistens over for] ukrudtsmidler som nummer tre, fordi jeg mener, at ukrudt det kan vi bedre styre mekanisk, hvorimod svampe det er noget, der kommer med luften. Så det kunne jeg godt tænke mig, at man med sikkerhed kunne sige ikke kom. Ukrudtet kan vi lidt bedre klare med sædskifte og mekanik og sådan noget.

Igen fremgår det af prioriteringen, at der ikke er tale om et carte blanche til gm-afgrøder, men at et vigtigt kriterium for fremme af genteknologien er, at der ikke er alternativer.

I diskussionerne af herbicidresistente afgrøder nævnes en række fordele som for eksempel tidsbesparelser, færre kemikalier at håndtere, muligheden for at reducere antallet af sprøjtninger samt øget fleksibilitet (se nærmere herom i afsnit 3.1.4.). Desuden peges der på muligheden for, at herbicidresistente afgrøder på længere sig kan medvirke til et øget spektrum af mulige afgrøder i kraft af, at udbudet af afgrøder bliver mere varieret. Dette synspunkt er her formuleret af Folmer:

(…) en af fordelene eller mulighederne kunne jo også være, at det var nogle helt andre afgrøder [vi kunne dyrke]. (…) Det kunne blive meget nemmere at dyrke grønsager, så kunne vi få mange flere grønsager, for de ville være meget nemmere at dyrke ved at sprøjte med en gang Roundup. Så var de rene.

Selvom der således peges på en række driftsmæssige fordele, er der også her deltagere, som argumenterer imod gm-afgrøder. Igen sker det ofte med henvisning til eksistensen af alternativer, og synspunktet er, at man er udmærket kørende med de midler, der er til rådighed til kemisk ukrudtsbekæmpelse i landbruget i dag. Daniel er eksponent for denne holdning og er tilfreds med de allerede til rådighed værende ukrudtsmidler:

(...) [herbicidtolerance] har jeg placeret [nederst], fordi jeg synes, der allerede findes et stort udbud af plantemidler, som man kan bruge, og som er på markedet p.t.(…) Det var lidt svært [at placere den], men jeg synes, at der var nogle alternativer, så det ville ikke være det store problem for mig [at undvære den].

2.1.4 gm-afgrøder som kilde til arbejdskraftbesparelser

Udover driftsmæssige fordele i forhold til selve produktionen er spørgsmålet om arbejdskraftbesparelse også et gennemgående tema. Det er karakteristisk, at muligheden for, at gm-afgrøder kan reducere arbejdsbelastningen i landbruget, ikke spiller nogen særlig rolle i de generelle diskussioner og prioriteringerne af forskellige gm-afgrødeegenskaber. Et af de forholdsvis sjældne eksempler på, at arbejdsbesparelse fremhæves, er det efterfølgende citat fra Claus, hvor han argumenterer for, at dyrkning af kulderesistente gm-afgrøder kunne bidrage til en arbejdslettelse i forbindelse med såningen: Kulderesistens, det er så man hurtigere kan komme i marken og få det hele sået på én gang og blive færdig i en fart.(…). Det, han argumenterer for, er, at det arbejdsmæssigt er lettere at udføre forårsarbejdet på én gang frem for at skulle vente til et senere tidspunkt med f.eks. de kolde jorde.

Spørgsmålet om arbejdsbesparelse er til gengæld et hyppigt forekommende tema i den del af interviewene, hvor deltagerne alene forholder sig til herbicidresistente afgrøder. Her er der stort set enighed blandt de deltagende om, at arbejdsbesparelser er en væsentlig nytteværdi. I fem af grupperne er arbejdskraftbesparelse således prioriteret som en af de tre væsentligste fordele ved dyrkning af herbicidresistente gm-afgrøder. Landmændene lægger vægt på, at ukrudtsbekæmpelsen i vækstsæsonen kan klares med færre behandlinger, når der er tale om herbicidresistente afgrøder, som er resistente over for glyphosat. En deltager fra Ringsted siger f.eks.: Det er så roer, jeg lige ser på, hvor man kunne klare sig med at sprøjte én gang. Og så er det Roundup, jeg har i tankerne. Og så har man efterfølgende en ren mark. En anden deltager, Eskild, fokuserer også på muligheder for at spare en supplerende mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Han siger:

(...) udover de ting, der har været nævnt der, så er der (…) lavere arbejdsforbrug, tidsforbrug omkring ukrudtsbekæmpelse. … Så kan man også formentlig undgå at supplere med mekanisk bekæmpelse, der tænker jeg på f.eks. roer – rækkesåede afgrøder. Der kan man også spare.

Med til landmændenes argumenter for en arbejdslettelse ved dyrkning af herbicidresistente gm-afgrøder hører også, at den kemiske ukrudtsbekæmpelse vil kunne tilrettelægges mere fleksibelt, idet det bliver muligt at bekæmpe kvikgræs, der kan være et alvorligt ukrudtsproblem i landbruget. Frederik siger således:

En af fordelene kunne være, at man kunne bekæmpe både frøukrudt og flerårig ukrudt i én afgrøde, hvis vi snakker Roundup i roer. Nu har vi snakket tidspunkterne, og der har været det med de skadedyr, og man kan også bekæmpe kvik, og det vil så tage bekæmpelsen [af kvik] ud af de andre afgrøder [op til høst og i efterårsmånederne].

Argumentet om, at det vil være arbejdsbesparende at dyrke herbicidresistente gm-afgrøder frem for konventionelle afgrøder, har også andre dimensioner. Chris fremhæver f.eks., at det ikke er nødvendigt at bruge så meget tid på at observere for at bestemme det rette sprøjtetidspunkt. Han siger om herbicidresistente afgrøder:

Få behandlinger har vi [nævnt som en fordel]. Billigt og nemt. [Og så er der] det med, at den kan være arbejdsbesparende på mange måder; dét at vi ikke behøver at observere så meget [for at afgøre], hvad tidspunkt det er, [der skal sprøjtes].

At behovet for observation bliver mindre, bliver også påpeget i andre af fokusgrupperne, som eksempelvis i det følgende hvor det kobles med, at valget af det rette sprøjtetidspunkt skulle blive mere fleksibelt:

Emil: Man kan nøjes med ét ukrudtsmiddel - der er ikke noget at tage fejl af.

Emmanuel: Der er heller ikke så meget med rettidig omhu.

Emil: Nej.

Emmanuel: Om det bliver i denne uge eller i næste. Det kan være underordnet.

Emil: Det giver længere tid til sprøjtearbejde. Ja, det er nemt i forhold til sprøjtetidspunkt.

Det, at herbicidresistente afgrøder kan øge fleksibiliteten med hensyn til valg af sprøjtetidspunkt, formuleres også som en vigtig pointe af Frode, der både ser muligheder i forhold til opdelingen mellem arbejde og fritid for sig selv og i forhold til problemer med at skaffe arbejdskraft på de rette tidspunkter:

[Man bliver] ikke så afhængig af [sprøjte]tidspunktet, og det ser jeg en stor fremtid i, for så kunne vi landmænd også få lov til at holde weekend her i april, maj og juni.(…) Det ville være herligt, at man bare kunne vente til mandag i stedet for at skulle køre lige på det, [der for de konventionelle afgrøder, er det] rigtige tidspunkt. Og det bliver sgu sværere og sværere at få folk til det. Nu tænker jeg sådan på os, der har ansatte. Det ville være rigtig godt.

Også hensynet til opretholdelsen af et familieliv spiller ind – her formuleret af Freddy i forbindelse med gruppens prioritering af fordelene ved herbicidresistente gm-afgrøder: Den er mere familievenlig. Bare det at du har fleksibilitet i sprøjtningen, det gør, at du ikke kommer på de mest uheldige tidspunkter set fra andres synspunkt. Gruppen tilslutter sig dette, og argumentet om fleksibilitet bliver således udvidet til, at det vil være en væsentlig fordel, fordi det med hensyn til sprøjtetidspunkt vil blive lettere at tage hensyn til familielivet – både landmandens og de ansattes.

Ud over at herbicidresistente afgrøder forventes at give en reduktion af arbejdstiden i marken, forventer flere landmænd også, at de nye afgrøder vil føre til lettelser i relation til rengøring af sprøjteudstyr, fordi variationen i brug af midler forventes at blive mindre. Der skal med andre ord ikke foretages helt så mange rengøringer af sprøjteudstyr mellem brug af forskellige sprøjtemidler. Carl, en af de landmænd, som fremhæver denne fordel, siger: Ja, [det er] også mere rationelt med ét middel, når du skal rengøre alt det der udstyr. Hertil kommer, at de ikke skal forholde sig til helt så mange brugsanvisninger for herbicider og ikke behøver at opbevare så mange forskellige ukrudtsmidler, som Anker siger: Så er du jo fri for at have alle de forskellige dunke derhjemme. Man skal kun læse én brugsanvisning.

Hvor nogle altså ser fordele i form af kun at basere ukrudtsbekæmpelsen på ét middel, diskuterer andre grænserne for arbejdsbesparelsen ved dyrkning af gm-afgrøder, der er resistente over for det samme herbicid. I Holeby-gruppen er synspunktet eksempelvis, at der kun kan bruges én glyphosatresistent afgrøde i et sædskifte, fordi det ellers ikke vil være muligt at bekæmpe de herbicidresistente kulturafgrøder, som vil kunne optræde som ukrudt i efterfølgende afgrøder. Der er altså, mener de, grænser for, hvor stor arbejdslettelsen ved brugen af herbicidresistente afgrøder kan blive.

Andre baserer deres skepsis over for de lovede arbejdskraftbesparelser på en vurdering af, om de holder på lidt længere sigt. Belægget for denne skepsis er en erfaringsbaseret forventning om, at myndighedskravene vil følge den teknologiske udvikling. Kravene til behandlingsindekset[2] vil således strammes i takt med, at det bliver teknisk muligt at komme længere ned. Her formuleret af Emmanuel:

Det bliver nemmere med Roundup, men omkring behandlingsindekset så sætter [myndighederne] den øvre grænse ned fra 1,75 til 1 - og så er vi lige vidt. Vi er jo under pres uanset. (…) Der bliver bare sat nogle andre krav til os. Lige så snart der bliver opfundet noget nyt, så bliver vi efter en periode tvunget til at bruge det nye der. Det kan vi jo se med luftrensning til svin. I dag skal alle jo have luftrensning for overhovedet at få lov til at bygge. For 5 år siden var der ikke nogen, der kendte noget til det. Det bliver tvunget ned over hovedet på os. Så på en eller anden måde er det jo lidt af en ulempe. Vi skal passe lidt på, at vi ikke opfinder lidt for mange sjove ting, for det bliver brugt imod en selv, lige så snart det er opfundet - det koster.

Implicit i denne argumentation ligger tilsyneladende, at landmændene alligevel bliver nødt til at køre ud med sprøjten flere gange for at klare den kemiske ukrudtbekæmpelse i de herbicidresistente afgrøder med så lille en mængde aktivstof som muligt. De arbejdsmæssige fordele vil således blive ædt op, set ud fra den forudsætning, at myndighederne laver handlingsplaner m.v. på grundlag af en antagelse om, at lavt behandlingsindeks er den miljømæssigt optimale sprøjtestrategi, også når det gælder anvendelsen af glyphosatmidler.

2.1.5 Resistens og nye ukrudtsproblemer

Spørgsmålet om resistensudvikling og andre typer ukrudtsproblemer er et tema, der diskuteres i alle grupperne. Diskussionerne er imidlertid stort set fraværende i den første del af interviewene, hvor landmændene prioriterer og diskuterer de forskellige gm-egenskaber. Modsat er det overvejelser, som vejer tungt i diskussionen og prioriteringen af fordele og ulemper ved dyrkning af herbicidresistente afgrøder. (se bilag 1) Her optræder således forskellige typer bekymringer, men der formuleres også håb om, at gm-afgrøder kan være en løsning på problemer med resistensudvikling inden for det konventionelle landbrug.

Et eksempel på, at der udtrykkes positive forventninger på lidt længere sigt, er Frede, der ser gm-afgrøder som en mulig løsning på den resistensudvikling, man også ser inden for det konventionelle landbrug:

… vi har ukrudtsmidlerne til (…) [bekæmpelsen i] øjeblikket. Selvfølgelig hvis vi bliver begrænset yderligere, så var det måske relevant [med herbicidresistente afgrøder] - for jeg tror, det måske i længden kan være farligt, hvis de bliver resistente over for visse ukrudtsmidler, fordi den dag, hvor den ukrudtsart får overhånd alligevel, hvad så?

Dette synspunkt bakkes op af andre i gruppen, som er enige i, at det er en god ting at have flere tangenter at spille på i forhold til ukrudtsbekæmpelse – herbicidresistente planter kan være én af mulighederne ved siden af eksempelvis biologisk bekæmpelse og konventionelle produktionssystemer.

I alle seks fokusgrupper udtrykkes bekymring om resistensudvikling – i fire af grupperne er det endda den højest prioriterede ulempe ved herbicidresistente afgrøder. Bekymringen er, at glyphosatmidlerne med en spredning af resistensen vil miste deres virkning, og man ser dermed en risiko for, at den eksisterende praksis inden for det konventionelle landbrug med anvendelsen af disse midler til bekæmpelse af rodukrudt (især kvik) bliver udspillet. En sådan udvikling vurderes at blive både dyr og arbejdskrævende. Her f.eks. Bjørn:

Hvis der opformeres resistens i den naturlige flora, så har vi sådan set et … billigt sprøjtemiddel, som vi ikke kan bruge længere. Så skal vi alligevel ud at have (…) nogle kradse sager. (…) Nej - der er jo ikke meget ved, hvis vi lige pludselig skal ud at give 500-600 kroner for at behandle senegræs om efteråret i stedet for, at vi kan gøre det for en hundredekroneseddel. … Vi skal ikke have den her tisse-i-bukserne effekt.

En tilsvarende bekymring udtrykkes i følgende ordveksling, hvor der tillige lægges vægt på risikoen for at miste de arbejdsbesparelser, der skulle opnås gennem herbicidresistente afgrøder:

Asbjørn: Tænk nu, hvis vi sprøjter vores majs med glyphosat, og vi så lige pludselig får en glyphosatresistent kvik - det ville ikke være rart.

Arvid: Så skal vi ud at rense igen.

Allan: Det ville være kedeligt.

Asbjørn: Hvad skulle vi så bekæmpe kvik med?

Asger: Så skal du sprøjte to gange, ikke!? Så opfinder de jo noget, der kan bekæmpe det der, ikke. Så skal du til at køre to gange. Så er vi lige vidt!

Asbjørn: Så er vi lige vidt!

Asger: Man kan egentlig hurtigt komme derhen, hvor man siger, at vi egentlig ikke har opnået noget ved det.

Et andet aspekt af bekymringerne vedrører forandringer i ukrudtsfloraen som følge af anvendelsen af herbicidresistente afgrøder. Egon påpeger, at skader på randzoner ved brug af glyphosatmidler i vækstsæsonen kan give nye ukrudtsproblemer:

(...) så har jeg, med hensyn til negative ting, skader på randzoner. Nu snakkede vi om før, at [Roundup] er nemt at have med at gøre, men der er jo lidt med vinddriften, og vi har jo set, der er grøftekanter og sådan noget, der bliver sprøjtet lidt for tit med [Roundup]. Så giver det plads til nogle andre problemer (…) sådan noget som burresnerre. I en grøftekant der har været sprøjtet med Roundup, der vrimler burresnerre jo frem, som jeg ved ikke hvad bagefter. Og det er sådan noget der, man skal tænke på, at det kan godt give problemer andre steder, hvis ikke der bliver passet på. Så vi er ikke helt uafhængige af vejret, fordi vi får Roundup.

En anden bekymring er, om de glyphosatresistente kulturplanter vil optræde som ukrudtsplanter i efterfølgende afgrøder eller på nabomarker. Denne bekymring er udtalt i flere af grupperne. Her giver Allan udtryk for sin gruppes bekymring:

Der kan jo spildes. Spildfrø fra nytteafgrøden fra det ene år til det andet [forekommer], hvis vi kører sædskifte. Så er det kedeligt, hvis man ikke har muligheder for at komme af med majs i korn eller omvendt, eller kartofler i roerne, eller hvad man nu kan forestille sig der. Så bliver det altså blandsæd.

Implicit i denne type bekymring er en antagelse om, at glyphosatmidler vil blive anvendt ensidigt, en antagelse der netop danner grundlag for en bekymring over mere langsigtede og ukendte konsekvenser, hvis herbicidresistente afgrøder medfører for ensidig en drift. Her udtrykt af Daniel:

Det vil jo også betyde en meget ensidig drift. Hvis hvede blev [gjort]gm-resistent over for et eller andet, så vil der jo blive dyrket meget hvede. Så vil der også komme følgesygdomme (…). Det kan være, der er nogle ukrudtsarter, der kan tåle alt, så med alt den hvede, der vil blive dyrket, så kan det være, at svampe vil udvikle sig meget, og skadedyrene… dvs. der er noget der, som vil ændre sig meget radikalt, fordi der vil blive dyrket meget hvede eller nogle af de andre afgrøder. Der vil altid være nogle følgesygdomme.

2.2 Miljø og sundhed

Spørgsmålet om de miljømæssige konsekvenser af gm-afgrøder indgik i forskelligt omfang i diskussionerne i alle grupper. Mens miljøet kun optrådte lejlighedsvis i de generelle diskussioner i kølvandet på prioriteringerne indbyrdes mellem de forskellige gm-afgrøder, viste det sig at være et mere hyppigt tema i landmændenes diskussioner og prioriteringer af dyrkning af netop herbicidresistente afgrøder. Bekymringer vedrørende effekter på menneskers sundhed var derimod kun sporadisk repræsenteret i interviewene.

2.2.1 gm-afgrøder: En gevinst for eller trussel imod miljøet?

Det er karakteristisk at miljøet er stort set fraværende i argumenter omkring valg af dyrknings- og sprøjtepraksis. I det omfang miljøargumenter trods alt optræder her, er det med et par undtagelser i en forståelse af miljøet som en ramme for landbrugsproduktionen. Det handler om de konsekvenser, som lovgivningen eller forbrugernes krav har for landbrugets dyrkningsbetingelser. Landmændene bruger i den sammenhæng ikke selv miljømæssige argumenter for eller imod forskellige praksisser.

Når miljøet optræder i de generelle diskussioner af gm-afgrøder, er det ofte som et spørgsmål om kvantitative forandringer i kendte forureningsproblemer med eksempelvis kvælstof, pesticider eller forskellige nedbrydningsprodukter. Der er imidlertid ikke enighed om hvilke miljømæssige effekter, der kan nominere til, at én anvendelse prioriteres over en anden. Emil lægger i det efterfølgende eksempelvis vægt på spørgsmålet om sprøjtemidlernes nedbrydning i sin argumentation for, at herbicidresistens skal have en topplacering:

Som nummer ét har jeg den der med [herbicidresistens]. Det er fordi netop det (…) med de forskellige kemikalier, som vi sprøjter ud, og hvordan de bliver nedbrudt, det er jo et problem, som vi kunne komme helt udover, hvis det var, at vi havde planter, som var resistente mod de forskellige ting.

Implicit i denne argumentation er en antagelse om, at de herbicider, der træder i stedet for de eksisterende, er lettere nedbrydelige. Tilsvarende benytter Bent miljøet i sin argumentation for, at bedre næringsstofudnyttelse skal have en topplacering:

Jeg synes, at den med at ”planterne udnytter jordens næringsstoffer bedre” [skal placeres som nummer ét] (…). Fordi det vi har problemer med, det er sådan set gødningsudsivning – fosfor og kvælstof.

Det er en almindelig opfattelse, at glyphosat er mere skånsomt over for miljøet end andre herbicider, fordi det nedbrydes hurtigere i miljøet. Asbjørn, som anser glyphosatresistente afgrøder som en kilde til reduceret forurening, formulerer det således:

[Jeg tror] egentlig, at én eller to glyphosatsprøjtninger i majs f.eks. eller i roer vil give mindre forurening end den traditionelle sprøjtning. (…) Roundup har været diskuteret meget; hvor meget det forurener, det er der delte meninger om. Om det er totalt væk i løbet af syv dage, så det ikke kan findes mere, men der har jo også været eksempler fremme, hvor man har fundet nogle reststoffer. Hvor de så stammer fra, det har der været lidt diskussion af.

På positivsiden tæller endvidere, at færre sprøjtninger betyder færre rengøringer af sprøjteudstyr og dermed mindre punktforurening. En forureningskilde, som Chresten mener, er et af de store problemer: Alt andet lige, så er vi fri for at gøre sprøjten så meget ren. (…) Jeg tror, det er det, der er det største forureningsproblem; det vi sprøjter oven på jorden, det er jeg ikke så bekymret for.

I Hobrogruppens diskussion bliver miljøfordele ved herbicidresistente gm-afgrøder endvidere bredt ud til at være et synspunkt, der baseres på ændret sprøjtepraksis og det forhold, at glyphosatmidler har bladvirkning frem for jordvirkning, hvilket gruppen antager, er mere skånsomt for miljøet. Den ændrede sprøjtepraksis betyder ifølge gruppen, at der kan sprøjtes mindre i rækkeafgrøder som roer og majs, og efterårssprøjtninger i en glyphosatresistent vintersæd forventes at kunne flyttes fra efteråret til vækstsæsonen det efterfølgende år. Dette antages at ville føre til et lavere behandlingsindeks i disse afgrøder, end der er tale om i dag. Lignende argumentationer findes i flere andre grupper.

Der luftes dog også kritiske synspunkter i forhold til gm-afgrøders betydning for landbrugets forureningsproblemer. I flere grupper argumenteres der således ud fra en antagelse om, at der ved dyrkning af herbicidresistente afgrøder vil blive tale om et ensidigt og større forbrug af glyphosat, som på sigt kan vise sig at blive et problem. Anker siger for eksempel:

[Fordelene] er billig og enkel sprøjtning (…). [Men] så er der så den der eventuelle spredning af resistens som en ulempe. Og så ser jeg en større brug af glyphosat som en ulempe. Man har jo diskuteret de der nedbrydningsstoffer, BAM og de ting; hvis vi i en årrække kommer til at køre voldsomt løs med et bestemt middel og så længere ude i fremtiden pådrager os et måske stort problem med nedbrydningsstoffer, så det ser jeg egentlig lidt som en ulempe, hvis vi kommer til at køre ensidigt med ét middel.

I andre sammenhænge diskuteres spørgsmålet om, hvorvidt nedbrydningen af glyphosat foregår langsommere, hvis det er til stede i jorden i større mængder.

I forlængelse af diskussionerne af forureningsproblemer giver flere af de deltagende udtryk for, at de føler sig sat under pres af miljøreguleringen. Det er særligt reguleringen af kvælstofforbruget, der opleves som en hæmsko for, at de kan få det maksimale udbytte af jorden. Genteknologien ses i den forbindelse som en teknologi, der på sigt bruges til at udvikle planter, der udnytter kvælstof bedre eller anderledes og dermed gør det nemmere for den enkelte landmand. Dette håb er her formuleret af Egon:

Hvis [politikerne og myndighederne] efterhånden begynder at skære voldsomt ned på vores kvælstofudledning, så synes jeg, at det kunne være dejligt, hvis vi kunne få nogle planter, der simpelthen kunne give højere udbytter med mindre næring i jorden. Det, vi oplever i øjeblikket, er, at vi kunne have højere udbytter, hvis vi måtte give [planterne]mere kvælstof. Det er jo de kolde facts. Derfor synes jeg, det ville være dejligt, hvis vi kunne få nogle planter, der gav et betydeligt højere udbytte med den samme næring; så ville vi nemmere kunne opfylde lovgivningen fremover med at skære ned på kvælstof til jorden.

Med til denne diskussion hører dog bekymringen for, at myndighederne blot strammer kravene til landbrugets miljøbelastning i takt med, hvad der er teknisk muligt, som anført i afsnit 2.1.4.

Ved siden af de forureningsmæssige diskussioner diskuteres også økologiske aspekter af gm-afgrøder, om end disse ikke har helt samme fremtrædende rolle i interviewene. Når miljøet diskuteres i et økologisk perspektiv, fremkommer ofte et dynamisk syn på naturen, som igen fører til en bekymring over kvalitativt nye miljømæssige problemer: Naturen ses som et komplekst system, hvor enkeltfaktorerne – herunder planterne og deres egenskaber – påvirker hinanden på en måde, som kan være vanskelig at forudsige. gm-afgrøder kan føre til uforudsete ændringer i de økologiske balancer eller i den enkelte organismes arvelige egenskaber, som det formuleres af Frederik:

Genmodificerede planter og afgrøder – hvis man ser på det fra et menneskesynspunkt, om vi kan leve af det, eller om vi tager skade af det, så tror jeg ikke, det er det, der er problemet. Problemet ligger i, om det spredes i naturen, og om det skaber nogle ubalancer, som vi ikke kender konsekvenserne af. Det er der, hvor jeg kan være betænkelig. Hvis man kan få styr på det, så tror jeg ikke det der med at spise en genmodificeret [plante betyder noget] (…) Det er ikke der, den ligger; den ligger ikke i vores fordøjelse og sundhed i den forstand. Det ligger ude i spredningen i naturen; om vi kan skabe nogle ubalancer i de økosystemer der.

Landmændenes diskussioner om de miljømæssige konsekvenser ved brugen at gm-afgrøder er tydeligt menneskecentreret. De drejer sig ikke om beskyttelse af naturen for dennes egen skyld, men om miljømæssige effekter, som har betydning for menneskers fremtidige muligheder for at leve og producere. De miljømæssige bekymringer handler således oftest om, at mennesket (landbrugeren) enten mister kontrollen med naturen, eller at gm-afgrøderne får en negativ virkning på landbrugets produktionsgrundlag.

Det menneskecentrerede syn på miljø og natur fremgår delvist af følgende diskussion, selvom det er uklart, om de dyr, Dann refererer til, er vilde dyr eller husdyr:

David: Jamen, både dyr og planter muterer jo hen ad livsforløbet, for der er jo planter, der er afledt af andre planter og har udviklet sig i andre retninger, sådan har det vist været altid. Og det er jo lidt det, man frygter faktisk. Hvis man nu tilfører en plante en egenskab, at den så bare smitter alle de andre.

David: Men om det er godt eller skidt? Det ved jeg ikke!

Dann: Det er værst, hvis der er mennesker og dyr, som skal leve af de planter.

Undtagelserne fra det menneskecentrerede natursyn forekommer imidlertid til tider i diskussioner, hvor det påpeges, at implementeringen af gm-afgrøder kan have konsekvenser for flora og fauna i markens nære omgivelser. F.eks. refereres til, at en øget brug af glyphosat kan gå ud over både flora og fauna i markskel og grøftekanter. Af og til tilskrives denne flora og fauna en værdi i sig selv, men oftest kan man mere eller mindre tydeligt spore en underliggende menneskecentreret natursyn: Floraen i markens omgivelser er vigtig, fordi den er et nødvendigt miljø for gavnlige insekter.

2.2.2 Sundhed

Der er kun enkelte eksempler på, at gm-afgrøders sundhedsmæssige betydning for mennesker kommer op i grupperne, og når det sker, giver det sjældent anledning til længere meningsudvekslinger. Et par gange nævnes risikoen for, at indtagelse af genetisk modificeret materiale kan have uforudsete sundhedsmæssige konsekvenser. For eksempel siger Daniel om sin bekymring over gm-planter i forbindelse med diskussionen af et kort, der foreslår planter med ændret stivelses-, protein- eller kulhydratindhold, til fødevarer:

Det er noget, man indtager i hverdagen, noget alle mennesker indtager. Det, mener jeg, er noget af det mest farlige, for det er direkte ændring af de ting, og vi ved ikke… altså… så jeg føler, det er en meget lav prioritet.

Denne type bekymring formuleres andetsteds som en konsekvens af manglende viden, som bør føre til det, en deltager kalder overforsigtighed, inden man springer ud i noget.

En deltager, Bent, sidestiller det at gensplejse med tilsætningsstoffer og synes at argumentere ud fra et grundsynspunkt om, at maden bør være så ren eller naturlig som mulig. Følgelig er gm-fødevarer ikke acceptable:

[Vi kan jo se] hvor mange E’er der er i alting, hvis der nu skal til at være endnu flere… der kunne jo godt være en trend imod, at det blev anderledes. Så er der jo ingen grund til at lave endnu mere genmodificeret. Altså fødevarer, det er der, det havner det hele.

Der er enkelte eksempler på en modsat argumentation, nemlig hvor opfattelsen er, at genteknologien ikke repræsenterer noget specielt og derfor ikke giver anledning til særlige sundhedsmæssige overvejelser. Faktisk er synspunktet, at gm-afgrøder tværtimod er en mulighed for at undgå nogle af de forkætrede E-numre. Emil siger:

(…) det er jo ikke farligt. Planterne bliver jo ikke ændret. Der bliver måske et ændret forhold mellem proteinerne og kulhydraterne og sådan noget i planterne, men ellers vil stofferne ikke blive ændret. Og kan vi få nogle planter eller fødevarer, hvor der måske ikke skal bruges så mange af de her tilsætningsstoffer. [Når vi læser] alle de her varedeklarationer på forskellige fødevarer, så står der E det ene og E det andet. Det ved vi jo heller ikke, hvad det er for nogle stoffer.

Den kraftigste manifestation af den sundhedsmæssige betydning af gm-afgrøder er imidlertid inden for non-food-området og handler om, at dyrkning af gm-afgrøder med henblik på produktion af medicin er en anvendelse, der betragtes som perspektivrig, set i et samfundsmæssigt perspektiv. F.eks. som det formuleres her:

Bent: Hvis man (…) lave[r] nogle ting, der kan [forbedre] folkesundheden og [anvendes] medicinsk og sådan nogle ting, det vil alle jo være med til.

Bjørn: Det er meget bedre.

2.3 gm-afgrøder og landbrugets produktionsbetingelser

I samtlige grupper diskuterede deltagerne, hvordan udviklingen og introduktionen af gm-planter kan komme til at påvirke de rammer, der er for landbrugsproduktion. Det er kendetegnende, at disse diskussioner foregik på et lidt mere generelt plan end diskussionerne af de direkte driftsrelaterede forhold. Fokus var således på, hvordan introduktionen af gm-afgrøder kan påvirke økonomiske og strukturelle forhold af betydning for landbrugets produktionsbetingelser og dermed den enkelte landmands handlingsmuligheder. Disse diskussioner er temaet i det følgende, hvor vi sætter fokus på to aspekter:

  • gm-afgrøder og udviklingen af monopoler
  • gm-afgrøder og markedet for landbrugsprodukter

2.3.1 gm-afgrøder og monopoler

Risikoen for, at den udbredte brug af gm-afgrøder kan føre til monopollignende tilstande, hvor få store firmaer kan benytte deres magtposition til at kontrollere udviklingen og handlemulighederne i landbruget, er et tema, der er oppe i de fleste grupper. Diskussionerne dukker op i forskellige sammenhænge, men er dog særligt fremtrædende i forhold til herbicidresistente afgrøder, hvor deltagere refererer direkte til Monsantos markedsføring af herbicidresistente gm-afgrøder som anstødsstenen til deres bekymring. Selvom flertallet af de deltagere, der blander sig i disse diskussioner, ikke er bekymret over gm-afgrøder, når de diskuteres i forhold til driften, er de alligevel skeptiske. Der er således tale om en skepsis, der er båret af en bekymring over de strukturelle økonomiske rammer og magtstrukturer, som de mener, følger med introduktionen af gm-afgrøder.

Diskussionerne domineres af bekymringer over tre typer konsekvenser af udviklingen af monopollignende tilstande på dele af landbrugets forsyningsside: Økonomiske konsekvenser, konsekvenser for teknologiudvikling og endelig konsekvenser for landmændenes valgfrihed i forhold til sorter og produktionsteknologi.

I diskussionerne af de økonomiske aspekter er bekymringen, at de økonomiske fordele ved dyrkning af gm-afgrøder ikke tilfalder landmændene. På den ene side er bekymringen, at firmaerne gennem kontrol med priser og udbud vil sikre sig broderparten af den økonomiske gevinst; på den anden side er bekymringen, som vi vender tilbage til i afsnit 4.3.2, at konkurrencen på markedet langsomt vil presse priserne, så landmandens økonomiske gevinst på sigt vil forsvinde.

Et eksempel på den opfattelse, at landmandens økonomiske gevinst vil være ringe som følge af det monopol, patenterne giver producenterne, finder vi i Holeby. Her er der blandt samtlige deltagere enighed om, at der kun vil tilfalde landmanden en minimal nettogevinst ved indførelsen af herbicidresistente afgrøder. Dette synspunkt, der også er oppe i andre grupper, ses som en væsentlig ulempe ved denne teknologi og formuleres således:

Frederik: (…) du køber dem som pakkeløsninger. Du køber udsæden, og du køber kemikaliet. Det er klart, det er et højteknologisk produkt, så dem der har udviklet det, de vil selvfølgelig tage sig betalt for det. Så [fortjenesten] kommer til at ligge et eller andet sted, så der bliver ikke meget til ham, der skal dyrke det.

Frode: Nej, prisen vil blive, så det lige nøjagtigt kan betale sig at bruge dét i stedet for det, vi er vant til. Det er klart. Det gør alle, der fremstiller hjælpestoffer. De ser, hvad kan afgrøden bære nu og her, indtil patentet er udløbet, og så er det noget helt andet. Sådan vil det jo også være med det her.

Selvom monopoler ikke nævnes direkte i denne argumentation, er det tydeligt, at synspunktet er, at virksomhederne, så længe patentet løber, har en monopolagtig magt til at fastsætte priserne – og forventningen er, at denne vil blive benyttet til det yderste. Bemærk, at der i Frodes argument imidlertid er en åbning for, at fordelingen af den økonomiske gevinst kunne ændres til fordel for landmanden, når patentet ophører.

Spørgsmålet om begrænsninger i landmændenes valgfrihed er den bekymring, der træder tydeligst frem i diskussionerne af konsekvenserne af de monopollignende tilstande, der kan blive resultatet af udviklingen. I Varde nomineres dette som den væsentligste ulempe ved dyrkning af herbicidresistente gm-afgrøder – her kommenterer Chresten spørgsmålet om traditionel forædling kontra anvendelsen af genteknologi, hvor han samtidig formulerer bekymringen om, at landmanden ikke får del i den økonomiske gevinst:

Jeg vil da hellere gøre det ved forædling som sådan, for jeg vil nødig have, at der kun er Monsanto; at det kun er dér, jeg kan købe mine kemikalier. (…) Hvis der kun er ét firma, hvor du kan købe det, så skal de nok sørge for at den eventuelle gevinst – sådan er det næsten altid – så tager de den ene halvdel, ikke også. Hvis vi så avler det mere, og prisen så synker lidt, så er det begrænset, hvad vi får ud af det som sådan. Jeg kan ikke lide, at der kun er ét eller to store firmaer, der styrer, hvad vi kan købe, og hvad vores markplan reelt er.

Det er ikke alene risikoen for, at der sker indskrænkninger i landmandens handlingsmuligheder, som Chresten er bekymret over. Lidt senere formulerer han sin bekymring som faren for, at den teknologiske udvikling centraliseres langt fra landmændenes lokalområder – under dette ligger formodentlig en bekymring over, at længere fysiske (og kulturelle) afstande til de virksomheder, der har ansvaret for den teknologiske udvikling, alt andet lige vil mindske landmændenes indflydelse på den teknologiske udvikling:

Jeg håber, det ikke kun bliver [et landbrug baseret på gm-afgrøder], for så kommer industrien til at score kassen på det. Vi gør os afhængige af nogle firmaer.[Der er risiko for], at det kun er store firmaer, der kan arbejde i det her. Det bliver ikke noget, der sker ude i Oudrup eller nærmeste omegn.

I andre grupper parres lignende synspunkter med en problematisering af den magtkoncentration, der følger af, at det er det samme firma, der udvikler de herbicidresistente planter og det tilhørende herbicid og markedsfører det som et samlet patenteret dyrkningskoncept. Igen er der landmænd, der mener, at situationen forvandles til det bedre, når patentperioden udløber, og gm-teknologien bliver ’givet fri’; her Anker fra Hobro:

Jeg tror, hvis det bliver givet helt frit, så tror jeg egentlig, at det begrænsede sortsvalg, der vil være i starten, og dét, at vi vil være i lommen på Monsanto, [vil blive bedre]; hvis det bliver givet helt frit, så vil der også komme nogle[andre] ting i spil.

Der synes her at være en underforstået antagelse om, at en øget efterspørgsel vil føre til flere aktører på markedet, som vil udbyde herbicidresistente planter i konkurrence med hinanden, med deraf følgende større handlingsmuligheder og bedre muligheder for indflydelse for den enkelte landmand.

En sidste kritik, der fremføres i diskussionerne, vedrører de drivkræfter, der ses at ligge bag udviklingen af gm-planter. Det normative udgangspunkt for denne kritik er, at teknologisk udvikling bør være drevet af den efterspørgsel, der i første omgang kommer fra landmændene og i sidste instans fra forbrugerne. Problemet er, at monopoltilstanden på landbrugets inputside sætter denne markeds- og konkurrencedrevne teknologiudvikling i stå og erstatter den med et teknologi-push fra de store virksomheder. Resultatet er en teknologisk udvikling, hvor industrien og økonomiske interesser presser en teknologi ned over landbruget, som i sidste ende ikke er ønsket, hverken af landmænd eller forbrugere. Dette synspunkt fremføres bl.a. i Hobro, hvor der reflekteres over forbrugernes rolle i forhold til genteknologien:

Allan: Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at der er tendens til, at det er kemikaliefirmaerne, der har været mest fremme i skoene med, at det skal være genmodificeret. Hvorfor er de det?

Anker: Der er penge i det!

Allan: Det må være det. Det må de satse på, for der bliver jo brugt store summer på det, ja, det gør der. Jeg har ikke hørt nogen, der har efterspurgt det, når de har stået inde i supermarkedet:’ vi vil godt lige have noget rugbrød med et eller andet GMO’.

Anders, ligeledes fra Hobro, noterer tilsvarende, at presset heller ikke synes at komme fra landbrugskredse:

Anders: Men hvem er det, der presser på for at få de der gm-afgrøder i spil? Jeg har ikke hørt ret mange planteavlskonsulenter presse på; det er da kemivirksomhederne der …

Allan: … de er ikke blevet efterspurgt i hvert fald.

2.3.2 gm-afgrøder og markedet

I spørgsmålet om hvad der driver den teknologiske udvikling, og dermed udviklingen og introduktionen af plantebioteknologien, spiller markedet og konkurrencen, som vi så ovenfor, en væsentlig rolle. Når deltagerne ikke diskuterer monopolernes betydning for dette, er det internationale et aspekt, der tages op. Her er synsvinklen dels spørgsmålet om den umiddelbare konkurrence i forhold til enkeltlandmænd i andre lande; og dels spørgsmålet om hvordan landene klarer sig i den indbyrdes konkurrence. Der argumenteres for, at det er vigtigt at orientere sig imod det globale marked – og derfor følge med teknologiudviklingen – hvis man skal klare sig i konkurrencen, som her formuleret af Chresten:

Vi lever jo i en global verden. Vi kan jo godt stå af ræset her og så leve i vores eget lille Utopia, men den går ikke i længden. Ikke når man eksporterer to-tredjedele, og folk har lov til at købe varer udefra. Vi kan ikke leve af kun at levere - havde jeg nær sagt - til nogen, der kun bor nord for København. Det er lige så interessant, hvad de vil spise i Hamborg, i Frankfurt, jo, det er det – og i Paris. Men for meningsdannerne er det tit som om, [verden kun er nord for København]. Det havde været rart, hvis man kiggede ud over horisonten. Det er helt sikkert ensidigt…

Bekymringen om, at hvis Danmark, i modsætning til andre lande, vælger at frasige sig muligheden for at udnytte gm-afgrøder, så vil andre lande og deres landmænd få en relativ fordel, fremgår også af den følgende diskussion:

Bent: Jeg ved såmænd ikke, om vi er så særlig interesserede i alle de der GMO-ting. Det er jo en stor diskussion, om man skal have det, eller det ikke skal være der…

Bjørn:… det synes jeg faktisk også, fordi det er da bedre, hvis de kan krydse sig op fra naturens side… (…)

Bent: Ja.

Benjamin: Ja.

Bjørn: … det er jeg meget mere stemt for.

Bent: Det er vel det samme, det er bare, at de springer nogle led over. Det går nok så stærkt, men det er det samme (…)

Bjørn: Jeg synes, man har mere hånd i hanke med det, når det er avlet op i stedet for, at der er lavet noget kunstigt. Men det er nok bare en åndssvag holdning, det…

Bent: Men konkurrencemæssigt er den jo svær, for hvis alle de andre lande de gør det, så [kommer] vi jo bagefter, hvis ikke vi har de samme midler og udsæd. Så der er meget politik i det.

Bjørn: Men bare vi bliver behandlet på lige fod med alle vores kolleger, så er det sådan set ligegyldigt, hvordan vi bliver behandlet. [Bare der er] lige konkurrencevilkår. Det er der desværre ikke i dag.

Dette citat er også interessant, fordi landmændene her er enige om, at de egentlig helst var fri for genteknologien og lægger mere vægt på, at der er lige konkurrencemæssige vilkår på tværs af landegrænserne. Deres syn på drivkræfterne bag den teknologiske udvikling stemmer endvidere godt overens med det synspunkt, der blev reflekteret i foregående afsnit, hvor opfattelsen var, at det ikke nødvendigvis er fra landmændene, presset for gm-planter kommer. Som en konsekvens af dette synspunkt betragtes spørgsmålet i høj grad som et politisk spørgsmål, der ikke kun kan eller skal løses på markedet. Det synspunkt, at man som landmand ikke nødvendigvis har fordel af ny teknologi, samtidig med at man, via konkurrencen og presset fra myndighedernes regulering, er tvunget til at følge med udviklingen, formuleres af Emmanuel i følgende diskussion i Vissenbjerg:

Emmanuel: (…) der er en naturlig udvikling. Vi slipper ikke bare, fordi vi får Roundup, så får vi bare et andet problem: Så må vi ikke overskride for eksempel 1 i behandlingsindeks. Der bliver bare sat nogle andre krav til os. Lige så snart, der bliver opfundet noget nyt, så bliver vi efter en periode tvunget til at bruge det nye. Det kan vi jo se med luftrensning til svin. I dag skal alle jo have luftrensning for overhovedet at få lov til at bygge. For fem år siden var der ikke nogen, der kendte noget til det. Det bliver tvunget ned over hovedet på os. Så på en eller anden måde er det jo lidt af en ulempe. Vi skal passe lidt på, at vi ikke opfinder lidt for mange sjove ting, for det bliver brugt imod en selv. Lige så snart det er opfundet – det koster. (…) [det kommer ikke landmændene til gavn].(…) Ikke for hans pengepung i hvert fald.

Eskild: Der kan man sådan set sige, at al udvikling ikke har været landbruget til gavn. Der er jo ikke nogen, der er blevet rigere af den udvikling, vi har været igennem. Vi har bare været udviklingen igennem jo. Om vi synes, det er sjovt, eller om vi synes, det ikke er sjovt.

Emmanuel: Vi er nødt til det, jeg er godt klar over det, men det er ikke os, der får gevinsten. Jo, måske lige i første omgang, lidt senere så bliver fødevarerne bare det billigere. Så er det forbrugeren, der vinder på det.

Igen peges der i diskussionen på, at landmændene bliver nødt til at følge med udviklingen, men grundsynet er, at teknologisk udvikling er en slags trædemølle, hvor eventuelle fordele vil blive spist af en skrappere regulering og lavere priser for de afsatte produkter. Når forbrugeren i sidste ende udpeges til vinderen, skyldes det en forventning om, at markedet vil presse prisen i bund, så de fordele, der ikke ædes op af skrappere regulering, kommer forbrugeren til fordel. Skulle det imidlertid ske, at der ville blive en økonomisk gevinst tilbage til landbruget, peges der i Holeby på, at markedsmekanismen vil få jordpriserne til at stige og dermed sluge fordelen. Fælles for argumentationerne er, at eventuelle økonomiske fordele ved gm-afgrøder vil blive kanaliseret uden om den enkelte landmand af et økonomisk set velfungerende marked.

2.4 Landbruget, gm-planter og det omgivende samfund

På tværs af de seks grupper er der en bevidsthed om, at befolkningen er skeptisk over for gm-planter og gm-fødevarer i almindelighed. Dette fører til en række diskussioner af gm-afgrødernes betydning for, hvordan det omgivende samfund betragter landbruget. Befolkningens skepsis ses på den ene side i et økonomisk perspektiv, hvor forbrugernes afvisning ses som trussel for de landmænd, der forsøger sig med genteknologien. På den anden side anlægges også et lidt bredere perspektiv, hvor borgernes skepsis ses som en trussel imod landbrugets image, som flere af deltagerne er pinlig bevidst om, ikke er for godt i forvejen. Der er således to undertemaer for diskussioner relateret til det omgivende samfund:

  • Den skeptiske befolkning og landbrugets økonomi
  • Landbrugets image og samfundets accept

2.4.1 Den skeptiske befolkning

Det er et gennemgående træk, at landmændene respekterer befolkningens skepsis over for gm-fødevarer. I enkelte tilfælde problematiseres befolkningens afvisning dog, under henvisning til at den er baseret på et ringe vidensgrundlag. Yderligere oplysning ville angiveligt kunne forandre befolkningens skepsis. Her formuleret af Folmer fra Vissenbjerg, der kommenterer kort med forskellige anvendelser af genteknologi:

Jeg savner måske lidt noget med menneskesundhed. Sådan lige da jeg så dem, tænkte jeg: Hvor er den henne? (…). Man er jo langt med gen[teknologi inden for planter, der producerer medicin] eller parfume. Der er jo også masser af gensplejsning. Hvis man oplyste noget mere om det, så ville halvdelen af Jordens befolkning måske acceptere gensplejsning lidt bedre, end de gør nu.

Det skal bemærkes, at der hverken i dette citat eller i de få andre lignende diskussioner af befolkningens vidensniveau synes at være tale om en kritik – snarere en nøgtern konstatering af, hvordan det forholder sig. Bag dette ligger formodentlig den tidligere nævnte fornemmelse af, at genteknologien på landbrugsområdet ikke vil medføre de store økonomiske fordele for landmanden. Der er altså på dette plan ikke nødvendigvis tale om en konflikt mellem landbrugerens og befolkningens interesser.

Selvom det gennemgående billede er en accept af og respekt for befolkningens skepsis, skal det dog bemærkes, at befolkningen enkelte steder karakteriseres som hysterisk (når f.eks. gm-afgrøder ødelægges) eller styret af følelser, som antydet af Chresten i det følgende, hvor synspunktet er, at ’verden’ er styret af følelser frem for fornuft:

[gm-afgrøder er jo lovende], men jeg tror, det giver et ramaskrig, hvis vi begynder at gøre det alt for voldsomt. Det hjælper jo ikke at spare noget det ene sted og så ikke kunne sælge skidtet. Det er lidt svært jo. Det er jo ikke fornuft, der styrer verden altid. Om det er lovligt eller ikke lovligt, det er ikke altid nok.

I diskussionerne optræder forskellige bud på, hvilke strategier man bør anvende på gm-planteområdet. I den ene ende er forslag om, at landbruget og fødevaresektoren skal følge en strategi, hvor man producerer det, forbrugerne vil have, og det er tydeligvis ikke gm-fødevarer for tiden. Dette synspunkt er her formuleret af Eskild:

(…) jeg har ikke så meget forstand på det [med gener] og har ikke fulgt så meget med i, hvad det egentlig handler om. Men jeg synes, at i stedet for at prøve fra landbrugets og industriens side at presse det her igennem over for befolkningen, så skal vi vente, til vi får et krav fra befolkningen om, at nu skal I sandelig bruge det her, for det er sundere og bedre.

I den anden ende af skalaen er der et mere offensivt forslag om, at landbruget skal gå forrest med anvendelsen af genteknologi på det medicinske område, hvor man kan se, at der er bred accept i befolkningen. På den måde kan gm-planter til medicinske formål være en slags løftestang for en bredere accept af gm-planter til fødevareformål. Én tolkning af dette synspunkt kan være, at befolkningens skepsis betragtes som et resultat af frygt og/eller uvidenhed: Når blot befolkningen får et nærmere kendskab til gm-planter, vil de indse, at de ikke er så problematiske. Synspunktet er her formuleret af Egon:

(…) i dag er der ingen mennesker herhjemme – eller meget få i hvert fald – som er modstandere af genmodificeret medicin, hvis man først er syg og kan hjælpes med det, så accepterer man det lige med det samme. Derfor tror jeg, at hvis man er nået dertil, at man er begyndt at fremstille for eksempel medicin af planter avlet i dansk landbrug, som kunne [revolutionere behandlingen af] mere eller mindre kendte sygdomme,– så tror jeg også, at mange af de andre af genmodificerede ting (…) vil få meget nemmere ved at få forståelse i samfundet (…). Det er derfor jeg siger, at jeg har lavet et taktisk spil. Det er derfor jeg tror, at hvis [de medicinske anvendelser] kunne slå igennem, vil nogle af de andre ting, som vi har på vores ønskesedler, meget nemmere få forståelse i samfundet.

2.4.2 gm-afgrøder og samfundets accept af landbruget

Det omgivende samfund spiller ikke kun en rolle i diskussionerne som et økonomisk vilkår og ramme for eller drivkraft bag udviklingen af gm-planter. Betydningen af en eventuel dyrkning af gm-planter for samfundets syn på landbruget er også en vigtig faktor. Disse diskussioner udspringer på den ene side af et behov for at tilhøre et erhverv, der nyder almindelig respekt i samfundet. På den anden side reflekterer de – mere eller mindre direkte – erfaringer med andre kontroversielle teknologier, som har vist sig at give bagslag i form af imageproblemer. Her formuleret af Frederik:

Det er jo ikke sådan, at vi kun gør, som vi selv vil, men det [ville jo være] sjovere at lave noget, som folk efterspørger, som de synes er dejlig. Og kunne skabe lidt goodwill forstået på den måde, at [folk siger at] det er godt, I laver det. Lige nu laver vi noget, som sådan set er skidt, og vi sprøjter i øvrigt også for meget. Og der er ikke rigtig brug for det, vel. Og svineproducenterne – det lugter, og i øvrigt så sender de alle grisene ud af landet. Og de tjener penge som skidt og kører rundt i Mercedes. Der er ikke rigtig den der goodwill. Det kunne der godt være på den anden måde. (…) Der kunne komme lidt mere sammenhæng mellem det, samfundet har brug for og det, landbruget producerer.

Der er ingen tvivl om, at samfundets accept af landbruget er vigtig for flere landmænd. Én taler eksempelvis om, at det er vigtigt at undgå, at få byboerne og forbrugerne på nakken. Eller som Anders formulerer det: (…) det skulle komme som et krav fra forbrugerne, før man som landmand skulle begynde at producere, for ellers får vi ikke noget for det. Ikke andet en skæld ud, og det er jo ikke særligt sjovt.

Dyrkning af gm-afgrøder diskuteres imidlertid også som en mulighed for at genvinde noget af det tabte image. Denne argumentation fremkommer særligt i forhold til de gm-afgrøder, der kan anvendes til produktion af medicin. Selv om der som tidligere fremhævet er en udbredt opfattelse af, at man ikke har den store handlefrihed, er der alligevel en erkendelse af, at forskellige udviklingsretninger af gm-planter vil have forskellige konsekvenser for landbrugets image. Dette fremgår bl.a. af følgende diskussion fra Viborg, hvor gm-planter til henholdsvis medicinske formål og fødevarer berøres:

Bo: (…) det er nemmere at overbevise folk om, at [genteknologien] skal bruges til medicin, for alt det der sukkersygemedicin, der er gensplejset, det er jo helt i orden. Men kan du drømme om at have en mark, der skal sprøjtes med Roundup? Det vil koste dig 25 kroner at sprøjte den, det går jo bare ikke. Det tåler samfundet jo ikke at høre.

Bent: Nej, det tænker jeg også.

Bjørn: Sikke et image vi kunne få, hvis vi avlede medicin.

Bent: Ja.

Bjørn: Uha.

2.4.3 Regulering

Spørgsmålet om myndighedernes regulering af gm-planter spiller en forholdsvis lille rolle i gruppernes diskussioner. Én diskussion går dog igen i flere grupper; nemlig spørgsmålet om regulering/godkendelse som en procedure der (bør) fungere som frikendelse af landmanden. Det omgivende samfund bør således ikke kritisere landmænd, der har overholdt lovgivningen, ligesom disse heller ikke skal kunne stilles til regnskab for fremtidige uønskede sideeffekter ved gm-teknologierne. Synspunktet afspejler landbrugets oplevelse af dårlige erfaringer med f.eks. godkendte pesticider, som senere viste sig at dukke op i drikkevandet. Her formuleret af Dennis:

Hvis [herbicidresistente gm-afgrøder] er godkendt herhjemme, så må man jo sige, at der er nogle kloge mennesker, der har siddet og besluttet det. Det skal bare ikke være sådan bagefter, at det er landmanden, der har svinet naturen!

Selvom der som sagt er flere, der deler denne opfattelse, er der også deltagere, der antyder en vis tvivl om den konklusion, som ’de kloge hoveder’ når frem til, nu også er gyldig på sigt. Igen er det bitre erfaringer med skiftende ekspertvurderinger og foranderlige politiske vinde, der spøger i baggrunden. Dette kommer f.eks. til udtryk i denne diskussion fra Hobro, hvor deltagerne udtrykker, at de på den ene side må have tillid til myndighedernes miljøgodkendelser; men at fortiden på den anden side har demonstreret, at virkeligheden kan være anderledes.

Asbjørn: Det er selvfølgelig noget tankevækkende, hvis det eneste middel, man kommer til at bruge, det er glyphosat, ikke? (…)

Arvid: Det er et rimeligt kendt middel altså.

Andreas: Det er jo ikke andet end et år siden, vi fik at vide, at det var forbudt at bruge overhovedet.

Arvid: Ja, nu ved vi jo, at nogle gange får vi at vide, at det er værre at tage for meget salt på æggemaden, det…

Anders: … det dør man også af.

Arvid: Jeg synes, det er svært det her. Jeg går ud fra, at de sprøjtemidler, jeg køber, de er godkendt til det; at de er undersøgt så godt. Jeg er ikke bange…

Anders: … det troede vi også med Atrazin der i firserne...

Arvid: … ja, men der er kommet mere fokus på de ting nu.

Atrazin, som Anders henviser til, er et herbicid, der blev anvendt intensivt til bekæmpelse af ukrudt i majsafgrøder og langs det danske jernbanenet i 70erne og 80erne. Efter at det viste sig, at brugen af atrazin førte til forureninger af drikkevandsboringer, har det siden 1995 været forbudt.

På trods af sådanne lidt mismodige ytringer om reguleringens beskyttelse af landbruget, er det alligevel det generelle indtryk – selv om det ikke formuleres direkte – at de fleste deltagere ser regulering og godkendelsesprocedurer som en nødvendighed. Om ikke andet, som vi tidligere har set, fordi regulering kan være med til at sikre lige konkurrencevilkår nationalt såvel som internationalt. Kun i et enkelt tilfælde gøres der op med dette relativt positive syn på den statslige eller overstatslige regulering, som foreslås erstattet af markedet ud fra det synspunkt, at de signaler, forbrugerne sender via deres adfærd på markedet, er mere gyldige end politiske beslutninger baseret på befolkningens holdninger:

Benjamin: Men det største problem er nok at [hver eneste gang forbrugerne bliver spurgt om et eller andet, så laver politikerne] det om til krav til landbruget. Der bliver lavet restriktioner og krav, vi skal overholde for, at vi kan producere de fødevarer, som forbrugerne de vil have. Men hvis de så ikke vil betale det ekstra, så bliver det lidt et problem. Vi får jo ikke den merpris for det, som vi reelt skulle have. Det er jo lidt svært at leve af i mange år i hvert fald.

Bjørn: Det er det, at de siger ét og gør noget andet, ikke også!?

Benjamin: Hvis så bare politikerne nogle gange lige lod [det] fare lidt igennem…

Bo: … overgav det til markedskræfterne i stedet for at de skulle røre rundt i det (…)

Fodnoter

[2] Behandlingsindekset (BI) er udtryk for det antal gange, en afgrøde er behandlet med normal dosis af et relevant middel inden for et dyrkningsår (august-august). Miljøstyrelsen fastsætter størrelsen af en normaldosis. Et BI på 1 svarer til, at landmanden har holdt sig på denne normaldosis. Er BI større end 1, er normaldosis overskredet. Ifølge Pesticidhandlingsplanen er målet, at den gennemsnitlige behandlingshyppighed for landbruget som helhed skal ned på 1,7 i 2009.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 August 2007, © Miljøstyrelsen.