Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen Nr. 112 2007 – Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

3 Landmænd og sprøjtepraksis

3.1 Rådgivernes syn på landmændenes dyrkningspraksis
3.2 Landmænd: Overvejelser om dyrknings- og sprøjtepraksis
3.3 Økonomiens dominans
3.4 Forandringer i landmændenes adfærd

En forudsætning for, at de mulige miljømæssige gevinster ved gm-afgrøder kan blive realiseret, er, at landmændene ændrer sprøjtepraksis i overensstemmelse med anbefalingerne. I dette kapitel anlægges to vinkler på landmænds villighed til at ændre sprøjtepraksis. For det første analyseres, med udgangspunkt i interviews med udvalgte rådgivere og embedsmænd, erfaringer med hensyn til hvilke faktorer, der spiller ind i forbindelse med beslutninger om dyrkningspraksis i det hele taget. Her er synsvinklen altså relativ bred, og temaet er dyrkningspraksis og ikke kun sprøjtepraksis. Samtidig er de interviewede ikke kun fra de dele af landbruget, som oftest er på tale i forbindelse med herbicidresistente afgrøder, og som indgår i fokusgruppeinterviewene, men inkluderer også rådgivere og embedsmænd med relation til grøntsagssektoren samt den økologiske landbrugssektor. Disse er medtaget, fordi netop grøntsagssektoren gennem de seneste år har erfaring med forskellige tiltag – herunder integreret produktion (IP) – der har reduceret eller helt overflødiggjort sprøjtning. For det andet analyseres, med udgangspunkt i de gennemførte fokusgrupper, hvilke faktorer landmænd selv lægger vægt på, når de bringes til at samtale om deres sprøjtepraksis. Her forsøger vi således at identificere de faktorer, landmændene selv lægger vægt på i forbindelse med brugen af sprøjtemidler.

3.1 Rådgivernes syn på landmændenes dyrkningspraksis

På basis af interviewene med rådgiverne kan der peges på en række enkeltfaktorer, som synes at være af særlig betydning for beslutninger om dyrkningspraksis. Der er først og fremmest tale om en række faktorer, som er tæt knyttet til driften som en produktion og forretning, der skal hænge sammen. Temaerne er således domineret af driftsøkonomiske overvejelser, men også bredere jordbrugstekniske og driftsmæssige betragtninger har plads her. Andre typer af faktorer handler om mere strukturelle forhold, som ligger uden for den enkelte landmands direkte indflydelse, men snarere udgør rammer eller betingelser for de beslutninger, der træffes; her har f.eks. økonomien en fremtrædende plads. Økonomi i denne sammenhæng er ikke et spørgsmål om dækningsbidraget; men derimod om de økonomiske produktionsbetingelser, som gives af f.eks. de stadig mere magtfulde aftageres krav. Endelig bidrager rådgiverne med nogle mere generelle betragtninger som betydningen af landmandens alder eller generationsmæssige tilhørsforhold.

Rådgivernes udsagn berører således en række faktorer af betydning for dyrkningsmæssige valg. I denne forbindelse skal det dog ikke glemmes, at netop rådgivningen kan være en vigtig faktor for forandret praksis; rådgiveren står således ofte selv over for den udfordring at skulle påvirke landbrugerens dyrkningspraksis. Det følgende vil ikke direkte undersøge rådgivningen som betydende faktor; men de faktorer, der trækkes frem, kan tolkes som de forhold, der ifølge rådgiverne har betydning for deres muligheder for at påvirke beslutninger om dyrkningspraksis.

Driftsøkonomien er som nævnt den absolut dominerende enkeltfaktor, når rådgiverne diskuterer, hvad der er af betydning for producenters beslutninger i forhold til deres dyrkningspraksis. En rådgiver pointerer eksempelvis, at når man har lavet småjusteringer af driften, som er baseret på erfaringerne fra året før,

… så er det næste, der kommer [i forhold til det], der har betydning for landmændenes dyrkningspraksis - det er bundlinien. Altså:’ vi skal kunne tjene penge på det her. Vi render ikke rundt og gør en masse, hvis vi ikke tror, at vi får noget ud af det. Økonomi kan flytte meget!’

I forhold til driften gælder disse overvejelser alle faktorer, der kan have indflydelse på dækningsbidraget – lige fra valg af ukrudtsbekæmpelsesstrategi til afgrødevalget, som formuleret i dette citat:

… landmændene vil vel kun isoleret se på økonomien og så sige: ’Har vi en afgrøde, som vi kan dyrke med mindre økonomisk input, og hvor vi kan få det samme udbytte; så er det vel interessant for os’.

Denne orientering imod driftsøkonomien får nogle rådgivere/ embedsmænd til at pointere, at producenterne er overordentlig omstillingsvillige, netop fordi de løbende vil justere enkeltelementerne i deres drift, så de er optimeret rent økonomisk:

Hvis der er en dyrkningspraksis, som er en fordel, så vil der meget hurtigt kunne ske omstilling. Landmænd er jo utroligt hurtige til at omstille sig. Det er et af de mest omstillingsberedte erhverv. De er meget forandringsvillige. (…) hvis vi finder ud af, at man skal gøre et eller andet, f.eks. køre med en bestemt maskine eller man skal bruge en bestemt gødning eller sprøjtemiddel for at få et større udbytte, og vi ved forsøg kan bevise, at det er i orden og sikkert; så tager det ikke ret lang tid for landbruget at omstille sig.

I god tråd med denne opfattelse svarer samme rådgiver bekræftende på et efterfølgende spørgsmål, om han tror, landmænd kan forventes at omstille til gm-afgrøder – hvis det vel at mærke kan betale sig rent økonomisk og ikke indebærer en miljømæssig risiko:

Ja, hvis det var fornuftigt og økonomisk driftigt, og [landmændene] kunne se, at der ikke var en større risiko miljømæssigt, så kunne det godt slå igennem. Så tror jeg ikke, det ville være noget problem. Der tror jeg, at folk forholder sig til tingene, som de er. Hvis der er en risiko for, at der er noget dårligt ved det, så lader de være, og er det godt, så kan de sagtens finde ud af det. Der skal man ikke regne med, at folk de er dumme.

Selvom det kun nævnes eksplicit enkelte steder, betyder det store fokus på dækningsbidrag og rentabilitet, at beslutninger vil være delvist styret af prisudviklingen på såvel landbrugsprodukter som de forskellige produktionsfaktorer. Det kan eksempelvis føre til, at landmanden op- eller nedprioriterer bestemte landbrugspraksisser. Her formuleret af en økologirådgiver, der forklarer de senere års nedprioriteringer af sædskifte blandt økologerne således: Der har de senere år vist sig følgeproblemer af de høje priser på korn. [Derfor er] sædskiftet blevet presset i afvejningen mellem økonomien og økologien.

Tilskud er et af de landbrugspolitiske midler, der har været anvendt for at gennemtvinge eksempelvis mere miljøvenlige driftsformer. Et par af rådgiverne forholder sig til betydningen af tilskud som et middel til at styre beslutninger om driften. Her er der enighed om, at beskedne tilskud ikke vil have nævneværdig betydning. Eksempelvis nævnes, at den ringe succes af ordningerne vedrørende miljøvenligt jordbrug (mvj-ordningerne) indtil 2004 kan ses i sammenhæng med de lave tilskud; medens man i 2004 fik stor tilslutning, fordi tilskuddene blev sat op. En anden nævner, at tilskud ikke blot bør være simpel kompensation, men også rumme en ekstra bonus. I god tråd med dette nævner flere, at blødere reguleringsformer som f.eks. handlingsplaner ikke kan forventes at være særligt effektive, primært pga. hensynet til økonomien. Således kritiserer en rådgiver på den baggrund forventningerne til en planlagt vandmiljøplan 3:

Det er så naivt at tro – det er de samme ordninger, man kører videre med. Man har godt nok tilbudt en ny mvj-ordning, der hedder braklagte randzoner [langs vandløb og søer] (…).Det er et tillæg på 750 kr. pr hektar. Jeg tror, at ud af de ca. 350 mvj-ansøgninger i år, der var der 5 med braklagte randzoner. Det er utroligt naivt at tro, at fordi man bare skal skrive det ind i en handlingsplan, så opnår man pludselig 50.000 hektar. Det er utroligt mange meter vandløb, hvor du skal have placeret de her. Det får man ikke. Det gør man ikke. Så skal der nogle helt andre virkemidler til!

De ’andre virkemidler’, der henvises til, er formodentlig enten betydeligt større tilskud eller forbud og påbud. Når der er tale om sidstnævnte ’hårde’ regulering, er der til gengæld enighed om, at det er en af de vigtigste faktorer, der sammen med økonomien, udgør rammerne for beslutninger om dyrkningspraksis.

I den mere strukturelle ende diskuteres betydningen af aftagerne for landmændenes og avlernes driftsmæssige beslutninger. Særligt den ene rådgiver af grøntsagsavlere nævner dette forhold, som i det følgende citat, hvor han kobler krav fra aftagerne med avlernes nul-tolerance mht. tilstedeværelsen af skadedyr i afgrøderne: Det er også fordi, der er en nul-tolerance over for skadedyr i ens afgrøder. Man får kasseret sine varer, hvis der er, og den risiko er man ikke parat til at løbe. Det koster dyrt jo.

Samlet set er hovedindtrykket af interviewene med rådgiverne, at landmænd og grøntsagsavlere generelt set ikke går af vejen for at prøve noget nyt, men at ’det nye’ på den ene side skal være økonomisk attraktivt og på den anden side ikke skal give anledning til problemer på andre fronter. Det er med dette in mente, at de efterfølgende beskrivelser af de ikke-økonomiske faktorer skal læses: økonomien er næsten altid med – enten som en eksplicit formuleret betingelse for at man kan inddrage disse andre hensyn, eller som en underforstået ramme for beslutninger. Landmænd, som sætter sig ud over denne dominerende økonomiske rationalitet, nævnes dog af enkelte af de interviewende, der opererer med en adskillelse mellem det, man kunne kalde de økonomisk rationelle landbrugere på den ene side, og det man kunne kalde ’den gammeldags type landmand’, som ikke nødvendigvis tænker så økonomisk.

Et andet tema, der tages op af rådgiverne, er relativt driftsnært og handler om, hvordan beslutninger på den ene side påvirkes af de vilkår, naturen giver, og på den anden side påvirkes af teknologiske forhold på driften. Et tema er gennemgående her; nemlig spørgsmålet om harmoni. Det handler ikke kun om harmoni i lovens forstand, men derimod om en intern driftsmæssig harmoni, hvor de enkelte produktionselementer er tilpasset hinanden. Lidt firkantet sagt må beslutninger om dyrkningspraksis – herunder sprøjteadfærd – indordne sig kravet om intern harmoni. Bag denne fremstilling af et internt driftsmæssigt harmonikrav ligger den økonomiske rationalitet. Begrundelsen for, at beslutninger ikke træffes, hvis de strider imod driftens harmoni, er således i sidste ende, at denne type beslutninger ikke er økonomisk rentable – det er således en teknisk-økonomisk harmoni, snarere end en miljømæssig, der er målet.

Enkelte af de interviewede formulerer harmonikravet eksplicit, som i det følgende, hvor en rådgiver svarer på, hvad der har betydning for dyrkningspraksis:

Den måde de driver marken på – du er jo på en ejendom, og den er konkret. Du har en jord og en jordtype og nogle afgrøder, der skal passe til din besætning. Hvis du har kvæg, skal du lave noget til kvæg (…) og du har nogle givne maskiner, som du selvfølgelig kan skifte ud. Men ellers har du det, du har, og det skal du klare dig bedst muligt med.

Et udsagn, han senere uddyber og kobler til den økonomiske rationalitet:

Det, der betyder noget, er (…) et godt udbytte. Der er stadigvæk ikke noget problem i et godt miljø, [men] det skal være nemt og rationelt. Det skal være overkommeligt, og det skal ikke være forbundet med ekstra store omkostninger.

Den effektive drift er således driften, der er i harmoni med sig selv – og markernes renhed er på sin vis en indikator (især for de ældre landmænd) for, om harmonien er til stede. Selvom det nævnes, at den rene mark har betydning i forhold til, hvordan naboerne opfatter landmanden, så har den særligt betydning indadtil, hvor rene marker bliver den enkelte landmands sikkerhed for, at han driver sin bedrift optimalt. Den tydeligste formulering af dette synspunkt præsenterer en af rådgiverne i det følgende citat, hvor målet for, om maskinstationen har gjort sit arbejde ordentligt, er markernes renhed:

Jeg [rådgiver] et par stykker – man kan ikke fortænke dem i det – det skal være rent. Når man bestiller maskinstationen til at komme og sprøjte majs, så kan han lege med doseringer og tidspunkt på [sin] egen jord, men når han kører ud til andre, så skal det bare være rent. Så skal det bare virke. Og det er fordi, du kommer ikke og slår en mand oven i hovedet, hvis han har brugt for halvtreds eller hundrede kroner for meget kemi, men du kommer og slår ham oven i hovedet, hvis det ikke ser ordentligt ud.

Ofte formuleres kravet om rene marker imidlertid næsten som en selvfølge og et mål i sig selv: Jo mere ren [marken] er, jo mere tilfreds er landmanden jo i princippet med det arbejde, han har fået lavet. Det vil være ret naturligt at tænke sådan. Uanset hvordan kravet om renhed formuleres, kommer det for rådgiverne ofte til at fremstå som en rettesnor for, hvilke driftsmæssige beslutninger der kan træffes.

Som antydet i det indledende citat spiller også naturen en rolle for, hvilke beslutninger der kan træffes på bedriften. Naturen har dels betydning i kraft af de forskellige geologiske forhold, landmænd er underlagt i forskellige egne af lande; og dels i kraft af variationer i vejret, som gør, at landmanden eksempelvis tvinges til at sprøjte mere end planlagt eller på andre tidspunkter. Vejret spiller således en rolle i det efterfølgende, hvor regnvåde perioder identificeres som en medvirkende årsag til, at den mere miljøvenlige båndsprøjtning ikke har været den store succes i gartnerierhvervet – atter med skyldig henvisning til økonomiens medvirkende rolle:

(…) når man båndsprøjter, kan der pludselig komme 14 dage – 3 uger med kraftig nedbør og med ukrudt, så sprøjter man over rækken, og så får man gjort ukrudtsfrit i rækken. (...) Så kan du ikke komme ud at rense, for det er for vådt, og så bliver ukrudtet for stort. Så får du bøvl med det og skal til at rykke i det. Så får du et udbyttetab. Men er vejret optimalt, er det udmærket. Men det giver en større omkostning, for så kan man ikke nøjes med at sprøjte én gang, for så skal man også hjem at hente renseren og hælde vand på den. Selvfølgelig sparer man pesticidet, men der bliver mere arbejde ved det.

Et sidste forhold, der skal nævnes her, er, hvordan teknologi og arbejdets organisering på forskellig vis sætter rammer for, hvad det er muligt at beslutte at gøre. En rådgiver nævner eksempelvis de overvejelser, han typisk møder fra landmænd, der selv sprøjter, i forhold til dem der har overladt arbejdet til en maskinstation. Pointen er, når man én gang har truffet en beslutning om at drive bruget på en bestemt måde, så har det konsekvenser for, hvad man senere træffer for beslutninger – her eksemplificeret i forhold til rådgiverens råderum for at påvirke landmandens beslutninger om sprøjtning:

(…) går jeg marktur med ham, der ikke selv skal sprøjte, han har den holdning, at den mark [bare] skal ha’, for jeg sprøjter ikke selv, og jeg er sådan set ligeglad! Hvis du mener, at den mark skal have dét, og den skal have dét, så skriver du bare det på. Der har jeg mange gange fuldstændigt frit spillerum. Modsat, hvis det er en landmand, der selv sprøjter. Hvis man skal dele noget, så skal det mindst passe med en tankfuld. Helst vil han have én recept til alle markerne.

Lige som størrelsen på en tank er med til at bestemme, hvordan der sprøjtes i dette tilfælde, fremhæves indretningen og størrelsen af sprøjten som en faktor, der gør, at det ikke nødvendigvis er muligt at beslutte sig for at leve op til intentionerne om sprøjtefrie randzoner, her formuleret af en anden rådgiver:

Jeg har flere gange oplevet, [at] folk var indstillet på at lave en randzone på 3 meter f.eks. og når de sår, så for at måle de 3 meter af, så kører man op med såmaskinen (…) og så kører man ned igen, og maskinen er jo så automatiseret, at den måler sprøjtespor helt ude fra (Hun demonstrer med hænderne), og når man så kommer efterfølgende med sin maskine og sin sprøjte, så sprøjter den helt ud til kanten her. Det er sådan nogle ting, der gør, at det er bøvlet.

Som det er fremgået, opererer flere af de interviewede med kategorier som moderne og traditionelle landbrugere, der til en vis grad er aldersbestemte. Hovedindtrykket er, at de moderne typisk er fremskridtsorienterede, yngre landmænd, der måske er tilbøjelige til at se deres landbrug som en forretning i højere grad end de traditionelle, som til gengæld lægger vægt på traditionelle dyder.

3.2 Landmænd: Overvejelser om dyrknings- og sprøjtepraksis

Den følgende analyse er baseret på interviewenes tema 1, der handlede om hvilke forhold, der er vigtige for den enkelte landmands dyrkningspraksis i bred forstand samt de dele af tema 2, der mere specifikt var rettet imod landmændenes sprøjtepraksis (se bilag 1). Det skal pointeres, at når der blev diskuteret herbicidresistente afgrøder i disse dele af interviewene, lagde interviewguiden en ramme, hvor der var tale om herbicidresistens i bred forstand og altså ikke om glyphosatresistens, som først blev introduceret i interviewenes tema 3.

Indledningsvis skal det bemærkes, at de overvejelser, der ligger til grund for såvel driften som helhed som landmændenes sprøjtepraksis, i vid ustrækning afspejler det billede, rådgiverne tegnede (se afsnit 4.1). En undtagelse, som skyldes, at fokusgruppedeltagerne blev bedt om at gøre rede for, hvad der er vigtigt for deres markdrift (og efterfølgende for deres sprøjtepraksis), er, at fokus naturligt nok er på driftsnære forhold; mens landmændene ikke i særlig udstrækning forholder sig til de mere strukturelle forhold, som betydningen af lovgivning og aftagere, der også blev trukket frem af rådgiverne.

3.3 Økonomiens dominans

For landmænd som for rådgivere og embedsmænd er det helt gennemgående tema økonomi. I samtlige fokusgrupper nævnes økonomien, og ofte er den det dominerende tema, som af flere endda nomineres som den vigtigste enkeltparameter for driften. Selvom økonomien af de fleste nævnes sammen med en række andre forhold, har betydningen af disse andre forhold næsten altid økonomiske begrundelser. Dette gælder både her, i diskussionerne af dyrkningspraksis, og det gælder i de efterfølgende konkrete diskussioner af sprøjtearbejdet.

Når økonomien trækkes frem, handler det først og fremmest om at maksimere dækningsbidraget. Midlerne hertil er på den ene side at minimere omkostninger ved alle bedriftens aktiviteter fra markarbejdet over maskinparken til sprøjtningen, på den anden side at maksimere udbyttet. Enkelte deltagere formulerer direkte den økonomiske rationalitet, der er resultatet af dette dominerende syn på driften; her eksempelvis Bent fra Viborg, der gør rede for, hvad han har skrevet på sin liste over forhold, der er vigtige for hans drift:

Jeg kan sige, det eneste jeg (…) vil skrive, det er rentabilitet. Om der er penge i det. Der kommer jo mange ting i det: Udbytte og besparelser med gødning, og hvad nu ellers vi kan. Det kommer jo sådan set ind under det ord.

Som det vil fremgå af de følgende afsnit, er økonomien det absolut dominerende aspekt, der optræder både som direkte og indirekte belæg i de fleste argumenter om, hvad man skal og bør gøre i forhold til driften. Dette gælder uanset, om temaet tilsyneladende er arbejdstiden, brugen af sprøjteplaner eller behovsstyret sprøjtning; argumentet kan oftest koges ned til i sidste ende at handle om, hvad der økonomisk set bedst kan betale sig.

3.3.1 Harmoni – et spørgsmål om den rationelle drift

Ligesom vi så det hos rådgiverne, er der en direkte linie mellem det dominerende hensyn til økonomien og ønsket om at kontrollere driften. Målet synes her at være den interne harmoni, hvor alle enkeltelementer tilsammen udgør et logisk og sammenhængende hele. Landmændene selv beskriver dette med ord som ’rationel’, ’nem’ eller ’praktisk’ og eksemplificerer det i en række specifikke krav til produktionens enkeltdele. Én fremhæver eksempelvis, at valget af afgrøder tilpasses hans dyrehold, idet valget sker ud fra et krav om, at afgrøderne kan tåle gylle. En anden deltager i et ejerfællesskab, som har en fælles maskinpark, fremhæver, at deres afgrødevalg træffes med henblik på at udnytte maskinerne så godt som muligt. Andre fremhæver en tidsmæssig harmoni. Ét hensyn kan f.eks. være, at forskellige aktiviteter nøje planlægges, så arbejdet fordeles jævnt. Et andet hensyn kan, modsat, være et ønske om at planlægge, f.eks. såning, så sprøjtning kan gennemføres på én gang. Kravet om rationalitet og harmoni skal dog ikke forstås som, at alle dele af produktionen har samme betydning. Tværtimod tages der ofte udgangspunkt i ét element, hvor harmonikravet så går på, at andre elementer af produktionen underordner sig dette. Denne form for prioritering kommer tydeligst til udtryk i forbindelse med bedrifter, hvor der er såvel planteavl som dyrehold: her er dyreholdet som hovedregel det overordnede, og resten af driften skal tilpasses. Som det fremgår af det følgende citat, hvor Benjamin gør rede for, hvad der er vigtigt i hans bedrift, har prioriteringen af husdyrene betydning for resten af driften, som skal være ’nem at passe’:

Jeg har skrevet så højt dækningsbidrag som muligt. Og en forholdsvis let dyrkning. Altså, det er kun korn og raps. Vi skal ikke have alle mulige specialafgrøder. Vi prioriterer grisene højest, må vi nok sige. Og så skal det være afgrøder, der kan tage gylle. Og så et sundt sædskifte, også for at det skal være rimeligt nemt at passe, at man ikke skal for meget ud at sprøjte. Det var sådan det, som vi vægter højest, synes jeg sådan lige.

I forhold til sprøjtepraksis spiller hensynet til driftens interne harmoni både en rolle på kort sigt, hvor det drejer sig om harmonisk drift i det daglige eller inden for vækstsæsonen, og på lang sigt, hvor harmonien tilstræbes over en årrække. De kortsigtede overvejelser drejer sig således om at få sprøjteopgaverne koordineret med andre aktiviteter på bedriften, således at man dels kan tage hensyn til, hvornår det er tidsmæssigt og fagligt optimalt at sprøjte; og dels så man undgår sammenfaldende aktiviteter.

Ønsket om at indpasse sprøjtearbejdet med bedriftens øvrige aktiviteter på bedriften på en måde, så det kan udføres rettidigt, fremsættes især blandt mælkeproducenterne samt enkelte svineproducenter og deltidslandmænd. Den høje prioritet, som dyreholdet (eller arbejdet uden for bedriften) har her, bliver styrende for ønsket om at dyrke få, nemme og dyrkningssikre afgrøder. Et af de forhold, der gør afgrøderne ’nemme’, er netop en vis fleksibilitet med hensyn til observation af afgrøden og tidspunktet for udførelse af sprøjteopgaverne – eller muligheden for let at kunne overlade sprøjtearbejdet til en maskinstation. Som det fremgår af ovenstående udsagn fra Benjamin, er det således et mål i sig selv at sprøjtearbejdet kan holdes på et minimum.

På lidt længere sigt fremhæver flere vigtigheden af at have strategier, der sikrer rene marker til specifikke afgrøder i sædskiftet – især ved frø-afgrøder. Ved at have en langsigtet strategi for at holde ukrudtstrykket på et lavt niveau, kan man således optimere det driftsøkonomiske udbytte over en årrække. Et argument for denne strategi er, at det er dyrt at løse problemer med ukrudt, der har opformeret sig. Frederik fra Holeby siger eksempelvis:

… det er vigtigt at holde sin viden om biologi, sædskifte og mulige bekæmpelsesmidler up-to-date, så du kan planlægge. Du ser jo hen over et sædskifte, og du ser hen over et år. Hvis man tager en enkelt afgrøde, f.eks. vintersæd, så [skal man] typisk vælge de rigtige midler om efteråret, så der ikke opstår problemer om foråret, som man ikke rigtig kan gøre noget ved. Ellers må man vælge nogle dyrere løsninger. Samtidig kan det også have noget at gøre med sædskifte, eksempelvis omkring græsukrudt i korn og andre steder. (…) Have en langstrakt strategi, så du kan bruge de biologiske midler med sædskifte og afgrødevalg til at holde ukrudtstrykket på et lavt niveau (…).

Selvom mange bakker op omkring vigtigheden af sædskiftet for at minimere sprøjtningen, er der, som det vil fremgå af næste afsnit, langt fra enighed om, at den forebyggende sprøjtning, der er en del af Frederiks strategi, er en god idé.

3.3.2 Pejlemærker for sprøjtning: Mellem behov og planer

Som det er fremgået af det foregående, spiller tilrettelæggelsen af sprøjtearbejdet en stor rolle i forhold til at etablere harmonien på bedriften. Et tema, der optager mange deltagere, er, i hvilken grad man skal anvende sprøjteplaner. Holdningerne spænder fra de relativt få deltagere, der lægger stor vægt på anvendelsen af sprøjteplaner, til det store flertal, der hylder forskellige grader af behovsstyret sprøjtning. Der er dog ingen deltagere, der giver udtryk for, at de lader sig styre blindt af sprøjteplaner – selv blandt de mest positive er der en åbenhed for behovsstyring, hvor man på den ene side udarbejder og anvender planerne, men på den anden side anerkender, at konkrete forhold på marken og i vejret kan modificere planen. Her formuleret af Frederik, som er en af dem, der taler mest positivt for sprøjteplaner:

Personligt lægger jeg en eller anden form for strategi, så jeg ved, hvornår jeg kan nå at overkomme det. For som regel er tiden i sprøjtsæsonen rimelig belagt. Dvs. man kan godt komme ud for 14 dages eller en uges dårligt vejr, og så klumper tingene sig sammen, så derfor er man nødt til at lave en kombination af [hvad planen siger, og hvornår der er tid og mulighed]. Og så efterhånden så justerer man i forhold til, hvordan vejret og afgrøden udvikler sig i løbet af sommeren.

Andre deltagere har et endnu løsere forhold til de lagte planer og betragter dem mest som en slags uforpligtende huskeseddel over, hvad der skal sprøjtes imod, og hvornår dette skal foregå. På dette grundlag kan de foretage en grov planlægning af sprøjtearbejdet i forhold til andre aktiviteter. Når det kommer til den konkrete sprøjtning, er planen imidlertid lagt på hylden, og man tager i stedet bestik af de konkrete forhold i marken og ikke mindst vejret. I den anden ende af spekteret er deltagere, der helt afviser nytten af sprøjteplaner, typisk med henvisning til at den konkrete sprøjtning alene afhænger af bestemmelsen af indsatsområder for sprøjtning (dvs. hvilke typer ukrudt, svampe, skadedyr etc., der er problemer med), det rette tidspunkt for sprøjtning og den rette dosering. Forhold som man ikke kan planlægge sig ud af. Dann er en af dem, der helt afviser brugen af sprøjteplaner:

Jeg sprøjter efter behov! I min roemark bruger jeg rækkesprøjtning for at halvere kemikalieudgiften, og så bruger jeg radrensning. Så bruger jeg uvildig rådgivning, fordi kemikaliefirmaerne og [forhandlerne] er nogle tyveknægte rent ud sagt. Så… det er uvildig rådgivning, hvis jeg har behov for det, [men] jeg har ikke det store behov, fordi jeg har haft med det at gøre i så mange år, så… det har jeg næsten på fornemmelsen.(…) [En sprøjteplan], den kan ikke bruges til NOGET som helst. Den er INTET værd. Der skal sprøjtes, når behovet er der og så med reduceret mængde. Og så tæller man i øvrigt nedbørsdage, når det gælder svampe, og så siger det nøjagtigt, hvornår der er behov for den næste sprøjtning.

Ligesom Dann lægger de øvrige deltagere, der går ind for behovsstyret sprøjtning, vægt på at følge udviklingen i såvel marken som vejret. Ved at følge disse faktorer nøje, er det erfaringen, at sprøjtearbejdet og mængden af anvendte midler kan mindskes, og at man derved kan opnå en økonomisk fordel og/eller spare tid, fordi man afpasser indsatsen med de problemer, der rent faktisk er i marken. Pudsigt nok bliver en del af argumentationen for behovsstyret sprøjtning således helt analog til argumentationen for anvendelsen af sprøjteplaner, hvor et synspunkt er, at man ved hjælp af planerne kan forebygge problemer med relativt små doseringer og derved både spare tid og penge.

Den lave dosering i den behovsstyrede strategi opnås ved nøje at følge faktorer som ukrudtets, skadedyrs eller svampeangrebets udvikling, dosis pr. hektar, prisen for det anvendte middel samt i det hele taget at være på forkant med bekæmpelsen. En joker i koordineringen af de nævnte faktorer er imidlertid vejret. Lykkes det at sprøjte på et optimalt tidspunkt, kan dosis reduceres, ellers må den opjusteres efter forholdene for at få den ønskede effekt – her med Emils ord:

Vejret er noget af det, vi er allermest afhængige af i sprøjtesæsonen. Det er jo ikke altid, at vi kan få optimale betingelser at sprøjte under, så må vi jo afpasse doseringerne efter[vejret]. Er der optimale forhold, så kan vi nogle gange reducere doseringerne. Er der ikke så optimale forhold, og sprøjtningen måske bliver lidt senere, end det skulle være, så må vi måske gå op på en højere dosering.

Vejret er i det hele taget en vigtig faktor i planlægningen af sprøjtearbejdet – f.eks. tilslutter stort set alle deltagere sig synspunktet, at det optimale tidspunkt at sprøjte på er tidligt om morgenen, under henvisning til at der ofte er vindstille. Her lidt slagfærdigt formuleret af Anders:

Det er også lidt en opvejning af, hvad prisen er på kemi, hvad for en dosering, vi vælger. Og også hvordan vejr og vind er, det [er også af stor betydning for hvilken] dosering, vi kører med. Tit og ofte når vi kører tidlig morgen, hvor I andre står og rykker patter, så er vi ofte nede på en tredjedel dosering. Så der føler jeg, at jeg tjener lidt penge. Men vi tager aldrig et middel med, fordi det nødvendigvis står i sprøjteplanen, hvis ikke der er behov for det.

Selvom enkelte er uenige i dette og går ind for formiddagssprøjtning under henvisning til, at planterne ofte er for våde af dug tidligt om morgenen, er pointen dog den samme: vejrforhold spiller en afgørende rolle for beslutninger om, hvad der er den rette sprøjtepraksis.

Et væsentligt pejlemærke for tilrettelæggelsen af såvel markarbejdet som sprøjtepraksis er begrebet ’rene marker’. Rene marker spiller både en rent driftsmæssig rolle som en målestok for, hvornår en indsats imod ukrudt er nødvendig, og som et mere abstrakt ideal, der udtrykker bedriftens interne harmoni, hvor den rene mark bliver symbolet for det veldrevne landbrug. En ren mark er imidlertid ikke en absolut størrelse. For nogle, som Frode kan det betyde, at der ikke må være det mindste spor af ukrudt:

… det kan ikke nytte noget, at man bare [styrer ud fra], hvad der lige er mest økonomisk optimalt i år, fordi så får man opbygget en ukrudtsflora, og så bliver det meget dyrere med årene. Men tidsler og græsukrudt og ting og sager: min praksis er, at der skal fandeme være rent – høj effekt. Altså, jeg accepterer ikke tidsler og burresnerre og græsukrudt.

Selvom enkelte hylder renhed som princip, så er målet om renhed dog oftest relativt; enten fordi der ved renhed ikke forstås en mark helt fri fra ukrudt, eller fordi kravet om absolut renhed kun gælder bestemte typer ukrudt eller bestemte afgrøder som f.eks. græsfrøafgrøder. Nogle deltagere, som Emmanuel i det følgende, benytter således udtryk om forholdsvis rene marker eller rimeligt rene marker i beskrivelsen af målet for deres dyrkning:

[Jeg] tilstræber forholdsvis rene marker. At de ikke gror fuldstændigt til i hverken kamille eller kvik. Men helt rene kan vi nok ikke opnå. (…) Så har vi nok et for højt BI, hvis vi får dem 100 % rene. Så en enkelt kamille hist og her det må vi jo acceptere.

I overensstemmelse med rådgivernes billede at situationen, fremgår det flere steder, at der er tale om en udvikling på vej væk fra kravet om de absolut rene marker til en accept at en vis tilstedeværelse af ukrudt. Samtidig er der dog også deltagere, der forbinder noget mere symbolsk med den helt rene mark: som udtryk for en faglig stolthed hvor fraværet af ukrudt bliver et mål i sig selv – eller som David formulerer det:

... jeg vil da godt føje til, at vi har alle sammen det, man kalder faglig stolthed – at få det til at se så godt ud som muligt. Det er da pinagtigt at se, der står f.eks. nogle bynker og tidsler i kornmarken nu her op til høst.

I løbet af fokusgruppeinterviewene forekommer en del driftsmæssige argumenter for, at det er vigtigt at prioritere rene marker og dermed ukrudtsbekæmpelsen. Der er tale om, at den effektive drift afhænger af, at marken er ren. Én fremhæver eksempelvis, at kornafgrøder skal være rene, fordi det giver større fleksibilitet i forhold til valg af høsttidspunkt. En anden pointerer vigtigheden af rene marker, fordi det har betydning for foderkvaliteten af f.eks. majs, og en tredje, at evnen til at holde rene marker kan være afgørende for, om man er i stand til at dyrke bestemte afgrøder som f.eks. græsfrø.

Et mere udbredt argument er imidlertid, at det er vigtigt at holde markerne rene, fordi bekæmpelse særligt af opformeret rodukrudt er en lang og sej proces, der har betydelige økonomiske omkostninger. Hvis man ikke løbende er på forkant med denne type ukrudt, dvs. sikrer en rimelig ren mark, risikerer man, at det tager magten fra én.

Der peges på en række eksterne forhold, som giver problemer i forhold til ønsket om de rene marker, og som dermed indirekte er med til at styre beslutninger om sprøjtepraksis. Det drejer sig dels om, at kommunen slår vejrabatter for sent i vækstsæsonen, dels om krav om sprøjtefrie randzoner. Frode kritiserer eksempelvis de sprøjtefrie randzoner og accepten af, at der er lidt ukrudt, ud fra det synspunkt, at det på længere sigt vil fordyre bekæmpelsen:

… det har været meget fremme med, at vi skulle køre med meget lave doser. Der måtte godt være lidt ukrudt og sprøjtefrie zoner rundt langs hegnet og sådan noget. Det har man lavet undersøgelser om. Det betyder ikke ret meget de første år, men det går galt. Det er helt klart. Det bliver dyrere senere hen.

Som vi har været inde på tidligere, er strategierne for at opnå rene marker ikke nødvendigvis begrænset til sprøjtning, men udgør et miks af kort- og langsigtede, kemiske, mekaniske og andre strategier. Følgende dialog illustrer det miks af metoder, nogle deltagere mener, er nødvendigt:

Interviewer: Hvad med ukrudtsbekæmpelse - benytter I andre metoder end sprøjtning?

Benjamin: Nej.

Børge: Nej.

Bo: Det ved jeg ikke, det kommer an på, hvad du mener, fordi vi kører mere med reduceret jordbehandling, og der nøjes vi med at harve et par gange eller tre om efteråret. Der springer vi så sprøjtningerne over.

Bjørn: Det er da også det med [kvik]. Det er bedre at give den et ordentligt gok i nøden engang imellem i stedet for at sprøjte.

Bo: Jamen, det er det. Hvis der er kvik, det er man nødt til at sprøjte for. Det kan man ikke mekanisk behandle sig ud af.

Bjørn: Du kan holde det nede, men ikke bekæmpe det.

Bent: Men der kommer også sædskifte. Det er jo ret så væsentlig det sædskifte, det kan man godt reducere meget ukrudt ved.

Bjørn: Også smittetrykket da.

Som det er fremgået, er begrebet ’den rene mark’ en måde at snakke om og bedømme sin bedrift, snarere end et (æstetisk) mål i sig selv. Manglende renhed betyder således, at der er behov for en indsats, som kan være akut i form af sprøjtning eller langsigtet i form af f.eks. et bedre sædskifte. Tilsvarende kan den veldrevne bedrift, der er præget af intern harmoni, aflæses af, at markerne er rene.

På denne måde bliver rene/ urene marker et redskab til at bedømme behovet for sprøjteindsats; hvad enten dette nu sker ud fra et princip om planstyring eller behovsstyring.

3.3.3 Rådgivning

De interviewede landmænd repræsenterer et udsnit af landbruget, som må forventes at være brugere af forskellige former for rådgivnings- og konsulenttjenester, da de alle er rekrutteret via Dansk Landbrugsrådgivnings regionale rådgivningscentre samt Roerdyrkerforeningen. Det er således ikke overraskende, at netop værdien af rådgivning fremhæves af en del deltagere. Rådgiverne fremhæves således som et reservoir af viden, man kan trække på enten i forhold til konkrete problemstillinger eller som en slags sikkerhed, eksempelvis i forbindelse med markvandringer med konsulenten. Rådgiverne har således indflydelse på beslutninger om sprøjtning; her eksemplificeret af Emmanuel, der i en diskussion om brugen af rådgivning i forbindelse med sprøjtning opererer med en slags arbejdsdeling, hvor en stor del af ansvaret for beslutninger i forbindelse med sprøjtningen overlades til konsulenten:

[Rådgivningen spiller] en meget stor rolle i mit tilfælde. Jeg holder mig meget til min planteavlskonsulent. Rigtig meget. Fordi jeg ikke selv læser forsøgsrapporter og alt muligt. Det får jeg direkte fra ham af. Det interesserer mig nok ikke så vanvittigt meget.

En anden deltager refererer til et konkret tilfælde, hvor han havde fejlvurderet et ukrudtsproblem, fordi han ikke havde benyttet sig af en konsulent og derfor havde sprøjtet med et middel, der var uden effekt på ukrudtsproblemet.

Hvad kilden til råd er, er imidlertid ikke uvæsentligt. Som citatet med Dann i afsnit 4.3.2 viste, er nogle deltagere endog meget skeptiske over for råd og vejledning fra dem, der også sælger midlerne. Problemet er dels sammenblandingen af rådgivning om f.eks. doser og frekvenser og virksomhedernes helt åbenlyse interesse i at sælge mest muligt. Dels er det et problem, at firmarådgivningen i sagens natur er mere generel og ikke kan tage konkret udgangspunkt i den enkelte bedrift og f.eks. de vejrmæssige forhold. Her formuleret af Carsten:

Du spørger, om vi bruger firmarådgivning! Hvis vi tager den rådgivning, som vi får fra vores konsulenter, og [sammenligner med anbefalingerne i] en firmahåndbog, så kan man næsten halvere det i forhold til, hvad de skriver! (…) Hvis du nu tager DLG eller den lokale andel, eller hvem det nu er, man får en sprøjtebog fra (…) kan du næsten halvere deres anbefaling. Som Chresten siger [afhænger dosis af tidspunktet]: kan du komme til at sprøjte fra kl. fire, hvor det er stille vejr, [så] suger planterne det hele ind, hvis solen kommer op på dagen; så virker det med det samme. Det er i hvert fald noget, der reducerer mængden og øger effekten.

I flere af grupperne fremhæves ERFA-grupper som en måde både at dele viden på og som en (billigere) måde at udnytte konsulenter på. Desuden nævnes computerprogrammet PC-planteværn og abonnement på Afgrødenyt som kilder til viden.

3.3.4 Regulering

Selv om reguleringen og dens betydning for landmandens praksis, herunder pesticidanvendelsen, tages op i samtlige fokusgrupper, er der store forskelle på, hvor megen plads dette tema får i de enkelte grupper. I nogle grupper nævnes forskellige former for regulering nærmest blot en passant, mens reguleringen er genstand for grundig diskussion i andre. På det helt overordnede plan giver nogle deltagere udtryk for, at reguleringsniveauet i dansk landbrug er problematisk højt, enten fordi det stiller danske landmænd ringe i den internationale konkurrence; eller fordi reguleringen (af eksempelvis kvælstof) presser landmændene i urimelig grad. Andre argumenterer modsat for, at det er nødvendigt med regulering, hvis man som samfund vil fremme bestemte former for (sprøjte)adfærd eller overgang til mekanisk bekæmpelse. Her en ordveksling i Viborg, foranlediget af et spørgsmål om den fremtidige ukrudtsbekæmpelse:

Bent: Hvis du tænker på strigling og sådan nogle ting, så tror jeg ikke på det.

Benjamin: … så skal det være politisk bestemt i hvert fald. Jeg tror ikke, det er landmændenes egne ønsker.

Bjørn: … (…) for år tilbage skulle marken være støvsuget for ukrudt; nu i dag står det jo i den her højde, og der er blegt nede i bundet! Mere gider vi det jo ikke! Vi skal bare lige have det sådan, at kornet kommer oven vande - så der er ikke ret mange flere knapper at trykke på deroppe. Vi er nede…

Ud over at diskussionen udtrykker, at adfærdsændringer vil kræve en eller anden form for regulering, formulerer Bjørn her tillige en vis træthed i forhold til politikken på pesticidområdet. Andre deltagere udtrykker lignende bekymringer over reguleringen, idet de kritiserer dens faglige grundlag, som de ikke altid er lige tilfredse med. Denne form for kritik sætter fingeren på konflikten mellem på den ene side eksperternes (oftest) forskningsbaserede viden, der danner grundlaget for reguleringen; og landmændenes mere praksisbaserede viden på den anden side. Her formuleret af Frode:

Men der er nogle ting, som det i hvert fald fagligt er ukorrekt, [men som] vi skal gøre, fordi lovgivningen er sådan. Og det er drønirriterende, når man står med en ting, [som man synes, man] bør gøre; og man har virkelig på fornemmelsen, at det heller ikke er noget, der skader naturen, [men] så må man simpelthen ikke pga. lovgivningen.

Mange deler det synspunktet fra det forrige citat, at der skal relativ håndfast regulering til, hvis man ønsker at ændre landmændenes sprøjteadfærd. Det er særligt en holdning, der formuleres i forbindelse med diskussioner af målsætninger om lavere behandlingsindeks (BI). Et udbredt synspunkt blandt landmændene er således, at den nuværende regulering, hvor handlingsplaner kombineres med generelle målsætninger om BI, der ikke er bindende for den enkelte landmand, ikke eller kun i begrænset omfang kan ændre adfærden. Her formuleret af Bo, der sætter sin egen landbrugsfaglige fornuft over politisk fastsatte niveauer:

Jeg vil da sige, de der behandlingsindekser, det kan da godt være, det er forkert, men det er da ikke noget, jeg spekulerer så pokkers meget på! Jeg har lidt den holdning til det, at vi jo er nødt til at gøre det, vi synes, er nødvendigt. Er det så sådan, at det viser sig, at vi har det politiske imod os, noget der skal ændres på, så må vi jo tage sagen op til den tid.

Det er imidlertid ikke alle, der enige i, at BI er et unyttigt reguleringsinstrument. Nogle deltagere, som f.eks. Bent i det følgende, bruger de udmeldte BI-mål aktivt i driften, selvom det er svært, når man er kartoffelavler:

Bent: Vi arbejder på [at nå måltallene], men det er meget svært; med kartoffelavl kan det ikke lade sig gøre.

Børge: Der er det værst med kartofler, tror jeg.

Bjørn: Men hvor højt ligger I egentlig? Det er jo helt ekstremt! 4-5 stykker?

Bent: Det er alt for højt oppe, men [vi kan ikke komme meget længere ned med] sådan et stort skimmeltryk, der er næsten håbløst…

Børge: Sidste år var vi nede på 1,20, det er lavt.

Bjørn: Fy-fan - kartoffelavl er ikke noget for mig, kan jeg høre!

Bent: … men vi skal jo tilstræbe at komme derned, [selvom] det er svært.

På lidt længere sigt er der imidlertid flere, der mener, at BI i stedet for at være uforpligtigende mål i handlingsplaner vil blive ændret til lovbundne normer, der skal opfyldes af den enkelte landmand.

3.4 Forandringer i landmændenes adfærd

De foregående afsnit har tilstræbt at belyse hvilke faktorer, der er bestemmende for landmændenes beslutninger vedrørende brug af pesticider i den overordnede drift og i forbindelse med den daglige drift. Spørgsmålet er søgt belyst fra to vinkler: fra rådgivernes og fra landmændenes egen synsvinkel. Der er en række forhold, der skal trækkes frem, inden vi skrider til diskussionen af landmændenes syn på konkrete sprøjteplaner for gm- og konventionelle afgrøder.

For det første skal det atter understreges, at i såvel fokusgrupperne med landmænd som i interviewene med rådgivere og embedsmænd er diskussionerne af, hvad man som landmand foretager sig og hvorfor, gennemsyret af en driftsøkonomisk diskurs. Langt de fleste overvejelser om, hvad der styrer adfærden, kan således i sidste ende reduceres til overvejelser om, hvad der er det økonomisk set mest rationelle. Én forklaring på den næsten totalt dominerende driftsøkonomiske diskurs kan være metodisk. Fokusgruppeinterviewene var således helt bevidst designet således, at landmændene optrådte som driftsledere – se afsnit 1.2. Det betød, at de kom til at befinde sig i en kontekst, hvor de udtalte sig om deres overvejelser i forhold til det at drive en forretning – og her spiller driftsøkonomien naturligt nok en ganske væsentlig rolle. Havde vi, ved hjælp af fokusgruppernes interviewguide, placeret landmændene i en kontekst, hvor de i højere grad så sig som forbrugere eller borgere, må det forventes, at resultaterne havde set anderledes ud. Tilsvarende er rådgiverne netop professionelle rådgivere for virksomheder (dvs. landbrug) og ikke for borgere eller forbrugere, hvorfor det er forventeligt, at også de lægger vægten på bedriften og dens økonomi.

For det andet skal det bemærkes, at driftsøkonomiens dominans modsvares af et næsten totalt fravær af forklaringer af holdningsmæssig eller ideologisk karakter. Der er dog enkelte undtagelser fra denne hovedregel, f.eks. taler enkelte af de interviewede rådgivere/ embedsmænd om ældre eller mere traditionelle landmænd, som ikke nødvendigvis er bundet af den herskende opfattelse af, at beslutninger træffes på et rationelt grundlag – det vil sige en kombination af erfaring, økonomi og teknisk indsigt. Et andet eksempel er kvægbrugerne, der som nogle af de eneste landbrugere bryder med den driftsøkonomiske rationalitet, idet et par af dem begrunder deres handlinger udfra hensynet til dyrene. I gruppen i Hobro lægger et par deltagere således vægt på, at sædskifte og græsningsarealer mv. tilrettelægges, så kvæget let kan komme på græs:

Jeg har lidt et must, selvom min jord ligger lidt spredt. Og det hedder afgræsning af køer. … Jeg synes stadigvæk, at køerne skal på græs. I hvert fald om dagen. Så det går øvelsen lidt ud på: At… mit sædskifte skal indrettes lidt efter, at vi har græs i de arealer tættest på gården, hvor det er muligt at få køerne ud.