Termisk assisteret oprensning af høfdedepotet, Høfde 42, Harboøre Tange

1 Indledning

1.1 Baggrund

For Miljøstyrelsen og Ringkjøbing Amt arbejder NIRAS og TerraTherm på at vurdere, om det er muligt at benytte en termisk assisteret oprensningsmetode til fjernelse af sediment- og grundvandsforurening i og omkring depotet ved Høfde 42.

Nærværende rapport beskriver fremgangsmåde og resultater for et litteraturstudium vedrørende oprensning af lokaliteter samt af treatability forsøg udført i laboratoriet med jord og grundvand fra høfdedepotet.

Endvidere gives anbefalinger med henblik på det videre arbejde med anvendelse af termiske teknikker på Høfde 42, og der opstilles et overordnet forslag til pilotprojekt.

Rapporten er udarbejdet med udgangspunkt i projektbeskrivelse af 12. december 2005 [NIRAS og TerraTherm, 2005] og udgør rapporteringen af projektets fase 1.

På baggrund af Miljøstyrelsens og Ringkjøbing Amts samlede vurdering af afværgemulighederne over for forureningen i høfdedepotet træffes beslutning om gennemførelse af en fase 2 for udvalgte teknologier. Fase 2 vil omfatte feltafprøvning i pilotskala af de mest lovende teknikker samt eventuelt yderligere belysning af nøgleproblemstillinger mht. anlægsopbygning, processer, risici mv.

1.2 Formål med litteraturstudium

En lang række af de maskintekniske og procesmæssige forhold ved termisk assisterede oprensningsmetoder er velkendte, veldokumenterede og udbydes kommercielt, herunder af TerraTherm. Mange aspekter af en termisk oprensning af høfdedepotet er således kendt teknologi, som ikke behøver at blive afklaret yderligere gennem litteraturstudier.

Der foreligger dog ikke erfaring med brug af termisk assisterede oprensninger over for henholdsvis stofsammensætning og de koncentrationer af bl.a. pesticider og kviksølv, som er til stede i depotet ved Høfde 42.

Der har derfor været behov for at indsamle og systematisere eksisterende viden, som kan have relevans for anvendelse af termisk assisterede oprensningsmetoder til fjernelse af forureningen ved Høfde 42.

Litteraturstudiet har således haft til formål at samle eksisterende viden inden for følgende områder:

  • Anvendelse af termiske metoder til oprensning af jord svarende til forureningen på Høfde 42.
  • Oprensningsprocesser og effektivitet over for de aktuelle stoffer.
  • De aktuelle stoffers stabilitet og opførsel ved temperaturer mellem 50 og 350 °C.
  • Anvendelsen af opvarmning i miljøer med højt saltindhold, ekstremt lavt pH og stærkt reduceret miljø, herunder materialevalg og udformning af udstyr.
  • Patentforhold for anvendelse i Danmark.
  • Arbejdsmiljø og påvirkning af følsomme naturarealer.

1.3 Formål med treatability forsøg

På baggrund af litteraturstudiet er der gennemført treatability forsøg til belysning af de mest lovende termiske metoder til oprensning af sediment og grundvand fra Høfde 42. I forsøgene er der lagt særlig vægt på at belyse fjernelseseffektivitet og -mekanismer samt dannelse og ophobning af kendte mellem- og slutprodukter under nedbrydning af stofferne i depotet.

Formålet med treatability forsøgene har været at:

  • Belyse forureningsfjernelsen for udvalgte stoffer ved opvarmning til hhv. ca. 70, 90, 100 og 300 °C.
  • Belyse effekten på pH, bufferkapacitet, nedbrydningsrater og udvaskning af udvalgte forureningskomponenter af opvarmningen til de forskellige temperaturer.
  • Belyse hydrolysen af udvalgte stoffer ved 10 og 70 °C.
  • I udvalgte forsøg at belyse gas- og varmeudviklingen som følge af opvarmningen.

Treatability forsøgene har endvidere til formål at belyse, om en eller flere af de termiske oprensningsmetoder evt. bør indgå i et pilotprojekt i projektet fase 2.

1.4 Læsevejledning

I kapitel 2 beskrives indhold og resultater af det udførte litteraturstudie, som har til formål at kortlægge erfaringer med termiske metoder anvendt på lokaliteter svarende til depotet ved Høfde 42.

Der er udført treatability forsøg på baggrund af resultaterne fra litteraturstudiet, og i kapitel 3 præsenteres design og resultater fra de udførte hydrolyseforsøg og termiske reaktorforsøg. Forsøgene belyser således forureningsfjernelsen i svært forurenet sediment fra høfdedepotet ved forskellige termiske løsninger.

I kapitel 4 vurderes den relative reduktion i risiko for de testede termiske løsninger ved Høfde 42 i relation til prisen på afværgen. Endvidere vurderes de testede termiske metoder indbyrdes, og den mest lovende metode udvælges til et eventuelt pilotprojekt i fase 2.

I kapitel 5 beskrives den valgte termiske løsning på fuldskala niveau med opvarmning af det forventede kildeområde inden for den allerede etablerede spuns ved brug af damp. Løsningens anlægsmæssige design samt hovedtrækkene i oprensningsstrategien præsenteres, ligesom løsningens forventede forbrug af ressourcer i form af bl.a. energi estimeres.

Kapitel 6 beskriver et pilotprojekt, som har til formål at vurdere egnetheden af den valgte termiske metode på den aktuelle forurening ved Høfde 42. Der opstilles et prisoverslag for anlæg og drift af et termisk pilotprojekt i et 100 m² delområde i hotspot. Afslutningsvis opstilles en række anbefalinger til aktiviteter, som er relevante i en eventuel fase 2 af projektet.

 



Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.