Kortlægning af LAS

3 Produkttyper med LAS

LAS produceres ikke i Danmark, så alt LAS i produkter på det danske marked importeres til landet som råvare eller i produkter.

LAS er et af de mest anvendte anioniske tensider. Den største anvendelse er i vaske- og rengøringsmidler til både husholdninger og industrien. Eksempler på produkter, hvor LAS hyppigt er anvendt, er:

  • Traditionelle vaskepulvere
  • Kompakte vaskepulvere
  • Flydende vaskemiddel
  • Håndopvaskemiddel
  • Maskinopvaskemiddel
  • Universalrengøringsmiddel
  • Sanitetsrengøring (herunder WC-rens) mv.
  • Specialrengøringsmidler til procesrengøring (rengøring af rør og tanke) i eksempelvis fødevareindustrien.

LAS har ligeledes udbredt brug til en række anvendelser, hvor det tonnagemæssigt bruges i mindre omfang. Eksempelvis kan der findes LAS i nogle typer af smøre-, køle- og transmissionsmidler, i bilplejemidler, gulvpolish, biocider, i tekstilindustriens vådbehandlingsprocesser og det kan bruges som emulgator eller polymeriseringsstof til industrielle processer.

LAS kan findes som eneste tensid i et produkt, men oftest er der to-tre forskellige tensider i kombination, hvor tensiderne komplementerer hinanden. Mængden af LAS i produkter varierer både med type af produkt og med mærke. Nedenstående mængdeangivelser i tabel 1 viser det typiske indhold og er indsamlet fra forskellige kilder.

Tabel 1: Typisk indhold af LAS i en række forskellige produkter

Produkttype LAS-indhold
Tekstilvask
Traditionelt pulver
Kompakt pulver
Flydende
Tabletter
1-10 %
1-5 %
1-10 %
1-5 %
Maskinopvask: Flydende og tabletter 5-10 %
Håndopvaskemiddel 5-10 %
Øvrige rengøringsmidler og specialmidler 1-5 %

Erfaringsmæssigt vurderes det, at de mængdemæssigt væsentligste produkttyper, der kan indeholde LAS, er vaskemidler og rengøringsmidler. Den efterfølgende kortlægning af mængder blev derfor koncentreret om disse produkttyper.

 



Version 1.0 November 2007, © Miljøstyrelsen.