| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning af hjælpe- og tilsætningsstoffer i danske renserier før og nu

3 Anvendelse af kemikalier i renserier før og nu

• 3.1 Processer i danske renserier før og nu
• 3.2 Anvendte typer af rensevæsker
• 3.3 Typer af hjælpe - og tilsætningsstoffer
• 3.4 Kilder til forurening og spredningsveje

Det har igennem mere end 175 år været muligt at rengøre tekstiler ved kemisk rensning. I takt med skærpede krav til rensningen, udviklingen af nye rensemaskiner, miljø- og arbejdsmiljømæssige krav mm. har rensevæskerne undergået en udvikling. Rensevæskerne er i større og større grad blevet kombineret med forskellige hjælpe- og tilsætningsstoffer. Disse hjælpe- og tilsætningsstoffer har til formål at optimere renseprocessen og de efterfølgende finishbehandlinger.

Nedenstående afsnit giver en kort introduktion til de processer, som almindeligvis foregår i renserierne samt en introduktion til de mest almindelige typer af rensevæsker og hjælpe- og tilsætningsstoffer, der har været anvendt i renserierne igennem tiderne.

3.1 Processer i danske renserier før og nu

Arbejdsgangen i renserierne består og bestod også tidligere typisk af følgende aktiviteter:

• Varemodtagelse
• Pletfjernelse/detachering
• Grundrensning i rensemaskine (incl. tørring)
• Formbehandling (f.eks. presning) og/eller finishbehandling
• Varekontrol og emballering
• Vareudlevering

Grundrensningen i nyere rensemaskiner består typisk af et forskyl, et filterskyl, og en efterfølgende tørring. I et enkelt eksisterende kulbrinte-renseri foregår tørringen i en anden maskine end selve forskyllet og filterskyllet, dvs. at tøjet flyttes fra rensemaskinen og til tørretumbleren. Dette princip var mere udbredt i tidligere renserier (Ingvordsen 1975).

Det var allerede i de første renserier almindeligt at genanvende rensevæsken efter f.eks. filtrering eller klaring af rensevæsken i særskilt system. Efter at man i 1920-30'erne installerede separator, filter eller destillation på selve rensemaskinen fik man bedre kvalitet og genanvendelsesgrad af væsken (Ingvordsen 1975).

I nedenstående figur 3.1 er skematisk beskrevet de typiske processer i moderne-rensemaskiner (Miljøstyrelsen 2003b). Madsen (2003) vurderer, at hovedprincipperne i rensemaskinerne har været uændrede i minimum de sidste ca. 25 år og dermed også gældende for tetrachlorethylen-renserierne.

Således har den udvikling, der har foregået på området de sidste 25 år, ikke tage udgangspunkt i at "opfinde" et nyt rensesystem, men mere i at optimere den eksisterende rensningsproces og de kemikalier, der anvendes i processerne. Dette har bl.a. resulteret i større udvalg af tilsætnings- og hjælpestoffer samt destillations- og tørreprocesser, der er så effektive, at der i dag forbruges meget mindre rensevæske end tidligere. Da hjælpe- og tilsætningsstoffer almindeligvis tilsættes til hver rensning (charge) betyder dette, at andelen af hjælpe- og tilsætningsstoffer stiger i det genanvendte destillat (Miljøstyrelsen 2003a).

Figur 3.1: Skematisk beskrivelse af de typiske processer i moderne-rensemaskinen. Fra Miljøstyrelsen (2003b)

Efter afslutningen af 1. bad, pumpes rensevæsken til destillationen. Destillatet opsamles efter destillation og kondensering i tank 2. Væsken fra tank 2 anvendes til 2. bad, hvorefter den pumpes til tank 1. Der sker således en løbende recirkulering med mellemliggende destillation af rensevæsken.

Renseriet tilsætter renseforstærker ved 1. og/eller 2. bad. Imprægnering tilsættes efter afslutning af 2. bad inden tørringen.

Når en ny renserimaskine startes, påfyldes rensevæske. Herefter tilsættes rensevæske kun, hvis der bliver underskud af væske i tankene. Ofte dækker den løbende tilsætning af renseforstærker og andre hjælpe- og tilsætningsstoffer en stor del af tabet af væske via tøj, tromleluft og destillationsproces. Disse hjælpe- og tilsætningsstoffer indeholder typisk nogle af de samme komponenter, som er indeholdt i rensevæskerne. Der er eksempler på, at kulbrinte-renserier med nyeste teknologi, har aftappet overskudsvæske (destillat) fra rensemaskinen ( Miljøstyrelsen 2003a). Dette skyldes, at forbruget af hjælpe- og tilsætningsstoffer er større end det samlede væskeforbrug ved rensningen, svarende til at der sker en forøgelse af væskemængden i maskinen. Ved aftapningen af overskudsvæske fjernes således en blanding af rensevæske og hjælpe- og tilsætningsstoffer. Dette betyder, at destillatet med tiden vil få mere og mere karakter af hjælpe- og tilsætningsstofferne

3.2 Anvendte typer af rensevæsker

Fra begyndelsen af rensningens historie for ca. 175 siden og til i dag har der været anvendt følgende typer rensevæsker i Danmark, se også tabel 3.1

Tabel 3.1: Anvendte rensevæsker i Danmark i de ca. 175 år, hvor der har været anvendt rensning (Amternes Videncenter for Jordforurening 1999, Olsen 2003 & Porsmose 2003)

^A: Bemærk, at der er tale om skønsmæssige tidsangivelser, se også tekst for supplerende oplysninger

Forespørgsler i branchen viser, at inden for de sidste ca. 25 år har der i Danmark været anvendt rensevæsker baseret på terpentin, tetrachlorethylen, trichlorethan, freon, glycolethere, kulbrinter og kuldioxid (Olsen 2003, Porsmose 2003, Nielsen 2003, Madsen 2003).

Frem til ca. 1900 var den almindeligste rensevæske benzol. I starten af det tyvende århundrede var mineralsk terpentin sammen med benzin de almindeligste rensevæsker. Benzin blev udfaset som rensevæske i 1920'erne (Amternes Videncenter for Jordforurening 1999). Madsen (2003) vurderer, at der eksisterede mindre end 5 terpentinbaserede renserier for ca. 25 år siden. Disse 5 maskiner forsvandt inden for få år.

Brugen af trichlorethylen som rensevæske startede i 1930'erne og menes at være udfaset fra branchen i midten af 50'erne (Nielsen 2003, Amternes Videncenter for Jordforurening 1999).

Brugen af tetrachlorethylen vandt for alvor indpas i Danmark omkring 1960 (Amternes Videncenter for Jordforurening 1999).

Brugen af trichlorethan som rensevæske vurderes at være meget begrænset indenfor de sidste 25 år. Porsmose (2003) oplyser således, at der i få år i midten af 1970'erne eksisterede mindre end 5 renserier, der anvendte trichlorethan-rensevæske.  Den begrænsede anvendelse af trichlorethan skyldes ifølge Porsmose (2003), at trichlorethan-rensevæsken viste sig uegnet til rensning, da rensevæsken tærede på rensemaskinerne. Hjælpe- og tilsætningsstoffer til trichlorethan-renserierne menes at have været de samme, som blev anvendt til tetrachlorethylen-renserierne. Nielsen (2003) kender ikke til brugen af trichlorethan i Danmark.

CFC-113 blev anvendt som rensevæske i perioden fra starten af 1970'erne til starten af 1990'erne (Amternes Videncenter for Jordforurening, 1999). Anvendelsen af CFC-113 til renseformål blev ifølge Miljøstyrelsen (1995) udfaset omkring 1994, idet forbruget af CFC-113 til renseformål i perioden 1989 til 1994 faldt fra ca. 140 ton/år til ca. 40 tons/år. Ifølge samme var forbruget af CFC-11 i rensebranchen i alle årene nogle få tons, frem til udfasningen i 1994.

Kulbrinte-rensemaskiner vandt indpas på det danske marked i starten af 1990'erne og siden da har flere af renserierne konverteret til kulbrinte-rensevæske.

Rynex-rensevæske, baseret på glycolethere, blev anvendt i få renserier i Danmark i starten af årtusindet, men blev grundet maskinproblemer taget ud af markedet omkring årsskiftet 2002/2003 og erstattet med kulbrinte-rensevæske (Miljøstyrelsen 2003a).

I 2003 blev der etableret en kuldioxid-rensemaskine i Danmark (Porsmose 2003).

3.3 Typer af hjælpe - og tilsætningsstoffer

I behandlingen af tekstilerne anvendes ud over den karakteriserende rensevæske en række kemikalieprodukter, som f.eks. pletfjernere, renseforstærkere, antistatika mm. Disse kemikalier kaldes som samlebetegnelse hjælpe- og tilsætningsstoffer.

Kemikalieprodukttyper er opsummeret i nedenstående tabel 3.2, idet produkttyperne anvendes og har været anvendt i større eller mindre omfang gennem de sidste 25 år. For visse produkter kan flere funktioner være samlet i et produkt.

Tabel 3.2: Typer af kemikalieprodukter anvendt i renserier (Fra Miljøstyrelsen 2003b).

Navnet "renseforstærker" opstod i begyndelsen af 1950'erne. Tidligere var lignende produkter blevet kaldt for benzinsæber og tørresæber. Det er uklart, hvornår brugen af disse produkter er begyndt, men ud fra oplysningerne i Ingvordsen (1975), Helvad (1954) og Hammershøy (1971) vurderes det, at man allerede tidligt i rensningens historie begyndte at tilsætte benzinsæber og andre tilsætningsstoffer, primært i form af antistatika, forbørstningsmidler og pletfjerningsmidler. Disse er nødvendige, fordi rensevæskerne ikke er optimale til fjernelse af alle typer af pletter (Ingvordsen 1975, Olsen 2003, Nielsen 2003).

Det var i de tidligere renserier almindeligt, at detacheuren (dvs. den ansvarlige for pletfjernelsen) selv blandede nogle af hjælpe- og tilsætningsstofferne, herunder særligt pletfjernelsesmidlerne og sæberne (Ingvordsen 1975, Helvad 1954). Denne "egenfabrikation" af hjælpe- og tilsætningsstoffer kan stadig ses i renserier i Danmark, idet det ikke er ualmindeligt, at renserier indkøber hjælpe- og tilsætningsstoffer såsom detergenter, koncentrerede kemikalier mm. uden om de almindelige leverandører.

Typisk er hjælpe- og tilsætningsstofferne udviklet sammen med og til en given rensevæske. Forespørgsler i forbindelse med Miljøstyrelsen (2003a) og oplysninger fra bl.a. Olsen (2003), Nielsen (2003), Madsen (2003) og Porsmose (2003) viser dog, at flere af produkterne anvendes og blev anvendt til flere forskellige rensevæsker.

3.4 Kilder til forurening og spredningsveje

Jf. afsnit 3.3 genereres affald fra renseriprocessen. De væsentligste affaldstyper er

• destillationsaffald (indeholder typisk de tungt flygtige dele af kemikalierne)
• kontaktvand (indeholder typisk de vandopløselige dele af kemikalierne)
• filterrester (kemikalier opsuget i f.eks. fibre, støv mm.)
• overskud af væske (blanding af rensevæske og hjælpe- og tilsætningsstoffer)

Tidligere var det almindeligt, at destillationsaffald blev gravet ned eller smidt i skraldespanden, mens kontaktvand og evt. overskud af væske blev ledt til kloak. Alternativt blev det sammen med det øvrige affald opbevaret i beholdere eller poser indendørs eller udendørs. Det kommunale miljøtilsyn har i stigende omfang forbudt denne praksis. Med kravene til håndtering af affald i bekendtgørelsen om etablering og drift af renserier af juni 2003 vurderes det, at forurening fra renseriaffald i al væsentlighed er stoppet.

Det er ikke formålet med denne rapport at belyse spredningen af kemikalier i miljøet. Der henvises herfor bl.a. til den kommende branchevejledning om forurenede renserigrunde.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2008, © Miljøstyrelsen.