| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Branchevejledning for forurenede renserigrunde

2 Beskrivelse af branchen

• 2.1 Branchedefinition og afgrænsning
  • 2.1.1 Branchedefinition
  • 2.1.2 Afgrænsning
  • 2.1.3 Lovgivning
  • 2.1.4 Brancheorganisering
• 2.2 Branchens strukturelle udvikling
  • 2.2.1 Rensevæsker
  • 2.2.2 Maskinteknologi
  • 2.2.3 Virksomheder og beskæftigelse

2.1 Branchedefinition og afgrænsning

2.1.1 Branchedefinition

Renseribranchen defineres som virksomheder, hvor der foretages kemisk rensning af tekstiler mv. ved hjælp af organiske opløsningsmidler.

Rensning af tekstiler mv. er en proces, hvorved snavs bestående af f.eks. støv, sved, fedt og pletter (olie, blod etc.) opløses i en rensevæske under manuel eller mekanisk bearbejdning, og afledes med den brugte rensevæske.

I modsætning til vask af tekstiler, hvor rensevæsken hovedsagelig består af vand med tilsætning af vaskemidler, sæbe etc., består rensevæsken ved kemisk rensning hovedsageligt af organiske opløsningsmidler (deraf det engelske udtryk “dry clean”).

Da de organiske opløsningsmidler primært fjerner olie- og fedtbundet snavs, tilsættes en ringe mængde vand (max 0,5%), der tjener til samtidig at fjerne det vandopløselige snavs. Efter rensning centrifugeres og tørres de rensede tekstiler mv.

2.1.2 Afgrænsning

Farverier er i nogen sammenhænge sat i forbindelse med renserier, hvilket antagelig skyldes, at renserier i Danmarks Statistik frem til 1993 var henført til erhvervsgrupperingskode 95.204: renserier og farverier, samt under 95.205: selvbetjeningsrenserier.

I Danmarks Statistiks branchekodeinddeling (Dansk Branchekode 1993) har renserier fået sin egen klassificering: 93.01.30. Renserier er her defineret som virksomheder, der renser alle former for tekstiler, beklædning (herunder pelsværk og skind), tæpper og gardiner. Såvel maskinel som manuel rensning eller rensning i selvbetjeningsmaskiner er omfattet af klassificeringen.

Det skal bemærkes, at der i tilknytning til renserierne ofte har været anvendt olie til opvarmning og til dampproduktion o. lign som også kan indebære en risiko for punktkildeforurening.

2.1.3 Lovgivning

Renserier er siden Miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 omfattet af denne. I tidsrummet 1986-1991 var renserier optaget på listen over godkendelsespligtige virksomheder i henhold til lovens kapitel 5.

De godkendelsespligtige virksomheder var anført i bilaget til loven under Hovedgruppe E: “Oparbejdning af vegetabilske råvarer”, Undergruppe 9: “Renserier og erhvervsmæssigt drevne vaskerier”.

En del renserier er miljøgodkendt i henhold til den tidligere bekendtgørelse fra 1986 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder /23/, hvor kommunen var godkendende og tilsynsførende myndighed (Kapitel 5 godkendelsespligt).

I forbindelse med revisionen af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed, blev listen over omfattede godkendelsespligtige virksomhedskategorier reduceret betydeligt, og renserierne blev ikke medtaget.

Renserier var herefter omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 367 af 10. maj 1992 vedrørende anden virksomhed end listevirksomhed, med kommunen som tilsynsførende myndighed /21/.

Pr. 1. juli 2003 trådte en ny bekendtgørelse i kraft – bekendtgørelse nr. 532 af 18. juni 2003 om etablering og drift af renserier (med populærtitlen Renseribekendtgørelsen). Denne bekendtgørelse fastsætter en række konkrete krav til etablering, indretning og drift af renserier samt ind- og udleveringssteder /22/.

2.1.4 Brancheorganisering

Rensning af tekstiler blev i perioden frem til 1930 fortrinsvis drevet fra større vaskerier og farverier, af hvilke nogle var organiseret i Dansk Farveriforening, der blev stiftet i 1888.

I tiden omkring 1930 oprettedes mange specialiserede tøjrenserier uden om brancheforeningen, hvilket førte til stiftelsen af Dansk Renseriejer-Forening i 1944. (I dag Dansk Renseri Forening).

Dansk Renseri Forening organiserer i dag ca. 55 % af de eksisterende ca. 185 renserier i branchen /2/.

Vaskerier med renseaktiviteter er organiseret i Foreningen af danske Vaskerier.

2.2 Branchens strukturelle udvikling

Kemisk rensning af tekstiler anses for anvendt første gang omkring år 1825 i Frankrig. Baggrunden herfor var dels ibrugtagning af anilinfarvestoffer (tjærefarvestoffer), der ikke er vandopløselige, og dels ibrugtagning af de organiske opløsningsmidler terpentin og benzol, fremstillet på basis af stenkulstjære.

Den teknologiske udvikling inden for kemisk tekstilrensning har fundet sted på såvel rensevæskeområdet som på det maskintekniske område. Begge udviklingsområder har stor betydning i forbindelse med en vurdering af risikoen for punktkildebelastning af jord og grundvand.

2.2.1 Rensevæsker

Vådrensning (vask), oprindeligt blot ved neddypning og mekanisk bearbejdning i vand, og senere med tilsætning af renseforstærkere i form af sæber mv., har eksisteret som tekstilrensemetode siden mennesker begyndte at anvende tekstiler til beklædning /3/.

Allerede i 1826 anvendtes terpentin som rensevæske i Frankrig, og i midten af det 19. århundrede udførtes de første forsøg med benzol og benzin som rensevæske. Benzol er en tidligere anvendt benævnelse for benzen, man må dog regne med, at benzolen i denne periode har været et mindre teknisk rent produkt, og har således været et blandingsprodukt bestående af benzen, toluen, ethylbenzen og xylener (BTEX). På baggrund af de enorme risici ved brug af de brændbare rensevæsker baseret på terpentin, benzol og benzin, udførtes allerede i 1911 forsøg med de ubrændbare chlorerede kulbrinter som rensevæske, og de blev snart herefter dominerende i branchen. Fra 1970’erne og frem til midten af 1990’erne anvendtes desuden rensevæsker baseret på ubrændbare CFC (dvs. chlorerede og fluorerede kulbrinter).

Siden midten af 1960’erne og frem til i dag er tetrachlorethylen (PCE) den mest anvendte rensevæske i danske tekstilrenserier. Det samlede salg af PCE til renseribranchen i Danmark var i 1968 ca. 3.200 ton, i 1988 ca. 400 ton, og er i 2006 reduceret til ca. 65 tons /2/.

Siden starten af 1990’erne har der været arbejdet intensivt i renseribranchen på at udvikle alternative rensemidler og tilhørende maskinteknologi.

Kulbrinte-, CO₂- og forskellige videreudviklede typer af vådrensning udgør i dag de primære alternativer til tekstilrensning med PCE /2/. Endvidere har et enkelt renseri taget GreenEarth i brug – en rensevæske, der bruges meget i USA og England. Der er dog bekymringer vedrørende denne rensevæske, da den indeholder siloxaner. Siloxan er en uorganisk forbindelse (R₂SiO) der bruges for eksempel til tørrensning af tøj som alternativ til perklorethylen, i kosmetik, deodorant, vandafvisende hinder til bilruder og i nogle sæber. Energiforbruget i forbindelse med GreenEarth er også noget større end ved perchlor-rensning /2/. Desuden var der i en kort overgang enkelte aktive Rynexrenserier i Danmark. I dag er disse dog ændret til kulbrinterenserier.

Den relative udvikling i forbruget af anvendte typer af rensevæsker i Danmark er angivet i figur 2.1.

Figur 2.1 Relativ udvikling i anvendte typer af rensevæsker i Danmark /1/.

Figur 2.3 Skitse af mineralsk terpentinrenseri. Bemærk de 2 rensekasser i baggrunden til venstre samt centrifugen i forgrunden til venstre. Fra hver rensekasse går en slangeforbindelse til separatoren til højre, der igen er forbundet med 2 cylindriske klaringstanke på hver side

2.2.2 Maskinteknologi

I perioden 1825-1869 bestod renseprocessen i, at tekstilerne blev lagt i et åbent trækar med benzol i, og omrørt med en stok, jf. figur 2.2.

Figur 2.2 Skitse af den tidligste tekstilrensning.

I 1869 blev den første rensemaskine opfundet i Frankrig. Maskinen var opbygget som en kasse, der roterede omkring en aksel. Tekstilerne blev lagt i kassen sammen med rensevæsken - benzin eller mineralsk terpentin.

Rensemaskinen videreudvikledes i løbet af perioden, således at rensekarret blev indrettet som en lukket kasse, der indvendigt havde en vandret, roterende tromle bestående af stokke placeret med tilpas mellemrum til, at rensevæsken kunne passere. Efter rensning af tekstilerne blev de centrifugeret i en særskilt centrifuge, og derefter hængt til tørre. Rensevæsken blev i et vist omfang renset vha. separator og klaringstanke og genanvendt.

Fra starten af 1930’erne skete der kraftige ændringer indenfor renseribranchen, idet den første rensemaskine baseret på chlorerede kulbrinter - “Trikohl-maskinen” - blev taget i brug. I disse maskiner udførtes rensning (med trichlorethylen - TCE som rensevæske) i ét anlæg og centrifugering/tørring i en særskilt tørretumbler.

Fra midten af 1950-erne udvikledes rensemaskiner, der kunne udføre rensning, centrifugering og tørring i en sammenbygget enhed. Rensevæsken var fortrinsvis PCE. Da afkastluften ikke blev recirkuleret, men afledt til det fri, benævntes sådanne anlæg “åbne per-anlæg”.

I slutningen af 1960-erne indførtes rensemaskiner, hvor afkastluften blev recirkuleret - såkaldte lukkede anlæg med enten PCE eller CFC-113 som rensevæske. Fra og med midten af 1990-erne er lukkede anlæg med CFC-113 som rensevæske blevet udfaset.

Samtidig med udfasningen af CFC-113-anlæggene er der i Danmark introduceret lukkede anlæg med kulbrinter, glycol-ethere (”Rynex”) og GreenEarth som rensevæske /2/. Rynex-teknologien er dog siden hen blevet udfaset igen. Baggrunden for tilbagevenden til (de brandfarlige) kulbrinter som rensevæske er dels den tiltagende grundvandsforurening med TCE og PCE og dels anvendelse af substitutionsprincippet, der foreskriver, at den mindst sundheds- og miljøbelastende rensevæske skal anvendes /3/.

De kulbrinter, der i dag anvendes, er overvejende halogen- og aromatfrie kulbrinter af C9-C12-typen (enten isoparaffiner eller blandinger af iso- og cykloparaffiner) /3/.

Til dato (april 2007) udgør renserier der anvender perchlor til rensning ca. 70 %. Ca. 28 % af renserierne er af såkaldte ”kulbrintetyper”, 1 % anvender CO2 til rensning, mens andre metoder (rensevæsker) dækker den sidste ene procent /2/.

I grove træk kan udviklingsforløbet indenfor teknologi- og rensevæskeområdet i Danmark således inddeles i 6 perioder, jf. tabel 2.1.

Tabel 2.1. Periodisering af renseribranchen i Danmark, teknologihistorisk og miljøhistorisk.

Periodeafgrænsningerne i tabel 2.1 er i flere tilfælde baseret på udvikling af nye rensemaskiner og ibrugtagning af nye rensevæsker. Da der går et vist tidsrum inden ny teknologi vinder indpas i branchen, må der i de enkelte perioder regnes med et vist overlap.

2.2.3 Virksomheder og beskæftigelse

Kemisk tøjrensning (tidligere benævnt kemisk vask) blev herhjemme indført som servicefunktion på garderobefarverier omkring 1870, men farverierne måtte ifølge Dansk Farveriforening helt frem til 1938 ikke avertere med denne service. Dette kan besværliggøre indkredsning af virksomheder med kemisk tøjrensning i denne periode.

De første selvstændige renserier var oprindeligt kun presseforretninger (damppresning af tøj), men med udviklingen af “Trikohl-rensemaskinen” i 1930, blev der for alvor sat skub i oprettelsen af deciderede kemiske tøjrenserier. Allerede omkring 1940 var der typisk et trikohl-renseri i enhver by med 5.000 indbyggere eller derover.

Den strukturelle udvikling i 1950’erne og 1960’erne har dels gået mod oprettelsen af større renserienheder med tilhørende net af indleveringsbutikker samt mod oprettelse af selvbetjeningsrenserier.

En opgørelse foretaget af Københavns amt /20/ viser, at der alene i dette amt har været 200-250 renserier igennem tiden. Skaleres dette tal til landsplan baseret på indbyggerantallet i amtet forventes det, at der har været 1500-2000 renserier totalt i Danmark.

I Danmark er der i dag (april 2007) i størrelsesordenen 185 renserier, heraf kan en del være indleveringssteder eller lign. /2/. Blandt vaskerierne findes desuden mange virksomheder med renseaktiviteter /2/.

Der findes i dag ca. 10 renserier med mere end 3 ansatte. Resten har mindre end 3 ansatte. I alt er der ansat 500-600 mennesker i branchen /2/. I de senere år har branchen været inde i en stagnationsperiode /2/.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2008, © Miljøstyrelsen.