| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Branchevejledning for forurenede renserigrunde

3 Processer, teknologi og miljøbelastning

• 3.1 Generel procesbeskrivelse
• 3.2 Virksomhedsindretning
• 3.3 Processer og miljøbelastning
  • 3.3.1 Modtagelse og oplag af nye rensevæsker
  • 3.3.2 Anvendelse af rensevæske under renseprocessen
  • 3.3.3 Affaldshåndtering

3.1 Generel procesbeskrivelse

De miljøbelastende processer i forbindelse med renserier kan generelt henføres til:

• modtagelse og oplag af nye rensevæsker
• håndtering af rensevæsker under renseprocessen
• affaldsbortskaffelse, herunder oplag af brugt rensevæske

Disse delprocesser er i det følgende benyttet som udgangspunkt for beskrivelsen af renseriers miljøbelastning.

Figur 3.1 Procesdiagram for håndtering af rensevæsker.

3.2 Virksomhedsindretning

I det følgende er produktionsindretningen beskrevet i et typisk renseri.

Et typisk eksempel på indretning af en beboelsesejendom med renseri er skitsemæssigt angivet i figur 3.2

Tromler og senere plastdunke med nye rensevæsker og hjælpestoffer har været opbevaret dels udendørs (evt. på uoverdækket oplagsplads for kemikalier) og dels indendørs i særskilt kemikalierum. Der er også eksempler på, at ny rensevæske har været opbevaret i nedgravet rensevæsketank. Herudover har der i et vist omfang været midlertidige oplag af ny og brugt rensevæske og hjælpestoffer i renserilokalet.

I renserilokalet var rensekasser, centrifuger, separatorer, klaringstanke og senere åbne og lukkede rensemaskiner opstillet.

I de tidligere renserier blev tekstilerne hængt til tørre i et separat tørrerum. Fra og med midten af 1930-erne blev tekstilerne tørret i rensemaskinen, og tørrerummet blev anvendt til lager.

I forbindelse med spildevandssystemet kan der være installeret riste med forbindelse til kloak eller sivebrønde/faskiner.

I forbindelse med rum- eller maskinventilation kan afkast være ført til afkasthætte/skorsten over tag eller ud på siden af renserilokalet eller til en afkastbrønd.

Opsamlet affald i form af brugt rensevæske, filterslam, kontaktvand mv. kan have været opbevaret udendørs (evt. på uoverdækket affald og containerplads) og kan i visse tilfælde være bortskaffet ved udhældning på jorden.

Herudover har der ofte været nedgravet fyringsolietank til opvarmning af lokaler, og ved kombinerede vaskerier og renserier, hvor der har været et stort vandforbrug, kan vandforbruget i nogle tilfælde være dækket af egen boring eller brønd på ejendommen.

Figur 3.2 Situationsplan for en ejendom med renserierhverv og beboelse - principskitse

3.3 Processer og miljøbelastning

I det følgende afsnit beskrives de enkelte led i renseprocessen og den affaldsproduktion, der kan forårsage jord- og grundvandsforurening. Beskrivelsen tager udgangspunkt i de forskellige rensevæsker og de forskellige processer, der anvend(t)es i renseribranchen.

3.3.1 Modtagelse og oplag af nye rensevæsker

Spild ved modtagelse og især ved oplag af nye rensevæsker giver rig mulighed for punktkildebelastning af jord og grundvand.

Rensevæsker

I perioden 1825-1869 anvendtes primært benzol, jf. afsnit 2.2.1, og i mindre grad benzin og mineralsk terpentin som rensevæske.

I perioden 1869-1930 anvendtes primært benzin og mineralsk terpentin som rensevæske, og rensning med mineralsk terpentin som rensevæske fortsatte til langt op i 1950’erne. Mineralsk terpentin har gennem tiderne været forhandlet under en række handelsnavne, bl.a.: varnoline, stoddard solvent, white spirit og high flash spirit.

I perioden 1930-1955 anvendtes i stigende grad trichlorethylen  (TCE) som rensevæske.

I tiden (1825-1955) før indførelse af rensemaskiner med effektiv rensning og genbrug af rensevæsken, har forbruget af rensevæske, og dermed størrelse af leverancer, lager og risikoen for spild herved, været meget stor. Det samlede forbrug af TCE i de første “åbne trikohl-anlæg” vurderes til 20-30% af vægten af den rensede tøjmængde.

I denne periode har rensevæskeforbruget på renserierne været så stort, at rensevæsken i visse tilfælde blev leveret pr. tankvogn og påfyldt nedgravede eller fritstående lagertanke.

Fra midten af 1950’erne faldt forbruget af rensevæske pr. kg. renset tøj. Rensevæsken var nu fortrinsvis tetrachlorethylen

(PCE) samt mineralsk terpentin.

Et typisk renseri fra midten af 1950’erne med 2-3 maskiner havde typisk et årsforbrug af PCE på ca. 3.000 kg svarende til 1,8 m³.

Med indførelse af lukkede anlæg i starten af 1980’erne faldt det årlige rensevæskeforbrug på et tilsvarende renseri typisk til 80-500 kg afhængigt af type og alder af rensemaskine. Efterhånden som forbruget af rensevæske faldt, bortfaldt også behovet for større tanklagre af rensevæske.

Fra starten af 1980’erne leveres rensevæskerne (PCE, CFC-113, kulbrinter og glycolethere) typisk i metal- eller plastbeholdere á 10-20 liter. I en del anlæg sættes beholderne direkte ind i rensemaskinen og tilsluttes, hvilket minimerer risikoen for spild. Både i kulbrinte- og perchlorrenserierne bliver der anvendt en lang række hjælpe- og tilsætningsstoffer såsom renseforstærkere, pletfjerningsmidler mm /1, 3, 4, 24/:

• renseforstærker (anvendes i grundrensning)
• forbørstningsmidler (til pletfjerning, anvendes før grundrensning)
• detachermidler (til pletfjerning, anvendes efter grund-rensning)
• imprægneringsmidler (beskytter tekstiler mod vand)
• læderolie (til specialrens af læder. Læderrensning sker typisk i særskilt renseri)
• baktericider
• antistatika (fjerner statisk elektricitet, anvendes i grundrensning)
• appreteringsmidler (anvendes i grundrensning)
• øvrige produkter (f.eks. filterpulver, aktivt kul til ekstra filtrering af rensevæsken)

Brugen af hjælpe- og tilsætningsstoffer har været stærkt stigende gennem årene i takt med udvikling af nye rensemetoder. Således skønnes forbruget af hjælpe- og tilsætningsstoffer at udgøre i størrelsesordenen 60-95 % af det totale kemikalieforbrug fra ca. 1992 og frem, mens forbruget inden da var på op til 30 % /24/. Det høje forbrug (op til 95 %) kan umiddelbart virke overraskende, idet man måske forventer, at selve rensestoffet (f.eks.  tetrachlorethylen) udgør størstedelen. Men som man kan se af ovenstående liste, omfatter gruppen af hjælpe- og tilsætningsstoffer en meget bred vifte af renseforstærkere, pletfjerningsmidler mm. Det høje tal skal dog også ses i lyset af at renserierne også i denne periode reducerede anvendelsen af rensevæske (op til 75-95 %) som følge af mere effektiv genanvendelse i de nyere maskiner /24/. Alene som følge heraf vil andelen af hjælpe- og tilsætningsstoffer stige væsentligt.

Ud fra oplysningerne fra producenterne er der identificeret 104 produkter, der er anvendt i renserier fra ca. 1992 /24/. De anvendte kemikalier i produkterne omfatter hovedsaglig opløsningsmidler som glycoler, glycolethere og kulbrinter. Dertil kommer indhold af tensider og andre emulgatorer. De vigtigste enkeltstoffer der har været anvendt til dette formål er listet i tabel 3.1. Det skal bemærkes, at der har foregået en del blanding lokalt på renserierne, således at der meget vel kan have været anvendt flere produkter på samme tid.

Endvidere skal det bemærkes, at der er meget begrænset kendskab til de tidligst anvendte hjælpestoffer.

Tabel 3.1 Vigtigste enkeltstoffer, der har været anvendt i hjælpe- og tilsætningsstoffer i perioden 1992 frem til i dag.

I bilag 1 findes datablade over de stoffer, der potentielt kan udgøre en risiko ved renserier – dvs. både rensevæsker, hjælpe- og tilsætningsstoffer samt nedbrydningsprodukter fra disse.

Miljøbelastning

Risikoen for punktkildeforurening er især knyttet til spild ved påfyldning og aftapning fra lagertanke og -beholdere samt spild fra korroderede rørforbindelser, afløb og tanke. Risikoen for spild har været størst i perioden 1825-1955 før indførelsen af lukkede anlæg med effektiv genanvendelse af rensevæsken.

Miljøbelastningen ved modtagelse og oplag af nye rensevæsker er sammenfattet i figur 3.3.

Figur 3.3 Oversigt over processer/tidsperioder, potentielt forurenende stoffer samt potentielle kildetyper ved modtagelse og oplag af nye rensevæsker.

Også i perioden efter Miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden er der sket spild fra oplag af rensevæsker.

I en tysk undersøgelse blev der ved miljøtilsyn i 1988 på 51 renserier konstateret alvorlige mangler mht. lagerfaciliteter på de fleste af renserierne. Den hyppigste mangel var manglende spildbakke under de oplagrede rensevæskebeholdere, hvilket i flere tilfælde havde ført til omfattende spild, men også udendørs omhældning på beholdere eller indendørs omhældning i nærheden af kloakafløb var en hyppig årsag til spild.

I Danmark har Fyns Amt i 2000 udført miljøtilsyn på 9 igangværende og 37 nedlagte renserier, der alle er kortlagt på Vidensniveau 2 (V2). Resultaterne viser generelt, at der ikke er markant forskel på den forurening, der konstateres på de nedlagte renserier og på renserier i drift.

3.3.2 Anvendelse af rensevæske under renseprocessen

Processer

I perioden 1825-1869 udførtes simpel manuel tekstilrensning. Tekstilerne blev lagt i blød i et åbent trækar med benzol, og omrørt med en stok, jf. figur 2.1. I særlige tilfælde (ved rensning af større tæpper mv.) udførtes den manuelle tekstilrensning udendørs ved ophængning over tørresnor eller ved udlægning direkte på jord og efterfølgende overhældning med rensevæske og efterfølgende mekanisk bearbejdning.

I perioden 1869-1930 blev der udført mekaniseret tekstilrensning. Den første rensemaskine var opbygget som en kasse, der roterede omkring en aksel. Tekstilerne blev lagt i kassen sammen med rensevæsken - benzin eller mineralsk terpentin.

Rensemaskinen videreudvikledes i løbet af perioden, således at  rensekarret blev indrettet som en lukket kasse, der

indvendigt havde en vandret, roterende tromle bestående af stokke placeret med tilpas mellemrum til, at rensevæsken kunne passere.

Efter rensning af tekstilerne blev de centrifugeret i en særskilt centrifuge, og derefter hængt til tørre. Indtil omkring 1920 blev den snavsede rensevæske renset i en klaringsbeholder samt - i større renserier - også i et destillationsapparat. Omkring 1920 påbegyndtes i flere renserier indførelsen af kontinuerlig regenerering af rensevæske ved hjælp separator og filtre, jf. figur 2.2.

Fra starten af 1930’erne skete der kraftige ændringer indenfor renseribranchen, idet den første rensemaskine baseret på chlorerede kulbrinter - “Trikohl-maskinen” - blev taget i brug. Disse maskiner udførte rensning i ét anlæg og centrifugering/tørring i en særskilt tørretumbler. Anlæggets indretning og procesforløb kan, bortset fra den særskilte tørreproces, sidestilles med de senere udviklede såkaldte “åbne per-anlæg”, og kan, bortset fra behandling af afkastluften, også sidestilles med de senere lukkede anlæg.

Selve renseprocessen fungerer ved, at tekstilerne bringes i kontakt med den flydende rensevæske i tromlen. Efter endt behandling i rensevæsken centrifugeres og tørres tekstilerne. Rensningen afsluttes med udluftning af tekstilerne i maskinen. Under renseprocessen cirkuleres rensevæsken mellem tromlen, rensevæsketanken og filtret. Udluftningsluften føres enten direkte til det fri (åbne anlæg), eller cirkuleres (lukkede anlæg).

For rensemaskiner, der anvender perchlorethylen som rensevæske, skelnes mellem tre hovedgrupper af maskinopbygninger /5/:

Figur 3.4 Principskitse af en lukket rensemaskine (hovedgruppe 1) med indbygget kulfilter og

Hovedgruppe 1. Maskiner med indbygget kulfilter og kompressorkøling,

Hovedgruppe 2. Maskiner uden indbygget kulfilter og kompressorkøling, samt

Hovedgruppe 3. Maskiner uden indbygget kulfilter og vandkøling.

Det vurderes, at de fleste danske kulbrinte-rensemaskiner er opbygget svarende til hovedgruppe 1 og 2.

Figur 3.4 viser principperne i opbygningen af en lukket rensemaskine i hovedgruppe 1 med indbygget kulfilter og kompressorkøling /5/.

Mht. detailbeskrivelse af renseprocessen i en typisk rensemaskine, der anvender perchlorethylen som rensevæske, henvises til bilag 4 i /5/.

Rensevæsken regenereres med jævne mellemrum vha. filtrering og destillation /1,5/. Rensevæske fra skyllebad og fra filterrensning opvarmes til sit kogepunkt i destillationsanlægget, hvorved rensevæsken fordamper, og urenhederne bliver tilbage. Rensevæskedampene ledes til en kondensator kølet med vand, kondenserer og løber via en vandudskiller til lagerbeholderen for renset rensevæske /5/. Rensevæskerne er i stigende grad blevet kombineret med forskellige hjælpe- og tilsætningsstoffer. Da disse stoffer almindeligvis tilsættes hver rensning (charge) betyder dette, at andelen af hjælpe- og tilsætningsstoffer stiger i det genanvendte destillat /25/.

Vandudskilleren virker ved gravitationsseparation i en lille beholder, hvor den tunge perchlorethylen lægger sig i bunden og vandet flyder ovenpå (eller vand i bunden og kulbrinte, der flyder ovenpå i rensemaskiner, der anvender kulbrinter som rensevæske). Det udskilte vand i vandudskilleren benævnes ”kontaktvand” /5/.

Efter endt destillation tømmes destillatoren for slam, der består af filtermateriale, tekstilfibre, pigmentsmuds, olie-fedtstoffer samt rester af rensevæske.

Indholdet af rensevæske i destillationsslammet vil afhænge af viskositeten af rensevæsken og anvendelse af filterpulver. Anvendes filterpulver vil rensevæskeindholdet i affald fra et typisk renseri variere fra 10-30 %. I destillationsrester uden filterpulver kan der være op til 50 % rensevæske.

Kontaktvandet vil typisk indeholde farve- og fedtstoffer, olier, rester af rensevæske og hjælpe- og tilsætningsstoffer. Rensevæsker vil kunne optræde i koncentrationer op til opløselighedsgrænsen. I særlige tilfælde (ved defekt vandudskiller og/eller ved tilsætning af visse renseforstærkere, der kan øge opløseligheden af rensevæsken) kan der endda forekomme fri fase.

Kontaktvandet blev tidligere i vid udstrækning afledt til kloak, men opsamles typisk i dag og bortskaffes som kemikalieaffald. I senere anlæg kan der være indrettet et rensningsanlæg til kontaktvandet ved enten aktiv kulfiltrering eller ved stripning og rensning af afkastluft ved aktiv kulfiltrering.

Udluftningsluften fra åbne anlæg transporteres via ventilationskanal eller via diffuse udslip gennem døre og vinduer til udeluften i det fri eller via rørforbindelser til afkastbrønde. Nyere åbne anlæg kan være forsynet med kulfiltre til opsamling af rensevæskedampe i udluftningsluften.

Lukkede anlæg (der blev indført i slutningen af 1960-erne) recirkulerer udluftningsluften efter forudgående rensning i et filter og kondensering i en svaler. De i svaleren kondenserede rensevæske- (og vanddampe) ledes til en vandudskiller, hvorved kontaktvandet bortledes til kloak eller opsamles på tromler. Rensevæsken pumpes retur til maskinens rensevæsketank.

Miljøbelastning

I perioden med manuel tekstilrensning har arbejdsmetoden givet rig mulighed for punktkildeforurening omkring rensekarret pga. utætheder, ved omrøring samt ved vridning og afdrypning af tekstilerne.

Mulighederne for punktkildeforurening af jord og grundvand fra den mekaniserede tekstilrensning i perioden 1869-1930 er især knyttet til spild og udslip af flydende rensevæske omkring anlægget. Dette gælder såvel selve rensekarret som centrifugen, klaringstanken, separatoren og filtre som følge af utætheder samt spild ved påfyldning og aftapning. Spild af rensevæske er eventuelt blevet afledt videre til evt. kloakafløb i renserilokalet.

Det samlede udslip til jord- og grundvandsmiljøet fra renseprocessen må antages at kunne have nået et ganske betydeligt omfang i perioden frem til ca. 1930.

Selve renseprocessen har i starten ved de åbne Trikohl-anlæg kunnet give anledning til punktkildeforurening af jord og grundvand primært ved udslip af flydende rensevæske til gulv/afløb i renserilokalet på grund af utætheder i væskekredsen (tromle, væskepumpe, væskefilter, destillator, svaler, vandudskiller, rensevæsketank, tromle), ved afdrypning under flytning af tekstiler fra renseproces til centrifuge/tørreproces samt ved påfyldning og aftapning af rensevæske.

Med indførelsen af de lukkede anlæg efter 1968 er risikoen for spild under renseprocessen mindre, dels fordi maskinerne er mere sikkert indrettede, dels fordi rensevæskeforbruget er mindre pr. kg. renset tøj, og dels fordi nyere rensemaskiner ofte bliver leveret med spildbakker, der kan indeholde det samme volumen som maskinens største tank /1/.

Miljøbelastningen ved anvendelse af rensevæsker under renseprocessen er sammenfattet i figur 3.5.

Figur 3.5 Oversigt over processer/tidsperioder, potentielt forurenende stoffer samt potentielle kildetyper ved anvendelse af rensevæsker under renseprocessen.

Der er dog erfaring for, at der selv i lukkede anlæg stadig er stor risiko for spild ved f.eks. utilstrækkeligt dimensionerede spildbakker, eller hvor installationer på maskinerne rager ud over spildbakken. Der er erfaring for, at renseanlæg til kontaktvand ikke altid fungerer, hvorved kontaktvandet fortsat ledes urenset til kloak /3/.

Der er eksempler på, at kontaktvand, der lovligt er blevet udledt til kloak, pga. utætheder i denne, har givet udslip af rensevæske og hjælpestoffer til jordmiljøet /19/.

Der er desuden eksempler på, at udluftningsluft fra åbne anlæg, der afledes til en afkastbrønd, kan kondensere i brønden, hvorved kondensatet kan tilføres jordmiljøet, f.eks hvis brønden er udført som en sivebrønd/spildbrønd. Tilsvarende kan afkastluft fra åbne anlæg kondensere i afkastet/skorstenen, hvorved kondensatet siver ned langs skorstenens sider, og derfra ud i jordmiljøet /19/. Kondensat kan også dannes på kolde tagflader udfor skorstenen, og kan via regnvandsnedløb og utætte kloakker tilføres jordmiljøet.

De forskellige kilder til udslip af rensevæske til miljøet fra typiske rensemaskiner baseret på chlorerede kulbrinter i åbne og lukkede anlæg samt baseret på kulbrinter og glycolethere i lukkede anlæg er anskueliggjort i figur 3.6.

Figur 3.6 Potentielle kilder til udslip af rensevæske fra åbne og lukkede rensemaskiner (1968 – i dag) /1,3/.

For rensemaskiner baseret på chlorerede kulbrinter (i hovedgruppe 2 og 3) gælder, at langt det største rensevæsketab i renseprocesserne, ca. 75-95 %, skønnes at ske via ventilation/afkast. For rensemaskiner i hovedgruppe 1 gælder, at det største rensevæsketab skønnes at ske med udtagning af renset tekstil. Flydende udslip gennem utætheder mv. andrager i gennemsnit 1-5 % af det totale udslip, men kan dog komme op på 25%. Udslip via destillation og filterskift er ubetydeligt i forhold til de andre kilder /1,5/.

For rensemaskiner baseret på kulbrinter (og antageligt også for glycolethere) gælder, at det største rensevæsketab, ca. 55-80 %, stammer fra destillations- og filterslam, mens resten sker via ventilation/afkast. Emissionsmålinger har desuden vist, at den %-vise andel af den samlede emission, der stammer fra kontaktvand og fnugslam samt retention i de rensede tekstiler er ubetydelig i forhold til de andre kilder /3/.

En del af de renseforstærkere, der har været anvendt de sidste 10-15 år vil, på grund af deres polære egenskaber, i betydeligt omfang blive opkoncentreret i dels væsken, der recirkulerer i selve rensemaskinen, og dels være at finde i kontaktvandet.

Da det for de fleste rensemaskiner, der anvender perchlorethylen som rensevæske, gælder, at rensevæsketabet via luftformige emissioner samt via retention i renset tekstil er det betydeligste, har opmærksomheden i de senere år været rettet mod de forureningsproblemer, som emissionerne kan afstedkomme i indeklimaet i tilgrænsende beboelsesbygninger. Dette er særligt vigtigt idet en meget stor del af de danske tekstilrenserier er beliggende i boligområder og typisk i stueetagen af en fleretages beboelsesejendom.

Nyere undersøgelser har således vist, at dampe af rensevæske kan passere vægge og etageadskillelser ved både diffusion og konvektion gennem revner og bidrage til en forringelse af indeklimaet i tilstødende beboelsesrum /5/.

Andre undersøgelser har vist, at introduktion af selv beskedne mængder af tekstil renset med chlorerede rensevæsker i boliger, kan medføre potentielle indeklimaproblemer /15/, og at chlorerede rensevæsker absorberes i en lang række materialer, herunder bygningsdele såsom vægge og etageadskillelser, og igen kan desorberes til indeklimaet i lang tid efter ophør af renseridrift, den såkaldte ”sink-effekt” /16/.

Ovennævnte forhold omkring de luftformige emissioner har ingen umiddelbar relevans for indledende undersøgelser af jord- og grundvandsforurening på ejendomme med renserivirksomhed, men kan have stor betydning for tilrettelæggelse af supplerende/videregående undersøgelser, især hvis disse omfatter vurdering af risiko for forureningsspredning til indeklima.

De forskellige kilder til emission af rensevæsker og hjælpestoffer fra renserier til jord og grundvand, arbejdsmiljø, indeklima og udeluft er illustreret i figur 3.7.

Figur 3.7 Kilder til emission af rensevæsker (og hjælpestoffer) fra renserier /5/.

3.3.3 Affaldshåndtering

Miljøbelastning

I perioden frem til 1869 er brugt rensevæske – benzol - sandsynligvis bortskaffet til kloak eller udhældt direkte på jorden. Det har især været nødvendigt at udskifte rensevæsken ofte i de tidlige anlæg uden klaringstanke, filtre o.lign.

På anlæg med klaringstanke, filtre m.v. fra perioden 1869-1930 kan der være sket udendørs deponering af slam og filterkage fra klaringsbeholder, separator eller filter. Deponeringen kan være sket enten ovenpå jorden, eller ved nedgravede depoter. Restindholdet af rensevæske (benzin og mineralsk terpentin) i slammet eller filterkagen vil ved deponering udendørs kunne udvaskes til jord og grundvand.

I de tidligste anlæg med chlorerede rensevæsker fra perioden 1930-1955 aftappedes den brugte rensevæske efter en række destillationer, og ny rensevæske påfyldtes anlægget. Den brugte rensevæske påfyldtes typisk 50-100 l beholdere, og både under aftapningen, lagringen (som i visse tilfælde er foregået uoverdækket og udendørs) og den senere afhentning af den brugte rensevæske er der risiko for spild til jord og grundvand primært af TCE og mineralsk terpentin.

I særlige tilfælde kan større eller mindre partier af brugt rensevæske, filterslam, kontaktvand mv. være bortskaffet ved udhældning på jorden.

Spildbakker mv. har i perioden fra 1955 til i dag begrænset dette spild, men i lighed med spild under renseprocessen er der eksempler på, at utilstrækkeligt dimensionerede spildbakker eller omhældning/lagring udenfor spildbakker har ført til omfattende spild af især PCE og TCE.

Fyns Amt’s erfaringer fra miljøtilsyn i 2000 på nedlagte og igangværende renserier bekræfter, at afdampning og nedsivning fra oplag af affald, der står uden låg eller uden tilstrækkelig opsamlingssikring kan give anledning til forurening af jord og grundvand. Tilsvarende har affaldsbortskaffelse af kontaktvand til utæt kloak og til utæt, nedgravet spildbrønd i flere tilfælde ført til omfattende jord- og grundvandsforurening /19/.

Miljøbelastningen ved affaldsbortskaffelsen er sammenfattet i figur 3.8.

Figur 3.8 Oversigt over arbejdsmetoder/tidsperioder, potentielt forurenende stoffer samt potentielle kildetyper ved oplag og bortskaffelse af brugte rensevæsker og andet affald.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2008, © Miljøstyrelsen.