[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Affald 21

C 2 Kapacitet - deponeringsanlæg

C 2.1 Affaldsmængder tilført deponering
C 2.2 Regionplanlægning m.m.
C 2.3 Den fremtidige kapacitet på de danske deponeringsanlæg

C 2.1 Affaldsmængder tilført deponering

I 1997 blev der deponeret 2,1 mio. tons affald i Danmark. Variationen i deponerede affaldsmængder følger stort set ændringerne i mængden af deponeret flyveaske fra kulkraftværker og deponeret industriaffald.

Der er sket et generelt fald i deponering af husholdningsaffald fra 1994 til 1997.

Kilde: ISAG , 1996 og 1997

Mængden af flyveaske fra kulkraftværker vil falde, som følge af Energi 21 og den deraf følgende begrænsning af kulbaseret energiproduktion.

C 2.2 Regionplanlægning m.m.

På basis af oplysninger fra kommunerne, der står for selve affaldsplanlægningen, skal amterne i regionplanlægningen sikre, at der er reserveret arealer til den nødvendige behandlingskapacitet i hele planperioden - til såvel deponeringsanlæg som affaldsforbrændingsanlæg, under hensyntagen til eventuel eksport og import af affald.

I forbindelse med 1997-regionplanrevisionen har det vist sig, at der i flere amter kan forventes at blive behov for øget kapacitet i planperioden. Eventuelle ændringer skal indarbejdes i et efterfølgende regionplantillæg. For at sikre en overensstemmelse mellem de forventede affaldsmængder og den eksisterende og/eller planlagte kapacitet, forudsættes det, at regionplanerne indeholder en samlet redegørelse om affaldskapaciteterne og samlede overvejelser om mulige placeringer af de forskellige affaldsbehandlingsanlæg.

Ved behov for placering af nye affaldsbehandlingsanlæg er der en række lokaliseringskriterier, der skal tages hensyn til. Det drejer sig om:

Miljø- og Energiministeriets retningslinier om kystnær placering af deponeringsanlæg, brev af 27. december 1991 og Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledninger af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet. Her forudsættes det, at deponeringsanlæg ikke placeres, hvor udslip af perkolat kan give anledning til forurening af vandløb, søer og havet. Der bør ikke placeres deponeringsanlæg nær sårbare vandområder.

Herudover bør det i forbindelse med planlægningen af større bygge- og anlægsarbejder indgå i overvejelserne at udnytte uorganiske restprodukter. Mange anlægsarbejder bliver i dag planlagt og udført uden at inddrage overvejelser om nyttiggørelse af sådanne restprodukter, hvilket må betragtes som et ressourcespild med den konsekvens, at der i stedet skal udpeges større deponeringsarealer.

Endelig skal der tages hensyn til Miljøstyrelsens vejledning nr. 9, 1997 om affaldsdeponering.

Med virkning fra 1. januar 1997 er der indført stop for deponering af forbrændingsegnet affald. Der kan derfor i visse dele af landet være behov for midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald.

Affaldsdeponeringsanlæg er som hovedregel omfattet af planlovens VVM-regler (vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet). Dette gælder altid ved deponering af farligt affald.

C 2.3 Den fremtidige kapacitet på de danske deponeringsanlæg

Midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald.

Der er behov for en nøje gennemgang af affaldsprognoserne for at sikre, at den nødvendige deponeringskapacitet er til stede. I den forbindelse er det også nødvendigt at sikre plads til midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald.

Mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftvarmeværker varierer fra år til år p.g.a. ændringer i efterspørgslen efter el. Afsætningen til genanvendelse er bl.a. afhængig af enkelte, store anlægsarbejder. Det skal sikres, at der er tilstrækkelig kapacitet til deponering af restprodukterne, og amterne bør varetage denne opgave i samarbejde med elselskaberne.

Mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding (slagger og røgrensningsprodukter) forventes at stige svagt. Tre kommuner og deres amter er med brev af 24. august 1998 fra Miljø- og Energiministeriet blevet pålagt at friholde relevante arealer til depoter for røggasaffald.

Mængden af bioasker (fra halm og træflis) er ligeledes stigende. Analyser af askerne viser, at de indeholder en del cadmium. Som følge af, at kravværdierne til cadmium og kviksølv strammes i år 2000 med henblik på tilbageføring til landbrugsjord, må det forventes, at der vil være et stigende behov for deponeringskapacitet.

Som følge af ny teknik med blandingsbrændsler bestående af biomasse og kul fremkommer der en ny type restprodukter, der forventes at skulle deponeres.

Herudover er der behov for at deponere den forurenede jord, der ikke kan/skal renses. Mængden af forurenet jord til deponering forventes øget betydeligt som følge af den øgede indsats mod jordforurening. Med hensyn til almindelig overskudsjord må denne som udgangspunkt ikke længere deponeres i råstofgrave som følge af de nye lovbestemmelser om deponeringsstop for jord i råstofgrave. Såfremt der opstår problemer med at komme af med overflødige jordmængder som følge af forbudet, kan der være behov for, at amterne udpeger alternative deponeringssteder. Jordmængderne vil variere i takt med stigende eller faldende bygge- og anlægsaktivitet.

Endelig forventes en stigning i mængden af forurenet havneslam, der skal bortskaffes på anden måde end ved klapning. I den forbindelse bør der tages særlige hensyn til de kystnære arealer op til havnene. Herudover bør det overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt at udpege &eacutet eller få depoter i amtet, bl.a. af hensyn til mulighederne for senere genvinding.

Konklusion

Der er frem til år 2004 tilstrækkelig deponeringskapacitet på landsplan, men der er samtidig store regionale forskelle - bl.a. også afledt af mulighederne for at finde egnede steder til lokalisering af deponeringsanlæggene. Herudover viser praksis, at planlægningen på området bør gennemføres med en 12-årig tidshorisont. Der er en tendens til, at kapacitetsovervejelserne alene rækker 4 år frem.