[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Affald 21

E 17 PVC

E 1.17.1 Status
E 17.2 Fremtidige initiativer
E 17.3 Regulering
E 17.4 Miljøvurdering
E 17.5 Økonomi
E 17.6 Betydning for de nationale myndigheder
E 17.7 Betydning for de kommunale myndigheder

Miljøproblem

PVC indeholder en række miljøbelastende stoffer, der kan give anledning til miljøproblemer i affaldshåndteringen.

Forbrænding af PVC på affaldsforbrændingsanlæg med tørre og semitørre rensningssystemer medfører en større mængde røggasaffald, som skal deponere, i forhold til den mængde PVC-affald, der indfyres.

Initiativer

Udarbejdelse af en PVC-redegørelse og en phthalathandlingsplan.

Sikre at PVC udsorteres. Det der ikke kan genanvendes, skal deponeres. Når egnede behandlingsteknologier er udviklet, vil der blive stillet nye krav til håndteringen af affald.

Udvikling af egnede behandlingsteknologier.

Bekendtgørelse om forbud mod import, salg og anvendelse af bly og produkter, der indeholder bly.

Fremme udvikling af alternativer til visse PVC-produkter.

E 1.17.1 Status

Der skal gennemføres en målrettet indsats mod de miljøproblemer, der knytter sig til PVC. Miljø- og sundhedsbelastende tilsætningsstoffer skal afvikles, og affaldsforbrændingsanlæggene skal friholdes for PVC-holdigt affald. Der skal udvikles alternative behandlingsmetoder til PVC-affaldet.

Det skønnes, at der i 1997 blev produceret ca. 34.000 tons PVC-affald.45 PVC-affald fremkommer med ca. en tredjedel fra hhv. bygge- og anlægssektorer, erhvervssektoren (handel og kontor samt industrisektoren) samt fra husholdninger.

Mål år 2004

  • friholde affaldsforbrændingsanlæggene for PVC-holdigt affald
  • substituere visse PVC-produkter med alternativer
  • afvikle brugen af miljø- og sundhedsskadelige tilsætningsstoffer som f.eks. bly og phthalater
  • udvikle slutbehandlingsteknologier

Mængden af PVC-affald fra bygge- og anlægssektoren forventes at stige. Fra de øvrige sektorer vil mængden være faldende.

Den aktuelle genanvendelsesprocent for PVC-byggeaffald er 10-15%.

Image80.gif (3815 bytes)

Fremstilling af rå PVC sker ikke i Danmark. Til PVC er der tilsat forskellige additiver så som farvestoffer, stabilisatorer, antistatika, brandhæmmende stoffer, fyldstoffer og blødgørere. Til de enkelte additiver knytter der sig forskellige miljøforhold.

PVC-holdigt affald bortskaffes i dag primært ved forbrænding i traditionelle affaldsforbrændingsanlæg. Ved forbrænding af PVC dannes der syre, som efterfølgende ved tilsætning af kalk skal neutraliseres. Herved forøges mængden af røggasaffald til deponering (1 kg PVC resulterer i ca. 2 kg restprodukt ved tør/semitør rensning).Tungmetallerne (bly og cadmium) vil ved forbrændingsprocessen koncentreres i produkterne.

Der er ved at blive udviklet alternative behandlingsmetoder, der er i stand til at udnytte og genanvende de ressourcer (energi, NaCl og tungmetaller), som PVC-affald indeholder

E 17.2 Fremtidige initiativer

Midler

  • regler for håndtering af PVC-affald
  • udvikling af nye behandlingsteknologier
  • PVC-redegørelse og phthalathandlingsplan
  • krav til anvendelse af bly i produkter
  • substitution af visse PVC-produkter

I 1999 vil der blive udarbejdet dels en PVC-redegørelse, dels en phthalathandlingsplan, hvor der specifikt vil blive redegjort for de fremtidige initiativer for at nedsætte forbruget af henholdsvis phthalater og PVC. Med hensyn til den fremtidige anvendelsesbegrænsende indsats overfor PVC-produkter og tilsætningsstofferne herunder bly, henvises til PVC-redegørelsen.

I 1999 vil der blive udarbejdet regler for behandling af PVC-affald. Det skal bl.a. sikres, at PVC udsorteres. Det der ikke kan genanvendes, skal deponeres. Det anbefales, at kommunerne anviser PVC-affaldet til deponering i særskilte celler, således at det eventuelt på et senere tidspunkt er muligt at føre affaldet til anden behandling.

Der eksisterer i dag visse genanvendelsesmuligheder for hårdt PVC-byggeaffald. Det er imidlertid ikke hensigtsmæssigt at genanvende alt hårdt PVC-byggeaffald, herunder PVC-affald, der bl.a. indeholder cadmium.

Initiativer, der støtter udvikling af bedre behandlingsmetoder, der er i stand til at udnytte de ressourcer, som PVC-affald indeholder, skal fremmes mest muligt.

Når de nye behandlingsmetoder er klar, vil der blive stillet nye krav til håndtering af PVC-affald.

E 17.3 Regulering

Miljøministeren og Plastindustrien indgik i 1991 en aftale om håndtering af PVC-affald.

Aftalens overordnede mål har været at friholde affaldsforbrændingsanlæggene for PVC. Der er i aftalen fastsat specifikke mål for byggeprodukter, emballage og andre produkter samt tungmetaller og brandhæmmende stoffer. 46

PVC-affald, der ikke har kunnet genanvendes, er indtil videre reguleret af Affaldsbekendtgørelsens generelle bestemmelser.

E 17.4 Miljøvurdering

I de kommende år vil det ved nybyggeri i langt højere grad være muligt at erstatte en del af de traditionelle PVC-produkter med mindre miljøbelastende produkter. En øget anvendelse af miljørigtig projektering forventes at resultere i, at visse PVC-produkter, der belaster miljøet set i livscyclusperspektiv, i højere grad erstattes af alternativer.

Frasortering af PVC med henblik på at friholde affaldsforbrændingsanlæggene for denne affaldsfraktion vil medføre en reduktion i mængden af røggasaffald. Endvidere vil en friholdelse af affaldsforbrændingsanlæggene for PVC medføre en forbedret slaggekvalitet af de restprodukter, der genanvendes.

Det skønnes imidlertid, at en del af PVC-affaldet ikke kan identificeres som PVC-affald. Dette affald forventes fortsat tilført affaldsforbrændingsanlæggene.

E 17.5 Økonomi

I den første årrække vurderes der ikke væsentlige merudgifter i forbindelse med bortskaffelse af PVC-affald pr. ton. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at forudsige behandlingsomkostningerne ved behandling med fremtidige teknologier.

E 17.6 Betydning for de nationale myndigheder

Affaldsbekendtgørelsen skal ændres, så det fremgår, at det PVC-affald, som ikke kan genanvendes, skal udsorteres og deponeres. Når der er udviklet egnede behandlingsmetoder, vil der blive udstedt nye krav til håndtering af affaldet.

Der skal udstedes en bekendtgørelse om forbud mod import, salg og anvendelse af bly og produkter, der indeholder bly. Bekendtgørelsen vil blandt andet regulere anvendelsen af blyholdige pigmenter og stabilisatorer i PVC.

E 17.7 Betydning for de kommunale myndigheder

Kommunerne skal sikre, at det PVC-affald, der ikke kan genanvendes, anvises til deponering. Det anbefales, at kommunerne anviser PVC-affaldet til deponering i særskilte celler, således at det eventuelt på et senere tidspunkt er muligt at føre affaldet til anden behandling.

Når nye behandlingsmetoder er udviklet, vil der blive udstedt nye krav til håndtering af affaldet.'

__________________________

45 De primære kilder er bygge- og anlægssektoren (ca. 10.000 tons pr. år), erhverv, herunder bilaffald (ca. 14.000 tons pr. år), samt husholdninger (ca. 10.000 tons pr. år).

46 Der henvises til PVC-redegørelsen


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]