Danmarks Tredje Nationalrapport4 Klimapolitikken og virkemidlerne4.1 KLIMAPOLITIK - OG BESLUTNINGSPROCES4.1.1 Nationale handlingsplaner 4.1.2 Danmarks nye klimastrategi 4.1.3 Klimapolitikkens økonomiske aspekter 4.2 VIRKEMIDLER OG EFFEKTER I DANMARKS ØKONOMISKE SEKTORER 4.2.1 Energi 4.2.2 Transport 4.2.3 Erhverv/industri 4.2.4 Landbrug, skovbrug og fiskeri 4.2.5 Husholdninger 4.2.6 Affald 4.3 ENERGIPOLITISKE VIRKEMIDLER I GRØNLAND 4.1 KLIMAPOLITIK - OG BESLUTNINGSPROCESDanmarks klimapolitik er siden Brundtland-kommissionens rapport "Vores fælles fremtid" fra 1987 blevet udviklet i samspil med samfundets forskellige sektorer, den internationale klimapolitik og resultaterne af forskningen knyttet hertil. Siden slutningen af 1980’erne og op gennem 1990’erne er der således blevet taget adskillige initiativer med henblik på reduktion af udledningen af drivhusgasser. Initiativerne har givet vigtige resultater – specielt på CO2-området – og vil også fremover medføre yderligere begrænsninger i udledningen af drivhusgasser. Initiativerne har primært været rettet – og er det fortsat – mod de samfundssektorer, hvor aktiviteterne er forbundet med en betydelig udledning af drivhusgasser. Initiativerne har haft til formål at opnå miljøforbedringer bredt i samfundet for eksempel gennem introduktion af miljøafgifter og inddragelse af befolkningen i debatten og beslutningerne på miljøområdet. Et nyt mål er at sikre en omkostningseffektiv indsats således at der opnås mere miljø for pengene. For bedre at kunne følge udviklingen i initiativernes samlede effekt på udledningen af drivhusgasser knyttet til det nationale energiforbrug. har udgangspunktet for og opfølgningen på Danmarks reduktionsindsats bl.a. omfattet emissionsopgørelser, som er korrigeret for årlige temperaturudsving og variationer i Danmarks el-import. Internationale målsætninger på klimaområdet Siden 1990 har Danmark givet tilsagn eller forpligtet sig til flere målsætninger med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser:
I afsnit 2.1.1 er givet en kort beskrivelse af de generelle demokratiske beslutningsprocesser, som også fastlæggelsen af Danmarks klimapolitik er underlagt. 4.1.1 Nationale handlingsplanerI 1988 udsendte den daværende regering ”Regeringens handlingsplan for miljø og udvikling”. Planen var en opfølgning på Brundtland-rapporten og tog udgangspunkt i princippet om at tilstræbe en miljømæssigt bæredygtig udvikling. Et af de centrale budskaber i planen var nødvendigheden af at integrere miljøhensyn i beslutninger og administration inden for sektorer som eksempelvis transport, landbrug og energi. I de efterfølgende år har en række ministerier udarbejdet sektorhandlingsplaner, hvor miljø indgår som et integreret element. Sektorhandlingsplanerne omhandler således den samlede udvikling i en sektor kombineret med løsningen af de miljøproblemer, som sektoren giver anledning til. Sektorplanerne for energi, trafik, skov, landbrug, vandmiljø, affald og udviklingsbistand er vigtige eksempler. Fælles for planerne er, at de indeholder en række konkrete miljømål og – som regel – tidsterminer for deres opfyldelse. Hertil kommer en række konkrete initiativer, som skal føre frem til målene. Fælles er også, at der løbende foretages vurderinger af, om gennemførelsen af planerne resulterer i en opfyldelse af målsætningerne. Dette sker for eksempel i politiske redegørelser fra sektorministerierne eller i særlige opfølgningsrapporter. De energipolitiske og trafikpolitiske redegørelser er eksempler herpå. De foretagne vurderinger og opfølgninger har ikke sjældent givet anledning til udarbejdelse af nye handlingsplaner. Enten fordi det har været nødvendigt at tage nye initiativer for at nå målene, eller fordi samfundsudviklingen eller udviklingen på det pågældende område har nødvendiggjort en ændring af både målsætninger og initiativer. Der er således udarbejdet nye handlingsplaner bl.a. for energiområdet, vandmiljøet og affaldsområdet. Væsentlige sektorplaner som har haft betydning for begrænsningen af drivhusgasserne er:
Sektorplanerne forholder sig i forskelligt omfang til klimaproblematikken. På energiområdet og transportområdet er udledningen af drivhusgassen CO2 et centralt miljøelement. Planerne på disse to områder drejer sig derfor i høj grad om at begrænse CO2-udledningen. De øvrige sektorplaner er ikke primært fokuseret på begrænsning af udledningen af drivhusgasser. Årsagen er bl.a., at sektorerne slås med andre store miljøproblemer, som er blevet søgt løst gennem planerne. På landbrugsområdet har forureningen af vandmiljøet været central. På affaldsområdet har det drejet sig om at begrænse affaldsmængderne, og på industriområdet har det handlet om begrænsning af udledning af miljøskadelige stoffer til luft og vand, brugen af giftige stoffer osv. Gennemførelse af sektorplanerne har dog i vid udstrækning også betydet en begrænsning af drivhusgasudledningerne. Eksempelvis vil den reduktion af landbrugets kvælstofudledning, som vandmiljøplanerne resulterer i, samtidig begrænset udledningen af drivhusgassen lattergas. Initiativerne til begrænsning af affaldsmængderne betyder færre deponeringsanlæg og dermed en reduktion i dannelsen og udledningen af metan. Og den igangværende udvidelse af skovarealet vil betyde øget optag af CO2. Desuden indebærer energi- og transportplanerne, at der er gennemført omlægninger på energi- og transportområdet i alle sektorer. Initiativerne på energiområdet har således medført, at energiforbruget og dermed CO2-udledningen er blevet begrænset inden for en lang række sektorer, herunder husholdningerne og industrien. I juni 2002 blev regeringens nationale strategi for bæredygtig udvikling i Danmark ”Fælles fremtid – udvikling i balance” vedtaget. Strategien skal bl.a. ses som et af Danmarks svar på opfordringen fra Agenda 21, som blev vedtaget på FN‘s generalforsamling i Rio i 1992. Regeringen peger på otte mål og principper for at skabe en bæredygtig udvikling:
Strategien er opbygget med en række sektorer: Fødevareproduktion, skovbrug, industri, transport, energi, by og boligudvikling, og tværgående indsats: Klimaændringer, biologisk mangfoldighed, miljø og sundhed, ressourcer og ressourceeffektivitet, videngrundlag og virkemidler, den globale dimension og offentlighedens deltagelse. For at følge udviklingen i forhold til strategien vil der løbende blive udarbejdet indikatorrapporter. Den første fra august 2002 indeholder14 nøgleindikatorer –herunder indikatorer for økonomisk vækst, luftforurening, beskæftigelse og udledning af næringsstoffer til havet. Desuden følges udviklingen i en lang række mere specifikke indikatorer, f.eks. hyppigheden af astma, ozonlagets tykkelse, bifangst af marsvin, mængden af PCB i torskelever og antal økologiske landbrug. Konklusionen i indikatorrapporten er, at Danmark er på vej mod en bæredygtig udvikling da indikatorerne bl.a. viser, at Danmarks stabile økonomiske vækst er sket uden tilsvarende stigninger på en række miljøparametre, at energiforbruget og udslippet af drivhusgasser ikke er steget i samme takt som økonomien og at forbruget af drikkevand og udslippet af forsurende stoffer er faldet. Miljøpolitisk har Danmark gennem EU-samarbejdet medvirket aktivt til at forbedre den europæiske miljøbeskyttelse. EU’s miljøregulering har på en række punkter bragt Europa foran resten af verden på miljøområdet. Der er også flere eksempler på, at EU-regler har medvirket til at styrke miljøbeskyttelsen i Danmark. Med vedtagelsen af Amsterdam-traktaten blev bæredygtig udvikling en overordnet målsætning for EU, og det blev en pligt at integrere miljøhensyn i EU’s sektorpolitikker. 4.1.2 Danmarks nye klimastrategiRegeringen har i februar 2003 offentliggjort Danmarks nye klimastrategi, som lægger rammerne for Danmarks fremtidige klimaindsats. Udgangspunktet i strategien er, at Danmark skal opfylde sine internationale klimaforpligtelser som følge af Kyotoprotokollen og den efterfølgende byrdefordelingsaftale i EU. Selv om der allerede er blevet iværksat mange væsentlige initiativer for at leve op til klimamålsætningen, udestår fortsat en betydelig indsats før Danmark kan leve op til sit meget ambitiøse Kyoto-mål. I forhold til den seneste fremskrivning af Danmarks udledning af drivhusgasser1 skønnes, hvis der ikke iværksættes nye tiltag, en manko på 20-252 mio. tons CO2-ækv. årligt i perioden 2008-12 for at Danmark kan nå op til sin Kyoto-forpligtelse. Derfor er det et centralt hensyn i klimastrategien, at indsatsen tilrettelægges omkostningseffektivt. Kyoto-protokollen giver mulighed for at tilrettelægge en klimaindsats som er mere fleksibel og som globalt set giver mere miljø for pengene. Klimastrategien kombinerer omkostningseffektive indenlandske tiltag med brug af Kyoto-protokollens fleksible mekanismer. For en stor del af energiproducenterne, samt en del af den energiintensive industri vil det kommende EU-direktiv om en fælles kvoteordning komme til at danne rammen om den kommende indsats. De virksomheder der bliver omfattet af kvoteordningen, og hvis aktivitet dermed vil være reguleret af en kvote, vil selv kunne tilrettelægge deres klimaindsats. De kan vælge at reducere egne emissioner, når det er mest formålstjenligt, eller købe kvoter eller kreditter fra projektbaserede emissionsreduktioner, når det vurderes at være mest hensigtsmæssigt. Hermed får de omfattede virksomheder mulighed for løbende at tilpasse indsatsen, så den hele tiden er så effektiv som muligt. Ud over kvotestyring og brug af fleksible mekanismer i øvrigt indgår der en række nationale tiltag i klimastrategien, herunder initiativer til at fremme fortsatte energibesparelser og energieffektivisering. Indenfor landbrugsområdet kan der også være muligheder for reduktion af udslip af drivhusgasser. Potentialet her er imidlertid ikke tilstrækkeligt afdækket på nuværende tidspunkt, og mulighederne for at gennemføre omkostningseffektive tiltag indenfor denne sektor vil blive analyseret i forbindelse med en kommende Vandmiljøplan III. Der er endvidere muligheder indenfor transportsektoren, men disse vil i stor udstrækning kræve en fælles EU-indsats for at blive tilstrækkeligt effektive. Reduktionsindsatsen er først og fremmest en opgave for den private sektor, men en statslig indsats kan supplere den private indsats, og i startfasen medvirke til at løbe markedet i gang for CO2-kreditter. Da reduktionsomkostningerne i de forskellige sektorer løbende udvikler sig, bl.a. som følge af teknologisk udvikling og ændrede økonomiske rammebetingelser, lægger strategien op til løbende vurdering af indsatsen således at de mest omkostningseffektive virkemidler vælges. 4.1.3 Klimapolitikkens økonomiske aspekterDet billede af potentialer og samfundsøkonomiske reduktionsomkostninger som kan gives på nuværende tidspunkt for udvalgte nationale tiltag til begrænsning af drivhusgasudledningen er vist i tabel 4.1. I forbindelse med klimastrategien er det vurderet, at det internationale prisniveau for kvoter/kreditter næppe vil overstige 100 DKK per ton CO2-ækv., og med et prisniveau på 40-60 DKK som det mest sandsynlige, under forudsætning at USA forbliver uden for Kyoto-systemet. Med dette prisniveau vil det være væsentlig billigere at købe internationale kvoter/kreditter, end at gennemføre størsteparten af de indenlandske reduktionstiltag. For at kunne sammenligne de samfundsøkonomiske enhedsomkostninger på de indenlandske reduktionstiltag med prisen på internationale kvoter/kreditter, skal denne dog først korrigeres med den såkaldte nettoafgiftsfaktor, hvorved omkostningerne ved at erhverve kvoter/kreditter bliver opgjort i forbrugerpriser, som er den sammenlignelige størrelse på tværs af tiltag. Det centrale prisskøn for kvoter/kreditter på 40-60 DKK er i en samfundsøkonomisk beregning udtryk for omkostninger på 50-70 DKK per ton CO2-ækv. Ved sammenligning med de indenlandske virkemidler er det vigtigt at være opmærksom på, at de indenlandske virkemidler typisk skal ses i en sektorpolitisk sammenhæng, hvor klima kun er et blandt flere hensyn i den politik, der tilrettelægges. For eksempel er et fundamentalt hensyn på energiområdet forsyningssikkerheden, der alt andet lige forbedres gennem et lavere energiforbrug og en flerstrenget energiforsyning. Tabel 4.1.REDUKTIONSMULIGHEDER OG OMKOSTNINGER VED UDVALGTE TILTAG TIL BEGRÆNSNING AF DRIVHUSGASUDLEDNINGEN.
Anmærkninger: Der er benyttet en diskonteringsrate på 6 %. Sideeffekter er på energiområdet primært udslip af SO2 og NOX. 1) Under "i beregning" er angivet den del af potentialet, som den samfundsøkonomiske omkostning er beregnet for. Under "total" er angivet det samlede potentiale. Dette tal kan rumme et betydeligt element af skøn og kan derfor være meget usikkert. For nogle tiltag har det ikke været muligt at angive et meningsfuldt samlet potentiale. 2) Den lave omkostning forudsætter, at landene med olieudvinding i Nordsøen kan enes om en fordeling af skatteprovenuet fra den større aktivitet i Nordsøen. Den høje omkostning dækker det tilfælde, hvor kun provenuet fra den ekstra beskatning i den danske sektor tilfalder Danmark. 3) Forudsætter, at indenlandsk kondensproduktion fortrænges, som forudsætter, at kvoten samtidig reduceres tilsvarende. 4) Omfatter både offentlige og private skovrejsningsprojekter. Ved diskonteringsrate på 3%. bliver reduktionsomkostningen 220 DKK med og 500 DKK per ton CO2 uden sideeffekter. 5) Marginalomkostninger er stærkt stigende. En mindre indsats vil især på kortere sigt have væsentligt mindre gennemsnitsomkostninger. 6) Skøn undervurderer de reelle samfundsøkonomiske omkostninger, da de negative virkninger på beskæftigelse og mobilitet på arbejdsmarkedet ikke er inkluderet. De gennemførte beregninger dækker ikke samtlige tænkelige indenlandske tiltag, og vurderingen af omkostningerne vil kunne udvikle sig over de kommende år som følge af ny viden og nye teknologier. Et tværministerielt udvalg vil løbende vurdere nationale virkemidlers omkostningseffektivitet, herunder nye virkemidler som ikke er nævnt i tabel 4.1. Regeringen har fastsat et økonomisk pejlemærke på 120 DKK/ton CO2-ækv. for nationale virkemidler uden for området omfattet af EU’s kvotehandelssystem. Beregningerne illustrerer, at kun relativt få indenlandske tiltag med et væsentligt potentiale, som ikke overstiger 120 DKK/ton CO2-ækv., vil være konkurrencedygtige over for prisen ved brug af de fleksible mekanismer. Det skal ses i lyset af, at Danmark allerede har gennemført en stor national indsats op igennem 1990’erne, mens der er et større, uudnyttet potentiale i andre lande. For de indenlandske virkemidler, hvor beregningerne viser forholdsvis lave reduktionsomkostninger, er potentialet alt i alt ikke tilstrækkeligt til at opfylde behovet for at fjerne den danske manko. Til gengæld må der vurderes at være et betydeligt potentiale for at købe kvoter og kreditter internationalt. Det er på den baggrund at regeringens omkostningseffektive strategi til opfyldelse af Danmark reduktionsforpligtelse i et vist omfang baserer sig på brugen af fleksible mekanismer – Emission Trading (handel med udledninger), og projektmekanismerne, Joint Implementation og Clean Development Mechanism. EU-kvotestyringen vil danne rammen for størstedelen af reduktionsindsatsen. Derfor vil den konkrete sammensætning af indsatsen afhænge af i hvilket omfang de omfattede virksomheder vælger at gennemføre egne reduktionstiltag eller at købe kvoter i udlandet. 4.2 VIRKEMIDLER OG EFFEKTER I DANMARKS ØKONOMISKE SEKTORERI de følgende afsnit 4.2.1 – 4.2.6 gennemgås virkemidler med betydning for udledning og optag af drivhusgasser inden for følgende 6 økonomiske sektorer: energi, transport, erhverv, landbrug og skovbrug, husholdninger og affald. I tabel 4.2 er det vist hvordan den sektorinddeling, der skal anvendes i forbindelse med de årlige emissionsopgørelser (CRF/IPCC-formatet), aggregeres til de 6 økonomiske sektorer. Tabel 4.2
I tabel 4.3 er hovedresultatet af denne aggregering vist for basisår, 2001, 2008-12 og 2013-17. Klik her for at se "Tabel 4.3" Figur 4.1 4.2.1 EnergiEnergisektorens indvinding, konvertering og distribution af energi medfører en drivhusgasudledning, som udgør godt 40% af Danmarks totale udledning af drivhusgasser, og det er overvejende drivhusgassen CO2, der udledes. CO2 står for 97% af udledningen fra energisektoren. Metan (CH4) står for 2% og lattergas (N2O) står for 1% af energisektorens samlede udledning af drivhusgasser. CO2 Produktionen af energi og de energiforbrugende aktiviteter i transportsektoren, industrien og de øvrige sektorer, er de primære bidragydere til den samlede udledning af CO2. Årsagen hertil er, anvendelsen af store mængder kul, olie og naturgas. Energisektoren står derfor centralt i bestræbelserne for at nedbringe udledningen af CO2. Der er gennem en lang årrække taget mange initiativer til at nedbringe udledningen og der arbejdes forsat på at finde de bedste og mest omkostningseffektive initiativer med henblik på opfyldelse af Danmarks internationale forpligtelser på klimaområdet. I dette afsnit fokuseres på energiproduktion og energiforsyning. De energiforbrugende aktiviteter og mulighederne for at opnå energibesparelser i de forskellige samfundssektorer behandles nærmere i de efterfølgende afsnit. TABEL 4.4 SAMMENSTILLING AF INITIATIVER OG VIRKEMIDLER PÅ ENERGIOMRÅDET Klik her for at se : ‘‘Tabel 4.4‘‘ Implementerede initiativer og virkemidlerVisse virkemidler kan lægge et generelt pres på aktører i energisektoren, for at de skal nedbringe CO2-udledningen. Danmarks nationale kvotelov, som regulerer udledningen af CO2 fra den frie, markedsregulerede el-produktion, er et eksempel herpå. CO2-kvoteloven lægger loft over el-producenternes CO2-udledning. Hvis producenterne overskrider en fastsat kvote, pålægges de en strafafgift for hvert ton CO2-kvoten overskrides. Det står producenterne frit, hvordan de overholder kvoten; om det er ved effektiviseringer på værkerne, ved brændselsomlægninger, eller ved begrænsning af produktionen. De danske producenter kan endvidere handle med kvoterne indbyrdes. Afgifter har også i en årrække været anvendt som virkemidler til nedbringelse af CO2-udledningen fra energisektoren idet brændsler til varmeproduktuion er pålagt energi- og CO2-afgift. Dels med henblik på at nedbringe energiforbruget generelt, dels til at fremme brændsler med lavere CO2-udledning, i første række biomasse, der ikke er pålagt CO2-afgift og til de fleste anvendelser ej heller energiafgifter. Forsknings- og udviklingsaktiviteter omfatter både energibesparelser, mere effektiv energikonvertering og vedvarende energiteknologier. Øget brug af kraftvarme samt udvidelse af fjernvarmeområderne har været hovedelementer i den danske strategi for at fremme en effektiv udnyttelse af energiressourcerne lige siden slutningen af 1970‘erne. I dag produceres mere end halvdelen af det indenlandske elforbrug i samproduktion med varme på kraftvarmeværker og potentialet for yderlige brug af kraftvarme er begrænset. Af denne grund forventes kun en mindre stigning i kraftvarmeproduktionen i fremtiden. Kraftvarme fremmes i dag dels af afgiftssystemet, dels af elproduktionstilskud til decentrale kraftvarmeværker og endelig ved prioritering af el fra decentrale kraftvarmeværker. Sidstnævnte planlægges omlagt, således at produktionen fra decentrale kraftvarmeværker i fremtiden også afsættes på markedsvilkår. Brug af vedvarende energikilder kan begrænse udledningen af CO2 fra fossile brændsler. Andelen af det danske bruttoenergiforbrug der dækkes af vedvarende energi er steget fra 6,5% i 1990 til 12% i år 2001 og forventes at nå 14% i 2010. Vedvarende energikilder fremmes med økonomiske virkemidler gennem bl.a. afgiftssystemet samt ved direkte produktionstilskud. Aftaler og pålæg inden for bl.a. el- og varmesektoren har tidligere spillet en rolle, men brugen af dette virkemiddel er stort set ophørt. Endelig bidrager finansiering af forsknings- og udviklingsaktiviteter til den forsatte vækst i andelen af vedvarende energi. Substitution med naturgas til erstatning af kul eller olie, begrænser udledningen af CO2. Siden den danske naturgas blev bragt i land fra den danske del af Nordsøen i 1984, er naturgasforbruget i 2001 vokset til 193 PJ og dækkede 23% af bruttoenergiforbruget. Væksten forventes nu at stoppe, bl.a. på grund af de forholdsvis høje naturgaspriser. Naturgas begunstiges af en lavere CO2-afgift end olie og kul, pga. en tilsvarende lavere udledning, og vil blive fremmet a den kommende CO2-kvoteordning i EU. Den igangværende liberalisering af den danske naturgassektor kan endvidere resultere i lavere priser og dermed et øget forbrug af naturgas. Nye virkemidler Med det store bidrag fra energisektoren til Danmarks samlede emissioner af drivhusgasser er indsatsen i energisektoren helt afgørende i Danmarks nye klimastrategi. Specielt vurderes det, at en forventet stigende el-eksport vil kunne medføre betydelige emissionsstigninger, hvis der ikke vedtages foranstaltninger til at forhindre dette. El-produktionen er omfattet af forslaget til EU’s kvotedirektiv. I klimastrategien tages der udgangspunkt i, at el-produktionen vil blive omfattet af EU’s kvoteordning fra 2005. Da samtlige EU-landes el-producenter vil være underlagt kvoter på den fossile el-produktion, forventes det, at elpriserne vil stige på europæisk plan. Det giver mulighed for at pålægge el-producenterne ret stramme CO2-kvoter, således at den danske opfyldelse af klimamålsætningen ikke påvirkes af en eventuel høj el-eksport. Det forventes, at el-producenterne i perioder med høje elpriser i ret betydeligt omfang vil benytte sig af de fleksible mekanismer. Den eksisterende nationale CO2-kvoteregulering af el-produktionen ophører med udgangen af 2003. Varmesektoren er i dag belagt med fulde CO2-og energiafgifter, og er desuden underlagt en betydelig administrativ regulering. Det vurderes derfor i forbindelse med klimastrategien, at yderligere omkostningseffektive reduktionstiltag i denne sektor vil være meget begrænsede. Sektoren foreslås derfor i klimastrategien holdt uden for kvotereguleringen i den første periode 2005-2007. Herefter vil også denne sektor ifølge det nuværende forslag til kvotedirektiv blive omfattet af kvoteregulering. Metan, CH4 Flere mindre kilder bidrager til energisektorens metanudledning. Det største enkeltbidrag kommer fra gasfyrede kraftvarmeværker, der udleder uforbrændt naturgas. Med henblik på at minimere udledningen, sætter en bekendtgørelse i dag grænser for udledningen fra nye anlæg, svarende til ca. 3% af brændselsforbruget. 4.2.2 TransportTransportsektoren står i 2001 for 18% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Af transportsektorens udledninger af drivhusgasser står CO2 for en andel af 96 % svarende 12 mio. ton CO2, lattergas for 3% eller 395.000 ton CO2-ækv. og metan for ca. 1% svarende til 70.000 ton CO2- ækv. Transportsektorens energiforbrug – hovedsagelig olieprodukter – udgør ca. 30% af energiforbruget i Danmark i 2001. Trafikken og herunder specielt persontransporten har gennem de senere år steget jævnt. I takt med stigningen er også energiforbruget og udledningen af drivhusgasser steget. I 2001 er udledningen af drivhusgasser fra transportsektoren 17% over niveauet i 1990. Den seneste prognose fra 2002 peger på, at såfremt der ikke tages nye initiativer, vil sektorens udledning i 2005 ligge 24% over niveauet i 1990, stigende til ca. 35% i den første forpligtelsesperiode 2008-2012. CO2 Det er ikke hidtil på transportområdet lykkedes at knække kurven for øget udledning af drivhusgasser, blandt andet fordi begrænsning af CO2-udledningen i Danmark som er et ikke bilproducerende land, er særdeles vanskeligt uden internationale initiativer. Som anført i tabel 4.2 indgår udledningerne af drivhusgasser fra brændstoffer til køretøjer, skibe og fly under transport. Bidraget fra militæret består primært af CO2 og udgør knapt 1% af opgørelsen for transportsektoren. Andelen af militærets brændstofforbrug som går til multilaterale militære operationer, og som derfor skal holdes ude af den samlede nationale opgørelse, anses på nuværende tidspunkt at være minimal. Implementerede initiativer og virkemidler Vejdirektoratet har i år 2002, på baggrund af den hidtidige udvikling i person- og godstrafikken foretaget en fremskrivning af vejtrafikken frem til 2016. Fremskrivningen peger på, at væksten vil fortsætte. Med de valgte forudsætninger skønnes det, at der i perioden fra 1997 til 2016 vil være en vækst i vejtrafikken på godt 25%. I perioden 2000 til 2010 forventes væksten at ligge på ca. 13%. En stor og forventeligt stigende andel af det samlede gods- som persontransportarbejde foregår på vej. Udviklingen i gods- og persontransportarbejdet på vej vil derfor blive afgørende for transportsektorens energiforbrug og dermed CO2-udslip. De eksisterende virkemidler indenfor transportområdet fremgår af tabel 4.5. Der er inden for de seneste år taget en række væsentlige skridt på internationalt niveau som – understøttet af en målrettet og effektiv dansk indsats – kan bidrage til at knække kurven for transportsektorens CO2-udledning. Klik her for at se "Tabel 4.5" Nye virkemidler Transportsektorens muligheder for at bidrage til begrænsning af CO2-udslippet viser, at opgørelsen af sideeffekterne er helt afgørende for tiltagenes omkostningseffektivitet jf. tabel 4.1. Beslutningen om at gennemføre de forskellige tiltag indenfor transportsektoren må derfor i høj grad vurderes ud fra tiltagenes øvrige effekter og ikke ud fra en ren CO2-betragtning. De generelt høje samfundsøkonomiske skyggepriser uden sideeffekter er først og fremmest en konsekvens af det i forvejen høje beskatningsniveau i transportsektoren. Det er således fælles for hovedparten af tiltagene, at de retter sig mod dele af transportsektoren, som samlet set betaler de fulde samfundsøkonomiske omkostninger ved transportarbejdet, da det er et betydeligt fiskalt element i de faste bilafgifter. Metan, CH4 Lattergas, N2O 4.2.3 Erhverv/industriErhvervssektoren omfatter industri, bygge- og anlæg samt offentlig og privat service. Sektoren står for ca. 13% af Danmarks totale udledning af drivhusgasser. Langt den største del, 93% af denne udledning, er CO2. Sektoren er endvidere den eneste kilde til udledningen af industrigasser. Virkemidler indenfor erhvervssektoren fremgår af tabel 4.6. Klik her for at se "Tabel 4.6 - del 1" De igangværende initiativer til at reducere udledningen fra erhvervssektoren, omfatter både fremme af energibesparelser og energieffektivisering, omstilling af energiproduktion til renere brændsler samt initiativer for reduktion af udledning af industrigasser. Tidligere undersøgelser har vist, at der er et stort potentiale for gennemførelse af rentable energieffektiviseringer inden for erhvervssektoren, og derfor er energieffektivisering et centralt område i indsatsen i denne sektor. CO2 Industri, bygge og anlæg samt handel og privat service Industrien står for den største del af erhvervenes udledning af CO2. Udledningen kommer hovedsagelig fra energiforbrugende aktiviteter i industrien. Desuden bidrager cement- og teglproduktion med CO2, som afgives fra de anvendte råstoffer. Hovedindsatsen over for erhvervslivets energiforbrug tager udgangspunkt i den grønne afgiftspakke for erhvervslivet, som blev vedtaget i 1995. Pakken indeholdt en kombination af afgifter og tilbageførsel af provenuet til erhvervene gennem bl.a. statstilskud til fremme af energibesparelser i erhvervsvirksomheder. Pakken medførte en skærpelse af CO2-afgiften og indførelse af rumvarmeafgift for erhvervene. Samtidig blev der indført en ordning, hvor virksomheder med et stort energiforbrug har mulighed for at opnå en rabat på afgifterne mod at indgå en aftale om energieffektiviseringer. Kombinationen af afgifter og tilbageførsel havde til formål at sikre en markant nedbringelse af erhvervenes CO2-udledning under hensyntagen til erhvervenes internationale konkurrenceevne. Tilskudsmidlerne havde endvidere til formål at fremme en omstilling til mere energieffektive teknologier og produktionsmetoder. Målsætningen for den grønne afgiftspakke var, at erhvervslivet skulle bidrage til nedsættelse af de samlede CO2-udledninger med ca. 4% i 2005 i forhold til udledningerne i 1988. Ved evalueringen af den grønne pakke i 1999 er pakkens samlede effekt blevet vurderet. Hovedkonklusionen på evalueringen er, at pakken har fungeret efter hensigten. Der er opnået betydelige miljøgevinster på en økonomisk effektiv måde, der tager hensyn til den internationale konkurrenceevne. Energipakkens miljøvirkninger lever stort set op til de forventninger, der var ved pakkens tilblivelse, og udgør dermed en vigtig del af bestræbelserne på at reducere de danske CO2-udledninger. I klimastrategien fra februar 2003 blev det vurderet, at der fortsat er et potentiale for forholdsvis billige emissionsreduktioner i den energitunge del af industrien, som hidtil af hensyn til konkurrenceevnen har betalt lavere CO2-afgifter end det øvrige erhvervsliv og husholdningerne. Med en fælles EU-kvoteordning vil dele af den energitunge industri kunne pålægges en CO2-regulering der er strammere end hidtil, uden at det vil få alt for voldsomme effekter for virksomhedernes konkurrenceevne. For disse virksomheder forventes den fremtidige regulering således baseret på implementering af den fælles EU-kvotestyring. Det gælder også produktemissionerne, som ikke stammer fra energiforbruget, men som er omfattet af kvotedirektivet. For Danmarks vedkommende vil det primært være CO2-emissionerne fra produktionen af cement der vil blive omfattet af kvotereguleringen. Disse emissioner har ikke hidtil været underlagt regulering. Offentlig service I en årrække er der indsamlet data for energiforbruget i den offentlige sektor for ad denne vej at synliggøre sektorens energiforbrug. Som følge heraf foreligger der nu samlede opgørelser for energiforbruget i amternes og statens institutioner, mens der kun i mere begrænset omfang foreligger opgørelser over enkelte kommuners energiforbrug. De væsentligste initiativer til fremme af energibesparelser i den offentlige sektor er:
Der har i nu været arbejdet med energieffektivisering i den offentlige sektor i mere end 10 år, og der er opnået væsentlige besparelser. Der er imidlertid fortsat økonomisk rentable besparelsesmuligheder. Dette illustreres af, at der er meget stor forskel i forbruget (pr. m2) mellem forskellige sammenlignelige institutioner. I forlængelse af bestemmelserne i lov om fremme af besparelser i energiforbruget fra 2000 og flere energipolitiske aftaler er der planer om at stramme indsatsen specielt i den statslige sektor. Det vil bestå en opstramning af cirkulæret og af forpligtelserne til at foretage energirigtige indkøb. Cement Cementfremstilling giver en stor udledning af CO2. Dels er fremstillingen meget energikrævende, dels udledes en stor mængde CO2 i forbindelse med produktionen. Til produktion af 1 ton cementklinker anvendes mellem 3500 MJ og 5000 MJ energi. Cementfremstillingen i Danmark er koncentreret på én virksomhed. Den samlede årlige udledning af CO2 fra cementfremstilling var i 2002 ca. 2,6 mio. ton. Omkring halvdelen stammer fra energiforbruget, og den anden halvdel fra kridt, som er råmaterialet i processen. Der er gjort meget inden for cementindustrien og CO2-udledningen per ton produceret cement er reduceret væsentligt over de sidste 20 år. Desuden arbejder den danske producent for at øge anvendelsen af alternative brændsler, som vil kunne nedbringe CO2-udledningen yderligere. Indsatsen over for cementindustriens energiforbrug har også hidtil taget udgangspunkt i den grønne afgiftspakke for erhvervslivet, med en kombination af afgifter og aftaler om energieffektivisering. Den fremtidige regulering af cementindustriens udledninger vil være baseret på implementering af den fælles EU-kvotestyring. Denne vil, som tidligere nævnt, også gælde produktemissionerne, som ikke stammer fra energiforbruget. HFC’er, PFC’er og SF6 Industrisektoren er den eneste sektor som udleder industrigasserne HFC’er, PFC’er og SF6. Disse gasser anvendelsesområder er bl.a. til køle- og opskumningsmiddel m.m. (HFC’er), kølemiddel (PFC’er) samt gas, der bruges som isolatorgas i højspændingskontakter og som støjdæmpende gas i termoruder (SF6). Reguleringen af udledningen af de industrielle drivhusgasser (HFC’er, PFC’er og SF6) er 2-faset, idet der dels er vedtaget en afgift og dels er udstedt en bekendtgørelse om afvikling af brugen af gasserne i nye anlæg. De industrielle drivhusgasser er fra 1. marts 2001 blevet pålagt en afgift svarende til deres GWP kombineret med den danske CO2-afgift på 0,1 DKK/kg CO2. Det betyder, at HFC-134a er pålagt en afgift på 130 DKK/kg, da den har en GWP på 1.300. Der er et loft på 400 DKK/kg, så selvom SF6 har en GWP på 23.900, vil afgiften kun udgøre 400 DKK/kg og ikke 2.300 DKK/kg. Afgiften pålægges stofferne ved indførslen til landet, idet der ikke er produktion af stofferne i Danmark. Der skal pålægges afgift uanset om stofferne importeres som rene stoffer eller findes i importerede produkter. Hvis indholdet i produkterne ikke kendes, skal der pålægges afgift ud fra en på forhånd fastlagt tarif. Afgiften skal pålægges en lang række produkter bl.a.:
Derudover omfatter afgiften også servicering af eksisterende og nye anlæg/produkter. Den danske regering sendte i foråret 2002 et revideret udkast til regulering af de industrielle drivhusgasser i national høring. Et første udkast var blevet sendt til notificering i EU i februar 2001. Den endelige bekendtgørelse trådte i kraft 15. juli 2002. Reguleringen omfatter et generelt forbud mod anvendelse af de industrielle drivhusgasser i en lang række nye anlæg/produkter fra 1. januar 2006, herunder f.eks. husholdningskøle og –fryseskabe, PUR-skum m.m. Der er visse undtagelser fra den generelle afviklingsdato. Blandt andet bliver nye kommercielle køleanlæg, airconditionanlæg m.m. først forbudt fra 1. januar 2007. Af andre afvigelser fra den generelle afviklingsdato er anvendelsen i nye lydisolerende vinduer, hvor SF6 ikke tillades efter 1. januar 2003, og PFC’er tillades generelt ikke efter 1. september 2002. Visse produkter og anvendelser er dog undtaget fra forbud. Det gælder f.eks. servicering af eksisterende anlæg, mobile køleanlæg inkl. mobil aircondition, køle- og a/c-anlæg med HFC-fyldninger mellem 0,150 og 10 kg HFC, elektriske afbrydere m.v. 4.2.4 Landbrug, skovbrug og fiskeriDe primære erhverv landbrug, skovbrug og fiskeri betragtes overordnet under et som én økonomisk sektor i Danmark. I forhold til Danmarks udledninger og optag af drivhusgasser har disse erhverv dog vidt forskellig betydning. Landbrugets jordbrug og dyrehold bidrager med udledning af metan og lattergas. Under skovbrug henregnes det nettooptag af CO2, der sker i de danske skove. Udledningen af CO2 fra energianvendelse i alle 3 erhverv betragtes dog under et, da der ikke sker en opdeling heraf i den årlige energistatistik. Virkemidler indenfor landbrug og skovbrug fremgår af tabel 4.7. Klik her for at se: ‘Tabel 4.7‘ Inden for landbrugsområdet har følgende tiltag, medført, og vil i fremtiden medføre at landbrugets udledning af drivhusgasser reduceres:
Metan, CH4 Metan stammer hovedsagelig fra landbruget. Udledningen i 2001 var på 171.000 ton, svarende til 3,7 mio. ton CO2-ækv. Landbrugets udledning stammer primært fra dannelse af metan i husdyrenes fordøjelsessystem og fra omsætning af husdyrgødning. Landbrugets største bidrag til metanudledningen kommer fra malkekvæg. I fordøjelsesprocessen er metan et biprodukt ved nedbrydning af foderet, der især kommer fra grovfoder. Desuden udvikles der metan ved omsætning af husdyrgødning under iltfrie betingelser, hvis temperaturen er tilstrækkelig høj. Disse betingelser forekommer normalt i gødningslagre og i staldsystemer med gylle eller dybstrøelse. Udledningen af metan indenfor landbruget forventes fra 2001 og frem til 2012 at falde med ca. 0,4 mio. ton CO2-ækv. Årsagen er en fortsat effektivitetsforbedring i kvægbruget samt i mindre omfang udbygning med biogasanlæg. Lattergas, N2O Landbruget er den største kilde til udledning af lattergas i Danmark. Af den samlede lattergasudledning på 28.200 ton i 2001 kommer 91% eller 25.500 ton fra landbruget. Landbrugets udledning af lattergas svarer til godt 8,0 mio. ton CO2-ækv. Udledningen af lattergas stammer fra mikrobiel omsætning af organisk stof. Disse processer forekommer ved omsætningen af husdyrgødningen i visse gødningslagre og ved omsætning af mineralsk og organisk bundet kvælstof (f.eks. gødning og tilført spildevandsslam) i jorden. En del af det udvaskede kvælstof omdannes desuden til lattergas. Tilførsel af kvælstof til jorden med handels- og husdyrgødning samt i planterester er hoveddrivkraft til udledning af lattergas. Landbrugets primære bidrag til lattergasudledningen bestod i 2000 af et bidrag fra gødning på 40% samt et bidrag fra udvaskning på 26%3. Ammoniakfordampningen bidrager til drivhuseffekten, idet en del af ammoniakkvælstoffet ender som lattergas i atmosfæren. Ammoniak, der tilføres atmosfæren, stammer nærmest udelukkende fra landbruget. I 2000 udgjorde NH3- udledningen fra landbruget godt 84.000 ton NH3-N med et lattergasbidrag svarende til 4% af landbrugets udledning af lattergas4. Ammoniakfordampningen stammer fra husdyrgødning, handelsgødning, tilført slam, afgrøder og halmludning med ammoniak. Udledningerne forekommer i forbindelse med håndtering af gødning i stalde, ved opbevaring af gødning, ved udbringning af gødning, fra græssende dyr samt NH3-udledning fra specielt kvælstoffikserende afgrøder. Ammoniakudledningen forekommer ved at ammonium i gødningen omdannes til NH3 som fordamper. Implementerede virkemidler og initiativer Lattergasudledningen i landbruget forventes at falde med omkring 2,7 mio. ton CO2-ækv. eller 26% i perioden fra 1990 til 2008-12. Gennemførelsen af Vandmiljøplan II vil være det vigtigste bidrag til denne reduktion. Vandmiljøplan I og II samt Handlingsplanen for et Bæredygtigt Landbrug Vandmiljøplanerne og Handlingsplanen for et Bæredygtigt Landbrug havde især til formål at reducere landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet. Handlingsplanerne er gennemført som reguleringer af landmændenes adfærd. Vandmiljøplan I blev iværksat i 1987 og Handlingsplanen for et Bæredygtigt Landbrug i 1991. Disse handlingsplaner indebar især krav om vintergrønne marker samt bedre udnyttelse af husdyrgødningen. I Vandmiljøplan II fra 1998 var der en række yderligere tiltag, herunder retablering af vådområder, skovrejsning, aftaler om Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger, økologisk jordbrug på yderligere 170.000 ha, forbedret foderudnyttelse, reduceret dyretæthed, anvendelse af efterafgrøder, nedsatte gødningsnormer, og skærpede krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen. Målet er at reducere kvælstofudvaskningen med 100.000 ton N/år frem til år 20035. Disse handlingsplaner har især reduceret emissionen af lattergas. Det har formentlig også været små effekter på emissionen af metan fra gødningslagre, især som følge af større anvendelse af bioforgasning af husdyrgødningen. Den større anvendelse af efterafgrøder, større arealer med økologisk jordbrug samt retablering af vådområder må endvidere forventes at føre til en større lagring af kulstof i jorden. Hovedparten af de ændringer i emissioner af lattergas fra landbruget, der er sket over perioden siden 1990 kan tilskrives disse handlingsplaner. Hvis dette lægges til grund kan effekten på reduktion af lattergasemission beregnes til 1.2 mio. ton CO2-ækv./år i 1995, 1.8 mio. ton CO2-ækv./år i 2000 og 2.7 mio. ton CO2-ækv./år i 2005. Der foreligger ikke beregninger over effekt på kulstoflagring i jorden. Ammoniakhandlingsplanen Emission af ammoniak vil ved deposition stimulere emissionen af lattergas. En reduktion i ammoniakfordampningen medfører derfor også en reduktion i emissionen af lattergas. Der er i 2001 vedtaget en ammoniakhandlingsplan der sammen med Vandmiljøplan I og II vil reducere ammoniakfordampningen med 15-20.000 tons N årligt. Dermed skulle ammoniakfordampningen i landbruget være reduceret fra ca. 90.000 tons N i midten af 90’erne til ca. 60.000 tons N i år 2004. De tiltag der er omfattet af ammoniakhandlingsplanen er: 1) Optimering af gødningshåndteringen i stalde til kvæg, svin, fjerkræ og pelsdyr. Det er vurderet at disse tiltag tilsammen vil betyde en reduktion i emission af lattergas svarende til 34.000 ton CO2-ækv. per år i 2010. Den kortere henliggetid har her den største effekt med 13.000 ton CO2-ækv. per år6. Forbud mod afbrænding af halm Formålet med reguleringen har været at reducere luftforureningen fra afbrænding af halm. Forbuddet har medført en større tilbageføring af kulstof til jorden og større anvendelse af halm til brændsel. Begge anvendelser vil netto reducere emissionen af kuldioxid. Undladelse af afbrænding af halm vil forhindre den emission af metan og lattergas, der er forbundet med afbrændingen. Til gengæld vil der være en vis emission af lattergas forbundet med tilbageførslen af kvælstof til jorden, når halmen nedmuldes. Tiltaget virker gennem regulering af adfærden, og forbuddet blev indført i 1989. Tiltaget er gennemført som bekendtgørelse under Miljøbeskyttelsesloven, og reglen kontrolleres af kommunerne. Der foreligger ikke estimater for effekten på emissionen af drivhusgasser. CO2 Energibesparelser og dermed en reduktion i CO2-udledningen fra energianvendelse indenfor landbruget gennemføres bl.a. som følge af den grønne afgiftspakke og tilskudsordningen til energibesparelser i erhvervslivet. Implementerede virkemidler Formålet er gennem etablering af kraftværker og kraftvarmeværker at øge anvendelse af biomasse til energiformål. Anvendelse af halm som brændsel vil substituere fossil energi, men samtidig reducere mængden af kulstof, der returneres til jorden. Det sidste kan føre til en mindre kulstoflagring i jorden. Der vil samtidigt blive tilbageført mindre kvælstof til jorden, hvilket vil medføre en lille reduktion i lattergasemissionen fra jorden. Anvendelsen af halm til energiformål lå i 1990 på 720.000 ton og i 2000 på 900.000 ton. Anvendelse af halm til energiformål har dog negative effekter på kulstoflagring i jorden og formentlig for jordens frugtbarhed7.Dyrkning af flerårige energiafgrøder svarende til produktion af 5 PJ i brændværdi er sammenlignet med almindelig korndyrkning beregnet at kunne reducere emissionen af CO2 med 285.000 ton CO2/år fra substitution af fossil energi, 75.000 ton CO2/år fra kulstoflagring i jord, 10.000 ton CO2/år ved energibesparelse i dyrkningen og 30.000 ton CO2/år fra reduceret lattergasemission8. Skovbruget har betydning ved den binding og frigørelse af CO2, som sker gennem træernes vækst, respiration og nedbrydning. En gennemsnitlig dansk skov indeholder et betydeligt lager af CO2 optaget fra atmosfæren. Ved rejsning af ny skov skabes der nye CO2-lagre. Derfor er etablering af ny skov et interessant klimapolitisk virkemiddel. Det samlede CO2-regnskab for skovene er kompliceret. Næsten al eksisterende skov dyrkes med henblik på produktion af træprodukter, f.eks. brænde og tømmer. Om der netto bindes eller frigøres CO2 fra de etablerede skove, afhænger af mange faktorer, herunder skovenes aldersklassefordeling, hvilken træart der anvendes, og hvordan skoven dyrkes. Skovbruget har i forhold til andre sektorer et meget lavt energiforbrug. Grønne regnskaber og miljøstyring er under udvikling i sektoren, bl.a. med det formål at undersøge om forbruget af fossile brændsler kan nedbringes. Det nationale skovprogram lægger op til at vurdere mulighederne for at skabe økonomiske incitamenter til at øge CO2-binding i skovene inden for rammerne af Kyoto-protokollen. Dette vil ske således, at det ikke udhuler protokollens miljømæssige integritet eller mulighederne for en bæredygtig skovdrift. Det samme bør også gælde for skov-projekter i forbindelse med CDM og JI. Skovene drives med flersidighed og bæredygtighed for øje, og binding af kulstof er et af flere delmål. Det politiske mål, der mest direkte har indflydelse på en forøgelse af kulstofbindingen, er hensigtserklæringen fra 1989 om at fordoble det danske skovareal indenfor en 100-årig periode. Der er flere tiltag, der stiler mod opfyldelsen af dette mål. Dels er der etableret en statslig tilskudsordning, der støtter privat skovrejsning på landbrugsjord. Dette virkemiddel er økonomisk i form af et tilskud til skovrejsning på privat landbrugsjord. Herudover rejser staten selv ny skov og der er en del private, der vælger at tilplante landbrugsarealer uden tilskud fra staten. Det er primært CO2 balancen, der påvirkes af de nævnte tiltag. Ved skovplantning på landbrugsjord opbygges en langt større biomasse end under landbrugsdriften. Biomassen indeholder ca. 50% kulstof, der optages som CO2 i forbindelse med fotosyntesen. Der lagres sandsynligvis også mere kulstof indbygget i det organiske stof i jordbunden som følge af større tilførsel af dødt organisk stof og stop med jordbearbejdning. Indflydelsen af skovrejsning på andre drivhusgasser som lattergas og metan er ikke godt belyst. Det er dog muligt, at forsuringen af de kvælstofrige tidligere landbrugsjorde kan stimulere dannelsen af lattergas, og tilstopning af dræn efter skovrejsning og resulterende forsumpning vil kunne øge emissionen af metan. Forøget emission af metan og lattergas kan modvirke den positive effekt af skovrejsning på CO2 binding, men da der endnu ikke foreligger tilstrækkelig viden om ændringer i metan- og lattergasemissionen, præsenteres kun konsekvensberegninger for CO2. Skov- og Naturstyrelsen er ansvarlig for implementeringen af politikken om privat skovrejsning på landbrugsjord, samt for skovrejsningen på statens arealer. Der er i perioden 1990-2002 ydet støtte til privat skovrejsning på knap 11.000 hektar landbrugsjord, svarende til en ekstra binding på 68.000 tons CO2. Det har kostet i alt ca. 620 mio. DKK at rejse denne skov. Den samfundsøkonomiske skyggepris pr. tons bundet CO2 er ved 6% kalkulationsrente 641 DKK uden sideeffekter og 566 DKK med sideeffekter, ved 3% kalkulationsrente er skyggeprisen 303 DKK uden sideeffekter og 237 DKK med sideeffekter. Medtagelse af sideeffekter inkluderer den samfundsmæssige nytte af rekreativ værdi, grundvandsbeskyttelse og andet. Staten, amter og kommuner har bidraget med ca. 5.500 hektar ny skov siden 1990. Vores viden om den private skovrejsning uden tilskud er begrænset. Man antager, at der tilplantes ca. 600 hektar om året. De årlige mængder CO2 bundet som følge af privat skovrejsning med tilskud, offentlig skovrejsning og den samlede skovrejsning er opsummeret i tabel 4.8. Klik her for at se: ‘Tabel 4.8‘ Kulstofbindingen i træer efter skovrejsning er beregnet ved hjælp af en simpel model. Kulstofbindingen fremkommer som det tilplantede areal multipliceret med kulstofoptaget for den pågældende aldersklasse af træer. Optaget er beregnet ved hjælp af danske tilvæksttabeller for rødgran, som repræsentant for nåletræer, og eg, som repræsentant for løvtræer9. Arealerne i tabel 4.8 for perioden 1990-2001 er baseret på evalueringen af den gennemførte skovrejsning i perioden10 samt den nyligt gennemførte skovtælling11. Arealerne for 2005-2020 er baseret på en let revideret fremskrivning12. Skovrejsningsarealerne omfatter ikke plantager af nordmannsgranjuletræer i kort omdrift på landbrugsjord. Kulstofmængderne fås ved at estimere vedmassens kulstofindhold ved hjælp af relevante omregningsfaktorer. Stammemasse for nåletræ og total overjordisk vedmasse for løvtræ omregnes til total over- og underjordisk biomasse ved at gange med en ekspansionsfaktor. Der anvendes en ekspansionsfaktor på 2, som er noget højere end de ekspansionsfaktorer, der anvendes for skove plantet før 1990 – 1,8 for nåletræ og 1,2 for løvtræ. Det skyldes, at ekspansionsfaktoren er aldersafhængig. Stammemassen udgør således en meget lille del af den totale biomasse hos helt unge træer. Ekspansionsfaktoren falder derfor eksponentielt mod en værdi mellem 1 og 2, når træerne bliver ældre13. Da der hverken findes danske ekspansionsfaktorer eller aldersafhængige ekspansionsfunktioner, er ekspansionsfaktoren 2 valgt så længe der ikke er bedre viden på dette område. Den totale biomasse omregnes derefter til ton tørstof ved hjælp af omregningsfaktorerne 0,38 ton tørstof m-3 for nåletræer og 0,56 ton tørstof m-3 for løvtræer14. Kulstofmængden fremkommer ved at multiplicere med omregningsfaktoren 0,5 ton C/ton tørstof. Kulstofbinding i produkter kan inkluderes i beregningerne, men de præsenterede tal repræsenterer kun den mængde kulstof, der er bundet i skoven. Denne mængde kulstof findes i træernes totale levende biomasse (inkl. rødder) og kvas. Mængden af bundet kulstof opsummeres af modellen for de forskellige årgange af skovrejsningsarealer siden 1990, så man får den totale kulstofbinding for de forskelligaldrene bevoksninger i et specifikt år. Studier af jorde i en tidsserie af skovrejsningsbevoksninger har vist, at der i sammenligning med biomassens kulstofpulje ikke sker nogen stor ændring i jordbundens kulstofpulje i løbet af de første 30 år efter skovrejsning15. Det er i modellerne antaget, at træerne vokser som på jordbonitet 2 (på en skala faldende fra 1 til 4), og der er antaget et forhold på 1:3 mellem nåletræer og løvtræer16. Skovrejsning medfører mange andre fordele end binding af CO2. Udover at skovene er værdifulde for friluftslivet, udgør de også en værdifuld beskyttelse af grundvandsmagasiner til drikkevand og habitat for dyr og planter. Desuden er skovene kulturelt og landskabeligt en meget værdsat naturtype. Udover at binde kulstof, bidrager skovrejsningen således til en bred vifte af værdier. Den ovennævnte skyggepris for binding af CO2 inkluderer sideeffekter afstedkommet af f.eks. friluftslivet. De nye skoves fortsatte vækst vil betyde binding af kulstof i lang tid fremover. Såfremt der opnås en fordobling af det danske skovareal indenfor 100 år, vil de nye tilplantninger binde ca. 250 mio. tons CO2 over de næste ca. 120 år. På grund af den lovfæstede binding af arealet til skov, må bindingen forventes at være permanent. Hvis målet om en fordobling skal nås, er det dog nødvendigt med en større tilplantningshastighed end hidtil. Endvidere går den danske skovpolitik i retning af mere naturnære skovdrift. Denne driftsændring vil formentlig betyde at der på længere sigt bindes mere kulstof på det eksisterende skovareal i fremtiden. Udledningen af drivhusgasser fra brændstof solgt til fiskefartøjer indgår i opgørelserne af de samlede udledninger og optag af drivhusgasser. Fiskerifartøjernes bidrag til udledningen af drivhusgasser består primært af CO2. Der er ikke iværksat særlige initiativer i forhold hertil, men nedgangen inden for fiskeriet gennem de senere år har også medført en nedgang i brændstofforbruget og dermed også i udledningen af CO2. 4.2.5 HusholdningerHusholdningernes bidrag til udledningen af drivhusgasser der i 2001 var 4,4 mio ton CO2-ækv., består til 97% af CO2. Herudover udledes en lille mængde metan og en endnu mindre mængde lattergas. Tabel 4.9
CO2 CO2-udledningen stammer fra husholdningernes energiforbrug, som udgør næsten 30 % af det samlede energiforbrug i Danmark. Den største del af energiforbruget går til opvarmning af boliger, hvor afbrænding af olie og naturgas resulterer i en CO2-udledning. En stor del af rumopvarmningen dækkes af fjernvarme (ca. 47%), som medfører CO2-udslip ved produktionen af fjernvarme. Når fjernvarme produceres i kraftvarme-værker eller ved CO2-venlige brændsler som naturgas og især vedvarende energi, er der samlet set store CO2-besparelser forbundet med anvendelse af fjernvarme frem for individuel varmeforsyning baseret på f.eks. oliefyr. Husholdningerne har endvidere et væsentligt elforbrug, som også giver en CO2-udledning fra elværker. Størstedelen af husholdningernes elforbrug går til el-apparater og lyskilder, mens knap 25% anvendes til elvarme. Forbruget til elvarme har været faldende de senere år som følge af Elsparefondens indsats, der har medført en betydelig konvertering fra elvarme til fjernvarme og naturgas. Også husholdningernes transportforbrug medfører udledning af CO2. I modsætning til el- og varmeforbruget stiger husholdningernes transportforbrug fortsat betydeligt. Husholdningernes bortskaffelse af affald er også medvirkende til udledning af metan fra deponeringsanlæg. Indsatsen i relation til husholdningernes affald samt transportforbrug er behandlet i afsnittene om hhv. affald og transport. Dette afsnit koncentrerer sig derfor om mulighederne for at begrænse CO2-udledningen gennem el og opvarmningsbesparelser i husholdningerne samt mulighederne for omlægning til mere miljøvenlige opvarmningsformer. Reduktionsmuligheder i det kollektive energiforsyningssystem er beskrevet i afsnittet om energisektoren. I 2001 blev der i husholdningssektoren i alt brugt 156 PJ energi til rumopvarmning (klimakorrigeret) og 30 PJ el til apparater m.m. Forbruget til opvarmning har gennem en årrække været nogenlunde konstant til trods for en vækst i antallet af husstande og i det opvarmede areal. Elforbruget til apparater mv. har siden midten af 1990’erne kun steget ganske lidt, idet væksten i antallet af apparater i nogen udstrækning er blevet opvejet af at apparater og belysning er blevet mere energieffektiv. Implementerede virkemidler Med henblik på at reducere både den direkte og den indirekte CO2-udledning fra husholdningssektoren er der iværksat en lang række initiativer, der skal fremme:
Initiativerne til fremme af el-besparelser omfatter blandt andet mærkningsordninger. EU’s obligatoriske energimærkningsordning for el-apparater som efterhånden er blevet udvidet med nye apparatgrupper, er blevet prioriteret højt, og der er gennemført en række initiativer for at udbrede kendskabet til ordningen. Desuden arbejdes der med en frivillig mærkningsordning for tv, video og kontorudstyr med hensyn til standbyforbruget. Mærkningsordningerne har haft en betydelig virkning. Dels virker de i sig selv og dels har de dannet grundlag for en række kampagner mv. Elsparefonden blev oprettet i 1997. Fonden giver bl.a. tilskud til, at bygninger med elvarme inden for husholdninger og den offentlige sektor kan skifte til fjernvarme eller naturgas, ligesom fonden bidrager til udvikling, markedsføring og anvendelse af elbesparende apparater. Initiativerne til fremme af besparelser i energiforbruget til opvarmning omfatter blandt andet energimærkning af små og store ejendomme, kampagner og mærkningsordninger for energivinduer, produktrettet besparelsesindsats over for effektive kedler samt tilskud til energibesparelser hos pensionister. Elnet- samt fjernvarme og naturgasdistributionsselskaberne er pålagt at fremme energibesparelser inden for deres forsyningsområder, og de gennemfører en række kampagner, informationsaktiviteter, rådgivning mv. Indsatsen finansieres over deres tariffer. Af mere generelle tiltag kan nævnes jævnlige forhøjelser af CO2- og energiafgifterne op gennem 1990’erne. Afgiftsstigningerne har først og fremmest berørt husholdningerne og herigennem medvirket til begrænsning af husholdningernes energiforbrug. Som konsekvens af initiativerne på husholdningsområdet forventes energiforbruget til rumopvarmning at falde svagt, selvom antallet af opvarmede m2 bolig stiger. Fra 2001 til 2010 forventes det således at falde med 2%. Relativt set reduceres forbruget af olie mest, nemlig med 20%, mens elvarmeforbruget reduceres med 8%. Til gengæld stiger forbruget af fjernvarme, naturgas og biobrændsler med nogle procent. CO2-udledningen reduceres herved, og især når fjernvarme produceres ved kraftvarme eller med CO2-venlige brændsler. Elforbruget til apparater forventes frem mod 2012 at stige svagt med 3% i forhold til dagens niveau, der er 30 PJ/år. Til trods for at der for mange apparater forventes betydelige effektivitetsforbedringer, sker der ikke et fald, fordi der samtidig kommer flere apparater i husholdningerne. Nye virkemidler Som opfølgning på klimastrategien forventes igangsat nye energibesparende initiativer bl.a. i form af normer for produkters energieffektivitet. Den konkrete implementering af initiativerne er endnu ikke fastlagt. Som opfølgning på strategien vil det løbende blive vurderet i hvilket omfang omkostningseffektive energibesparelser vil kunne iværksættes. 4.2.6 AffaldAffaldssektorens bidrag til udledningen af drivhusgasser består primært af metan. Metanudledningen stammer fra nedbrydningen af organisk affald på deponeringsanlæg (lossepladser). Metan, CH4 Grundlaget for de foregående års indsats på affaldsområdet har været ”Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97”, som indeholder målsætninger om behandling af affald frem til år 2000. Planen forholder sig ikke direkte til affaldssektorens bidrag til udledningen af metan (CH4), men indeholder - udover en målsætningen om stop for deponering af forbrændingsegnet affald - en række initiativer, som er relevante i forhold til affaldsprodukter, der indeholder industrigasser (HFC’er og SF6). Den tidligere regerings affaldsplan, Affald 21, som dækker perioden 1998-2004, forholder sig heller ikke direkte til affaldssektorens muligheder for at bidrage til løsning af problemet med udledningen af drivhusgasser. Planen sigter mod at stabilisere de samlede mængder affald i 2004, øge genanvendelsen samt reducere miljøbelastningen fra de miljøbelastende stoffer i affaldet, herunder industrigasserne. Med hensyn til affaldsforbrænding er det målet at tilpasse forbrændingskapaciteten til det helt nødvendige behov, at sikre bedst mulig energiudnyttelse, størst mulig CO2-fortrængning og regional selvforsyning. Planen bidrager således indirekte til en reduktion af udledningen af drivhusgasser. Målet i Affald 21 er, at der i 2004 skal genanvendes 64% af de samlede affaldsmængder, 24% skal forbrændes og højst 12% må deponeres. Målsætningen i Affald 21 blev allerede nået i år 2000, hvor der ifølge Miljøstyrelsens Affaldsstatistik 2000 (ISAG) blev genanvendt 64%, forbrændt 24 % og deponeret 11% af den samlede affaldsmængde på ca. 12,8 mio. tons. Den nuværende regering har igangsat udarbejdelsen af en afløser for Affald 21 i form af en affaldsstrategi dækkende perioden 2005-2008. Strategien forventes behandlet i Folketinget i maj/juni 2003. Implementerede virkemidler Affaldssektorens bidrag til reduktion af drivhusgasudledningen består overordnet i:
Udledningen af metan fra danske deponeringsanlæg er beregnet til 64.000 tons brutto i 1990, stigende til en maksimal brutto-udledning på 68.800 tons i 1996/1997, svarende til 1,2 mio. tons CO2-ækv. Som følge af stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald per 1. januar 1997, vil metanudledningen fra danske deponeringsanlæg falde i årene fremover. I 2012 er metanudledningen således beregnet til 47.600 tons svarende til en reduktion på ca. 30% i forhold til den maksimale metanudledning i 1996/1997. I efteråret 2002 var der ifølge Energistyrelsens opgørelse ”Biogas: Produktion, prognose og måltal” i alt etableret 25 deponigasanlæg i Danmark. Fra disse anlæg indvindes årligt ca. 10.000 tons metan. Til sammenligning blev der kun indvundet ca. 1.700 tons metan i 1990. Som følge af den nye deponeringsstrategi forventes der kun etableret få deponigasanlæg i perioden frem til 2012. Den maksimale indvundne metanmængde forventes at udgøre ca. 12.000 tons i 2002/2003. Herefter forventes den indvundne mængde metan at ligge i samme størrelsesorden i nogle år for så at falde jævnt over en længere årrække. På baggrund af ovennævnte er netto-udledningen af metan (produceret metan fratrukket indvunden mængde metan) fra danske deponeringsanlæg beregnet til 62.400 tons i 1990, stigende til 65.500 tons i 1994 for herefter at være jævnt faldende til 38.500 tons i 2012. Den gennemsnitlige årlige netto-metanudledning i 2008-2012 svarer til ca. 0,9 mio. tons CO2-ækv. Den samlede mængde af affald der forbrændes er steget fra 2.216.000 tons i 1994 til 3.221.000 tons i 2001 svarende til en stigning på ca. 45%. Den producerede energi fra forbrændingsanlæggene indregnes som en del af den vedvarende energiproduktion i den danske energistatistik. I de internationale drivhusgasopgørelser medtages de drivhusgasser, som stammer fra forbrændingen af affaldets indhold af oliebaserede produkter såsom plastik. I overensstemmelse med målsætningerne i Energi 21 og Affald 21 søges affaldsforbrændingsanlæggene indrettet på en sådan måde, at energiudnyttelsen maksimeres. Ud over affaldshåndteringens direkte indflydelse på udledningen af drivhusgasser påvirkes udledningerne også indirekte gennem genanvendelse af bl.a. papir og pap, som medfører et mindre energiforbrug og dermed en mindre CO2-udledning ved fremstillingen af nye produkter. Ved en øget genanvendelse af organisk dagrenovation i biogasanlæg og udnyttelse af metanen i biogasmotorer er det vigtigt, at udledningen af metan fra motorerne reduceres enten via teknologiudvikling eller ved efterforbrænding af røggassen. Tabel 4.10
Gennemførelsen af regeringens affaldsplaner og opfyldelse af de fastsatte målsætninger på området har nødvendiggjort anvendelse af en bred vifte af virkemidler. Ved ændringen af affaldsbekendtgørelsen i 1996 blev der indført en kommunal pligt til at anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding (svarende til et stop for deponering af forbrændingsegnet affald). Dette virkemiddel har medført, at store mængder af brændbart affald, som tidligere blev deponeret, nu enten føres til genanvendelse eller udnyttes som brændsel på landets forbrændingsanlæg. Ud over den traditionelle regulering via love, bekendtgørelser og cirkulærer reguleres affaldsområdet ved hjælp af en række forskellige virkemidler, dels i form af afgifter og gebyrer, dels i form af tilskudsordninger og aftaler. Siden affaldsafgiftens indførelse i 1993 har afgiften været differentieret, så den afspejler prioriteringen mellem de forskellige behandlingsformer. Det er således dyrest at deponere affaldet, billigere at forbrænde affaldet og helt afgiftsfrit at genanvende affaldet. Afgiftens størrelse skaber således et incitament til, at det producerede affald i videst muligt omfang genanvendes og ikke genanvendeligt, brændbart affald udnyttes som brændsel i energiproduktionen, frem for at affaldet deponeres. Vægtbaserede afgifter (f.eks. på diverse emballager, bæreposer og PVC-folier) tilskynder til en reduktion i emballageforbruget og dermed i affaldsmængderne. Den vægtbaserede afgift er baseret på et indeks, der afspejler de anvendte materialers miljøbelastning. Ud over det affaldsgebyr, som kommunerne opkræver til finansiering af den offentlige affaldshåndtering, anvendes gebyrer i stigende omfang til at finansiere f.eks. tilbagetagningsaftaler for særlige affaldsfraktioner, bl.a. dæk og blyakkumulatorer. Gebyrerne anvendes i denne sammenhæng til at finansiere indsamling og genanvendelse af affaldet. Under tilskudsprogrammet ”Program for renere produkter m.v.” gives tilskud til projekter, der nedsætter miljøbelastningen i forbindelse med udvikling, produktion, afsætning/anvendelse af produkter eller i forbindelse med håndteringen af det affald, der opstår i hele produktets livscyklus. Endvidere kan der gives tilskud til affaldsprojekter, der har til formål at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelsen. 4.3 ENERGIPOLITISKE VIRKEMIDLER I GRØNLANDFrem til udgivelsen af den grønlandske Energiplan 2010 i 1995 var kravet til forsyningssikkerhed, samt de energipolitiske retningslinier fra 1986 om, at der skulle satses på vandkraft de altafgørende energipolitiske målsætninger i Grønland. Med Energiplan 2010 fremlagde Hjemmestyret for første gang en samlet gennemgang og handlingsplan for udviklingen på energiområdet, samt opstillede en mere nuanceret overordnet energipolitisk målsætning om at ”tilvejebringe en energiforsyning der ikke går på kompromis med forsyningssikkerheden, og hvor den økonomiske og miljømæssige belastning er af mindst muligt omfang for samfundet og de øvrige energiaktører”. Både før og efter 1995 er der vedtaget og implementeret politikker og virkemidler på energiområdet som har og stadig medfører reduktion af drivhusgasemissioner om end dette i de fleste tilfælde ikke har været hovedformålet. I nedenstående er nogle af de væsentligste tiltag beskrevet. Landstingsforordning om energiforsyning Med landstingets vedtagelse af Landstingsforordning om energiforsyning i 1997, fik Grønland for første gang en lovgivning som behandler energiforsyningen i et bredere perspektiv, idet både el-, varme- og brændselsforsyningen er omfattet. Samtidig er det første gang at energieffektivisering og energibesparelser er indbefattet af lovgivning. Med forordningen stadfæstes Energiplan 2010’s overordnede målsætning om at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljøvenlige energiforsyning. Af forordningen fremgår, at tilrettelæggelsen af energiforsyningen skal ske med henblik på økonomisering og besparelser i energiforbruget, størst mulig energiforsyningssikkerhed, effektivisering af produktions- og forsyningssystemet og renere energiproduktion. Udnyttelse af vandkraft til energiforsyning Siden 70’erne har Hjemmestyret været interesseret i at udnytte vandkraft til energiformål. Igennem 70’erne og 80’erne blev der udført systematiske undersøgelser af mulige vandkraftpotentialer. Med fremlæggelsen af de energipolitiske retningslinier i 1986 blev det vedtaget, at vandkraft skulle være et bærende element i den fremtidige energiforsyning. Det første vandkraftværk der blev taget i brug i 1993 forsyner Nuuk med el. Vandkraftværket har siden ibrugtagelsen medført en årlig besparelse af godt 20.000 m3 gasolie, hvilket har medført en reduktion af CO2-emissionerne på ca. 55.000 tons CO2 eller ca. 10% af det totale CO2 udslip i Grønland. Et vandkraftværk til forsyning af Tasiilaq er under opførelse. Det vil blive taget i brug i 2004. Her forventes en oliebesparelse på 1.300 m3, svarende til 3.446 tons CO2 årligt. Det forventes at der indenfor de nærmeste par år opføres yderligere et vandkraftanlæg til forsyning af Qaqortoq og Narsaq i Sydgrønland, med en oliefortrængning svarende til 4.800 m3. Endvidere er en ny 10-årig plan for videre udbygning af vandkraft undervejs. Affaldsforbrænding Affaldsforbrændingsanlæg er opført i 3 byer og en række mindre bygder med affaldsbortskaffelse som det primære formål. På samtlige 3 anlæg i byerne udnyttes en del af overskudsvarmen fra forbrændingen til fjernvarmeforsyning. Yderligere 3 forbrændingsanlæg er under opførelse i andre byer. Her vil varmen også blive udnyttet til fjernvarmeforsyning. Den eksisterende affaldsforbrænding erstatter derfor i et vist omfang brændselsolie, samtidig med en ikke målt reduktion af udslip af metan hvis affaldet i stedet ville være deponeret. Sektorprogram for renovering med en miljø- og energiforbedrende effekt i Grønland 2000-2003 I 1999 indgik hjemmestyret og den danske stat en aftale om renovering af bygninger og anlæg omfattende renoveringsprojekter med en positiv miljø- og energimæssig effekt. Der er under programmet gennemført projekter der bl.a. omfatter renovering af el- og varmeværker inklusive forsyningsnet, revidering af bygningsreglementet, renovering af bygninger, herunder klimaskærmen, udarbejdelse af en ny energiplan og adfærdsregulerende tiltag, hvor samtlige initiativer forventes at medvirke til et reduceret energiforbruget og som følge heraf reduktion af gasolieforbruget og reduktion af CO2-emissionerne. ____________________________________________________________ 1 Denmark’s Greenhouse Gas Projection until 2012, an update including preliminary projection until 2017, December 2002, Jørgen Fenham, UNEP-centre. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
