Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen 33/2006 – Det Miljøteknologiske Innovationssystem

Endnu ved vi meget lidt begrebsmæssigt og empirisk om miljøteknologiske innovationssystemer. NIS litteraturen, såvel som innovationsforskningen mere generelt, indeholder endnu ikke nærmere analyser af, hvordan integration af miljø i innovationssystemerne kan tænkes. Hvis vi ved hvad et innovationssystem er, og hvad miljøteknologi er, ved vi hvad et miljøteknologisk innovationssystem er. Dette afsnit opstiller en NIS inspireret klassificering af miljøteknologier og diskuterer kort, hvad der er det særlige ved miljøinnovation. Det gøres nedenfor, idet der også inddrages viden og begreber fra studierne af sammenhænge mellem miljø og teknologiudvikling, som er et omfattende forskningsområde. Hermed bliver det muligt nærmere at afgrænse og forstå, hvad et miljøteknologisk innovationssystem indebærer. Afsnittet underbygges med eksempler på miljøinnovationer. I det efterfølgende afsnit 6 samles disse betragtninger i en overordnet diskussion af det miljøteknologiske innovationssystem.

5.1 Anvendte definitioner af miljøteknologi

Der findes mange forskellige måder at inddele miljøteknologi på, med hver deres perspektiver og niveauer. Det er i rammen af dette mindre projekt ikke muligt at diskutere disse nærmere, men i bilag 1 gives der eksempler på forskellige kategoriseringer af miljøteknologi på.

Miljødebatten, og derved også den miljøteknologiske udvikling, har nu stået på i snart 40 år. Alligevel hersker der i dag udbredt forvirring om, hvad der menes med miljøteknologier, og hvad miljøindustrien eller "grønne virksomheder" (”eco-industries”) er for noget. Denne usikkerhed afspejler sig i utilstrækkelig kortlægning og statistikker på området, som er dårligt belyst i Danmark såvel som internationalt.(Ecotec, 2002)

Usikkerheden hænger sammen med, at miljøsektoren er under forandring, parallelt med at miljøagendaen har ændret karakter over tid. Miljøvirksomheder har vi traditionelt forbundet med rensnings- og affaldshåndtering. Efterhånden er også renere teknologi kommet til og også enkelte miljøvenlige produkter såsom vindmøller og genbrugspapir. Endelig er der i 1990'erne sket et skred fra de deciderede miljøvirksomheder til fremkomsten af den "grønne virksomhed", der differentierer sig på sin miljøvenlige profil og produkter relativt i forhold til konkurrenterne. Herved har opfattelsen af, hvad renere produkter er for noget også flyttet sig. Miljø er i dag i høj grad noget som i varierende grader er integreret i den almindelige teknologiudvikling.

Miljømæssigt bæredygtig udvikling er når samfundets ressourcetræk og udledninger ikke overstiger naturens langsigtede bæreevne globalt set.^[1]

Miljøbelastning ses som en funktion af^[2] :
Miljøbelastning = befolkningsvækst x forbrug/person x teknologiudvikling

Nogen særlig entydig forklaring af, hvad der betegnes miljøteknologi, og hvad der ikke gør, savnes. Afgrænsningen er historisk betinget og følger, hvad der i praksis af involverede aktører betegnes som miljøteknologier, f.eks. hvilke industrielle produkter, der af virksomheder forstås som miljørelaterede produkter. Desuden følger afgrænsningen teknologiernes funktion med hensyn til miljø; altså om de på den ene eller anden måde bidrager til mindskelse af miljøbelastninger.

Tidligere miljøteknologistudiers fokusering på rense-/bortskaffelses-teknologier og på renere teknologi er imidlertid blevet kritiseret betydeligt i de senere år og fundet for snæver. Tilgangens begrænsninger består først og fremmest i, at de systemmæssige aspekter overses, idet der er fokus på mikroniveau-forandringer i enkeltteknologier. De bredere innovationsdynamikker og miljøeffektens sammenhæng med systemniveauet er ikke inkluderet.

5.2 Forslag til kategorisering af miljøteknologi

EU kommissionens nye Miljøteknologiske Handlingsplan (ETAP) opererer med en bred definition: Miljøteknologi er en fælles betegnelse for alle teknologier, der bidrager til et bedre miljø (EU Com, 2004). Der defineres herunder to kategorier:

Sidstnævnte type miljøteknologi er relativ i sin natur. Fordelen herved er, at begrebet indfanger en udviklingstendens, hvor eksisterende teknologier løbende afløses af mere miljøeffektive teknologier. Hvilke konkrete teknologier der opfylder kriteriet er altså tids- og til dels stedspecifikt. En teknologi, der var miljøeffektiv for 5 år siden, behøver ikke være det i dag. Den hastige teknologiudvikling taget i betragtning er et sådant dynamisk begreb på sin plads. Tidligere tiders kategoriske inddeling i bæredygtige og ikke-bæredygtige teknologier bærer præg af en stærk normativ tilgang, som hæmmer en forståelse for de innovationsdynamikker, der er forbundet med den miljøteknologiske udvikling.

Miljøeffektivitet er en ledelsesfilosofi, der udtrykker forbedringer eller forværringer i miljøbelastningen i forhold til en given aktivitet.

Miljøeffektivitet = produkt eller service værdi
miljøbelastning

Miljøbelastning måles her som både ressourceforbrug (source) samt udledninger til luft, jord og vand (sink) per produceret enhed/aktivitet. Her er såvel mængde som toksitet vigtigt (WBCSD, 2000).

Med udgangspunkt i ETAPs udmærkede men noget overordnede definitioner, vil vi foreslå en yderligere uddybning til i alt 4 kategorier af miljøteknologi:

Den første kategori er sammenfaldende med ETAP’ens, de øvrige er udtryk for forskellige former for teknologier, der er mere miljøvenlige end relevante alternativer.

Den foreslåede kategorisering er præget af innovationssystem tilgangen. Udgangspunktet er, hvilke innovationsmæssige forhold der er forbundet med miljøteknologierne, dvs. hvilke risici, lærings- og omstillingsomkostninger og markedseffekter, der forventes at være forbundet med innovationerne. I modsætning til mange andre inddelinger der typisk tager udgangspunkt i, hvor miljøforandrende en teknologi er (se bilag 1).

I det følgende vil vi redegøre for, nuancere og eksemplificere den foreslåede kategorisering nærmere. Hver kategori vil blive belyst i forhold til væsentlige innovationsparametre (hvor radikal, systemisk, generisk mv.) , og konsekvenserne heraf vil blive diskuteret.

Der kan i praksis være et vidst overlap mellem klasserne, hvad der hænger sammen med, at flere af teknologierne har indflydelse på hinanden. Det afgørende for klassificeringen er, hvad der er den primære årsag til at innovation må betegnes som en miljøinnovation.

5.2.1 Add-on teknologier (forurenings- og ressourcehåndteringsteknologier)

Den første gruppe, add-on eller forurenings- og ressourcehåndteringsteknologier, er den mest velafgrænsede og veldokumenterede kategori. Der er tale om at levere tekniske løsninger til afhjælpning af miljøproblemerne uden for virksomheden/produktionsenheden, når de er opstået. Det er de mange teknologier, der rydder op, renser, fortynder, genbruger, måler og flytter udledninger til luft, jord og vand. Og det er teknologier, der står for udvinding og forsyning af naturressourcer (vand, metaller ect.). Også naturpleje kan indgå her. Disse teknologier udvikles blandt det der traditionelt forståes som ”miljøsektoren”.

Det er kendetegnende, at der er tale om teknologier, der bidrager til at forbedre andres (kundernes) miljøpræstation. Produktet i sig selv behøver ikke at være produceret miljøvenligt. Teknologierne er temmelig specialiserede, men en del er mere generiske, der kan anvendes af en bred gruppe af kunder. Denne teknologigruppe har typisk ikke nogen eller en begrænset systemisk effekt på det videre produktionssystem eller samfund, i det teknologierne netop kan tilføjes (add-on) til eksisterende produktions- og forbrugsmåder uden at påvirke disse nævneværdigt. Der er tale om modne teknologier, der har været snart 40 år undervejs, men der foregår også her løbende både inkrementelle og mere radikale innovationer.

Udvikling af nye katalysatorer og katalytiske processer er vigtige for afhjælpningen af en række miljøproblemer, og verden over foregår der en intensiv forskning og udvikling. At det i dag er muligt at leve i mange tætbefolkede millionbyer, skyldes effektiv brug af katalysatorer i bl.a. biler, kraftværker og raffinaderier. Rent vand, mindskelse af CO2 udslip, mindskelse af kviksølv- og dioxinforurening vil kræve udvikling af nye, mere effektive katalysatorer baseret på nanoteknologi.

En katalysator består som oftest af nanopartikler på nogle få nanometers størrelse på hvilken de kemiske reaktioner forløber. Partiklernes størrelse er altafgørende, jo mindre de er, jo større relative overflader har de, og jo mere effektive er de. Ved at placere nanopartiklerne på et passende (keramisk) bærermateriale er det muligt at manipulere med de kemiske og fysiske egenskaber. Katalysatorerne gennemgår en løbende forbedring for dels at undgå forurenende biprodukter og dels for at nedsætte energiforbruget. Indtil for få år siden blev udvikling af katalysatorer baseret på intuitive teknikker, men i dag har nye eksperimentelle og teoretiske metoder revolutioneret dette område, og rationel nano-skala design af katalysatorer foregår nu på basis af en atomar forståelse og beskrivelse af de strukturelle og kemiske forhold.

Katalyse er måske den vigtigste kommercielt anvendte nanoteknologi i dag.

Katalysatorudvikling foregår især i den etablerede kemiske industri, i Danmark hos Haldor Topsøe A/S, som er blandt verdens førende leverandører af katalysatorer, men også mindre spind-off virksomheder spiller vigtige roller.

Kilde: “Nanomaterialer”, Del rapport til VTUs Nano teknologiske fremsyn, 2004.

De mere radikale produktinnovationer blandt add-on teknologier kan betyde komplementære innovationer hos produktionsvirksomheder, så helt autonom behøver denne teknologigruppe ikke at være. NIS perspektivet er m.a.o. med til at fremhæve komplementariteten, snarere end modsætningsforholdet, i udviklingen af add-on og de integrerede teknologier. Teknologiudviklingen trækker ofte på de samme kompetencer og udspringer til tider fra de samme virksomheder.

5.2.2 Integrerede teknologier (renere teknologier og -produkter)

Integrerede teknologier er integrerede i den forstand at de bidrager til at mindske miljøproblemerne indenfor virksomheden. Det er energi- og ressourcebesparende teknologier, genanvendelsesteknologier og teknologier, der muliggør substitution af toksiske stoffer. Der er tale om innovationer som gør enten produktionsprocessen eller produktet mere miljøskånsom^[3]. Der er primært tale om tekniske innovationer, men organisatoriske innovationer kan også være vigtige, f.eks. ændringer i tilrettelæggelsen af produktionen, indførelse af miljøledelsessystemer, som ofte suppleres med tekniske innovationer, f.eks. udvikling af software værktøjer til miljøledelse.

Med den større udbredelse af miljøvenlig produktion spiller en stadig bredere kreds af produkter ind overfor udviklingen af renere teknologi. Fx kan der være behov for nye typer pumper, rør, kemikalier, test- og monitoreringsudstyr. Disse produkter kan være fremstillet specifikt med henblik på at løse et miljøproblem, men det kan også være, de blot har fundet anvendelse i en miljøsammenhæng. I takt med at miljø bliver stadig mere integreret i produktionen har virksomhederne svært ved at afgrænse mellem miljøteknologi og ikke-miljøteknologi. En stadigt større del af teknologien til integrerede miljøløsninger produceres således udenfor den egentlige miljøsektor. Renere teknologi er imidlertid ikke blot noget virksomhederne indkøber, men noget de i høj grad også selv er med til at udvikle, og som indgår i mange virksomheders løbende bestræbelser på at mindske deres produktionsomkostninger (Erhvervsministeriet, 2000, Kemp, Andersen og Butter, 2004).

Papirproduktion hører til blandt de mest miljøbelastende produktioner og har tidligt været genstand for kraftig miljøregulering. De fire danske papirfabrikker er alle noget langt med hensyn til indførelse af integrerede teknologier. En dansk fabrik (en bølgepapproducent) blev i 1980erne mødt af skrappe krav til spildevandsudledningen. For at møde disse krav skulle fabrikken investere omfattende i både renere og add-on teknologier. I stedet valgte fabrikken at satse på at lukke sit vandsystem fuldkomment, hvilket påbegyndtes i 1986 og fuldbyrdedes i 1991. På det tidspunkt var der kun tre papirfabrikker i verden, der havde lavet en sådan radikal innovation, som indebærer ændringer i hele produktionssystemet på de store papirmaskiner og også influerer på produktets egenskaber. De kemiske forhold i produktionen ændrede sig markant, så nye kemikalier og rørsystemer var nødvendige. Mange procesinnovationer skulle foretages, nye doseringsmetoder, ændrede vandkredsløb mv., hertil kom indførelsen af et nyt internt lille rensesystem.

Fabrikken har ikke selv nogen egentlig forskningsafdeling. Udviklingen af denne innovation er overvejende sket via fabrikkens egen eksperimenteren i et tæt samarbejde med deres to kerne kemikalieleverandører, som begge er store multinationale selskaber med betydelig forskningskapacitet og testfaciliteter. Et leverandørskift var nødvendigt for at få adgang til en bestemt teknologi. Også deres udstyrsleverandører og et par førende konkurrenter har spillet vigtige, men mindre roller.

Den innovationsmæssige bedrift skal ses i lyset af, at de fleste innovationer er foregået mens papirmaskinerne er fortsat med at producere 24 timer i døgnet. Fabrikken er i dag kendt for at være blandt de teknologisk førende på verdensplan, bl.a. pga. denne innovation, som der konstant arbejdes på at forbedre. Såvel fabrikken som leverandørerne ser en stor interesse i at samarbejde for at oparbejde de kompetencer, som er et helt nødvendigt grundlag for deres konkurrenceevne, og hvor miljøkompetencer i øvrigt bliver stadigt vigtigere. Samarbejdet er baseret på en hårfin balance mellem hvilken viden der gives videre, og hvad der beskyttes, og forudsætter tætte relationer og stor gensidig tillid.

En anden dansk fabrik udviklede i starten af 1990erne et 100 pct. kvalitets genbrugspapir (kontorpapir), som sit nye kerneprodukt, som skulle markedsføres på miljøparametre. Også her krævedes der omfattende innovationer, da genbrugs- teknologien var mest udviklet indenfor papproduktion. Der blev (og bliver fortsat) arbejdet systematisk med at gøre slutproduktet såvel som produktionsprocessen så miljøvenlig som muligt med erstatning af kemikalier, reducering af materiale og energiforbrug og en delvis lukning af vandkredsløbet. Produktets egenskaber har ændret karakter i et vist omfang, hvilket har givet problemer med kompabiliteten i videreforarbejdningen (bl.a. trykkerimaskiner) såvel som hos slutbrugeren (ved brug i printer- og kopimaskiner mv.). Hver gang der foretages større innovationer i f.eks. trykke- og limtyper, som ender op i papiraffaldet, påvirker det produktionsprocessen på fabrikken, som fortsat må arbejde med at optimere sin teknologiudvikling.

Innovationen er særligt foregået som en kombination af eksperimenteren på fabrikken og udviklingsarbejde i forsknings- og udviklings afdelingen hos moderkoncernen i Sverige. Der er tale om en af verdens største papirkoncerner, som den danske fabrik dengang var en del af (fabrikken er nu selvstændig), og som er omgivet af et meget stærkt videnmiljø med papiruniversiteter mv. i Sverige. Virksomheden satser meget på at beskytte sin viden og er generelt mere selvforsynende i sin videnproduktion, men har også løbende dialog med sine leverandører om det fortsatte arbejde med at optimere produktionen. De to fabrikker udviser således to meget forskellige innovationsstrategier, som hver synes at være konkurrencedygtige og have ført til interessante miljøinnovationer.

Der kan innovationsmæssigt være en vigtig forskel på udviklingen af renere teknologi og renere produkter. Sidstnævnte foregår i de midterste faser i innovationsprocessen (fase 3 teknologiudvikling og fase 4 produktion), hvor der overvejende foregår inkrementelle innovationer, der optimerer eller justerer produktionsprocessen. Langt de fleste miljøinnovationer er sådanne inkrementelle ændringer, men ikke desto mindre kan disse have endog meget stor miljøforbedrende effekt. Renere teknologi spredes kun langsomt og det miljømæssige potentiale herfra er langt fra udtømt, heller ikke i et miljømæssigt avanceret land som Danmark, selvom potentialet er større i de mindre udviklede økonomier (Erhvervsministeriet 2000a, Ecotec, 2002).

Renere produkter udvikles på to måder. Enten er det som konsekvens af en virksomheds målbevidste arbejde med egentlig grønt design og produkt eller koncept udvikling, dvs. der sættes ind allerede i fase 1 idegenerering og fase 2 udvikling af det analytiske design. Eller det er resultatet af mere radikale innovationer i produktionsprocessen, som også betyder et mere miljøvenligt produkt f.eks. hvis der er foretaget en substitution af miljøskadelige stoffer. Fx kan papir, der produceres mere miljøvenligt via renere teknologi opnå miljømærker og markedsføres som miljøvenlige produkter, uden at virksomheden har søgt specifikt at designe et miljøvenligt produkt. For mange virksomheder er der overlap eller tæt sammenhæng mellem det at forbedre produktionsprocessen og det at forbedre produktet. Det gør det svært at skelne mellem proces- og produktinnovationer, og derfor foreslås de betragtet som én gruppe i denne kategorisering.

De mere radikale produktinnovationer, hvor der sker en redefinering af det analytiske design i forskelligt omfang, forudsætter en indsats allerede i ide- og inventionsfasen, (jf også næste gruppe, de miljøeffektive systemteknologier). I de senere år er livscyklusperspektivet vundet frem, hvor virksomhedens miljøeffektivitet ikke længere blot ligger i produktionsprocessen, men i produktet set i dets fulde livscyklus. Det sætter øget fokus på den grønne produktudvikling og de mere systemiske effekter af innovationen, ikke mindst mellem virksomhederne i varekæden. Både leverandørernes og erhvervskundernes miljøpræstation influerer på virksomhedens egen miljøprofil.

En vigtig gruppe af teknologier for renere teknologiudviklingen er de generiske teknologier som nano, biotek og IKT. Der er store forventninger til, at disse teknologier kan føre til omfattende og revolutionerende miljøinnovationer, men der rejser sig også usikkerhed omkring mulige miljørisici forbundet med dem. Endnu er viden på dette område begrænset (Kemp, Andersen og Butter, 2004).

De integrerede miljøteknologier dækker således over en bred gruppe af teknologier, der er mere miljøvenlige end lignende tilsvarende teknologier. De er oftest inkrementelle, men kan være mere radikale. De kan have fra begrænset til ganske stor systemisk effekt, dog sjældent ud i infrastruktur- og livsstils ændringer, jf figur 5 nedenfor. De mere radikale produktinnovationer kan være markedsfornyende ved at udvikle nye grønne kundebehov, hvor der efterspørges ”grønne/etiske” produkter som en selvstændig salgsparameter.

5.2.3 Miljøeffektive systemteknologier

De miljøeffektive systemteknologier er produkter, der leverer helt nye (alternative) miljøvenlige løsninger i forhold til en eksisterende måde at levere en teknisk løsning på. Der er tale om udviklingen af et helt andet idegrundlag og analytisk design (et nyt ”teknologisk spor” baseret på et nyt paradigme), som er baseret på helt nye forståelser, teorier, kompetencer og teknikker.

Eksempler på disse radikale grønne innovationer er vindmøller og anden vedvarende energimateriel (i modsætning til energifremstilling baseret på fossile energikilder) og elbiler (i modsætning til producenter af biler baseret på forbrændingsmotorer)

De adskiller sig væsentligt fra de mere radikale grønne produkter fra gruppe 3. De baserer ikke deres miljøvenlighed på at gøre et produkt renere, men på udviklingen af et helt anderledes analytisk design. Selve produktionsmåden behøver derimod ikke at være miljøvenlig. Faktisk har der indtil for nylig været meget lidt opmærksomhed på, hvorvidt disse produkter, f.eks. vindmøller, overhovedet blev produceret miljøvenligt.

Det er primært i deres brug disse produkter er mere miljøvenlige qua deres anderledes produktionskoncept end alternative produkter, der kan opfylde samme funktion, f.eks. levere energi. Der er netop tale om ”alternative” og ikke ”lignende” produkter som i gruppe 3, for disse produkter ligner ikke hinanden udviklingsmæssigt og bygger på forskellige teorier og kompetencer.

De miljøeffektive systemteknologier er per definition meget radikale og udtryk for en kognitiv og teknologisk diskontinuitet. Disse teknologier er alle meget systemiske. De kræver betydelige komplementære innovationer i de andre led i værdikæden og nogle helt ud i den tekniske infrastruktur og privatsfæren. De er stærkt markedsfornyende og fordrer typisk en ændring af forbrugsmønstre. Omstillingsomkostningerne er meget store og tidsperspektivet typisk meget langt, i det radikale systemforandringer kan være meget længe om at slå igennem. Også for disse teknologier gælder, at den hurtige teknologiudvikling betyder, at de ikke nødvendigvis vil vedblive at være mere miljøvenlige end alternative fremkommende teknologispor.

Iværksættere og andre mindre virksomheder spiller som nævnt en vigtig rolle for udviklingen af sådanne nye teknologispor i deres forsøg på at udvikle nye markedsnicher, mens de eksisterende virksomheder og forskere mv. ofte forsvarer de etablerede teknologier. Men også de store virksomheder kan i kraft af deres betydelige forskningsindsats være vigtige både som igangsættere eller ikke mindst videreudviklere (fase 3 i innovationsprocessen med opskalering til egentlig industriel produktion) af nye teknologispor. F.eks. ser man nu den etablerede bilindustri som en vigtig drivkraft i udviklingen af brintbilen og andre elbiler.

Vindmølleteknologien og de seneste 20-30 års udviklingen på vindmølleområdet kan i vid udstrækning ses som et eksempel på sjælden succesrig miljøeffektiv systemteknologi. Vindmølleindustrien er i dag en af Danmarks væsentlige eksportsektorer, har en markedsandel på omkring 40% af verdensmarkedet og beskæftiger i størrelsesorden 20.000 personer (inkl. underleverandører). I 2003 stod vindenergien for 16% af det danske el-forbrug. Miljø- og klimaproblemer og visionen om med vindmøller at skabe mindre miljøbelastende energisystemer, har været en central drivkraft for dette områdes udvikling.

Vindmølleteknologiens fremvækst kan ikke siges at starte med en grundlæggende ny og stærk idé; idégrundlaget var gammelt og velkendt. Men i forhold til de i 1970’erne og 1980’erne fremherskende energisystemer og -teknologier var vindmøllevisionerne og vindmølleteknologien radikalt nye og anderledes. Viden- og teknologiudviklingen knyttet til de eksisterende energisystemer drejede sig primært om olie-, kul- og gasteknologi, kombinerede el- og varmesystemer og om en infrastruktur byggende på effektive centrale kraftværker. Bl.a. integration af strøm fra vindmøller i elektricitetssystemerne var (og er) kompliceret og krævede nye teknikker og forståelser af systemet. Innovations-aktørerne på vindmølleområdet var omkring 1980 i højere grad end de eksisterende energivirksomheder en række interesserede borgergrupper, foreninger og små metalindustri virksomheder. Aktiviteterne var i første omgang decideret eksperimenter og ikke økonomisk rentable på de eksisterende markedsvilkår.

En lang række viden- og teknologiområder er blevet udviklet efterhånden og komplementerer hinanden i vindmølleteknologien f.eks. vingeaerodynamik/-design, stærkstrøms system-elektronik, off-shore konstruktioner, og vindsimuleringsmodeller (vind-udsigter). Det stærke danske kompetencekluster om vindmøller tiltrækker andre landes industrier. F.eks. har en stor spansk vindmølleproducent for nylig oprettet udviklingsafdeling i Jylland.

En væsentlig faktor for den markante udvikling af vindmølleteknologien i Danmark er de reguleringsmæssige rammer. Rammerne er på strategisk vis bragt til at spille sammen med, og integreret i, de markedsmæssige forhold. Løbende er de blevet tilpasset det aktuelle stade i systemets teknologiske udvikling og institutionalisering. Der har ikke mindst været fokus på markeds- og konkurrenceprægede virkemidler og den økonomiske effektivitet. Synergieffekterne på vindmølleområdet er desuden blevet fremmet af det tætte samspil mellem private og offentlige innovations- og videnprocesser bl.a. via forskningsindsats samt via institutionalisering af test- og certificeringssystemer. Også de bredere kulturelle uddannelses- og videntraditioner har spillet en vigtig rolle. Udviklingen af vindmølleteknologien er forbundet med højskole og andelstraditio-nerne (bl.a. vind- og brintsystem omkring Poul la Cour og Askov Højskole i 1800-tallet, Tvindmøllen i 1970erne, ejerlaug osv.) og præget af en eksperimenterende og inkrementelt orienteret tilgang til innovation (i forhold til f.eks. en big science tilgang i USA). Analytikere har udpeget dette til en af grundene til den relativt stærke position af den danske vindmølleindustri.

Kategoriseringen af vindmølleteknologien som et miljøeffektivt systemteknologi betyder ikke, at der ikke kan være miljøproblemer knyttet til vindmøller. F.eks. er vindmøllernes optagelse af plads og landskabelige indflydelse, blevet set som et miljøproblem. Dette er bl.a. søgt løst ved i stigende grad at placere nye møller til havs (add-on og end-of-pibe karakter).

Kilder: Vindmølleindustrien (www.windpower.dk), Hemmelskamp et.al. 2000, Eikeland et.al. 1999, Karnøe & Jørgensen 1995.

5.2.4 Miljøeffektive organisatoriske systemløsninger

De miljøeffektive organisatoriske systemløsninger indebærer nye koncepter for en mere miljøeffektiv organisering af samfundet. Der er tale om nye måder at organisere vores produktion og forbrug på på systemniveau, som indebærer nye funktionelle samspil mellem organisationer (f.eks. mellem virksomheder, familer mv.) med inddragelse af ændringer i den regionale og fysiske planlægning og tekniske infrastruktur i forskellige grader. Begrebet industriel symbiose dækker over sådanne organisatoriske innovationer, hvor samlokalisering mellem virksomheder danner grobund for en udvidet genanvendelse af hinandens restsprodukter, som ellers ikke ville være økonomisk. Sådanne ordninger forudsætter at disse virksomheder har komplementære affaldsstoffer eller kan udnytte hinandens overskudsenergi mv. Disse innovationer forudsætter således i høj grad interaktiv læring mellem de involverede enheder.

Begrebet byøkologi dækker over nye miljøeffektive måder at indrette byen og regioner på, specielt omkring organiseringen af arbejde og fritid. F.eks. boligområder med mere eller mindre lukkede stof- og energikredsløb (hvoraf nogle er lavtekologiske andre højteknologiske), samlokalisering af arbejde-hjem-børnepasning-fritid, boformer baseret på samforbrug (dele-værksted, dele-vaskeri, dele-køkken mv.) og ”chain mobility” (nye måder at koble forskellige transportformer sammen på). Byøkologien er ikke kun funktionel, men har også et kognitivt sigte. Synliggørelsen af miljøelementer i folks dagligdag skal skabe øget miljøbevidsthed.

Hidtil har byøkologiske initiativer imidlertid i høj grad været fokuseret på at designe enkelte miljøvenlige huse eller få flere planter og mere genbrug i byerne, mere end at fokusere på, hvordan miljøeffektive byer og regioner kan designes, så den almene forståelse af begrebet er ikke særligt dækkende for denne forståelse af organisatoriske system innovationer.

Selve innovationen er i høj grad organisatorisk i form af nye koncepter for, hvordan forskellige aktører, materiale- og energistrømme kan fungerer sammen, men der vil ofte være en relateret teknologiudvikling knyttet hertil. Den store betydning den tekniske infrastruktur og fysiske planlægning har her med dertil knyttede forvaltningsmæssige og lovmæssige praksisser, betyder, at det offentlige, snarere end markedet, er en central spiller for denne type innovation, og at samspillet mellem det offentlige (som skal sætte de strategiske og forvaltningsmæssige rammer) og virksomhederne (som skal udvikle og producere den nødvendige teknologi) er afgørende.

De miljøeffektive organisatoriske system innovationer er konceptuelt meget radikale (indsats i idegenerering og analytisk design faserne) og kan tillige være forbundet med en tilsvarende betydelig radikal teknologisk diskontinuitet. Men ikke altid, mange af de teknologiske innovationer vil være inkrementelle eller vil bygge på eksisterende teknologi og kompetencer, der blot skal bruges eller kombineres på nye måder. De er meget systemiske specielt i forhold til at berøre samfundets tekniske infrastruktur og privatsfæren. Lock-in i eksisterende dyr infrastruktur og planlægnings-, forvaltningsmæssige og juridiske praksisser betyder, at disse innovationsformer ikke er kommet ret langt, selv om ikke mindst de presserende trafikmæssige problemer betyder øget opmærksomhed på denne type miljøinnovation.

Figur 6 opsummerer de 4 miljøteknologiske kategorier i forhold til de to væsentligste innovationsparametre, hhv. hvor systemiske (hvor stor omstillingsflade) og hvor radikale (hvor stor kompetencefornyelse) innovationerne er udtryk for.

Figuren illustrerer det ganske brede spektrum mht. til radikalitet og systemiskhed, som teknologierne dækker over. Men også at de fire grupper af miljøteknologier adskiller sig markant fra hinanden, hvilket understreger de meget forskellige innovationsvilkår, de er underlagt.

Ny teknologi er et tveægget svær i forbindelse med miljø. På den ene side er teknologiudvikling med til skabelsen af miljøbelastninger og miljørisici. På den anden side kan ny teknologi være med til at løse eksisterende miljøproblemer og forøge miljøeffektiviteten af ydelser og tilfredsstillelse af givne behov. Kompleksiteten, flertydigheden og usikkerheden i innovation rækker dog videre end kun til miljødimensionen.

I det efterfølgende afsnit, vil vi se nærmere på de vilkår, der kendetegner det samlede miljøteknologiske innovationssystem.