Afløbssystemer under påvirkning af klimaændringer - Hovedrapport

2 Scenarier for fremtidens klima

2.1 Scenarier for fremtidige klimaændringer

Der arbejdes i Danmark pt. med 3 klimascenarier beregnet af DMI. Fra  officiel side er det meddelt at de tre scenarier er ligestillede. Det drejer sig om  klimascenarierne:

A2 som beskriver en heterogen verden med lokalt forankret udvikling, hvilket  resulterer i en fortsat stigning i verdens befolkningstal. Økonomisk udvikling  foregår primært på regionalt plan, og økonomisk vækst samt teknologisk  forandring er mere fragmenteret og sker langsommere end i de øvrige  scenarier.

B2 som beskriver en verden, hvor hovedvægten lægges på lokale løsninger,  som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige. Det er en verden  med et fortsat stigende globalt befolkningstal, men i en lavere takt end i A2,  med mellemniveauer i økonomisk udvikling og med mindre hastig og mere  forskelligartet teknologisk forandring end de øvrige scenarier.

EU2C som beskriver en verden, hvor det internationale samfund og de enkelte  lande indgår aftaler, finder teknologiske løsninger og ændrer adfærd inden  farlige menneskeskabte påvirkninger af jordens klima fører til en global  temperaturstigning større end 2 ºC i forhold til det førindustrielle niveau.  Scenariet svarer til EU’s målsætning, som udtrykt af Det Europæiske Råd i  2005.

De tre scenarier er vist i figur nr. 1. Det skal bemærkes at de tre  klimascenarier er rimeligt ens indenfor de første 30-50 år, hvorefter  forskellene mellem scenarierne udvikler sig.

Figur 1. Udviklingen af de tre ligestillede globale klimascenarier, (A2, B2 og  EU2ºC), som er grundlaget for klimaarbejdet mht. afløbssystemer i Danmark

Figur 1. Udviklingen af de tre ligestillede globale klimascenarier, (A2, B2 og  EU2ºC), som er grundlaget for klimaarbejdet mht. afløbssystemer i Danmark.

Tabel 1. Ændringer i Danmarks klima frem til 2071-2100 (i forhold til middel af  perioden 1961-1990) for de tre ligestillede klimascenarier

Klimascenarium A2 B2 EU2°C
Land      
Årsmiddeltemperatur +3,1ºC° +2,2ºC (+1,5°C)
Årsnedbør +9% +8% (+4%)
Sommernedbør(JJA) -15% -7% (-7%)
Maxdøgnnedbør(JJA) +21% +20% (+10%)
Hav      
Middelvind(DJF) +4% +2% (+2%)
Maxstormstyrke(DJF) +10% +1% (+5%)
MaxstormflodvedVestkysten +0,45-1,05m ? (+0,2-0,5m)

Kilde: DMI.  Alle tal viser afvigelse fra perioden 1961-90. () er foreløbige tal

Tabel 1 indeholder foreløbige tal for EU2ºC scenariet i parenteser. Disse tal er  fremkommet ved en simpel nedskalering af A2 og B2 scenarierne. Danmarks  Meteorologiske Institut (DMI) og Miljøstyrelsen planlægger at gennemføre et  projekt, som forsøger at etablere et robust klimascenarium, der modsvarer  EU’s målsætning om, at den menneskeskabte påvirkning af den globale  middeltemperatur ikke må overstige 2°C i forhold til det førindustrielle  niveau. Dette konsoliderede scenarium vil tidligst foreligge i maj 2006.

2.2 Datagrundlaget for analysen af klimaændringers effekter på  afløbssystemer

Datagrundlaget som er brugt i denne rapport til at se på fremtidens  klimaændringer, og deraf følgende nedbørsforhold over Danmark er A2  scenariet produceret af DMI. DMI’s scenarier dækker i alt 30 år, perioden  2071-2100. Det er derfor kun muligt at udtale sig om den tidsmæssige  udvikling i regnintensiteter frem til 2071 i generelle, kvalitative vendinger. Det  ville være yderst relevant at kende den forventede udvikling af regnintensiteter  i den nære fremtid (f.eks. de næste 30 år), men den information er pt. ikke til  disposition.

I Danmark benyttes traditionelt en lang tidsserie af regnhændelser (adskillige  år) til at analysere overløb fra afløbssystemer, men der eksisterer på  nuværende tidspunkt (december 2005) ikke en accepteret dansk metode til at  omregne tidsserier fra DMI’s klimamodel direkte til tidsserier af regn, som kan  anvendes til analyse af overløb fra afløbssystemer. Derfor vil projektet ikke  analysere klimaændringers effekter på overløb, men blot komme med en  beskrivelse af den nødvendige viden for at kunne lave detaljerede analyser af  overløbsmængder under fremtidige klimapåvirkninger.

2.3 Klimaændringers effekter i de danske farvande

De globale klimaændringer forventes at få indflydelse på vandstandene i de  danske farvande. Ændrede vandstande kan få indflydelse på forholdene i  afløbssystemerne. De seneste vurderinger fra Intergovernmental Panel on  Climate Change (IPCC, 2001) viser en forventet havspejlsstigning på 0,09 -  0,88 m frem til år 2100. Kystdirektoratet anvender gennemsnittet af de otte  IPCC-prognoser, når der vurderes konsekvenser af denne havspejlsstigning.  Den forventede havspejlsstigning bliver med disse forudsætninger på  henholdsvis 7 cm, 15 cm og 36 cm for de kommende 25, 50 og 100 år. Disse  stigninger gælder for hele landet. For klimascenariet A2 forventes at  ekstremerne i form af udsving om denne middelvandstand bliver i en  størrelsesorden af plus 10-40 cm i forhold til i dag (ATV, 2003).

2.4 Klimaændringers effekter på nedbør over Danmark

Ifølge DMI`s klimaprognoser forventes i løbet dette århundrede både en  ændret årsfordeling af nedbør og ændrede intensiteter af de enkelte  regnhændelser. Der forventes en signifikant vækst i de ekstreme  nedbørsmængder og regnintensiteter, specielt om sommeren. I DMI’s  klimascenarium A2 (for perioden: 2071-2100) bliver årsnedbøren lidt større  og de kraftige regnhændelser om sommeren bliver flere og kraftigere.  Sommernedbøren forventes dog totalt set at blive lidt mindre.

Med klimamodellerne er nedbøren beregnet som en-times nedbør for arealer  på 12x12 km og 25x25 km både for kontrolperioden 1961-1990 og for  scenarieperioden 2071-2100. Der i en række projekter på DTU foretaget en  sammenligning af ekstremstatistikken for en-times nedbøren for de to perioder  i forskellige dele af landet. Disse sammenligninger viser en betydelig variation  i den klimabetingede ændring af nedbør fra sted til sted. Størstedelen af denne  forskel formodes at skyldes naturlig variabilitet i klimamodellen og det er  derfor usikkert hvad den reelle udvikling i nedbøren er. I gennemsnit for de  betragtede områder er der i fundet en stigning i nedbøren på 20-50% for klimascenarium A2, men for delområder er der fundet stigninger fra 10-90% -  uden at denne variation har kunnet forklares. Den bedste anbefaling i dag må  derfor være at gange den nuværende dimensioneringsregn  (gentagelsesperioder 5 og 10 år) med en faktor svarende til dette, dvs. en  faktor 1.2-1.5. En nuværende og en klimafremskrevet 10 års CDS regn for  Odense ses på figur 2.

Figur 2. Nuværende dimensionsgivende og klimafremskrevet 10 års CDS regn  for Odense. Tidskridt = 2 minutter. Klimafaktor = 1.2. Den klimafremskrevne  regn er baseret på scenariet A2.

Figur 2. Nuværende dimensionsgivende og klimafremskrevet 10 års CDS regn  for Odense. Tidskridt = 2 minutter. Klimafaktor = 1.2. Den klimafremskrevne  regn er baseret på scenariet A2.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.