Afløbssystemer under påvirkning af klimaændringer - Hovedrapport

3 Klimaændringer og afløbssystemer

De forventede ændrede nedbørsforhold og havspejlsstigninger vil, som det  fremgår af denne rapport, få stor betydning for planlægning og udbygning af  afløbssystemer i de kommende år. Afløbssystemer etableres generelt med lang  forventet levetid og er både vanskelige og kostbare at ændre eller udbygge, så  det vil være fordelagtigt at inddrage viden om de fremtidige forhold så hurtigt  som muligt. Herved kan risikoen for fejlinvesteringer minimeres, og det kan  sikres at samfundet har velfungerende afløbssystemer, også i fremtiden.

Danske afløbssystemer forventes fremover at skulle leve op til de i  Spildevandskomiteens Skrift 27 formulerede funktionskrav, som er formuleret  således:

  • I fælleskloakerede områder må der højst hvert 10. år være opstuvning  på terræn.
  • I separatkloakerede områder må der højst hvert 5. år være opstuvning  på terræn.

Disse krav er minimumskrav og kommunerne må gerne beslutte at ville leve  op til supplerende og/eller skrappere krav.

Det slås fast i skriftet, at det er de faktiske forhold i oplandene, der er  afgørende, dvs. de konstaterede opstuvningshyppigheder, og det pointeres, at  der ved dimensionering og analyser af afløbssystemer skal tages hensyn til de  forventede fremtidige ændringer i klimaet, herunder naturligvis især  ændringer i nedbørsforhold og recipientvandspejl, således at systemet i hele  den forventede levetid lever op til de stillede funktionskrav.

I byområder, hvor afløbssystemet er designet svarende til skriftet, vil der fra  tid til anden forekomme opstuvning af vand på terræn nogle steder.  Afhængigt af regnhændelsen kan der blive tale om betydelige mængder vand.  Konsekvenserne af dette bør vurderes, og der bør tages passende  forholdsregler, så skader og ulemper begrænses mest muligt (jf  Spildevandskomitéens Skrift 27, hvor der bl.a. står: ”Kommunen bør vurdere  omfang af skader ved overskridelse af de fastsatte funktionskrav.”)

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.